Vandretur i Polen

Måneders forberedelse er gået før dagen, hvor nervøse forældre og spændte unge står på Langelinje ved Polenfærgens terminal. 12 dage med spænding, afprøvning af grænser samt lære at rejse på en anderledes måde venter alle.

Aktive ferieture kan have svære kår og er ikke altid lige let at sælge. Unge i dag er opfostret med charterkulturen, hvor alt bliver serveret på et sølvfad.

Ture med Hedegårdens Ungdomsklub stiller krav til dig, så du bruges fysisk og psykisk. Udgangspunktet for turene er, at turen er planlagt ud fra guidebøger og kort hjemmefra sammen med de unge. På selve afrejsedagen drages af sted med rygsæk, telte, kogegrej, en togbillet og en pose penge - for at rejse på eventyr.

Årets destination er bjergbyen Zakopane i Polen, som skal være udgangspunktet for bjergvandringer, huleklatring og riverrafting.



Nedslidt jernbane. Efter en dagslang sejltur ankommer vi først på aftenen til havnebyen Swinoujscie. Forventningerne om at finde en stor banegård, hvor vi skulle lede efter toget mod Krakow, blev gjort til skamme: Et par nedslidte spor gør det ud for stationen, og toget har set sine bedste dage, beskidt og nedslidt.

Der fløjtes til afgang for at køre gennem natten. Toget stopper næsten ved hvert et trinbræt, og det er fyldt til bristepunktet. Det polske jernbanenet synes at være nedslidt. Ved flere stop står lokomotivføreren ud for at banke med en jernstav på hjulene. Et enkelt sted stopper toget helt, sporene er under reparation, og skinnerne skal først løftes på plads af jernbanearbejderne. Efter halvandet døgn ankommer vi til campingpladsen, som skal være udgangspunktet for turen.



Bjergvandring. De første par dage går med dagvandringer i området, hvor stejle, sneklædte tinder, der ligner et sceneri fra alperne, spejlblanke søer, og rislende vand gør, at alle føler sig draget. Medlemmer, som i dagligdagen har svært ved at flytte sig fra computeren, lader sig ikke slå ud af syv-otte timers vandring, hvor fødderne bliver ømme og spækkes med vabler. Til vores store forundring er stisystemet godt udbygget, de enkelte ruter er markeret efter sværhedsgrad med farver og angiver tid for, hvor lang tid en strækning vil tage.

Den fjerde dag tidlig op om morgenen, dagen byder på den store udfordring: To dages vandring, hvor vi skal bo i en hytte på toppen af Tatrabjergene. Alle er hurtigt parate, gejsten og vejret er i top. Efter fem timers vandring langs en rivende flod, er der en voldsom stigning. Efter en halv time, hvor alle mere eller mindre har tabt pusten, når vi toppen af et mindre bjerg.

Stien ender med et stort mørkt hul, hvor der står en granvoksen mand klar til at guide os gennem bjerget gennem en naturlig opstået hule. Med et slag møder kulden os, turen gennem bjerget foregår gående og på knæ. Flere steder løber vandet ned langs væggene, rygsækkene hænger fast, spænding og gys fra flagermusene giver en ekstra dimension.

Først på aftenen når vi frem til hytten, et primitivt vandrerhjem, som bjergene er spækket med. Sulten og trætheden præger alle. Sprogproblemer gør, at vi har misforstået køkkenpersonalet. Mens vi venter på maden, går det pludselig op for os, at køkkenpersonalet er ved at gå hjem. Megen overtalelse gør, at vi får serveret dampende varm gullaschsuppe og æblekage.



Bjørne i bjergene. Mørket sænker sig hurtig over bjergene, stjerner tændes, og kulden lægger sig som et slør. Inden afrejse havde vi i spøg over for forældre og unge sagt, at de skulle være inde før mørkets frembrud på grund af ulve, vildsvin og bjørne. Det viser sig ikke kun at være spøg: Billeder i hytten viser mandsstore bjørne gå ude foran vinduerne, og flere steder er der opslag om, hvordan man skal forholde sig, hvis man møder bjørne. Desværre er opslagene på polsk, så vi forstår ikke så meget.

Inden sengetid er der stemning for næste dag at vandre mod toppen for at gå på en bjergkam, der skiller Polen og Slovakiet. Turen vil komme op i 2300 meters højde. Erfarne bjergvandrere bliver hørt, der må ikke tages nogen chancer. Turen vil tage omkring seks timer, før man når til svævebanen, der fører os ned til Zakopane.



Uvejr. Tidlig op næste morgen, vejret synes at være fint. Der bliver forhørt om vejrudsigten hos dem, der styrer hytten. Man skal have respekt for bjergene.

Opstigningen begynder, gejsten er i top. Turen går i adstadig tempo. De første to timer går det stejlt opad, fluerne sværmer om os, flere af os synes at tiltrække dem, de sidder nærmest i klaser på krop og tøj.

Landskabet ændres fra tæt nåleskov, til at der bliver mere og mere forblæst og goldt. Vi er ved at nå grænsen for, hvor træerne kan gro. Luften bliver tyndere, kræfterne bliver mindre, og man begynder at snappe efter vejret.

Pludselig i løbet af få minutter begynder det at blæse op, og et lyn skærer sig ned gennem bjergene, og en torden lyder. En hurtig beslutning tages, vi skal straks ned, karavanen vender, og inden længe vælter regnen ned. Bækkene ændres fra at være små vandløb til at være rivende floder.

I et rask tempo går det nedad. Kulden og vandet gør, at der ingen pauser holdes for at undgå, at vi bliver unødigt kolde. Efter tre timers vandring når fortroppen udgangspunktet, der tages en resolut beslutning. Den lokale kro har tændt op i pejsen, alle bliver efterhånden, mere eller mindre forkomne, guidet derind, hvor kromutter laver varm suppe for at få liv i os igen. Det får hurtig humøret på højkant igen.



Riverrafting. Det næste døgns tid siler regnen ned, teltene klarer sig mere eller mindre godt. Vejret gør, at selv seje drenge og piger kan få hjemve, når alt ens tøj er vådt og klamt. Efter en dags regn kommer solen igen, og alle er igen parate til nye udfordringer. Kort og rejseruter hives frem. Et postkort i byen har vist, at der skulle være mulighed for riverrafting i området. Forgæves prøver vi at finde en lokal bus, som kører til floden. Efter at have forhandlet ender det med, at vi lejer en minibus.

Turen i bus foregår ad små kringlede veje, gennem landsbyer og et sceneri, som er et postkort værdigt, for at ende ved Dunajecfloden. Ved bredden står erfarne førere, der i udhulede træstammer sejler os ned ad den rivende flod, en 15 kilometer lang tur, som fører os gennem en dyb kløft gennem Pieninybjergene, nogle steder er klippevæggene op til 300 meter høje.



Udfordringer. 12 dage har vi været af sted. Det har været en hård tur med masser af udfordringer. Alle er trætte, da vi vender næsen hjemad. Dag og nat har vi levet tæt sammen. Nogle få ting har været planlagt hjemmefra, men udfordringen som voksen og ung har været, at problemer skulle løses, når man står i situationen. Alle de praktiske ting som at finde en campingplads, købe ind, lave mad, vaske tøj kan kun lade sig gøre, hvis personale som unge brænder for det.

Madlavningen er sket, ved at de unge har været med til at købe ind, har lært, hvor svært det kan være at lave mad ud fra et lille og anderledes vareudbud. Kræsenhed bliver minimeret, når man er sulten. Selv en meget anderledes middag på en polsk restaurant spiste de fleste.

Når turen er fordøjet, er jeg sikker på, at dette ikke er en tur, man glemmer foreløbig. Turen er måske med til at skabe et sammenhold, hvor der er brug for alle, hvis det skal lykkes.



Gode råd. Hvis andre skulle have mod på at arrangere lignende ture, er her et par råd: Køb guide, turbøger og kort hjemmefra og sæt jer godt ind i dem. Vælg de letteste ruter, der må ingen chancer tages. Bestil bjerghytterne hjemmefra, der er koldt i bjergene om natten. Når I vandrer, efterlad en besked om den planlagte rute på campingpladsen. Forhør dig om vejret, der kan være hurtige vejrskift, forlad ikke de markerede ruter og hav en mobiltelefon med. Hvis interessen er vakt, er du velkommen til at kontakte Hedegården Nord på 4477 2127. Tal med Jens Emanuelsen eller John Mørck.

Fritidscentret Hedegården Nord, v/ Jens Emanuelsen



Fakta om Fritidscentret Hedegården Nord

Fritidscentret Hedegården Nord ligger i Magleparken i Ballerup. Magleparken er "en lille provinsby" af boligkareer med omkring 2000 lejemål og mere end 8000 indbyggere.

Fritidscentret er en klub efter serviceloven med 50 medlemmer i ungdomsklubben og 80 i fritidsklubben. Klubben har en lang tradition for at tage på ture til udlandet, nogle gange på charterrejser, andre gange mere primitivt, som denne tur til Polen vidner om.