Vi troede vi var dårlige forældre

Thomas på fem år griner og spurter glad hen over græsplænen bag familiens hus i Birkerød. Hans mor og far, Kirsten og Erik Jensen, får ham hurtigt med på at spille fodbold med lillesøster Kali på tre år, som smiler over hele femøren. En glad og harmonisk familie. Men så velfungerende har Thomas kun været i et halvt års tid.

Da Kirsten og Erik Jensen, begge 37 år, adopterede Thomas fra Indien, var han 16 måneder gammel. Kirsten Jensen gik hjemme hos ham i et år, på barsel og derefter forældreorlov. Men den tid, som mange mødre taler varmt om som noget af det bedste og vigtigste med nær kontakt til det nye barn, oplevede Kirsten Jensen helt modsat. Hun nød slet ikke at gå hjemme med Thomas, og hun syntes, han var svær at stille tilfreds. Han anglede efter opmærksomhed konstant, og hvis man ikke hele tiden legede med ham, plagede han eller fandt på noget, så man var nødt til at se efter, hvad han lavede. Thomas drillede eller tirrede hende gang på gang, og han syntes først tilfreds, når hun mistede kontrollen. Skældte hun ham ud, grinede han i stedet for at blive ked af det. Kirsten Jensen følte ikke, at hun kunne få ordentlig kontakt til sin søn.

»Det mest frustrerende var, at man aldrig fik den reaktion, man forventede,« fortæller Kirsten Jensen.

»Jeg troede, det var mig, der ikke kunne finde ud af at være mor. Jeg vidste jo ikke, hvordan det skulle være.«

Men lige så umulig han kunne være sammen med sine forældre, lige så sød og nem var han som regel overfor andre. Kirsten og Erik Jensen oplevede, at overfor familie og venner var Thomas sød og charmerende, og alle sagde: "Hvor har I været heldige, han er sådan et nemt barn."

»Når man står med et barn, som man har meget svært ved at klare, og folk samtidig siger sådan, så tror man, det er én selv, der ikke kan finde ud af det,« fortæller Kirsten Jensen.



Krise i børnehaven. Da Kirsten Jensens orlov udløb efter et år, kom Thomas i børnehave. Men det blev hurtigt klart, at han ikke fungerede godt i institutionen:

»Efter to-tre måneder kom personalet til os og nærmest klagede over, at han var umulig at omgås. De skulle næsten have en pædagog sammen med ham hele tiden. Han kunne ikke selv lege sammen med de andre børn, og han var meget aggressiv overfor dem. Personalet bekræftede faktisk de samme oplevelser, som vi havde haft, og på en måde var det en lettelse, fordi det var første gang, vi tænkte: "Nå, ok, så er det ikke os. Det er noget med ham",« fortæller Kirsten og Erik Jensen.

Der var tre pædagoger om 24 børn, og personalet havde ikke mulighed for at give Thomas den opmærksomhed, som var nødvendig. Børnehaven indkaldte til et møde med personalet og en psykolog.

»I starten var vi temmelig defensive overfor kritik af Thomas. Man kan ikke lide, at andre kritiserer ens barn og er klogere på det, end man selv er,« siger Kirsten Jensen. Ingen i børnehaven kunne se, hvad der var galt, heller ikke psykologen. Hun lavede en analyse, som måler, hvor langt barnet er fremme på forskellige områder, emotionelt, motorisk, socialt og intellektuelt. Analysen viste, at Thomas på mange områder var bagefter - meget infantil - i forhold til sin alder, og på enkelte områder alderssvarende.

»Hun kunne bruge det til at sige, at der var en ubalance, men det blev ikke brugt til noget,« fortæller Erik Jensen.



Specialgruppe. Efter nogen tid uden fremskridt gennemtrumfede psykologen, at kommunen bevilgede penge til en støttepædagog tyve timer om ugen. Men støttepædagogen mandsopdækkede bare Thomas.

»Men der var ikke nogen behandling i det,« pointerer Kirsten Jensen.

Efter et par måneder kom Thomas i stedet i en anden børnehave, hvor der er en specialgruppe med syv voksne til otte børn. Specialgruppen har også tilknyttet en socialrådgiver, en psykolog og en fysioterapeut.

»Fra starten var det utrolig positivt, da han kom i den nye børnehave,« synes Erik Jensen og beskriver skiftet: Pædagogerne var specialuddannede, og der var personale nok og overskud og en indstilling til, at Thomas var en god dreng, der blot havde særlige behov. Der blev lagt en handlingsplan for Thomas, og han fik det også bedre i perioder.



Overflødighedshorn af følelser. Men først da specialgruppen får ny psykolog, kommer der skred i tingene. Psykolog Ulla Idorn har speciel interesse for børn med tidlig følelsesmæssig skade og er i mesterlære hos børnepsykiater Bent Claïsson, som har 10 års erfaring med den familieterapi-form, der kaldes holding. Ulla Idorn stiller hurtigt diagnosen "tidlig frustration". Hun vurderer, at Thomas - som de fleste andre adoptivbørn - er tidligt følelsesmæssigt skadet som følge af at have mistet sin mor. Ulla Idorn foreslår Kirsten og Erik Jensen holding-terapi, og efter en samtale med Bent Claïsson finder den første holdingsession sted den 5. apil i år.

I løbet af denne første session er det meningen, der skal ske et gennembrud følelsesmæssigt, hvor barnet og moderen kommer i tæt kontakt med hinanden. Gennembruddet kom dog ikke i den første session.

»Thomas var meget svær at komme i kontakt med,« fortæller Erik Jensen, og Kirsten Jensen uddyber om den første session:

»Jeg sad på gulvet på en madras med Thomas i armene, i babystilling. Erik sad ved siden af. Jeg skulle prøve at få øjenkontakt med Thomas og imens fortælle ham om de følelser, jeg havde haft, da jeg første gang så ham. Men det var svært at trænge ind til ham. Hver gang, jeg kom for tæt på, lukkede han ned og hørte ikke efter.«

Det kom også bag på Kirsten Jensen, at hun selv skulle være så stor en del af terapien:

»Jeg kunne ikke rigtigt acceptere, at jeg også skulle i terapi, for jeg tænkte, det er Thomas, der skal hjælpes. Jeg fandt ud af, at jeg faktisk havde svært ved at vise følelser,« fortæller hun.

Det blev tydeligt, fordi hun netop i flere timer, koncentreret, skulle udtrykke sine følelser overfor Thomas og komme i kontakt med ham, mens hun holdt ham som en lille baby.

Men selv om den store forløsning ikke skete efter første session, var noget sket, for efter den første holding reagerede Thomas følelsesmæssigt stærkt:

»Han fik et panisk anfald, da han så en edderkop« fortæller Kirsten Jensen. Erik tilføjer, at Thomas var helt utrøstelig. Med et mærkede han alting stærkt. Hvis han slog sig det mindste, gjorde det meget ondt på ham, og han skulle trøstes meget. Men hans forældre reagerede med glæde over den markante effekt:

»Det var både mærkeligt og utroligt,« siger Erik Jensen.



Symptomfri. Nu laver Kirsten og Erik Jensen holding med Thomas tre-fire gange om ugen, såvidt muligt når en konflikt er opstået, fordi så er følelserne tæt på. Andre gange er holdingen mere hyggelig, hvor de fortæller en historie, eller Thomas fortæller et eventyr, som tit handler om, at der sker noget farligt, og at nogen kommer og redder ham til sidst. Ulla Idorn har sagt til Thomas forældre, at hun tror, Thomas vil være symptomfri efter et års terapi. En tanke, der virker helt utrolig for de to adoptivforældre, der i så mange år har haft en søn, mange ville stemple som adfærdsvanskelig. For en måned siden kom Thomas over på en normal stue i børnehaven Sjælsø, hvor han stort set fungerer normalt og hurtigt klarer sig igennem de nu kortvarige kriser, han løber ind i. Kirsten og Erik Jensen har fået endnu et adoptivbarn, Kali, også fra Indien. Hun var godt to år, da de fik hende, og de har - med stor success - lavet holding med hende fra starten.

Thomas liv

5. maj 1996:

Thomas bliver født

i Trichy, Indien

September 1997:

Thomas kommer til

Danmark 16 mdr. gammel

September 1998:

I almindelig børnehave 28 mdr. gl.

April 1999:

Får støttepædagog.

August 1999:

I specialgruppe.

December 1999:

Fysioterapeut diagnosticerer

sanseintegrationsproblem

August 2000:

Ny psykolog, ny diagnose

Juli 2000:

Lillesøster Kali kommer til

5. april 2001:

Holding-terapi begynder

13. august 2001:

Thomas kommer tilbage

på normal stue



Adoptivbørn har ofte store følelsesmæssige problemer, fordi de ikke har haft en mor at knytte sig til. Almindelige daginstitutioner har ikke ressourcer til disse børn og mangler viden om, hvordan de kan hjælpes. Thomas fra Indien er først nu som femårig blevet hjulpet gennem holding-familieterapi