Vi skal tro på Gud

Legepladsen er fuld af børn. Nogle gynger, nogle røde jakker bytter brevpapir ved bordene, og nogle blå jakker leger fangeleg. En lille dreng med farve i kinderne kommer løbende med det der stolte udtryk i ansigtet, som børn mestrer. Han har en lille sort ting mellem sin højre hånds fingre.

"Se, jeg har fanget en edderkop," brøler han.

Den kvindelige pædagog bøjer sig frem mod ham uden det mindste tegn på feminin væmmelse.

"Jeg tror, det er en korsedderkop. Husk nu at sætte den fri igen, når du er færdig med at kigge på den," siger hun.

Vi er på Kratholmskolen. En kristen friskole ved Odense. Der er ikke umiddelbart tegn på Gud og kristendom på legepladsen eller på den store røde murstensbygning - måske bortset det lille hvide kors på drengens store fund.

Kratholmskolen er en af de 35 skoler, som er med i Foreningen af Kristne Friskoler, hvoraf langt de fleste arbejder efter det såkaldte forståelsespapir, som beskriver skolernes politik og forventninger til de ansatte. Den fynske skole har lige rundet 30 år, og der går på nuværende tidspunkt 179 børn på skolen. Der er også en fritidsordning på skolen, der benyttes af 70 børn og har seks ansatte. Lederen hedder Hanne Hansen, og hun har været på stedet i seks år.

"Det er dejligt at være ansat et sted, hvor man kan snakke frit med børnene om deres og ens egen kristne holdning. Det er der ikke nogen, der ser skævt til her," siger hun.

Hanne Hansen var en af de meget få pædagoger på de kristne friskoler, som gerne ville medvirke i et interview. Børn&Unge har snakket med flere pædagoger, som ikke ønskede at stå frem, fordi de var i en situation i privatlivet, som de mente, at skolen simpelthen ikke ville kunne acceptere. Disse pædagoger var bange for konsekvenserne, hvis de fortalte om deres holdninger. Frygten for fyring eller chikane fra bestyrelsens side var for stor.

Hanne Hansen sidder med hænderne i skødet og fortæller om sit arbejde på Kratholmskolen. Hun er spinkel og hendes mellemblonde pagehår danner en naturlig ramme om ansigtet. Også hendes stemme er spinkel og forsigtig. Den får dog langsomt mere glød, efterhånden som hun føler sig mere tryg ved situationen. Med ved bordet sidder skoleleder Frederik Christensen. Det var et ønske fra Hanne Hansens side, hvis hun skulle medvirke i et interview til Børn&Unge.



Ikke fejlfri. Hanne Hansen er selv vokset op i et kristent hjem på Fyn, så for hende er det helt naturligt, at hun nu også arbejder i et kristent fællesskab. Det giver hende en overensstemmelse mellem arbejde og privatliv.

"Det er jo ikke bare en holdning, som skolen har, og som jeg så har valgt at gå ind for. Det er også min grundholdning i hverdagen. I mit privatliv. Jeg skiller det ikke ad og siger: "Nu er jeg kristen, fordi jeg er på arbejde, når jeg så kommer hjem, så gør jeg noget helt andet. Det er simpelthen grundlaget for mit liv overhovedet."

Hanne Hansen har heller ingen problemer med det omdiskuterede forståelsespapir.

"Jeg føler en meget stor tryghed ved, at skolens bestyrelse har et stort indblik i min hverdag. Det har jeg slet ingen problemer med. Min største overvejelse i forbindelse med papiret var, om jeg kunne leve op til det. Jeg er jo ikke fejlfri, fordi jeg er kristen. Tværtimod, jeg er et menneske på lige fod med alle andre. Jeg har en, jeg kan gå til, hvis jeg har problemer, eller har noget jeg gerne vil sige tak for, og hvis der er noget, der fylder mig, så kan jeg lægge det over på Gud. Men det ændrer jo ikke ved, at jeg er menneske, og derfor gik mine overvejelser på, om jeg kan leve op til det, der står i papiret," forklarer hun.



Skilt og rystet. Hanne Hansens grundlag blev rystet godt og grundigt for cirka halvandet år siden. Der blev hun nemlig skilt. En begivenhed, som på nogle af landets kristne friskoler måske kunne have fået større konsekvenser, end det fik for Hanne Hansen. Hun frygtede ikke skolens reaktion. For hende var noget af det værste ved skilsmissen, at hun gik imod sin egen overbevisning.

"Jeg har den holdning, at hvis man skal leve sammen, så skal man være gift, og hvis man gifter sig, så er det for evigt. Det er min grundlæggende holdning, og den er ikke anderledes fra skolens. Jeg syntes som menneske ikke, at skilsmisse er rigtigt, og det var meget hårdt at gå imod min egen overbevisning. Men jeg har fået meget hjælp og støtte fra skolen, så jeg har ikke på noget tidspunkt følt, at jeg ikke havde lov til at være her," forklarer hun.

I det forståelsespapir, som ansatte på kristne friskoler får udleveret i forbindelse med ansættelsen, står der, at ægteskabet er "en livsvarig ordning" og at et brud derfor skal behandles i skolens bestyrelse og i konkrete tilfælde kan resultere i en afskedigelse. Hanne Hansen havde flere samtaler med skoleleder Frederik Christensen i forbindelse med sin skilsmisse, men ifølge hende gik samtalerne mest på, hvordan hun havde det.

Til spørgsmålet om bestyrelsen på denne måde blander sig for meget i deres ansattes privatliv, bryder skoleleder Frederik Christensen ind:

"Det er slet ikke den tanke, vi har, om de blander sig på den måde. Det er, fordi de vil tage hånd om os. I sådan en situation ligger man måske ned som menneske, og der har bestyrelsen et ansvar. Så tankegangen er omvendt. Vi går ikke ind og piller i folks privatliv. Det er klart, at der helst ikke skal være en divergens mellem det livs- og menneskesyn, som praktiseres på arbejdet og derhjemme. Det ville blive mærkeligt. Så sker der noget på hjemmefronten, så må man jo tage det op og sige, at nu er man i en ny situation, og hvad skal der så gøres," siger han.

Frederik Christensen er selv fraskilt og gift igen.