Vis hvem du er

Start med et slattent håndtryk, et vigende blik og sæt dig så yderst på stolekanten med korslagte arme. Så er du allerede bagud 3-0.

I virkelighedens eksamenslokale er censorerne ikke kun ude efter faglige kvalifikationer. De vil have substans, rigtige levende mennesker der står ved, hvem de er. Og her spiller de små signaler en betydelig rolle.

Når lederen af Østerfælled Børnehus, Sus Dreyer, ser ansøgeren træde ind ad døren, er samtalen i realiteten i gang.

»Jeg bemærker, om håndtrykket er fast, om ansøgeren møder mit blik og siden, om ansøgeren er i stand til at blive i kontakten eller pludselig giver sig til at kigge ud af vinduet,« siger Sus Dreyer.

For hende giver kropsholdning og personlig fremtræden vigtige informationer. Alligevel gør det ingenting, at man er nervøs. Tværtimod giver det pluspoint selv at give den ærlige forklaring på den hektiske rødmen og de famlende, fugtige hænder.

»Det viser, at man står ved, den man er. De fleste er nervøse i sådan en situation, og hvis man siger det højt, kan det tage noget af brodden af det spændte i situationen,« siger Sus Dreyer.

Tilsvarende er det heller ikke et svaghedstegn at bede om at få et spørgsmål gentaget eller forklaret. Til gengæld trækker det ned at give sig til at svare på et spørgsmål, man ikke har forstået.

»Nogle ansøgere tror, at der er et rigtigt svar på de spørgsmål, vi stiller. Men det er slet ikke det, det handler om. I stedet gælder det om at vise, hvem man er. Ansøgeren skal træde i karakter,« siger souschef i Børnehuset, Eva Korup-Lauridsen.

Nogle ansøgere er så ivrige efter at vise deres gode vilje, at de i en samtale er parate til at efterkomme ethvert forældreønske, hvor urimeligt det end måtte forekomme.

»Hvis ansøgeren hele tiden bare vil please os, så begynder mine alarmklokker for alvor at ringe,« siger Eva Korup-Lauridsen.



Kort proces. Omvendt vil Børnehuset heller ikke være med til at spilde tiden med en ansøger, der viser sig at være fejlanbragt. Selvom der er sat en halv time af til hver samtale, er det ikke givet, at den går tiden ud.

»Hvis vi kan mærke, at vi sidder med en ansøger, som vi er gået galt i byen med, så udveksler vi lige et blik og siger på en pæn måde, at det ikke skal være os. Jeg gider ikke sidde og foregive en interesse, vi er der ikke for at please en ansøger. Så hellere gøre kort proces,« siger Sus Dreyer.

Som ansøger gør man klogt i at gøre sit hjemmearbejde ordentligt. I praksis betyder det, at man har læst annoncen grundigt, inden man skriver sin ansøgning, men også at man har kravene til stillingen tydeligt inde på nethinden, når man går til samtale.

»Vi anser det som et plus, hvis ansøgeren har været inde på vores hjemmeside. Det siger noget om, hvor grundig vedkommende er, og det kan måske afføde et par spørgsmål til os. Det viser også, at man er selvstændig,« siger Sus Dreyer.

Spørgsmålene kunne for eksempel handle om, hvorfor Børnehuset har valgt at lade 1-6-årige være sammen på stuerne. Det er fint at undre sig og spørge ind.

»Det er også ansøgeren, der vælger os. Det er vigtigt, at man gør sig klart, hvor det er, man søger hen. Vi er en stor institution med mange børn og mange ansatte. Går man med en drøm om at forlænge dagligstuen, skal man ikke være ansat hos os,« siger Eva Korup-Lauridsen.



Forberedelse vigtig. Uforberedte ansøgere er et helt almindeligt forekommende fænomen i forbindelse med jobsamtaler. Det kan lektor Jann Scheuer, Københavns Universitet, tale med om. Han har analyseret jobsamtaler på såvel private som offentlige arbejdspladser, og hans analyser viser, at et af de største problemer er, at ansøgerne ikke er ordentligt forberedt på at føre ordet.

»Mange opfatter sig selv som interview-

ofre, og det gør ikke noget godt indtryk. Man skal kunne præsentere sig selv, uden at det er nødvendigt at udspørge. Men selvfølgelig er der tale om en balance, som kræver en vis fingerspitzengefÿhl,« siger Jann Scheuer, der peger på, at mønstret kendetegner det, man kender til en mundtlig eksamen.

»De, der scorer 11 og 13-taller, kommer med det selv. De er selvstændige, skal ikke krydsforhøres og er i stand til at indgå i en jævnbyrdig dialog. Det er dem, der får jobbene.«

Jann Scheuer opfordrer til, at man som håbefuld jobansøger øver sig foran spejlet eller kæresten. For der er emner eller spørgsmål, der går igen i de fleste jobsamtaler.

»Meget ofte bliver ansøgeren for eksempel bedt om at fortælle, hvem han eller hun er, og så er det godt at vide, hvad man vil sige.«



Bare spyt ud. Man kan godt tale for meget og Jann Scheuer har været ude for ansøgere, der talte så meget, at de ikke fik jobbet.

»Hvis intervieweren bliver flakkende i blikket eller kikker ud af vinduet, er det nok en god idé at få afsluttet talestrømmen. Men det almindeligste er, at folk taler for lidt. Alt for mange fylder ikke deres del af scenen og lader det være op til intervieweren at fylde lokalet,« siger Jann Scheuer.

Han opfordrer til at tage initiativ i stedet for at sidde og vente på, at intervieweren når frem til at tale om ens mærkesager eller faglige speciale.

»Bare ud med det, når lejlighed byder sig,« siger Jann Scheuer.

Det samme gælder, hvis samtalen er drejet ind på et kontroversielt emne. Så gælder det om at svare ærligt og derefter hurtigt skifte emne.

»De færreste af os slipper af sted med at lyve. Det er sjældent, en løgn direkte bliver afsløret i en jobsamtale, men den bliver hængende i lokalet som en dårlig stemning.«



Sværere for kvinder. Hans analyse viser, at der er store forskelle på mænd og kvinder til jobsamtale. Generelt taler mænd mere end kvinder, og det stiller dem bedre.

»Kvinderne befinder sig i en catch-22-situation. Hvis de taler lige så meget som mændene, kan de hurtigt blive sat i bås som sludrehoveder, mens mændene bare anses for at være veltalende. Taler kvinderne omvendt for lidt, får de ikke jobbet, og det gælder uanset, om det er mænd eller kvinder, der leder samtalen,« siger Jann Scheuer, der opfordrer kvinder til at satse på faglighed og know how uden at miste kvindeligheden.

Når døren går i og virkelighedens eksamen er overstået, er der ikke mere, man kan gøre, vil de fleste ansøgere nok tænke. Og så måske alligevel. Hvis drømmejobbet glipper, kan man følge et fif fra forfatteren Michael Mortensen, der har skrevet en bog om jobsøgning: Tag nederlaget med et venligt smil, og send et brev med en positiv tilkendegivelse.

Det kunne jo være, at topkandidaten springer i målet, eller der opstår et tilsvarende job samme sted. Og hvor går institutionen så hen...?



Hermed afsluttes en artikelserie om jobsøgning. Serien omfatter udover denne artikel en opskrift på, hvordan man laver et jobopslag, der fænger (nummer 36), og hvordan man skriver en god ansøgning (nummer 39).



Tjekliste til jobsamtalen:

- Giv et fast håndtryk

- Vis at du er til stede

- Sørg for ikke at lugte af armsved, hvidløg etc.

- Vær velsoigneret

- Hav kopier af anbefalinger og eksamensbeviser med, som du kan tilbyde til gennemsyn.

- Hold inde med skydningen, hvis intervieweren begynder at afbryde dig.

- Sørg for at få afleveret dine guldkorn.

- Forbered dig grundigt



Spørgsmål til pædagogsamtaler:

- Hvad forventer du af et job i Børnehuset?

- Hvorfor søgte du job i Børnehuset?

- Hvilke forventninger har du til at arbejde med fuld integration?

- Hvordan ser du barnets udvikling?

- Hvordan ser du din rolle i konflikter mellem børnene?

- Hvordan klarer du en situation, hvor et barn bliver vred på dig?

- Hvilke forventninger har du til dine kolleger?

- Hvordan har du det med konflikter?

- Hvordan har du det med at begå fejl?

- Hvordan har du det med kritik fra forældre?

- Hvad gør du, hvis en forælder spørger, hvorfor hendes 2 1/2-årige aldrig kommer i Dyrehaven?

- Hvad synes du om store institutioner?

- Hvordan har du det med regler?

- Hvordan synes du om at arbejde struktureret?

- Hvordan har du det med denne samtale?

- Har du lyst til at arbejdei Børnehuset?

Kilde: Østerfælled Børnehus, Østerbro i København