Vi taler for døve ører

Børnehaveleder Kim Madsen fra Odense fik sidste år et irettesættende brev fra kommunen, fordi han var med til at protestere mod nedskæringerne. Men han lader sig ikke skræmme, selvom politikerne allerede fægter med sparekniven igen.

Mens de odenseanske institutioner vånder sig under konsekvenserne af dette års nedskæringer og massefyringer, gør politikerne i landets tredjestørste by sig klar til endnu engang at svinge sparekniven over børne- og ungeområdet. Af næste års samlede besparelser på lidt over 70 millioner kroner skal godt halvdelen hentes i Børn- og Ungeforvaltningen, fremgår det af kommunens hjemmeside.

Det får nu lederen af Børnehaven Pilebækken i Odense, Kim Madsen, til at tage bladet fra munden. Det sker på trods af, at han i lighed med ledere fra en række andre institutioner i Odense har modtaget et brev fra kommunen, der sætter spørgsmålstegn ved hans loyalitet, fordi han sidste år valgte at bakke op om de ansattes overenskomststridige arbejdsnedlæggelse.

Kim Madsen mener, at der med de allerede gennemførte besparelser er skåret så hårdt ind til benet, at det går ud over kvaliteten:

"De nedskæringer, der er gennemført i år, betyder, at vi her i børnehaven allerede lukker kl. 16. Vi er blevet skåret ned i pædagogtimer svarende til den kortere åbningstid, men det føles som meget mere. Specielt har det medført en fuldstændig kaotisk og stresset situation ved afhentningen, hvor forældre farer ind og ud af døren for at nå at hente deres børn inden lukketid. Det betyder, at overblikket ryger, og der ikke er tid til den uformelle snak med forældrene, som er så vigtig. Jeg synes, det er en skammelig service, Odense Kommune byder borgerne. Og en skammelig måde at behandle både børn og ansatte på," siger Kim Madsen.



Ingen reaktioner. Den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse i Odenses daginstitutioner sidste efterår kom til at strække sig over 13 arbejdsdage og sluttede først, da en ellers massiv forældreopbakning begyndte at smuldre. Konflikten var en reaktion på de voldsomme besparelser og fyringer på området. Men det var også en protest imod, at et flertal i byrådet i huj og hast indgik budgetforliget bag lukkede døre uden at inddrage det såkaldte MED-system, som ellers skal sikre de ansatte en vis medindflydelse på beslutninger, der vedrører deres arbejdsforhold.

Og den politiske lydhørhed er ikke blevet større siden da, mener Kim Madsen, som dengang i to omgange valgte at gå på gaden sammen med de øvrige ansatte:

"Lederne har jævnlige møder med rådmanden, vi har lavet konsekvensberegninger på nedskæringerne, vi har prøvet med breve til politikerne. Men har ikke fået nogen reaktioner. De lokale aviser er proppet med læserindlæg, åbne breve og spørgsmål stilet til borgmester Anker Boye. Men han har ikke svaret på nogen af dem. Hvad gør man så for at få politikerne til at lytte? Efterhånden tror jeg kun, det flytter noget, hvis Flakhaven (pladsen foran Odense Rådhus, red.) er fyldt med vrede borgere," siger Kim Madsen.



Kryptiske breve. Efter sidste års konflikt blev de deltagende ledere ligesom de øvrige strejkende idømt en bod. I tilgift modtog de efterfølgende en skrivelse fra økonomiudvalget underskrevet af borgmester Anker Boye (S). I brevet udtrykker kommunen overraskelse over deres deltagelse i konflikten, "...idet kommunen fra en ledelsesmæssig og loyalitetsmæssig betragtning har en forventning om, at du som repræsentant for kommunen som arbejdsgiver ikke deltager i overenskomststridige arbejdsnedlæggelser." Siden fulgte et brev fra personalekontoret om, at der er foretaget løntræk, og at "...oplysning herom vil tilgå din personalesag."

"Det første brev er temmelig diffust. Men jeg læser det som en venlig henstilling til ikke at nedlægge arbejdet en anden gang. Derfor vil jeg også nøje overveje, hvordan jeg skal reagere, hvis en lignende situation opstår igen. Jeg kan godt se, det er lidt naivt at tro, en strejke ændrer noget. På den anden side vil jeg også kunne se mig selv i spejlet og vise min solidaritet med de øvrige pædagoger. Selvfølgelig skal jeg opføre mig respektfuldt overfor kommunen. Men når jeg fornemmer, at politikerne ikke lytter, må jeg også spørge mig selv, hvad jeg som privatperson kan gøre for at sikre, at budskabet trænger igennem," siger Kim Madsen.

På Børn&Unges spørgsmål, om brevene til de pågældende ledere skal læses som en tjenstlig irettesættelse eller advarsel, siger forhandlingschef i Odense Kommune, Anders Havkrog, at det skal de ikke.

"Der er blot tale om en konstatering af de faktiske forhold. Da sagen er behandlet i det fagretslige system, har kommunen undladt sanktioner udover løntræk. At oplysningerne er tilgået personalesagen har i princippet ingen betydning. Men det er klart, at hvis der ligger en række situationer, hvor en medarbejder afviger væsentligt fra det, vi forventer, kan vi gå ind og se på den konkrete sag og vurdere, om Odense Kommune og vedkommende medarbejder passer sammen."

I BUPL Fyn er man dog så usikker på, hvordan de pågældende breve egentlig skal tolkes, at formand Lars Søgaard Jensen nu har bedt om en officiel forklaring fra kommunen.





Her skal spares

Odense Kommune har et samlet sparemål på 73,1 millioner kroner på 2004-budgettet. Heraf vil politikerne hente 36,5 millioner i Børn- og Ungeforvaltningen. Det er især skoleområdet, der står for skud i denne omgang. Men står det til politikerne i Børne- og Ungdomsudvalget må daginstitutioner og SFO'er også lægge ryg til en række nye besparelser. Udvalgets spareforslag ser sådan ud:

SFO:

- I dag har 11 SFO'er åbent i ferieperioder. Ved at skære antallet ned til fire spares 3,9 mio. kr.

- Reduceret åbningstid i SFO'erne skal skaffe 3,0 mio. kr.

Daginstitutioner:

- Indførelse af fleksibel aldersgrænse ved overgang fra vuggestue til børnehave, så såkaldt modne børn kan starte før, de fylder tre år. Besparelse: 1,1 mio. kr.

-Flere ferielukkede daginstitutioner (I 2003 holder 80 procent af institutionerne lukket i ferien. I 2004 85 procent) giver en besparelse på 0,9 mio. kr.

- Støttepædagogindsatsen skæres med 2,4 mio. kr.

- Færre tokulturelle medarbejdere giver en besparelse på 3,0 mio kr.

Til sammen giver forslagene en besparelse på 14,3 mio. kr. Men politikerne har tilsyneladende lyttet til nogle af de mange protester fra forældre og ansatte. I hver fald vil de tilføre daginstitutionerne 2,9 mio. kr., så de kan udvide åbningstiden fra de nuværende 48 timer til 50.

Det samlede spareforslag: 11,4 mio. kr.

Endelig skal en ændret ledelsesstruktur med fælles ledelse af fire-fem institutioner slå i gennem med en besparelse på 6,0 mio. kr. i 2006. Afhængig af hvordan overgangen bliver, kommer dele af besparelsen måske tidligere.

Budgettet skal førstebehandles den 17. september og endelig vedtages den 8. oktober.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.