De 10 bud: Det skal en pædagog kunne i dag

Se, om du og dine kolleger kan så meget, som 13 uddannelsesledere siger, at en pædagog skal kunne. Vi skal have styrket forståelsen for, hvad pædagogik er, mener BUPL.

Pædagoguddannelsen skal evalueres i år, og diskussionerne om fremtidens pædagoguddannelse er allerede i gang.

13 uddannelsesledere og faglige ledere fra pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole har formuleret 10 bud på, hvad fremtidens pædagoger skal kunne for at blive anset for dygtige til deres fag.

’Hvis de pædagoger, der skal tage hånd om fremtidens børn og udsatte, skal kunne disse ting, er det afgørende, at det afspejles i uddannelsen,’ skriver lederne i et indlæg, som altinget.dk bragte i sidste uge.

Her er de 10 ting, som de mener, pædagoger skal kunne i dag:

  • En pædagog skal kunne arbejde i og med relationer.
  • En pædagog skal kunne skabe mulighed for, at mennesker kan indgå i meningsfulde fællesskaber.
  • En pædagog skal kunne udvise nærvær, nænsomhed og handlekraft.
  • En pædagog skal kunne igangsætte aktiviteter.
  • En pædagog skal kunne iagttage, beskrive og reflektere kritisk.
  • En pædagog skal kunne leve sig ind i andre menneskers levevilkår og handle ud fra et helhedsperspektiv.
  • En pædagog skal kunne bruge sin faglige dømmekraft.
  • En pædagog skal kunne kommunikere fagligt med styrke og tydelighed.
  • En pædagog skal forstå den magt, han eller hun har.
  • En pædagog skal kunne sætte sig ind i andres liv og handle solidarisk.

BUPL: Bud matcher grundfagligheden

I BUPL er medlem af forretningsudvalget Lasse Bjerg Jørgensen glad for de 10 bud.

»Det er gode bud på pædagogers grundfaglighed. Der findes ingen facitliste for pædagogisk arbejde, så vi kan ikke bare tro, at hvis vi gør sådan og sådan, så rammer vi fremtidens børn. Det er diffust og usikkert, hvilke kompetencer vi får brug for i fremtiden, men vi ved, at det er godt, når pædagoger har dannelse som nerve, og når de har et højt selvværd, så de kan erobre fremtiden. Vi har brug for, at pædagoger tror på sig selv, så de er i stand til at træffe beslutninger og indgå i samarbejder,« siger han og tilføjer, at det også er det, pædagoger skal lære børnene.

Behov for en styrket forståelse

De 10 bud harmonerer med de væsentlige områder, som BUPL gerne ser ændret i pædagoguddannelsen.

»I dag er pædagogik og psykologi bundet i korte moduler, så de studerende ikke får et pædagogisk fundament at stå på. Vi siger ikke, at vi skal tilbage til gamle dage, hvor man gik kronologisk frem efter de pædagogiske tænkere, men vi skal have styrket forståelsen af, hvad pædagogik er. Derfor skal selve faget pædagogik styrkes,« siger Lasse Bjerg Jørgensen.

Et andet vigtigt område er efter hans mening pædagogers handlekompetencer:

»Pædagoger skal kunne bruge deres faglighed til at gribe det, børnene er interesseret i, men i dag siger både studerende og ledere, at det halter for mange nyuddannede. Vi har derfor brug for at styrke samklangen mellem praktiksteder og uddannelsesstedet, så de udvikler hinanden. Uddannelsesstedet skal vide, hvad der foregår i praksis, og praktikvejlederne skal klædes bedre på, så de er up to date med undervisningen på uddannelsesstedet,« siger Lasse Bjerg Jørgensen.

Dømmekraft lider under travlhed

Erfarne pædagoger behersker mange af de 10 bud, men presses af en travl hverdag, mener Lasse Bjerg Jørgensen.

»Pædagoger vil gerne arbejde med børnefællesskaber, være nænsomme og empatiske og kommunikere tydeligt med pædagogiske argumenter, men hvis de hele tiden skal slukke brande, trøste og skifte en ble, tænker de først og fremmest på, hvad det næste er, de skal nå. Det påvirker deres dømmekraft, men jeg er sikker på, at erfarne pædagoger hurtigt finder ståstedet igen, når de får flere kolleger,« siger Lasse Bjerg Jørgensen og henviser til indførslen af minimumsnormeringer.

Ny kampagne for velfærdsuddannelserne

Samfundet har brug for, at flere af de cirka 90.000 unge, der hvert år søger ind på en videregående uddannelse, vælger en professionsbacheloruddannelse.
Det er baggrunden for en ny kampagne, som en lang række organisationer står bag. Kampagnen skal vise de mange muligheder, der er inden for paletten af professionsbacheloruddannelser på velfærdsområdet, og få flere til at vælge at gå i den retning.

Kampagnen hedder uddannelsemedmening.dk, hvor du finder mange flere informationer. Del gerne med en uddannelsesnysgerrig i dit netværk.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.