Gambling og gaming flyder sammen: Penge fylder langt mere i unges fællesskaber end tidligere

Grænserne mellem investering, gaming og gambling udviskes i finansiel ungdomskultur på nettet, viser ny forskning. Pædagoger har en vigtig rolle for særligt én gruppe af unge.
Børn&Unge 3/2026 om unges drømme om hurtige penge
Drømmen om hurtige penge lever blandt unge på nettet. Men det er tabuiseret at tale om tab. Derfor hører de unge kun om dem, der har vundet stort. De hører ikke om alle dem, der har tabt, advarer forsker bag ny undersøgelse.

Økonomiske aktiviteter fylder mere og på nye måder i unges liv, også online.

Ifølge medieforsker Jacob Ørmen er især drenge en del af det, han kalder en finansiel ungdomskultur, som udspiller sig på nettet.

Det understøttes af resultaterne fra en ny undersøgelse, som han står bag sammen med kolleger fra Københavns Universitet (se mere i faktaboksen nederst)

Udviklingen gør det endnu vigtigere end hidtil, at pædagoger engagerer sig i de unges digitale og økonomiske liv, understreger Jacob Ørmen.

3 pointer fra artiklen

  1. Ny forskning viser, at økonomiske aktiviteter på nettet er blevet normaliseret i de unges kultur, og fællesskaber kan i stigende grad handle om at tjene penge.
  2. Især unge drenge bliver introduceret til både investering og gambling via online gaming.
  3. Skærmforbud i ungdomsklubber kan efterlade en stor gruppe unge uden guidning i en ungdomskultur, der udfolder sig både på skærmen og bankkontoen.

Unge køber hinandens NemID

Jacob Ørmen peger på, at investering, gaming og gambling flyder sammen i den finansielle ungdomskultur på nettet. Her møder de unge også møder influencere, der lover hurtige penge i pyramidespilslignende aktiviteter.

”Når vi taler om de unge under 18, så er det i høj grad økonomiske aktiviteter i computerspil. Det kan være køb af loot boxes, som er digitale items, hvor du betaler for en box – en slags skattekiste – og måske får et sejt skin eller et våben,” siger han.

Andre studier viser, at betting også er udbredt blandt unge under 18, påpeger Jacob Ørmen.

”Tendenserne er interessante, fordi man skulle tro, at betting og gambling var lukket land. Vi ved fra feltarbejde blandt de unge, at det er normalt blandt unge mænd at låne eller tilkøbe hinandens NemID til at logge ind,” siger han.

Tab er tabu – kun succeserne kommer frem

Der er mange skyggesider, men samtidig er det positivt, at rigtig mange unge er bevidste om, at penge er noget, de også selv skal tage ansvar for, påpeger Jacob Ørmen.

Et centralt problem er dog, at det primært er succeserne, der fylder i fortællingerne blandt de unge. Derfor hører og taler de unge ikke om de risici, der følger med for eksempel gambling og investering.

”Det er meget mere tabuiseret at tale om tab end om gevinster. Så de unge hører historierne om dem, der har vundet stort. De hører ikke om alle dem, der har tabt. Det er med til at normalisere gambling og investering i de unges fællesskaber som noget, der er værd at se op til,” siger Jacob Ørmen.

Ny forskning: Så mange børn og unge blander penge og gaming

I forskningsprojektet ’Markante kønsforskelle i finansielle aktiviteter blandt unge’ har forskere fra Københavns Universitet spurgt til forskellige aldersgruppers køb og salg i forbindelse med computer-, konsol-, tablet- og telefonspil.

Sådan svarer de forskellige grupper af børn og unge:

10-13-årige

  • 57 procent har købt virtuelle penge, såsom vbucks eller coins.
  • 51 procent har købt skins, huse eller udstyr.
  • 22 procent har købt pakker med tilfældigt indhold (loot boxes).
  • 10 procent har solgt skins og andre spilitems på onlinemarkedspladser.
  • 4 procent af de 10-13-årige har gamblet med items i spil én eller flere gange.

14-17-årige

  • 52 procent har købt virtuelle penge, såsom vbucks eller coins.
  • 47 procent har købt skins, huse eller udstyr.
  • 30 procent har købt pakker med tilfældigt indhold (loot boxes).
  • 18 procent har solgt skins og andre spilitems på onlinemarkedspladser.
  • 12 procent af de 14-17-årige har gamblet med items i spil én eller flere gange.
  • 4 procent af de 14-17-årige unge har selv handlet med kryptovaluta (f.eks. bitcoin), mens knap en fjerdedel kender nogen, der har.

Flest drenge gambler

  • 19 procent af unge drenge og mænd mellem 10 og 25 år har prøvet at gamble med items i spil, eksempelvis på hjemmesider, hvor man kan gamble med skins fra Counter-Strike.
  • Det gælder kun 3 procent af unge piger og kvinder.

OBS:

Børn og unge under 18 må ikke selv handle med kryptovaluta, og de må ikke gamble, heller ikke om skins og andre spilitems fra eksempelvis Counter-Strike.

Forbuddet gælder også sportsbetting (odds), kasino og poker, hvor aldersgrænsen er 18 år. Aldersgrænsen for lotto og skrabelodder er 16.

Fællesskaber handler om at tjene penge

For nogle unge bliver det at tjene penge desuden en fælles aktivitet. Men det kan også skabe nye former for pres og ulighed, viser Jacob Ørmens feltarbejde.

”For nogle unge skaber det en samhørighed, og hvis du ikke er med, kan du risikere at stå udenfor fællesskabet. Interessen for det økonomiske bliver en del af det, man er sammen om,” siger Jacob Ørmen.

Ikke mindst derfor skal pædagoger og andre voksne engagere sig i de unges digitale og økonomiske liv, opfordrer han.

Pas på med skærmforbud – vær guide i stedet

Mange unge er klædt godt på hjemmefra, og mange forældre snakker med deres børn om, hvad de laver online, lyder det fra Jacob Ørmen.

”Derved får forældrene en indsigt og kan hjælpe børnene med at navigere i de her universer. Men så er der rigtig mange, en ukendt stor gruppe, der bliver efterladt meget alene. De mangler måske troværdige autoritetskilder til at hjælpe dem væk fra de mest problematiske sites,” siger forskeren.

Netop derfor kan det få utilsigtede konsekvenser, når klubber for eksempel lukker ned for gaming i ønsket om et mere ’skærmfrit’ ungdomsliv.

”Jo mere pædagoger og andre voksne kan være en del af det liv, de unge har online, jo bedre kan de også være med til at problematisere de ting, der er risikable, og støtte de ting, der er positive,” siger han. 

Læs også 4 gode råd: Sådan taler i med unge om 'hurtige penge' på nettet

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.