Ungdomskultur; Mellem valgfrihed og vildfarelse

En 18-årig pige har netop afsluttet sin gymnasiale uddannelse. Hun ved, at hun ikke vil læse videre på universitetet med det samme og må derfor stille sig spørgsmålet: "Hvad gør jeg så?"

Først overvejer hun at rejse til Australien. Men hvorfor så ikke tage på jordomrejse? Fra den plan skifter hun over til at ville et år til Frankrig og læse tysk og fransk. Men så bliver hun i tvivl om, om det er smart at studere fransk, når hun stadig ikke kan formulere en fejlfri sætning på engelsk? Hun beslutter så at tage til England for at være frivillig socialarbejder. Hun sender endda en ansøgning, men da er ansøgningsfristen overskredet.

Eksemplet viser, hvordan modernitetens valgfrihed er en gevinst og en udviklingsmulighed for nutidens unge - ikke engang da forældregenerationen var ung, kunne man bare rejse til Australien efter gymnasiet, og det var kun de få, som overhovedet kom i gymnasiet.

Men eksemplet viser også, at valgfriheden kan føre til den unges vildfarelse, det kan ende med vilkårlige valg eller slet og ret handlingslammelse. Pigen kommer jo ingen steder.

Teenagepigens beskrivelse af den svære valgfrihed, når man står midt i et mekka af handlemuligheder, stammer fra hendes dimissionstale, som blev refereret i den lokale avis i hendes hjemby Hannover i Tyskland, hvor den kendte psykolog, kultur- og ungdomsforsker, Thomas Ziehe, er professor ved universitetet. Han omtalte pigens tale på konferencen "Selvdannelsens århundrede", som i sidste måned fandt sted på CVU Lillebælt i Odense. Overværet af over 100 tilhørere fra pædagogikkens og uddannelsesinstitutionernes verden, formåede ungdomspædagogikkens guru trods tunge ord som "social dekonventionalization", "post detraditionalization" og "self-provinsialization" både at underholde og fastholde tilhørerne i et to timer langt foredrag.



Svær valgfrihed. Valgfriheden er et grundvilkår for ungdommen i dag, men hvordan er det kommet dertil? Er det ubetinget godt? Og kan vi gennem opdragelse, pædagogik og uddannelse ruste nutidens unge, så de forstår at træffe de rigtige valg og formår at leve det liv, de gerne vil?

Og hvad betyder det moderne fokus på individet og individets frihed til at leve sit eget liv for de sociale fællesskaber, der trods alt er?

Det er spørgsmål, Thomas Ziehe har tænkt tanker om, og på konferencen serverede han dem i en tretrinsraket bestående af temaerne: Individuering, forstået som individets relation til samfundets normer eller værdier. Individualisme, forstået som oplevelsen af, at den enkelte er noget særligt i gruppen. Og endelig selvkonstruktion, der handler om den unges egen og indre konstruktion af sit syn på sig selv.

Professoren kom både omkring den positive udvikling og gevinst for ungdommen, at unge i dag er frigjorte til at skabe dem selv i overensstemmelse med deres egen selvopfattelse. Men han tegnede også et billede af en stor gruppe unge, der ikke formår at gøre brug af de mange valgmuligheder, men mister overblikket, ser valgfriheden som en byrde og savner faste strukturer og stabile rettesnore til, hvordan de skal konstruere deres liv og deres selvopfattelse. Overfor denne gruppe unge står de unge, der er så gode til at konstruere sig selv og leve deres eget liv, at de slet ikke mener, de behøver anden viden end den, de selv finder relevant.

For forældre, pædagoger og lærere er udfordringen derfor, hvordan man på den ene side giver de unge en tro på sig selv og deres egen formåen og styrker dem i opbygningen af den indre struktur, de ikke længere finder i samfundet omkring dem. Og på den anden side skal de voksne kunne trænge ind til eksempelvis en sms-tastende, iPod-lyttende og computerspillende, fodboldforelsket ung mand med budskabet om, at det vil hjælpe ham at åbne sig for andet end sin egen selvverden og udvide sin horisont.



Ingen normer. En ung studine har ikke længere veldefinerede sociale programmer, hun kan tune sig ind på, når hun står og skal vælge uddannelse, karriere, boligform, stifte familie eller bare skal beslutte sig for en frisure eller sin påklædning. Det,Thomas Ziehe kalder "social dekonventionalization", handler om, at der ikke længere er faste normer og konventioner i samfundet, ungdommen forventes at leve op til, sådan som det omvendt var tilfældet i den knap 60-årige professors egen barndom.

"Som individ bliver du formet gennem dine livsvalg og dine handlinger, og i dag skal du tage mange flere individuelle beslutninger. Du skal stadig leve op til sociale krav om at få dig en uddannelse og klare dig selv økonomisk, men du må selv finde vejen til succes."

"Der er ikke noget dannelsesprogram, du bare kan følge, ligesom tidligere tiders samfund havde normer for, hvordan du handlede i bestemte situationer. For eksempel var det en helt fast regel i min barndom, at man havde pænt tøj på om søndagen, så om søndagen vidste jeg, jeg skulle tage hvide sokker på," fortæller Thomas Ziehe.

"I dag er valgene op til individet selv, og som individ i dag tager du valg, du ønsker at tage valg, og du er tvunget til at vælge. For ingen pædagog, skolelærer eller forælder og heller ikke normer i samfundet fortæller dig, hvad du skal gøre," siger han og kalder det nærmest sygeligt, hvis man ikke er noget særligt.

"Sidder man for eksempel ved et middagsbord, vil man, hvis sidemanden er fuldstændig konform med det forventelige, og på ingen måde udskiller sig som individ, mene, at personen burde gå til psykolog," siger Thomas Ziehe og pointerer et vigtigt skift i samfundet mod langt større individualisme og en frihed til at se verden ud fra sin egen personlige oplevelse end tidligere.

"Da jeg var ung, var selvet et nicheområde på kontinentet af samfundets institutioner og normer. I dag er selvet blevet kontinentet," siger han.



Æstetisk moral. Den vundne frihed til at skabe sit eget liv har også bidraget til en forskydning i opfattelsen af moral fra tidligere at være defineret af normer og konventioner om god opførsel, til i dag at være den enkeltes erfaring og oplevelse af, hvad der er god adfærd i den enkelte situation. Thomas Ziehe kalder dette en æstetisk moral.

"Individets sociale opførsel reguleres ikke længere gennem konkrete normer, men mere abstrakte værdier. Tidligere var det et moralsk spørgsmål, om drengens hår var for langt, eller om pigen skulle have lov til at gå med læbestift som 13-årig. I dag er dette æstetiske spørgsmål om menneskelig værdighed, om solidaritet og om at komme overens med hinanden, som du skal fornemme svaret på i den enkelte situation. En sådan æstetisk norm kan for eksempel være, at du skal klæde dig på en måde, der ikke fornærmer andre. Men hvordan du gør det, det er op til dig at finde ud af," siger Thomas Ziehe.



Efter ungdomsoprøret. Et andet hovedbegreb for Thomas Ziehe i sin beskrivelse af de unges vilkår i dag er "post detraditionalization". Det handler om, at de unge lever i en tid efter ungdomsoprøret i 1970'erne. Deres forældre har brudt med konventionerne og gjort oprør mod traditioner, så der ikke er mere tilbage at gøre oprør imod, mener professoren.

Et eksempel på, at trykkogermodellen og det vrede ungdomsoprør er passé, er en udtalelse fra 30-årig schweizisk DJ ved navn DJ Bobo.

"Jeg så et interview med ham, hvor han sammenligner sin tid med Mick Jaggers tid, og ganske kortfattet sagde han: "Hvorfor skulle jeg smadre et hotelværelse på hver eneste turné, når jeg nu ikke har lyst til det?" Der er ikke længere noget behov for den slags opgør med traditioner," siger Thomas Ziehe og kalder nutidens unge konservative.

"Ikke i politisk forstand, men der er en vis brug for igen at have ydre strukturer, stabile regler og faste rolleforståelser at skue til, når man som ung står og skal tage vanskelige livsvalg," siger han og giver også eksempler på, at unge i dag synes at vende tilbage til tidligere traditioner.

"De er ikke slaver af dem, og føler det ikke som tvang, sådan som generationer før dem gjorde det. Men de holder af eksempelvis at bære et slips som symbol på, at de skal til afgangseksamen eller lignende. De bruger handlingen som et citat til noget betydningsbærende for selv at skabe en mening i det kaos, der er deres tid. Og så kan de ellers smide slipset senere på diskotek om aftenen," siger Thomas Ziehe og nævner også, at det var som symbolbærer på noget fast og stabilt i verden, at Paven pludselig fik heltestatus og kom på plakaten i ungdomsmagasinet Bravo, som i Tyskland læses af cirka 700.000 unge.

De unge savner en social orden, og Thomas Ziehe illustrerer sin pointe med endnu en anekdote. I et tv-show skulle en gruppe moderne skoleelever agere kostskoleelever på en skole fra 1950'erne.

"Lærerne var lykkelige, fordi de kunne få lov at give ordre til eleverne og se dem udføre dem af frygt for afstraffelse, mens eleverne selvfølgelig ikke ville bytte deres vundne frihed for en skoleuniform og smæk. Men de sagde efter oplevelsen, at der dog var "noget" ved det. De oplevede at kunne slappe mere af som individer, fordi der var en social orden, som var stabil, og regler, som de bare skulle rette sig efter for at gøre det rigtige. I dag er verdenen og den sociale orden meget sværere at overskue og dermed sværere at handle i," siger Thomas Ziehe.



Dannelse som selvdannelse. Ungdommen har fået sværere ved at overskue, hvordan de skal leve deres liv, men det er så sandelig også blevet svært for forældre, pædagoger og lærere at vide, hvordan og til hvad de skal opdrage, danne og uddanne de unge.

På tysk har Bildung to betydninger. Det kan betyde at forme, og i dag gælder det betydningen at forme sig selv. I gamle dage var det samfundets normer og skolen og institutionerne, der formede individet, og i dag er det individet, der skaber sig selv som en indre, mental struktur og ikke noget individ i direkte relation til et samfund, men kun som relation til sit selv. På den måde har selvdannelsen ikke så fast en base som tidligere, mener Thomas Ziehe, der her både ser mulighederne for det frie individs fulde selvudfoldelse, men også årsagen til det svage selvs undergang.

Vi ser i dag mange flere unge med selvværdslidelser, påpeger Thomas Ziehe. De skammer sig over ikke at slå til og ikke at kunne begå sig. Og de savner anerkendelse i en verden, hvor de meget er overladt til sig selv. Vi ser flere og flere unge med lidelser som selvmordstanker, cutting og spiseforstyrrelser.

"Når selvdannelsen bliver mere kompliceret skaber det problemer for det svage selv, som ikke er stærkt nok til at danne egne indre strukturer, men leder efter ydre strukturer, der ikke længere gives," siger Thomas Ziehe og giver også eksempler på unge, der for at få anerkendelse er meget selvudstillende i den offentlige sfære. De unge blogger og blotter sig selv op på tv og Internettet som aldrig før.

"Og man ser unge, der har et udtalt behov for at tale i telefon hele tiden eller sms'e for at være tilstede," siger han og mener, det hænger sammen med en mangel på indre stabilitet.

"Selvet er ikke nogen fast ø, som man kan ro ud til og hvile på. Det er en kontinuerlig udvikling at konstruere sig selv, og det kræver konstant selvrefleksion, selvkonstruktion og selv-instrospektion," siger han og kalder det bagsiden af den vundne frihed, at den unge faktisk er overladt til at konstruere sig selv.

Det betyder også, at pædagogens svære opgave bliver at lære de unge at stole på sig selv, udvikle sig selv og være stolt af at kunne klare sig selv i en verden af kaos.



Svær selvoptagethed. Den anden betydning af ordet Bildung har at gøre med den unges deltagelse i kulturen og efterlader også opdrageren og pædagogen med en vanskelig opgave.

"Problemet er, at dannelse risikerer at blive så selvsubjektiveret og "self provinsialized", at den unge kun interesserer sig for sit eget selv og helt har opgivet alt kultur, han eller hun ikke finder relevant at inddrage i sin personlige selvverden," siger Ziehe, der ikke er glad for den slags selv-provinsialisme. Det er til fare for sociale fællesskaber.

"Dannelse er selvdannelse, men selvdannelse må også til en vis grad ske med en åbenhed overfor kulturen og andre bevidstheder, end den man selv skaber. Man skal ikke være slave af kulturhistorien, men man skal være åben over for den for at kunne indgå i relationer med andre mennesker," siger Thomas Ziehe og mener, der er et stadigt behov for, at pædagoger og lærere åbner de unges interesse for andre kulturer end deres egen selvforståelse.

"Læring er at provokere ungdommen ved at udfordre, hvad de mener er sand og sikker viden," siger han og kalder det en succes, at de unge er blevet frigjorte, men et problem, hvis den unge er alt for selvoptaget og kun identificerer sig med sin egen hjemmeside, sin egen musiksmag og populærkulturen, som den unge ser sig selv som barn af.

"Som menneske er man også barn af tidligere tiders kulturhistorier og symbolverden, og man bør kende et minimum af sit ophav, for at forstå sig selv og se sig selv udefra," siger han.

"Man skal også kunne se sig selv udefra og ikke bare fortabe sig i sig selv. Hvert individ har stadig brug for et tilhørsforhold til en kultur og for at have en vished om sig selv i verdens orden," mener professoren.



Pædagogisk udfordring. Hvordan får man som pædagog og lærer så en ung, selvoptaget student med hovedet fuld af Eminem, You Tube og porno til at interessere sig for andre verdener end sin egen?

Thomas Ziehe illustrerer de unges ligegyldighed overfor finkulturen og verdener uden for dem selv med sin oplevelse af en ung fyr i et quiz show på tysk tv. Drengen svarede prompte og korrekt på spørgsmål om sport og musik, som han kunne relatere til sin egen selvverden. Derimod svarede han ofte forkert på spørgsmål indenfor mere finkulturelle og almene vidensområder som historie, geografi og videnskab, men han sagde ufortrødent: "Det var før min tid".

"Han mente ikke, han burde kende svaret, og i dag er det ofte svært at få unge til at indse, at en vis mængde historiekundskab eller anden kendskab til områder, der ikke umiddelbart er deres liv, burde være en fordel," siger Thomas Ziehe, der karakteriserer opdragelses og uddannelsesinstitutionernes opgave som få funktionelle opgaver.

"Man kan ikke sige præcis, hvad unge skal opdrages til, eller hvad de skal vide for at være beredte på fremtiden. Men man kan udvælge nogle hovedopgaver for skolen, forældre og pædagoger," siger han og nævner at udvide den unges horisont og at få ham eller hende til at interessere sig for andre verdener end sin egen selvverden som to hovedopgaver.

"Og det kræver en vis stil og et vist engagement fra pædagogens side at få den unge overbevist om, at det kan betale sig fra tid til anden at forlade sig selv og hoppe over i en anden verden for at udvide sin bevidsthed," siger han.





Thomas Ziehe

(f. 1947) er professor ved institut for pædagogik ved universitetet i Hannover. Han er kendt for sine analyser af tidens kulturelle udtryk; især blandt ungdommen. Hans arbejde er blevet flittigt brugt blandt pædagoger og i folkeskolen.

Ziehe betragtes som ophavsmand til begrebet den narcissistiske ungdom, hvorfor nogle har tolket ham som én, der blot ønsker at finde fejl ved ungdommen. Ziehe selv hævder dog,

at han blot analyserer muligheder og problemstillinger, der åbner sig i det moderne samfund.



Kilde: www.wikipedia.org under menuen Den frie encyklopædi.