Faglig ensomhed: 'Jeg drømmer om en anden pædagog at sparre med'

Julie Roth er pædagog i vuggestuen i den integrerede institution Børnehuset KFUM i Odense, hvor hun er den eneste uddannede pædagog på sin stue. Og det er hun ikke alene om. For en fjerdedel af alle daginstitutionspædagoger er den eneste faste pædagog på deres stue.

Julie Roth er glad for sine kolleger og føler sig ikke som sådan alene, understreger hun. Men hun drømmer om at få en uddannet pædagog at sparre og samarbejde tæt med i hverdagen.
”Så kunne kvaliteten helt sikkert være en anden. Og tilgangen til børnene kunne være en helt anden, hvis jeg havde en pædagog, som jeg kunne sparre med, og som jeg arbejdede tæt sammen med. Det ville absolut være drømmescenariet,” siger hun.
Til hverdag deler Julie Roth de mange arbejdsopgaver med en medhjælper og en pædagogisk assistent på stuen, men det kan være svært at finde tid til at forberede hverdagen, oplever hun.
”Det bliver hurtigt lidt halvhjertet, for hvornår kan vi egentlig få sparret med hinanden?” siger hun.
Julie Roth samarbejder og planlægger også med uddannede pædagoger fra de andre stuer i institutionen. Det er primært i forhold til den daglige nære kontakt med børnene, at faglighed gør den største forskel, oplever Julie Roth.
”Hvordan løser man konflikter? Hvordan får man ro på børn, der måske har brug for lidt ekstra ro? Hvordan når man rundt om alle? Hvordan håndterer man det, når der er meget pres på? Det er især i den daglige tilgang og relationsarbejdet sammen med børnene, at jeg lægger mest mærke til fagligheden og ikke så meget, når det kommer til, om man kan lave en god aktivitet. Det kan vi vel næsten alle sammen finde ud af,” siger hun.
Se også BUPL's temaside 'Kommunalvalg 25 - Kvalitet til børn og unge'