UNDER MISTANKE - Isoleret fra alle

Fritidsklubben var ikke verdens letteste sted at arbejde. Der var mange børn og familier med problemer, dårlig normering og besvær med at få uddannede pædagoger. En leder, der havde personlige problemer, og personalet, der følte sig presset.

Det var i den virkelighed, Jens arbejdede i to år, og derfor så både han og det øvrige personale frem til, at den nye souschef skulle begynde.

For Jens blev mødet med souschefen imidlertid en vandring fra asken til

ilden, der kulminerede, da han fik en skriftlig advarsel, blev sygemeldt og måtte en tur ned og rasle på bunden, inden han kom op igen.

Jens er 47 år og har arbejdet som pædagog i 20 år. Han er dygtig til sit arbejde og var i fritidsklubben meget afholdt og respekteret af både kolleger, forældre og leder.

Han er også en mand med sine meningers mod og tør godt sige dem højt - selv om de ikke harmonerer med lederens. Måske er det derfor, den nye souschef hurtigt så sig gal på Jens. Han ved det ikke, han har aldrig forstået, hvorfor samarbejdet mellem de to kom til at køre så skævt, at han til sidst måtte forlade sin arbejdsplads.

I dag har Jens accepteret, at han aldrig når til bunds i historien. Men i de halvanden måned, han var sygemeldt, frustrerede det ham meget, at hverken institution eller forvaltning ønskede at indgå i en dialog og besvare de mange spørgsmål, der plagede ham.



Souschef misbrugte sin magt. Det er Jens' opfattelse, at den nye souschef hurtigt tog magten fra lederen i fritidsklubben, og at han brugte den magt mod Jens.

»Den ene gang efter den anden forsøgte han at underkende mit arbejde. Han ændrede beslutninger, jeg havde truffet med det ene argument, at han var souschef Set i bakspejlet kunne han ikke tåle mig, og derfor kørte han på mig. Og det lykkes ret godt for ham,« indrømmer Jens.

Det kom til talrige sammenstød mellem Jens og souschefen. Daglige små episoder, hvor souschefen omstødte Jens' beslutninger eller på personalemøder, hvor Jens luftede sine meninger, selvom de gik imod ledelsens.

Efter et personalemøde, hvor han igen blev underkendt uden begrundelse, kunne Jens ikke klare mere.

»Jeg blev nødt til at få have luft, så derfor sagde jeg, at jeg ville køre i to timer. Da jeg kom tilbage, blev jeg kaldt ind på kontoret og fik at vide, at det var fyringsgrund at gå i arbejdstiden. Episoden gjorde forholdet mellem souschefen og mig endnu dårligere, og jeg havde det psykisk dårligt, når jeg var på arbejde.«

Blandt andet derfor kontaktede Jens BUPL for at få lavet en indberetning om dårligt psykisk arbejdsmiljø til Arbejdstilsynet. Det orienterede han leder og tillidsrepræsentant om.



Skriftlig advarsel. Et par dage efter Jens' exit fra institutionen, fik han besked på at tage med souschefen og en gruppe børn på skøjtetur. Det nægtede han med den begrundelse, at det ikke ville være hensigtsmæssigt over for børnene.

Souschefen truede med tjenstlig påtale, og det accepterede Jens.

Episoden fandt sted torsdag, og da Jens næste dag mødte ind på arbejde, blev han en god halv time senere kaldt ind på kontoret og fik overrakt en kuvert.

»Der stod, at jeg skulle møde 40 minutter senere til en samtale på rådhuset. Tillidsrepræsentanten var ikke orienteret om det. BUPL var informeret om, at man ville indkalde mig til samtale, men ikke hvornår. Det var tydeligt, at man var ude på at få fat i mig og derfor ønskede, at jeg mødte alene op til det møde på rådhuset.«

Det lykkedes Jens at få en repræsentant fra BUPL med til mødet. Her fik han en skriftlig advarsel, der omfattede syv punkter, hvor Jens havde vist problematisk adfærd. Alle punkterne omhandlede samarbejdsproblemer - for eksempel ved at forlade arbejdspladsen i utide, ved at nægte at tage med på tur, ved at skabe uro på personalemøderne.

Men advarslen var ikke det værste. På mødet sad såvel Jens som repræsentanten fra BUPL med den klare opfattelse, at der allerede var truffet afgørelse i sagen. Der var ingen antydning af dialog mellem parterne.

»Det gjorde mig endnu mere afmægtig, at det var souschefen, der førte ordet, selvom både leder og forvaltningschef var til stede. Det var fordrejede og forkerte ting, han trak frem, og det var helt tydeligt, at man ikke ønskede at høre min version.«



Afskåret fra kontakt. Da Jens forlod rådhuset, var han klar over, at han ikke længere kunne fortsætte sit arbejde. Tilliden var væk, og derfor sygemeldte han sig mandag morgen med det ene formål at komme væk fra såvel arbejdsplads som arbejdsgiver.

»Jeg tudede og havde det forfærdeligt, da jeg kom hjem til min kone og børn. Min tro på mennesker, mit selvværd; alt var kaos, og det fortsatte i tiden efter. Jeg var vred, irriteret og kunne ikke tænke konstruktivt. Havde gang i 30 forskellige ting, der aldrig blev færdig. Så lavede jeg kaffe, så læste jeg avis, så... Jeg følte mig i den grad uretfærdigt trådt på.«

Det var ikke hos kollegerne i fritidsklubben, han fandt opbakning.

Institutionen valgte at lægge låg på sagen, og personalet fik forbud mod at kontakte Jens eller tale om sagen overhovedet. Heller ikke børn og forældre fik nogen forklaring på, hvorfor Jens pludselig ikke var der længere, og det frustrerede ham, at han ikke kunne komme til orde.

»Sideløbende med at jeg gik hjemme, havde BUPL en korrespondance med forvaltningen, som imidlertid ikke svarede på hverken breve eller telefonopkald. BUPL forsøgte at få en begrundelse for min advarsel, men fik ingen. Det gjorde jeg heller ikke selv. Jeg fik kun ét brev fra lederen, der spurgte, hvornår jeg kom tilbage på arbejde. Det var alt, jeg hørte.«

Jens kom til at gå hjemme i halvanden måned, før der kom en afklaring på sagen. En tid, som ikke mindst var præget af stor opbakning fra familien, der gav ham plads til at være træls. Samtidig havde han al tid i verden til at spekulere over fremtiden.

»Jeg ville renses mest muligt, men det krævede en dialog, som forvaltningen ikke ønskede. Isolationen fra mine kolleger gjorde det kun værre. Det var en forfærdelig tid, men jeg var ofte på BUPL's kontor, og det gav mig en lille tro på, at jeg kunne komme videre. Men jeg tænkte meget på fremtiden. Duer jeg overhovedet som pædagog? Kan jeg gå ind i et værdigt samarbejde med souschef, leder og forvaltning? Men midt i det hele var jeg også lykkelig for, at det her handlede om samarbejdsproblemer mellem voksne - ikke om mit arbejde med børnene. Det var vigtigt for mig, at der ikke var sået tvivl om mit pædagogiske arbejde, og det holdt jeg fast i,« siger Jens.

Efter hvad der forekom at være en uendelighed, kom BUPL og forvaltningen endelig til et forlig, hvori det hed, at ingen af parterne ensidigt kunne tilskrives problemerne. Jens blev fritaget for tjeneste og fik tre måneders løn.



Farvel til børnene. Kort efter blev han kontaktet af en forælder, der ville have ren besked om, hvad der foregik.

»Jeg fik at vide, at en stor gruppe forældre havde spurgt til, hvorfor jeg ikke var på arbejde, men at det udløste skældud, når de gjorde det Der gik mange rygter om, at jeg var indlagt på psykiatrisk afdeling, at jeg var alvorligt syg, at jeg havde pillet ved børnene og så videre. Jeg forklarede, hvordan det hang sammen, og at jeg var blevet nægtet at sige farvel til børnene,« fortæller Jens, der senere deltog i en afskedsfest, som nogle af forældrene arrangerede.

På samme tid søgte Jens to stillinger uden for kommunen og fik dem begge tilbudt. Men det var ikke uden sommerfugle i maven, at han tog af sted til jobsamtalerne.

»Når du søger nyt arbejde, skal du sælge dig selv. Jeg er stadig den samme pædagog, men jeg har altså også lige fået hæftet syv punkter på min person,« siger Jens, der valgte ikke at fortælle om problemerne ved samtalerne. Til gengæld gjorde han rent bord, inden han underskrev kontrakten.



Er kommet videre. I dag har Jens lagt episoden bag sig. Det er nu et år siden, han begyndte på sit nye job, og arbejdsglæden er vendt tilbage.

»I luftlinje ligger mit nye arbejde fem kilometer fra det gamle, og det betyder, at jeg af og til løber ind i forældre, som kender mig fra det gamle arbejde. Nogle gange får jeg en hilsen fra "gamle" forældre, og det giver en mærkelig følelse i mig. Jeg bliver indhentet af min fortid og kan godt mærke, jeg er på vagt. Men min holdning er, at jeg har rent mel i posen. Jeg har ikke gjort noget, jeg har fortrudt,« siger Jens, der dog har været i tvivl om sin egen rolle.

»På et tidspunkt tvivlede jeg på, om mine værdier var de rigtige, men min konklusion er, at det er de. Det koster at have holdninger til ting. Det betyder ikke nødvendigvis, at jeg har ret, men jeg vil have lov til at udtrykke mine holdninger og stå ved dem.«

Efterskrift: Den omtalte souschef i fritidsklubben blev senere afskediget på grund af samarbejdsproblemer. Af hensyn til familien har Jens ønsket at være anonym. Redaktionen kender hans identitet.



Sådan kan du hjælpe dig selv

Det personlige netværk er meget vigtigt. Det er godt, at personer omkring én yder omsorg.

Det er også af stor betydning, at man er i stand til at sætte ord på, hvordan man har det. Sæt ord på smerten, sorgen, vreden, afmagten og følelsen af at blive behandlet uretfærdigt.

Hvis man er suspenderet, mens sagen bliver undersøgt, kan det være en stor hjælp at skrive for eksempel dagbog om sine oplevelser eller et fiktivt brev til de personer, der er relevante.

Fagforeningen kan for mange være et godt sted at søge støtte.

Snak med andre kolleger. Det kan være en god ide, at det er kolleger, der ikke er ansat på samme arbejdsplads. Dermed har man et frirum, hvor man kan give udtryk for sine følelser uden at være nervøs for, hvordan de bliver tolket.