De andre anede ikke, hvem pigen var. Men nu fik hun en stemme i klassen
Måske. Et lille ord, der hverken er ja eller nej, og som derfor er nemt at bruge, når man på den ene side gerne vil leve op til andres forventninger, men samtidig er så bange for at træde forkert, at det føles bedre ikke at forsøge.
Sådan var det med pigen, da jeg mødte hende for et års tid siden. Jeg kunne stille hende selv simple spørgsmål, og hun ville undgå at svare ja eller nej. Skal vi prøve at kigge på dansk sammen? Vil du med ned i klassen? Måske.
Pigen var 11 år og havde ikke gået i skole i lang tid. Lige siden 0. klasse havde hun haft meget fravær, og fra omkring 2. klasse holdt hun helt op med at komme. Hun havde været indlagt i børnepsykiatrien med svær angst, men nu var tiden kommet til, at hun skulle prøve at starte igen på den specialskole, hvor jeg er ansat.
Vi begyndte ved hendes særinteresse
Vi taler meget om relationer i pædagogik, og en god, professionel relation til et barn er mere end bare at kende ham eller hende. Relationen handler om tillid og skaber mulighed for, at barnet kan lære og udvikle sig, både socialt, fagligt og personligt.
Det kan være en tung og langsommelig opgave at nå dertil, når man har at gøre med en pige, der ikke har været i skole i årevis. Man kan ikke bare trække danskhæftet op af tasken og forvente, at hun kan gå i gang med skolearbejdet. Et barn kan ikke lære noget, når han eller hun dårligt har overskud til at gå ind i klassen.
Når jeg møder et barn som pigen her, prøver jeg at finde ud af, om hun har nogle særlige interesser. For så har jeg et sted at møde hende. Fra pigens mor vidste jeg, at hun havde en særinteresse for dyr. Så der begyndte vi.
Hun var god til at skrive, så jeg spurgte hende, om hun ville skrive en lille opgave om et dyr, hun selv valgte. Det ville hun gerne. Hun valgte at skrive om zebraen. Sådan fortsatte vi, og efter nogle opgaver spurgte jeg, om jeg måtte vise hendes opgave for klassen. Det var o.k. Hun sad på sin plads bag en skærm, og jeg læste op og viste hendes arbejde frem.
Jeg sad, så jeg kunne se hendes reaktion. Hun havde motorisk uro og kiggede hele tiden ned i bordet. At noget, der var så vigtigt for hende, skulle bringes i spil foran de andre, var tydeligvis angstprovokerende for hende. Men de andre børn tog heldigvis godt imod det, og næste gang, jeg spurgte hende, svarede hun ja igen.
Hun fik en stemme i klassen
Herfra rykkede vi i små etaper. På et tidspunkt kunne hun sætte sig udenfor skærmen og sammen med de andre. Og jeg begyndte at læse forkert op af opgaverne, så hun ikke kunne lade være med at rette mig. ’Det er ikke det, der står,’ sagde hun, og jeg måtte undskylde og bede hende forklare, hvordan det så hang sammen med netop dette dyr. De andre anede ikke, hvem pigen var, men nu begyndte de at lære hende at kende. Hun fik en stemme i klassen.
Nu præsenterer pigen sit arbejde for klassen flere gange om ugen. Hun laver små kahoots og musikvideoer, som hun viser frem. Det sværeste for hende er fortsat at udvikle relationer til de andre børn. Men også her rykker hun sig. Hun har fundet en pige, som deler hendes interesser. Første gang, de skulle lave en lille video sammen, var jeg med til at bryde isen, men allerede næste gang gik de væk og var alene sammen. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor stort et øjeblik det var. At se hende sidde på græsset med et andet barn. Jeg tog et billede bagfra og sendte det til hendes mor, og hun blev bare så glad.
Hver morgen har jeg siddet med hende og planlagt dagen ud fra hendes overskud. Nogle gange er jeg blevet utålmodig og har tænkt, at der ikke skete nok. Men heldigvis har jeg fået supervision, som har hjulpet mig til at huske på, hvor vi begyndte.
I starten var pigen her tre gange om ugen, én time ad gangen. Nu går hun i skole tre timer hver dag. Og lige nu går det så stærkt, at jeg må huske mig selv på, at et barn som hende kan mere, end man regner med. Selvfølgelig kan hun det.
