Ung kærlighed lever længe
Ung kærlighed lever længe
»Er I kærester?«
Sådan spørger utallige forældre ofte deres børnehavebarn, når de ser, at ungen leger særligt godt med en kammerat af det andet køn. Spørgsmålet bliver tit efterfulgt af et lidt forlegent: »Hi, hi.«
Dét, forældrene i virkeligheden siger, er: Det er godt at have en kæreste, og dét skal du arbejde for Kærlighed er vigtig for at trives og fungere, den udholder alt, den tåler alt, og en kæreste er ikke en brugsgenstand, som bare skiftes ud, når den er ved at være slidt - tværtimod er der status i at holde sig til den udvalgte, for normen i dag dikterer parforhold fyldt til randen med kærlighed.
Det er derfor heller ikke usædvanligt at se meget unge fra 7. og 8. klasse danne par og holde sammen i årevis.
De erfaringer har cand. comm. Anne Gørlich og cand. mag. Line Kirkegaard gjort sig. Gennem tre år fulgte de en skoleklasse fra Sjælland, og deres studier er blevet til bogen "Historier om kærester og kærlighed - konstruktioner af heteroseksualitet", som sidste år udkom på Gyldendal.
Lige nu arbejder Anne Gørlich på en tv-serie til TV-2 om unges kærlighed, og hun er ikke i tvivl om, at der for de fleste skolebørn er mest prestige i at have en kæreste, når man er midt i eller lige har passeret puberteten.
»De unge ser det som et udtryk for modenhed at have en kæreste. Der er andre ting i tilværelsen, der også er vigtige, f.eks. arbejde, uddannelse og karriere, men det at have en kæreste er blevet et fast holdepunkt, som de unge vælger tidligt i livet. Allerede i 7. klasse begynder de unge for alvor at skifte deres idolbilleder ud med rigtige kærester,« siger Anne Gørlich.
Hvor tiden for blot 15-20 år siden var præget af mange hyppige partnerskift, er det i dag lige omvendt. Og kærligheden ser ud til at holde ud over den første ungdom, for flere og flere mennesker over 25 år er begyndt at leve i parforhold. Det sker efter nogle år præget af flere og flere enlige.
Men hvad sker der mellem mennesker i 15-25 års alderen, når de falder for den eneste ene og fastholder både sig selv og sin elskede i forholdet?
Psykolog Ida Koch har i 20 år arbejdet med unge i Frederiksberg Kommunes Ungdomsrådgivning, og hun har i 15 år arbejdet på Danmarks Radio. Hun er kendt fra det populære ungdomsprogram "Tværs".
»Forældregenerationen levede et hektisk liv med den seksuelle frigørelse som omdrejningspunkt. De betragtede familien som dødssyg, og de gjorde oprør mod de traditionelle normer og værdier. Man ejede ikke hinanden - det var en hel ideologi. Man kunne heller ikke tillade sig at være jaloux. Og forældrenes reaktion var måske naturlig dengang. For parforholdet i de gamle traditioner var snærende med faderen, der gik på arbejde, og moderen, som gik hjemme og passede børn og hjem. Sammen med opgøret med den traditionelle familie kom alle skilsmisserne, og mange unge har i dag oplevet de mange tragiske, men også tit positive følger af skilsmissen.«
Unge sølvbryllupspar. Familiestrukturen var kaotisk i forældrenes generation. Hyppige parskift, far eller mors nye kæreste, fremmede børn, som nu skulle være ens søskende, og opbrud dominerede tiden. Men det var ikke udelukkende negativt, mener Ida
Koch.
»Det var måske helt berettiget dengang med opbrud, men det blev børnene, der betalte prisen. Det er jeg ikke i tvivl om. De unge har nogle skrammer fra dengang, og de har nu besluttet, at "sådan vil jeg ikke leve"«
»Derfor er der i dag nogle normer blandt unge, som går på, at det er ikke smart at være utro, man holder sig til den samme, og nogle gange virker det nærmest sølvbryllupsagtigt,« siger Ida Koch.
Selv om parforhold holder længere, sker det selvfølgelig alligevel, at forholdene går i stykker. Og når det går i stykker, er det også alvorligt ment, og det overser den voksne generation ofte, mener Ida Koch.
»Unge er monogame, og der er kun plads til én her i livet. Når et forhold går i opløsning, er målet stadig den eneste ene - der bliver ikke eksperimenteret som tidligere.«
Tryghed i en hurtig tid. Unge etablerer sig i meget stærke og tætte forhold. Det giver tryghed og nærvær i en tid, hvor udviklingen vel aldrig har gået hurtigere. Alle mennesker er i dag udsat for et sandt sansebombardement af informationer. IT-udviklingen går med lynets hast, kravene til den enkelte er stadig videreudvikling, uddannelse, mere viden og større effektivitet. Valgmulighederne er mangfoldige. Og derfor søger de fleste unge tryghed i det nære, det fortrolige, ømme og kærlige.
»Der er en ny slags opbrud i tiden. Alle kræver omstilling, omstilling og omstilling, og vi skal alle sammen forholde os til nye situationer - på arbejdet, under uddannelse og i vores fritid. Man er på hele tiden. Og derfor har måske især de unge behov for at finde ét sted, hvor de kan finde ro og tryghed - et sted hvor man er fri for at zappe videre. Og det er i kæresteforholdet,« siger Ida Koch.
Den romantiske kærlighed. Ud over de psykosociale årsager til at vælge en fast partner viser historien også, at både opfattelsen af seksualitet og kærlighed kan skifte med generationer, og at den form for nærhed og kærlighed, den unge generation foretrækker, faktisk kan bide sig fast i mange generationer.
Historikeren Kaj Ålbæk Nielsen er bogaktuel med et trebinds værk om kærlighed fra antikken til i dag, og han finder flere paralleller i nutidens udvikling i forhold til tidligere tiders.
»I 1700-tallet havde man en meget fri omgang kønnene imellem, alt var tilladt, og seksualiteten florerede og var centrum for lysterne. Libertineriet blev senere afløst af "den romantiske kærlighed" i midten af 1800-tallet, hvor det var følelserne, der bestemte valget af partner. Det blev en mere "stabil" periode forstået på den måde, at man valgte den eneste ene udelukkende på grund af kærlighed,« fortæller Kaj Ålbæk Nielsen.
Datidens romantiske hang til at vende sig væk fra det løsslupne satte sig markante spor i litteraturen, digtningen og musikken, hvor naturen og poesien blev dyrket med nidkærhed. Samme tendens kan også iagttages i dag. Nu er det bare stort anlagte bryllupsmesser og udstillinger og temablade om unge parforhold med specialtillæg om indretning af parboligen, der har afløst fortidens digtning. Og ligesom operaerne fra guldaldertiden sender ung musik i dag også et klart signal om, at parkærligheden er kommet for at blive.
30 pct. af alle 18-årige har en kæreste. I 28-års alderen er det 80 pct. 76 pct. af alle 25-årige har en kæreste. Hver fjerde er gift. Unge kvinder begynder tidligere at leve i parforhold end mænd. Kvinderne er 23 år, når de flytter sammen med kæresten, mænd 26 år.