Visioner på stand by

De store visionære tanker om pædagoguddannelsen udeblev på

Hvis de mere end 200 deltagere på den store "Visionsdag" om pædagoguddannelsen havde ventet at gå hjem med de vises sten eller blot lidt smårald i en tændstiksæske, blev forventningerne formentlig skuffede. Der blev fremlagt visioner på temadagen, men det skete med et vist tilbageholdt åndedræt, for pædagoguddannelsen befinder sig midt i et vadested, hvor uddannelsen både skal anvendes til forskning og til de daglige rutineopgaver rundt om på arbejdspladserne.

Initiativtagerne til Visionsdagen i sidste uge var Praktikpladsudvalget i Vejle Amt i samarbejde med BUPL, SL og de tre seminarier i Vejle Amt, nemlig Jelling, Gedved og Kolding. Deltagerne i temadagen var en bred vifte af pædagoger, ledere, administratorer, forskere og politikere, og de blev alle sammen ledt gennem dagen med kyndig hånd af ordstyreren Niels Højlund.

Et af de ord, som flere af oplægsholderne brugte i deres foredrag, var den tiltagende "akademisering" af uddannelsen, som der både er lagt op til i lovgivningen, men også i det snævre praktiske samarbejde, som seminarierne har med landets universiteter.

»Diskussionen går i disse år i høj grad på studie- og erhvervskompetence. Mange spørger - og med rette - jamen, hvad med "gulvarbejdet", uden at dette skal forstås negativt. Skal det hele nu gå op i forskning? Uddannelsen sætter fokus på forskning, men det skal ikke gå ud over den faglige kompetence,« sagde rektor for Gedved Seminarium Karin Lindstrøm.

»De pædagogstuderende har oplevet nogle justeringer i lovgivningen for uddannelsen, og der bliver nu mere fokuseret på det, der hedder "centrale kundskabs- og færdighedsområder" i de enkelte fag. Samtidig skal de studerende op til individuel eksamen, hvor de før kunne gå op i grupper. Den faglige kompetence gives ikke væk, men den ændrede uddannelse kan få sin pris - men også muligheder,« sagde Karin Lindstrøm.



Brug for kerneydelser. En repræsentant for arbejdsgiverne var også indbudt til temadagen. Det var borgmester Leif Skov fra Børkop Kommune, som sidder i Kommunernes Landsforenings (KL) uddannelsesudvalg. Hans melding til forsamlingen var ganske ligetil:

»Vi har brug for praktikere og ikke forskere, selv om det sidste selvfølgelig kan være udmærket. Kommunerne skal levere kerneydelser, og det skal pædagogerne være med til at yde. Borgerne skal møde kompetente, glade og engagerede medarbejdere, og det er pædagogerne faktisk gode til, selv om der på en række områder trænger til oprustning,« sagde Leif Skov.

Han nævnte blandt andet mere viden om forvaltning, indsamling af dokumentation, skriftlighed og formidling på pædagoguddannelsen.

KL's repræsentants gennemgående vision var en omstillingsparathed hos pædagogerne efter endt uddannelse. Han gjorde opmærksom på, at behovet for pædagoger i disse år er stærkt aftagende, men at der er brug for arbejdskraften i f.eks. ældresektoren og folkeskolen.

»Lige nu uddanner vi pædagoger til arbejdsløshed, og det kniber allerede nu med at skaffe tilstrækkeligt med praktikpladser. Jeg tror, det vil være en god idé at se på hele indskolingsområdet som et nyt arbejdsfelt for pædagoger.«

Borgmesteren efterlyste også en decideret uddannelse af praktikvejledere, og her var han helt i tråd med dagens OECD-rapport, som kritiserede den danske model for praktikvejledere. Han mente, at der på en del områder mangler sammenhæng mellem praktikpladserne og seminarierne.

»Jeg har hørt om pædagogstuderende, som ikke kan genkende virkeligheden i institutionerne, når de kommer fra seminarierne, og det virker ikke særligt holdbart,« mente borgmester Leif Skov. Han pegede også på, at en fælles basisuddannelse med folkeskolelærerne på længere sigt ville løse nogle af de strukturproblemer, som faget er ramt af.

»En fælles grunduddannelse ville også skabe større forståelse lærere og pædagoger imellem, for samarbejdet fungerer ikke optimalt.«

Leif Skov var tilbageholdende med alt for visionære tanker, før han havde set effekten af den samlede evaluering af pædagoguddannelsen og virkningerne af den nye professionsbachelor.



Mødet mellem mennesker. Forskning i det pædagogiske arbejde sætter sine spor på landets universiteter, og visioner for det pædagogiske arbejde i videnssamfundet var emnet for institutleder Jørgen Gleerups indlæg. Han er til daglig tilknyttet Institut for Pædagogisk Forskning og Udvikling ved Syddansk Universitet, og hans væsentligste pointe var, at kulturmødet mellem mennesker var det bærende element i den læringsproces, som ikke særligt mundret hedder "Knowledge Management."

»Produktionen af ny viden er voldsom, og ingen kan følge med i den strøm af information, som fosser ud i videnssamfundet. Derfor er det vigtigt at indsamle den viden, som findes, så den kan anvendes, når der er brug for den. Men vigtigst er mødet mellem mennesker. Vi skal lære at dele tavsheden og ikke blot producere ny viden. Det er vigtigt at åbne sig mod nye vidensformer og prøve at forstå, hvad andre siger,« mente Jørgen Gleerup.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.