Bare gør noget, så følger begejstringen med

Ledelse var en svær opgave for den unge og uerfarne Lisa Edvardsen. Men hun kunne søge inspiration til det pædagogiske arbejde i sin barndoms børnehave, hvor Peter var en dame, og dagens æg gik på skift.
Foto af Lisa Edvardsen
Det kan være fint nok med evidens for, at vores arbejde nytter. Men vi skal huske, at videnskaben ikke ved alt. Og at det også er vigtigt bare at gøre noget. For så følger begejstringen og sammenholdet med, mener Lisa Edvardsen.

Jeg blev uddannet børneforsorgs- og omsorgspædagog i 1976 og drømte om at arbejde med børn på døgninstitutioner. Men det var svært at finde job, så da jeg blev tilbudt en deltidsstilling i en børnehave i Svinninge, sagde jeg ja.

Jeg var støtte for en dreng, og jeg kunne godt lide arbejdet, men var utilfreds med reglerne for støttepædagoger. For der var ingen ordentlige aftaler dengang. Hvis drengen var syg, kunne jeg køre hjem til Kalundborg uden at få løn den dag.

Jeg havde kun været der et halvt år, da lederen sagde op. I sådan et lille samfund rekrutterede man medarbejdere via nogle, der kendte nogle, og snart blev jeg opfordret til at søge stillingen. Jeg var 24 år og havde aldrig tænkt i de baner. Økonomi og budgetter var ikke noget for mig. Jeg ville hellere være sammen med børnene. Men kollegerne bakkede op og lovede, at de nok skulle hjælpe mig, og bestyrelsens kasserer ville give mig en hånd med regnskabet.

Det endte med, at jeg sagde ja. Fem år ville jeg højst give det, så skulle jeg videre. Godt nok havde jeg ikke meget erfaring eller begreb om daginstitutioner, men jeg havde selv gået i en fantastisk børnehave. Og mine erindringer derfra gav mig svarene på, hvordan jeg pædagogisk skulle gribe min nye opgave an.

Lederen blev kaldt Peter

Jeg gik i en menighedsbørnehave i København. Det var et forunderligt sted. Lederen var en usædvanligt varm dame. Hun blev kaldt Peter, og hendes dør stod altid åben, så man på væggene kunne se billederne fra feriekolonier ved Vesterhavet, fastelavnsfester og andre gode øjeblikke.

Når man kom ind i forhallen, blev man mødt af dværghøns. Hønen lagde et æg hver dag, og om morgenen kunne man læse på en opslagstavle, hvem der skulle have ægget. Der var maler- og sløjdværksted og en stor sal, hvor vi holdt fastelavn og andre arrangementer, og hvor forældrene spillede teater for os. En dag kom Josephine Baker på besøg med en bananvogn fuld af børn, hun havde adopteret. Det var et sted, hvor der altid skete noget, og hvor stemningen var god.

Barndomsinstitution var inspiration

Min barndoms institution fra 50’erne blev min inspiration som ny leder i 70’erne. Og min første beslutning blev, at der skulle mere ’kød på’ dagligdagen. Vi skulle ikke bare mødes, holde samling, ud på legepladsen og så hjem igen. Børnene skulle lære noget, og det skulle vi pædagoger også. Vi købte remedier og lavede fysikforsøg med børnene. Og vi stablede store teaterforestillinger på benene, hvor både børn og personale fik roller og hjalp med at bygge kulisser.

Vi havde ikke så god plads, så en gruppe var altid på tur. Selvom Svinninge var en lille landkommune, var der mere at opleve, end man umiddelbart skulle tro. Vi besøgte skolen og sygehuset, og vi sejlede til Nekselø, hvor vi blev overrasket af et skybrud, så de lokale måtte hente os i biler og køre os tilbage til færgen.

’Det kan vi ikke’, var en sætning, man ikke hørte hos os. Vi blev grebet af det, vi lavede, og ideerne udviklede sig hele tiden. Før jeg havde set mig om, havde jeg været der i 11 år. Væsentligt længere, end jeg havde planlagt, men når man udvikler sig som menneske og pædagog, er der ingen grund til at søge videre.

Videnskab er ikke alt

Det var først, da jeg blev mor, og transporten mellem Kalundborg og Svinninge blev for lang, at jeg sagde farvel. Siden har jeg haft andre lederstillinger, men har ikke oplevet den samme stemning og kultur som i min første institution. Det administrative arbejde fylder mere og mere for ledere i dag. Og kommunernes stigende krav til dagtilbud lægger et lag på pædagogikken, som ikke er nødvendigt, og som gør det svært selv at tage initiativer.

Det kan være fint nok med evidens for, at vores arbejde nytter. Men vi skal huske, at videnskaben ikke ved alt. Og at det også er vigtigt bare at gøre noget. For så følger begejstringen og sammenholdet med. 

Lisa Eva Laibach Edvardsen

Uddannet børneforsorgs- og omsorgspædagog i 1976

Tidligere leder i flere dagtilbud

Tidligere AKT-vejleder

I dag pensioneret pædagog

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.