Under anklage

Pædagogerne på Remisen på Frederiksberg er stadig rystede efter nogle uger, hvor de har stået anklaget i offentligheden for at lade videoen passe børnene, for omsorgsvigt og for seksuelt misbrug



Det er jul. Mia Nielsen har fejret den hos svigerfamilien sammen med sin kæreste og lille søn. Nu er de tilbage i lejligheden på Frederiksberg. Julefreden ligger stadig som en dyne over familien, da telefonen ringer 2. juledags morgen. Det er en af Mia Nielsens kolleger fra den integrerede institution Remisen, hvor hun er souschef. Kollegaen har set Remisen omtalt på tekst-tv, hvor der henvises til Berlingske Tidende.

»Jeg løber straks ned i kiosken og køber avisen, og jeg får et chok.«

Den overskrift, der skriger Mia Nielsen i møde fra forsiden, lyder: "Videoen havde vagten i vuggestuen." Artiklen beskriver en institution, hvor pædagogerne dagligt sætter børnene foran videomaskinen, hvor børnene ofte bliver overladt til sig selv eller til helt uerfarne vikarer, der ikke har begreb om at passe børn.

»Da jeg står med den i hånden, tænker jeg: "Gud, det er der andre, der læser. Det er jo ikke rigtigt. Det er jo ikke min arbejdsplads" Jeg går hjem og ringer til mine kolleger, og vi er allesammen chokerede.«

Fire dage senere bringer Berlingske Tidende en ny artikel om Remisen. Her bliver der fremført beskyldninger om omsorgssvigt, og Frederiksbergs borgmester kræver en undersøgelse af forholdene.

»Jeg har lyst til at skrige, men har ingen muligheder for at forsvare mig,« fortæller Mia Nielsen.

Hun overvejer ikke at ringe til avisen og fortælle sin version af sagen.

»Nej, det tænker jeg ikke på. Et eller andet sted har jeg noget imod den der mudderkastning, og vi er nok også lidt på standby og vil se, hvad der sker.«

Remisens tillidsrepræsentant, Troels Øhlenschlager, tror heller ikke, at de ville have fået noget ud af at svare igen i medierne. Han hører først om kritikken, da han møder på arbejde efter fjorten dages juleferie.

»Jeg får det at vide, da jeg møder på arbejde, og jeg læser artiklerne i bussen på vej til skovbørnehaven. Først kan jeg ikke rigtig forholde mig til det. Der bliver tegnet et billede, der er helt ude af proportioner. Jeg kan ikke genkende institutionen, og jeg bliver gal. Jeg forstår ikke motivet for at rejse den kritik.«



Sad i bunkechok. Hverken Mia Nielsen eller Troels Øhlenschlæger afviser, at der har været problemer i institutionen, der er normeret til 125 børn, og som rummer både en pavillon og en skovbørnehave udover den integrerede "moderinstitution". Men de mener, at tingene er fuldstændigt fordrejede i medierne. Langt de fleste af de forhold, der nævnes, er der forlængst taget hånd om, mens andre er uden hold i virkeligheden.

Alle medarbejderne kan imidlertid kun se på, mens sagen accelererer i offentligheden. Det kommer frem, at pædagogerne for to år siden glemte et barn i krybben, hvor det sov til middag, og selvom det er lang tid siden, rammer det Mia Nielsen hårdt.

»Jeg synes, det var den værste beskyldning, fordi den var sand. Selvom det var lang tid siden, og selvom vi for længst har indskærpet procedurerne omkring det, så er det jo pædagogers værste mareridt at glemme et barn. Det er i det hele taget meget hårdt at blive angrebet på sin faglighed.«

I løbet af de første par uger holder personalet møder næsten hver eneste aften - med bestyrelsen, med kommunen, med hinanden, med fagforeningerne og med forældrene.

»Der mødte rigtig mange op til forældremødet. De ville selvfølgelig gerne vide, hvad der skete. Men vi sad bare i bunkechok og fik ikke rigtig forklaret forældrene, hvordan vi så det. Vi var også usikre på, hvad vi måtte sige,« fortæller Mia Nielsen.

Pædagogerne bliver alligevel bakket op og støttet af langt de fleste forældre. Kommunen sender et brev ud til dem alle med en opfordring til at skrive om oplevelser, som de mener bør indgå i undersøgelsen af Remisen. Der kommer 12 breve, hvoraf ét er underskrevet af otte forældre. Fire af brevene er udelukkende positive. Forældrene til mere end 100 af de 125 børn har altså ikke haft kritikpunkter, som de mente, bør indgå i undersøgelsen.

Men selvom opbakningen varmer, ændrer det ikke på, at de ansatte er under anklage, og at det påvirker dem meget personligt. De bliver tilbudt psykologisk krisehjælp, og det tager mange af dem imod.

»Jeg kunne ikke lægge det fra mig, når jeg kom hjem. Jeg beskæftigede mig hele tiden med det i tankerne. Jeg prøvede at forholde mig til det ved at tænke på, hvor galt det kunne blive. Når jeg nu vidste, at der ikke var hold i anklagerne, så var der vel en grænse,« siger Troels Øhlenschlæger.

»Det er nok meget vores egen paranoia, der har været slem,« siger Mia Nielsen.

»Jeg kan huske, at jeg skulle til et ledermøde, hvor jeg var lidt nervøs for at komme. Det viste sig, at de andre bakkede mig meget op. De ved godt, at vi alle har de der kritiske forældre i vores institutioner, og at det et eller andet sted lige så godt kunne være gået ud over dem,« fortæller Mia Nielsen.

»Men selvom vi er blevet bakket op, så har vi alligevel den oplevelse, som ingen andre kan gøre noget ved. Selvom andre siger, at "det er ikke så slemt" eller "det er glemt om en måned", så kan man ikke tage det fra os, som vi har været igennem. Vi har ikke glemt det om en måned.«

Familie og venner har været svære at bruge i den forbindelse.

»Der har været morgener, hvor jeg ikke har haft lyst til at gå på arbejde, men dem, der kunne forstå mig, har jo været her på min arbejdsplads. Vi er i samme bås, mens venner og familie har haft svært ved at sætte sig ind i, hvordan det har været.«

Sådan har Troels Øhlenschlæger også oplevet det.

»Jeg har ikke orket at tale om det, når jeg kom hjem. Nogle gange skal man bare forklare alting fra punkt ét, og det har jeg ikke orket.«



Anklage om misbrug.

Midt i mediestormen rejser en af mødrene en anklage om seksuelt misbrug i institutionen. Og selvom anklagen er et år gammel og allerede har været behandlet og afvist som grundløs af kommunen, så tages den op igen.

Der nævnes ingen navne, så alle pædagoger er reelt under mistanke. Og da Frederiksberg Kommune nu har indført en praksis om, at alle den slags anklager skal anmeldes til politiet, så sker det også her.

Hverken Troels Øhlenschlæger eller Mia Nielsen har været i nærheden af den pågældende dreng - Mia Nielsen var på barselsorlov, og Troels Øhlenschlæger arbejder i skovbørnehaven. Alligevel føler de sig under mistanke:

»Jeg følte det meget krænkende, at der lå den mistanke hos politiet. Det var ikke rimeligt - det var ikke rimelige vilkår at arbejde under,« mener Troels Øhlenschlæger.

»Selvom jeg ikke kunne være skyldig, satte det mange tanker i gang. Vi kan jo aldrig gardere os imod den slags beskyldninger, og jeg har da tænkt: "Tør du overhovedet være pædagog længere?". Et udsagn fra et barn kan jo let blive opfattet forkert af en forælder.«

Personalet føler det ekstra slemt, at det er kommunen, der anmelder personalet.

»Det er ikke særlig sjovt, at det er kommunen, der sætter os under anklage, selvom vi får at vide, at det også er for at kunne rense os. Kommunen har på samme tid skullet forsvare os og sat os under anklage. Og vi har mest følt os under anklage,« fortæller Troels Øhlenschlæger.

»Vi spekulerede meget på, hvad der kom til at stå i mine papirer. Kan det her skade os senere? Hvor kommer det her til at stå? Hvad nu hvis vi får et nyt arbejde, og der så dukker sådan en sag op igen, og de så ser i vores papirer? Er vi så skyldige fra starten?«

Mens personalet forsøger at få dagligdagen på institutionen til at køre, ser politiet på sagen og beslutter ret hurtigt, at der ikke er noget i den at gå videre med. Imens kommer Remisen under "skærpet tilsyn", hvilket betyder, at kommunens pædagogiske konsulenter dukker uanmeldt op og observerer og stiller spørgsmål.

Det gør stemningen anstrengt, og de ansatte er bange for at sige noget forkert.



Frygt for ny kritik. »Ud over at være trætte, så er vi rigtig bange for at begå fejl. At der kan opstå nye beskyldninger, der kunne blive blæst ud i pressen. Vi pudser meget næser og skifter mange bleer for tiden. Der må ikke være en snotnæse eller en våd ble, når forældrene henter deres barn. Vi er lidt ude over rimeligheden i at skulle gardere os,« fortæller Troels Øhlenschlæger.

»Det kan også være frygten for at glemme at forklare en bule. Børn får jo buler hele tiden, og hvis jeg nu glemmer at fortælle forældrene, hvad der er sket, kan det så give anledning til ny kritik?«

»Hvor vi før brugte tyve minutter på at vise nye forældre rundt, så bruger vi måske 1 1/2 time nu,« siger Mia Nielsen.

»Pludselig er vi sat i en situation, hvor vi skal forklare meget grundigt, hvem vi er og hvilken pædagogik, vi står for. Og jeg kan da godt forstå de forældre, der bliver bekymrede, når de får et brev fra kommunen om, at deres barn har fået plads i "Børnegården Remisen". Jeg bebrejder ikke de forældre noget. Jeg vil da heller ikke have passet mit barn i en dårlig institution.«

På spørgsmålet, om de har lært noget af kritikken, svarer Mia Nielsen:

»Så langt er vi ikke kommet. Vi sikrer os, så godt vi kan. Nu er vi for eksempel altid to til forældresamtaler, og forældrene skal skrive under på, hvad de har sagt.«

Videoen er for længst gemt væk, og tavlerne er erstattet af dagbøger på stuerne, så man hurtigt kan gå tilbage og se hvilke aktiviteter, der har været hvornår.

Samtidig er der sat en handlingsplan i gang på baggrund af den redegørelse, som de pædagogiske konsulenter afleverede 31. januar.

Heri hedder det, at det er konsulenternes opfattelse, at der findes en forklaring på de fleste episoder, der er nævnt i forældrenes kritik, og at mange af kritikpunkterne kan findes i enhver daginstitution.

Men konsulenterne mener også, at kritikken bunder i utilstrækkelig information og en virksomhedsplan, der "ikke tilbundsgående beskriver institutionens pædagogik og struktur". Derfor anbefaler de den handleplan, der nu er sat i værk. Den betyder, at der skal udarbejdes en brugerundersøgelse blandt forældrene, at personalegruppen skal på kommunikationskursus, og at de pædagogiske konsulenter løbende skal være i dialog med ledelsen.



BUPL og PMF har i fællesskab etableret et kriseberedskab, der sikrer, at ansatte på institutionerne kan få hjælp fra Falcks psykologer ved en række særligt alvorlige hændelser. Det drejer sig om hændelser med mistanke om seksuelle overgreb samt ved ulykker, der medfører dødsfald eller trussel på liv blandt børnene. Kontakt din lokale fagforening for nærmere information.







Kollegerne er det vigtigste



Når man oplever en så massiv kritik, som personalet har været udsat for på Remisen, så er det vigtigste støtten fra kollegerne.

»Selvom venner og familie også kan hjælpe, så vil de aldrig kunne opveje den støtte, kollegerne kan give hinanden,« siger Anders Korsgaard, der er ledende psykolog ved Krisepsykologisk Enhed på Rigshospitalet.

Det hænger sammen med, at kritik af ens arbejdsplads og faglige stolthed er noget, man er særlig øm omkring.

»Det rammer hårdt, når arbejdspladsen kritiseres. Den er en vigtig del af ens selvopfattelse, og hvis man ikke kan forbinde den med noget godt, så har man det ikke særlig godt.«

Særligt hårdt er det, hvis man ikke har mulighed for at svare på kritikken, siger Anders Korsgaard. Han har tre råd til, hvordan man lettest kommer igennem en sådan krise.

1. Først og fremmest skal man bruge og støtte hinanden på arbejdspladsen. Det er en god idé at mødes på faste tidspunkter for at diskutere sagen. Kollegerne er de bedste at vende tingene med.

2. Man skal sørge for at skaffe informationer om, hvad sagen drejer sig om, og hvad der sker. Så ved man, hvad man står overfor.

3. Man skal sørge for at give informationerne videre. Til kollegerne og forældrene og måske også til andre. Det kan for eksempel ske ved at tage til genmæle i pressen.