Venner er nogle, man leger godt med

"En god ven er en, man leger med" - "hvis man rigtig godt kan lide en, så leger man rigtig godt med hinanden" - "det er godt at have en ven, når man skal i børnehave nogle gange, fordi man godt kan lide at lege med vennen". Det er nogle af de udsagn om venskaber, som 25 børn mellem fire og seks år fra fem odenseanske børnehaver har givet til Susanne Tryggedsson, cand. pæd. pæd. og underviser på CVU-Fyn. Hun mener, at arbejder man med børn, må man gøre sig umage for at prøve at forstå dem. Og den bedste måde at få noget at vide på, er at spørge børnene selv. De 16 drenge og ni piger er kommet med mange kloge og også lidt uventede svar.

"Svarene viser blandt andet, at børn har behov for et "vi" i stedet for kun at være "mig". Man kan se, at børn får selvtillid af at have venner, og børn har lyst til at være en del af et fællesskab. Men nogle gange kan det også være rigtig svært for dem," siger hun.

Susanne Tryggedsson kalder det, hun har lavet, en miniundersøgelse, som ikke har videnskabelig værdi, men kun kan sige noget om tendenser, som hun har fanget ved sine interviews af netop disse 25 børn. Hun har spurgt om venskaber, men i princippet kan man spørge børn om hvad som helst, man gerne vil vide deres mening om. Emnet er valgt, fordi forskning peger på, at venskaber er vigtige for børn.

Susanne Tryggedsson synes, at børnene har givet hende en gave i forhold til at kunne forstå deres liv. Noget af det, de siger, er så logisk, at det næsten gør ondt.

"Når jeg for eksempel spørger, hvordan man får en ven, så spørger de tilbage: "Er det, fordi du ikke har nogen venner?" Eller: "Er det, fordi du arbejder i en børnehave?" De fortæller også, hvordan man gør: "Man spørger en, og så kan de sige ja eller nej, og så mener man det"."



At vente på en ven. Susanne Tryggedsson underviser i læreplaner, og i de mange af slagsen, hun efterhånden har læst, står der næsten altid, at det er vigtigt at have fokus på børns venskaber. Men næsten aldrig noget om, hvad børnene selv synes er det væsentlige i den sammenhæng.

"Måden, man beskriver det på i læreplanerne, er, at "så gør de voksne sådan og sådan, og så kan børnene....". Man glemmer helt at medtænke hele det hårde arbejde, børnene selv lægger i det, og at langt de fleste børn rent faktisk evner det med venskaber. Børn siger, at de leger overalt, og de tager ting med til de steder, de vil lege. De forsøger at etablere enerum, hvor deres lege kan foregå i fred og ro," siger hun.

Hvis andre leger med vennerne, så ved børn godt, hvad de skal gøre. De må vente, eller også må de lege med nogle andre, indtil de kan komme til at lege med dem, de allerhelst vil lege med. Det vil sige, at også børn adskiller venner fra bekendte, sådan som vi voksne gør, mener Susanne Tryggedsson.

"Børnene siger, at det egentligt ikke er så kompliceret: "Man kan jo bare spørge, om ens ven vil lege". De er dog klar over, at de kan få et nej. En enkelt pige siger, at hun kun har én at lege med, så det kan altså være sårbart og ensomt ikke at have venner eller kun have en enkelt, som måske også leger med andre. At have venner er også at miste og tabe og lide afsavn, så på den måde lærer børn gennem venskaber allerede i børnehaven, hvordan livet kan være. Det er nærmest helt eksistentielt, for det er jo livet, der udfolder sig i de første venskaber," siger hun.

Børnenes svar viser, at de bruger mange kræfter på at finde venner og at vedligeholde og beholde venskaber. Et barn siger, at det med at lege med en bestemt ven er så vigtigt for ham, at han kan vente en hel dag på, at den ven også vil lege med ham. Børn er meget tålmodige, når de ønsker at lege med en bestemt, og svarene viser, hvordan de tilpasser sig hinanden, mener Susanne Tryggedsson.

"Jeg er overrasket over, at femårige børn kan sætte ord på, hvordan de afstemmer sig i forhold til andre, og hvordan de finder ud af, hvornår de kan komme ind i en leg, og hvornår de skal holde sig væk. En siger: "Og så lige da jeg skulle til og hjem, så kom jeg til at lege med min ven". Det viser hvor tålmodigt man kan vente på noget, der er vigtigt for en, og det viser jo også, at det her med venner er bare så vigtigt for børnene," siger hun.



Uvenner og indblanding. Børnene fortæller, at man skal opføre sig ordentligt overfor sine venner. Man kan godt blive uvenner, men man driller dem ikke, og hvis man gør, er det kun for sjov. "Og hvis de ikke vil have det, så holder jeg op". Børn ved altså godt, at der kan være en risiko for, at man kan ryge ud af et fællesskab, hvis man ikke behandler sine venner ordentligt.

"Da jeg spørger tre piger, hvad der sker, hvis man bliver uvenner, og så siger en af dem noget i retning af "så siger vi dumme", mens hun kigger mod døren, som om det er hemmeligt, og ingen må høre det. Pigerne siger, at det med "dumme" må de ikke sige i deres børnehave og uddyber: "De voksne vil have, at vi skal lege sammen og bare finde ud af at være venner hele tiden, men det kan vi ikke". Den forventning voksne har til børn om, at de skal være sociale, og at de evner selv at knytte og vedligeholde venskaber, siger de selv, at det kan alle børn ikke," siger Susanne Tryggedsson.

I daginstitutioner kan børn blive tvunget til at lege med eller være sociale med børn, de ikke fungerer godt sammen med.

Susanne Tryggedsson mener, at man som voksen skal være mere opmærksom på, at børn har stærke meninger om, hvem de kan lege med, og at man måske skal tænke på, hvordan man tilrettelægger arbejdet, så man ikke ødelægger venskaber eller tvinger børn til at lege med nogle, som de ikke bryder sig om.

"Børn er faktisk i stand til at sige, hvad venskaber betyder for dem, hvad en ven er, hvordan man får venner, hvad man laver med dem, og at voksne kan de ikke være venner med. For voksne kan man ikke lege med: "De er jo ikke 'lille' nok," og "så skal man jo lære dem at lege". En siger: "Det vil vi bare ikke" med eftertryk. Det siger mig noget om, at os, der arbejder med børn, skal have en større ydmyghed i forhold til at øve os i at forstå, hvad det er, vi blander os i," siger hun.

Susanne Tryggedsson har også spurgt om de voksne kan hjælpe, hvis man bliver uvenner. To af de 25 børn siger ja, mens resten siger nej: "Det skal vi selv finde ud af". Svarene viser dog, at det er tydeligt, at den måde, man strukturerer sig på i institutionen, påvirker børns venskaber. En siger: "Hvis jeg bliver uvenner med en kammerat, er det ikke altid jeg kan sige det til de voksne, kun hvis det er rigtig alvor." En anden siger: "Hvis jeg siger det til voksne, så går de hen og siger det til mine venner, og så skælder de mine venner ud, og det vil de ikke have, og så gemmer de sig, og så kan jeg jo ikke lege med dem".

"De voksne handler på en måde, hvor de tror, at de er en hjælp, men de er faktisk det modsatte, fordi man har regler om, at alle skal lege med alle, og man skal være gode venner. Jeg har ikke talt med de voksne om det, men det er altså sådan børnene opfatter det," siger hun.



Størrelse 22-28. Nogle børn giver udtryk for, at venner er nogle, man har kendt i lang tid. Man kan have venner i vuggestuen og bygge videre på de venskaber i børnehaven. Desuden viser børnenes svar, at med venner, er man stærkere i en gruppe. Et barn siger det meget godt: "Jeg kan huske, at 'K' kastede mudder på mig og så skældte min ven ham lidt ud. Jeg synes, at det var rigtig rart af ham. Vi stod der og arbejdede sammen, og så kom ham den anden dreng og kastede mudder, og så sagde min ven, at hvis han gjorde det igen, så sagde han det til de voksne".

Børnene var meget glade for - men også noget forundrede over, at Susanne Tryggedsson ville høre deres meninger om venskaber.

"Mange af dem hoppede glad ud fra rummet, når vi var færdige og spurgte, hvornår jeg kom igen. Og det er jo ikke, fordi jeg er interessant. De kvitterer for, at der er nogle, der er interesserede i deres liv og for noget, som de faktisk er sikker på, at kun de ved noget om," siger hun.

Hun mener, at hendes forsøg på at se verden fra en størrelse 22-28 giver voksne i daginstitutioner en indsigt i, at man skal tage børns venskaber alvorligt, fordi de er alvorlige for børnene.

"Det bør være børnenes ret at kunne få mulighed for at dyrke venskaber. Mange børn er kede af, at deres venner skal på andre skoler end dem, når de holder op i børnehaven "for så har man jo ikke nogle venner". Flere har sagt, at de har bedt deres mor, om de ikke kunne komme på samme skole som vennen. Det gør man kun, fordi det er vigtigt for én at holde fast i venner og venskaber," siger Susanne Tryggedsson. o









Interviews og de fotos, Bent Tofteberg har taget af børn i de fem daginstitu-tioner, er blevet til en udstilling, som første gang kunne ses på CVU-Fyns Novemberkonference. Den kan også ses på Odense Rådhus fra 21. maj 2007 og 14 dage frem. Senere næste år, kan den ses på Odense Centralbibliotek i forbindelse med en udstilling af bøger om venskaber.