Vask hver tredje sygedag væk

Børnesår, diarre, øjenbetændelse og andre børnesygdomme kan holdes på et langt lavere niveau, hvis hygiejnen blev prioriteret højere i hjem og daginstitutioner, viser et prisbelønnet projekt fra Odense

Lær børn og voksne at vaske hænder og reducer antallet af sygdomstilfælde i daginstitutionen med en tredjedel. Sundhedsplejerskerne Mette Bill Ladegaard og Vibeke Stage fra Odense Kommune dokumenterede allerede i 1997, at bedre håndhygiejne i daginstitutioner førte til et fald i sygeligheden på 34 procent. Resultatet kan læses i en rapport, som siden er solgt i tusind eksemplarer. Sundhedsministeren belønnede sidste år projektet med Den danske Sundhedsfremmepris på 10.000 kroner, og undersøgelsen har medført et utal af henvendelser fra kommuner og forældrebestyrelser, som ønsker at tage kampen op mod baktusserne.

»Den mest almindelige fejl er, at håndhygiejne simpelthen ikke vægtes nok,« siger sundhedsplejerske Vibeke Stage.

Kun en af de undersøgte daginstitutioner i Odense havde en formuleret hygiejne-politik. Det har dog siden ændret sig. I dag har 19 procent indført en hygiejne-politik, og 25 procent overvejer at gøre det.

En ny opgørelse fra Silkeborg, som det sidste års tid har kopieret metoden fra Odense, viser en halvering af sygefraværet. Den øgede håndhygiejne har især en dramatisk effekt på øjen- og maveinfektioner.

»Senest har Københavns Amt formuleret en hygiejne-politik, og Sønderjyllands Amt har lavet en opslagsmappe med praktiske råd til samtlige daginstitutioner, så det går helt bestemt den rigtige vej,« siger Vibeke Stage.



Daginstitutionsbørn mest syge. Bag Odense-undersøgelsen ligger det faktum, at børn i daginstitutioner er to til syv gange mere syge end børn, der passes hjemme. I sundhedsplejerskernes rapport slås det dog fast, at sygefravær i daginstitutioner ikke kun kan forklares med de hygiejniske forhold. Flere undersøgelser har vist en snæver sammenhæng mellem pladsforhold og sygelighed. Det er således beregnet, at antallet af sygedage mindskes med knap 11 procent for hver kvadratmeter, gruppearealet øges per barn.

»Væsentlig for hygiejnen er også almindelig rengøring, udluftning og hyppig vask af borde og andre ting, børnene er i kontakt med,« siger Vibeke Stage. Eksempelvis overlever bakterier bag den smitsomme lussingssyge nemt seks timer på et tørt bord. Derfor skal bordet tørres af med sæbevand.

Men at bedre håndhygiejne spiller en rolle, viser en amerikansk og australsk undersøgelse, hvor forekomsten af diarré-tilfælde blev reduceret med over halvdelen ved skærpet hygiejne og hyppig håndvask.

»Der er næppe nogen anden enkelt faktor, der har større betydning for smittespredning, end netop håndhygiejne,« siger embedslæge i Storestrøms Amt Per Vang-Hansen, der har udgivet håndbogen: Sundhed og hygiejne i daginstitutioner.

»Det er ikke nemt at gøre noget ved vanerne på det her område. Man kan bare kigge på sig selv eller på de professionelle i sygesektoren. Til gengæld er effekten af en bevidst indsats meget stor især i epidemi-situationer,« tilføjer han.



Skuespil og vaskerim. Odense-projektet inddrog både børn, forældre og pædagoger. Personalet fik en "Personalevejledning", som indeholdt gode råd om hygiejne, udluftning, udeophold, forholdsregler ved diarré-tilfælde og forskrifter ved udvalgte sygdomme som forkølelse og øjenbetændelse. Gennem praktiske øvelser med et fluorescerende stof blev personalet desuden undervist i korrekt håndvask. Børnene fik en T-shirt med påskriften "Rene hænder ja tak". Og håndvaskens praktiske mysterier blev indlært i små hold og ved hjælp af vaske-hænder sange, rim og et lille skuespil med udgangspunkt i billedbogen om "Prinsessen, der ikke ville vaske hænder". Til forældrene var der skriftligt informationsmateriale om smittespredning, hvornår hænderne bør vaskes og forebyggelse af bl.a. diarré-tilfælde. l



LÆS MERE

Håndhygiejne og Småbørnssygelighed i Daginstitutioner. Rapport af Vibeke Stage og Mette Ladegaard. Prisen er 50 kroner. Kan bestilles på telefon 6613 1372

Sundhed og hygiejne i daginstitutioner - en håndbog. Embedslæge Per Vagn-Hansen. Forlaget Munksgaard. 318 kroner, 3. udgave 1998.

Smitsomme sygdomme hos børn - vejledning for daginstitutioner, skoler og forældre. Sundhedsstyrelsen. Forlaget Kommuneinformation.

Prinsessen, der ikke ville vaske hænder. Udgivet af Fyns Amts Sundhedssekretariat. Billedbog. Kan bestilles på tlf. 6556 1000. 2 kroner plus porto ved bestilling af over 10 stk.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.