Vi er borgere - ikke kun brugere

Jeg er enig med dem, der siger, at vi ikke ukritisk skal bruge løs af de offentlige kasser. Derfor har jeg heller ikke noget imod at være med til at se på, om vi kan gøre tingene bedre for de samme penge.

Men udgangspunktet må ikke være økonomitænkning. Det er mennesker og menneskers muligheder og behov for selv at vælge deres liv og udvikling, som skal være i fokus. I lyset af det skal vi pædagoger, som de professionelle aktører, sammen med forældre, børn og unge finde kvalitative, bæredygtige og solidariske løsninger.



Vi er på vej ind i en betænkelig udvikling, hvor vi i det offentlige ukritisk anvender ord og begreber direkte overført fra den private sektor. Det rummer en fare for en glidning mod markedstænkning, hvor begreber som input, output, outcom og cost-benefit bliver styrende. Der er ikke langt fra det spirende brugerperspektiv til kundeopfattelsen. At vi alle bliver kunder i den offentlige butik.

Men skal man tro en undersøgelse fra PLS Rambøll Management, som Aktuelt offentliggjorde i sidste uge, er en meget stor del af befolkningen faktisk skeptisk overfor udlicitering på de såkaldt bløde områder. På spørgsmålet om det offentlige skal udlicitere børnepasning, svarer knap halvdelen af de adspurgte "i ringe grad/slet ikke", mens hver fjerde svarer "i nogen grad".

Tal til eftertanke. Det kunne tyde på, at en stor del af danskerne ikke ønsker markedsgørelse af specielt velfærdsområder. Også derfor bør vi "klappe hesten" og diskutere, hvor vi vil hen med vores institutioner, inden vi kaster os ud en konkurrence om "kunderne" på det private erhvervslivs betingelser.



En af de grundlæggende forskelle på offentlig og privat drift er, at den offentlige forvaltning bygger på parlamentarisme. Altså borgernes grundlovssikrede ret til indflydelse på den offentlige virksomhed gennem muligheden for at deltage i valg til styrende organer.

I takt med markedsgørelse bliver borgerne sat uden for de arenaer, hvor beslutningerne træffes. Det er betænkeligt på vitale områder som for eksempel institutioner, skoler og plejehjem, der skal bygge på mellem-menneskelige værdier frem for økonomiske overvejelser. Vinder markedstænkning og kundeopfattelse generel indpas, er vi på vej ud af en farlig tangent, hvor vi vil se borgerne trække sig fra de styrende organer.



Så for os i fagbevægelsen må sagen være krystalklar. Vi skal satse på det langsigtede og de holdbare løsninger på et fælles solidarisk grundlag, som giver naturlig plads til udfoldelse og egne valg for den enkelte.

Af alle grupper har vi pædagoger vel et særligt ansvar for at påvirke en udvikling, der tilgodeser børn og unge. En stærk offentlig sektor er det bedste grundlag for vores samfund, hvor hovedtanken er at bygge på fælles indsats og solidaritet.