VESTERBRO UNGDOMSGÅRD - Det modsatte af Popstars

A AAAAAAAAAA AANGST FOR ALT« synger femogtredive børn og unge af deres lungers fulde kraft. Sanggruppen på Vesterbro Ungdomsgård er i gang med generalprøve, og de styrer den tilsyneladende selv. Et par guidende ord tilflyder dog fra Bo Schiøler, teater- og musikleder, gemt med sin guitar bag børnene på scenen. Generalprøven gælder morgendagens pladefest for Vesterbro Ungdomsgårds 24. cd, Heksedans.

Var man trådt ind ad døren til Absalonsgade nummer 8 for 35 år siden, ville sangen have lydt: "Vi lever på Vesterbro ..." Men manden med guitaren, på scenen, bagved børnene, ville have været den samme.

Bo Schiøler, 56 år, har nemlig arbejdet med børn og unge på Vesterbro Ungdomsgård siden 1966. Selv kalder han sig "huspoet, komponist og dramatiker", men i begyndelsen blev han ansat som musiklærer. "House of the Rising Sun" og "Blowing in the Wind" strømmede op fra kælderen på Ungdomsgården. Man kom langt med nemme greb på guitaren. D, A7 og G. Og Bo Schiølers egen musik er også enkel.

»Jeg er en elementær musiker, som spiller elementær musik. Teksten er det vigtige,« synes Bo Schiøler, som en overgang troede, han skulle være digter. Men Ungdomsgården havde ingen teaterlærer, og inden længe stod Bo Schiøler for både teater og musik. Fundamentet var lagt til Institutionen Sanggruppen på Vesterbro Ungdomsgård, som i 1974 udgav sin første plade, "Vi lever på Vesterbro."



Værdier og højrøvethed. Nu har sanggruppen med Bo Schiøler i spidsen netop udgivet cden Heksedans, den 24. i rækken gennem tre årtier. Der er tale om en overlevelseskraft ud over det sædvanlige. Men Bo Schiøler er ikke i tvivl om, hvorfor han - efter 35 år - stadig er ungdomsklublærer og driver teater- og sanggruppen:

»Jeg vil noget med børnene og de unge. Jeg vil give dem nogle værdier. Moral. Etik.

Jeg tror på, at jeg kan gøre en forskel. Og for at gøre det er det vigtigt, at man har taget stilling til sig selv som voksen person. "Hvilken slags person er jeg? Hvilken slags pædagog er jeg?" Jeg vil gerne have børnene og de unge til at tænke anderledes, blive bedre mennesker. Man skal nok have lidt knald i låget, være lidt højrøvet og tro, man har noget specielt at byde på. Men det kræver også, at man er vanvittigt klog, hvad angår blufærdighedstærskler. Jeg må spørge mig selv, hvad skal jeg gøre for at få et barn videre, og hvornår jeg er ved at gå over deres grænse,« siger Bo Schiøler. Lænestolspædagogik er ikke teatermandens kop the:

»Børn har brug for at få respons på sig selv. Det får de mindre og mindre i vores samfund, og mange børn og unge er ensomme, forvirrede og angste. Men her på Ungdomsgården får de lov at bruge sig selv. Jeg kræver meget af dem og gør det klart, at her kommer de til at knokle. Men jeg lægger mindst ligeså meget arbejde i det selv. Det er nok derfor, jeg kan få folk til at løbe så stærkt. Det er også noget med kemien - det lykkes mig at tage dem alvorligt. Jeg tager udgangspunkt i mig selv, og spørger "hvad ville jeg som 12-årig gerne lave på Ungdomsgården, og hvad ville jeg have brug for som atten-årig?"«

Gruppen er kernen i Bo Schiølers arbejde. For at arbejde sammen om teater og sang er man nødt til at lære at være del af en gruppe:

»Det er ikke tilfældigt, at aktiviteten er teater og musik. For netop gennem det arbejde lærer børnene og de unge at tage hensyn og give plads. Det giver sig selv, hvorfor man skal komme til tiden, og hvorfor man skal være stille og lytte, når en anden taler. Ellers fungerer teater og musik ikke. Gennem selve processen bliver det indlysende, hvordan man skal opføre sig i en gruppe. Derfor er teater og sang et værktøj, der lærer de unge at blive sociale. Du kan udvikle dig enormt som individ, men ingen får lov at komme frem på gruppens bekostning:

»Sanggruppen er per definition det modsatte af Popstars. Vi skriver ikke på cd-coveret, hvem der synger solo, og en anden fra gruppen kan altid træde til i stedet, hvis nogen ikke kan få fri fra skole. Selvfølgelig har de forskelligt ambitionsniveau, og nogle af børnene spiller og synger kanongodt. Men så beder jeg dem bare om noget mere. Det kan også være, de gode af og til må holde sig lidt tilbage, så andre kan få chance for at komme til. De lærer hurtigt at lade egoet ligge udenfor døren,« siger Bo Schiøler.



Én for alle, alle for én. Solidaritet og samarbejde er i det hele taget nøgleord i arbejdet med teater- og sanggruppen på Vesterbro Ungdomsgård, fortæller Bo Schiøler:

»Der er ingen statusforskel mellem gruppens medlemmer, lige meget om man er ni eller 25 år gammel. Alle er med til at slæbe, når vi er ude at spille. Gruppekulturen bliver efterhånden overleveret fra de gamle til de nye små. Sanggruppens ry er stærkt, så børnene ved, allerede inden de begynder, hvordan det er at være med. Mange af dem kender i forvejen nogen, der er med eller har hørt om sanggruppen.«

Arbejdet i gruppen er det vigtigste, mener Bo Schiøler, men det betyder også meget, at teatergrupperne fire gange om året skal fyre et stykke af for et publikum. Det giver et mål at arbejde hen imod:

»Al udvikling sker i processen, men produktet er også vigtigt, fordi det giver en naturlig afslutning på arbejdet. Og det er da sjovt at finde ud af, at en skoleklasse arbejder med vores sange og tekster, at nogen faktisk kan bruge det, vi har lavet, til noget,« synes Bo Schiøler.



Jens Vejmand-tradition. »Hvorfor skriver folk aldrig om deres arbejdsdag?« spørger Bo Schiøler for at anskueliggøre, at de fleste popsange handler om dagdrømme og Hollywood-kærlighed. Sanggruppens tekster handler derimod om virkeligheden. Bo Schiøler ser sig selv som en sangskriver i Jens Vejmand-traditionen. Enkle melodier og tekster om helt almindelige mennesker og deres liv. Bob Dylan, Leonard Cohen og John Lennon er alle sangskrivere, som har gjort indtryk på Bo Schiøler. Teksterne er det essentielle, synes han, og Sanggruppens tekster udspringer af hverdagsord og hændelser:

»Alt opstår omkring the og snak. Tit er det nogen, der siger et eller andet henkastet, det kan være noget, de har oplevet eller hørt, og så udvikler idéerne sig. Vi konstruerer ikke noget, teksterne handler om det virkelige liv - men selvfølgelig i sidste ende set gennem mine øjne. Men de bedste idéer kommer tit fra børnene. En ni-årig kan komme med en idé, jeg aldrig nogensinde ville være kommet på. Børn er smidige og åbne i deres måde at tænke på. Helt anderledes end voksne.«



Sanggruppen på Vesterbro Ungdomsgård er i år ambassadører for FN Forbundets racismeår.