Ulige børn leger bedst

Spørgsmålet lyder enkelt: Hvor har de handicappede børn og børn med specielle behov det bedst? Sammen med nogle, der er som dem eller sammen med almenbørnene? Svaret er for så vidt også enkelt: Sammen med almenbørnene. Det er i hvert fald de eksperter og fagfolk, som Børn&Unge har stillet spørgsmålet, enige om. Og så er spørgsmålet nok alligevel ikke så enkelt endda, for som altid er der en del men'er og hvis'er, som nuancerer svarene.

Bent Madsen, chefkonsulent på Nationalt Videncenter for inklusion og eksklusion er slet ikke i tvivl om, hvad han skal svare på spørgsmålet om, hvor de handicappede børn har det bedst.

"De handicappede børn har det bedst sammen med jævnaldrende af alle slags. Og da FN nu i en konvention siger, at vi skal behandle de handicappede på lige fod med andre, så har vi jo slet ikke lov til at være så segregerede, som vi ellers generelt er i Danmark. Vi samler børn med samme diagnoser og vanskeligheder sammen med andre, der har det på samme måde. Handicappede børn skal omfattes af inklusionsbegrebet, hvor det er ressourcerne, der skal komme til barnet og ikke omvendt. Når man siger, at et handicappet barn har det bedst sammen med jævnaldrende, så tager man hensyn til, hvor handicappede børn udvikler de kompetencer, der giver anerkendelse og adgang til de normale børnefællesskaber. Og dem kan man ikke træne og øve sig i på afstand af almindelige børns fællesskaber, det kræver, at man er tæt på dem," siger han.

Men det kræver, ifølge Bent Madsen, at pædagogerne skal udvikle metoder til at beskrive ikke kun det enkelte barns behov, men hele børnegruppens mulighed for at være rummelig.

"Det vil sige, at man skal kigge på, hvilke ressourcer der skal tilføres gruppen, for at den kan rumme børn med særlige behov. Man skal undgå den individualisering og mangel- og fejlfindingsmodel, man før har brugt: At det er barnet, der har en fejl, at barnet er skyld i, at der er konflikter i forhold til de andre børn. Man skal arbejde med miljøet omkring barnet, men det kræver nogle helt andre og nye pædagogiske metoder. Som det er nu, ligger der nogle faglige tilgange som bygger på udviklingspsykologi og fokuserer på det enkelte barn, og kommunerne har en struktur, som bygger på diagnoser, som også er individuelle. Så det er en barriere, at der nu skal arbejdes med ressourcer i stedet for fejl og mangler. Mange pædagoger er forvirrede over det og er handlingslammede, og det bliver en stor opgave at løfte i de nye kommuner," siger han.



Nytænkning. Lotte Hedegaard Sørensen er i gang med at skrive sin ph.d.-afhandling på Danmarks Pædagogiske Universitet om netop dette spørgsmål. Desuden har hun været konsulent for flere daginstitutioner, der har ønsket at arbejde på en mere inkluderende måde i forhold til børn med særlige behov. Hun mener, at der er en masse godt i, at man placerer børn med handicap i almindelige skoler og daginstitutioner.

"Men - og der er et meget stort men - for hvis vi ikke for alvor laver nogle meget gennemgribende reformer af hele det pædagogiske og sociale system, hvis vi ikke for alvor tilfører eller flytter ressourcer fra specialsystemet til normalsystemet, og hvis vi ikke for alvor reviderer det, der foregår i den danske folkeskole eller i daginstitutionerne, så havner vi i fuldstændig samme grøft som i 1970'erne og 80'erne. Her lavede man den samme af-institutionalisering af de handicappede børn, som man gerne vil nu, og der fulgte heller ikke nok ressourcer og viden med. Børnene blev derfor ensomme, isolerede, stigmatiseret og mobbet, og det er jo ikke just inklusion," siger hun.

På daginstitutionsområdet skal man have bedre ressourcer i form af flere pædagoger, så der er rigeligt med pædagoger i forhold til børnene og også støttepersonale med særlig socialpædagogisk viden og erfaring, mener Lotte Hedegaard Sørensen.

"Og så skal man i den enkelte institution se kritisk på sin pædagogik og organisering, så der er mulighed for at arbejde differentieret i forhold til de forskellige børn, for så er man mere inkluderende. I en børnehave i Odense, hvor de havde fået flere støttekrævende børn, gik de væk fra funktionsopdeling og al langtidsplanlægning og blev mere fleksible i forhold til at kunne møde børnenes behov og dermed have mulighed for at støtte dem med det, de havde brug for her og nu. I forhold til børn med forskellige funktionsvanskeligheder må det hverken være for stramt eller for løst, det er ikke den frie pædagogik, jeg taler om, men en fleksibel organisering, som gør de voksne i stand til at være rammesættere på en ny måde. Det kræver i den grad en professionalisering af det pædagogiske arbejde, men også i høj grad en pædagogik, som rummer den socialpædagogiske vinkel. Det er det, der skal til," siger hun.



Alle skal gå ind for det. Jens Andersen, psykolog i Århus Kommunes Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning (PPR), har blandt andet skrevet bogen "Den rummelige skole - et fælles ansvar" og været med til at lave de succeskriterier for inklusion, som man benytter i Århus. Han mener, at børn med handicap har det bedst sammen med børn, der ikke er handicappede.

"På daginstitutionsområdet synes jeg, at det er en speciel god ide, fordi der er temmelig meget læring for børn med handicap ved at være sammen med helt almindelige børn. Vi lærer ret meget af normalitet, og så kan vi jo altid diskutere, hvad det er. Nogle vil sige, at så ser børnene sig selv som anderledes i forhold til de andre, og ja, det gør de alligevel, og det skal de ikke skånes for, selv om de er små. Men at integrere de handicappede er kun en god ide, hvis de voksne rundt omkring børnene også synes, at det er en god ide. Det vil sige pædagoger, institutionens ledelse, de systemer, der skal give støtte og forældrene - også dem til normalbørnene. Så der er faktisk et omfattende arbejde, som skal gøres for at få alle til at synes om ideen: Vidensdeling, motivation og holdningsbearbejdelse. Hvis man har de ting på plads, kan man komme rigtig langt," siger han.

Ifølge Jens Andersen er det ikke alle, der synes, som ham.

"Der findes fagpersoner, som synes, at handicappede børn har det bedst sammen med børn, der er fuldstændig mage til dem selv. Det kan også være godt i nogle få tilfælde, men det er langt færre, end vi tror, hvis vi virkelig bakker op om inklusion," siger han.



Forældre ønsker integration. Sytter Kristensen, landsformand for foreningen Lev, der taler de udviklingshæmmedes sag, mener, at det er helt individuelt, hvad handicappede kan få ud af et tilbud i en normalinstitution. Men hvis det er tilstrækkelig godt, vil de fleste forældre meget gerne have deres børn der.

"Der er en tendens til, at forældre til børn med specielle behov gerne vil have specifikke tilbud. Hvis det skal foregå i forbindelse med normalinstitutioner, skal rammer og betingelser være bedre, end de hidtil har været. Kan de få forsikring for, at der bliver tilført de ressourcer, som er nødvendige for at børnene kan profitere af sådan et tilbud, så vil de ønske sådan et tilbud. For det er jo udviklende at være i et integrerende miljø, lige som det er det for de andre børn, at der rummes børn, som er lidt anderledes," siger hun.



Valgmuligheder. Linda Andersen, er mor til Rud på syvethalvt år, som har diagnosen autisme. Desuden er hun lektor på Roskilde Universitetscenter. Hun har prøvet, at være forælder i både en specialbørnehave og i en normalinstitution, hvor hendes søn nu er enkeltintegreret og får lige den behandling, hun ønsker. Et tilbud, som hun har kæmpet hårdt for at få etableret. Hun mener, at integration er det bedste for børnene, og vi i Danmark skal blive bedre til at inkludere og integrere børn, som er anderledes, fordi det også på langt sigt vil give et mere inkluderende samfund.

"Der er brug for en diskussion af, hvorfor der er så få tilbud til enkeltintegrering af små børn, så de forældre, der ønsker sådan et tilbud, kan få det. Jeg ønsker på ingen måde at afskaffe specialtilbuddene, jeg ønsker tværtimod, at de skal blive endnu dygtigere til at vurdere effekterne af deres arbejde. De skal blive dygtigere til, at udvikle specialpædagogiske metoder og pædagogiske tilbud i børnehaver og skoler, så vores børn lærer så meget som muligt," siger hun.

Linda Andersen mener, at man ikke skal vride en bestemt model ned over handicappede børn og deres forældre, der skal være valgmuligheder.

"Forældre til børn med forskellige vanskeligheder har forskellige vurderinger af, hvad der er bedst for deres børn. De har meninger om, hvor deres børn er bedst tilpas og hvor deres børn får de bedste udviklingsbetingelser. Vi har selv oplevet, at der kun var en vej, og det var ind på specialområdet. Men det vil være godt for børn med specielle behov og handicappede, at der er forskellige og gerne konkurrerende paradigmer, for det er med til at skærpe kvaliteten. Derfor taler jeg altid for, at specialpædagogikken skal styrkes og blive bedre."



Basisgrupper er bedre. Bent Madsen har i sin bog samlet den forskning, der findes på området. Den viser blandt andet, at det er bedst at integrere de handicappede børn i basisgrupper, så de har deres egen gruppe sammen med andre handicappede, men samtidig har muligheden for at være sammen med almenbørnene. Det giver børnene mulighed for at være sammen med nogle, der er forskellig fra dem selv, men de kan også identificere sig med nogle, som har de samme vanskeligheder.

"For at en basisgruppe skal kunne fungere som en god base for et barns udforskning, undersøgelse og kompetenceudvikling, skal der være de nødvendige ressourcer. Det betyder også, at pædagogerne skal udvikle deres faglighed i mange forskellige retninger," siger han.

Det er problematisk, hvis man bare uden videre siger, at man vil lave inklusion og nedlægger specialafdelinger og institutioner og overfører børnene til normalområdet, mener Bent Madsen.

"Det vigtigste er jo at få den viden med, som støttepædagoger og specialpædagoger har. Den skal være til stede omkring børnene, for at de kan få det godt i den nye kontekst. Inklusion er kun mulig, hvis ressourcerne følger med derhen, hvor børnene flyttes hen. Mange kommuner er rigtig gode til det, og har forstået, hvad det gælder. Det kniber mere i samarbejdet mellem pædagoger, socialpædagoger, specialpædagoger, PPR, sundhedsplejersker, psykologer og støttepædagoger, der ikke deler den viden, de har, med hinanden. Der skal etableres en helt ny struktur omkring tværfaglighed. For den viden alle disse fagpersoner har, er meget vigtig, for at barnet kan blive støttet på den bedste måde med udgangspunkt i dets behov," siger han.



Mangel på respekt. Lotte Hedegaard Sørensen mener, at det er vigtigt, at alle fagpersoner og systemer går væk fra individfokuseringen og en tro på, at løsningen er at kompensere barnet for barnets problem.

"I stedet skal man indtage det mere inkluderende synspunkt, der indebærer, at man fokuserer på fællesskabets ressourcer for at få barnet til at folde sine ressourcer ud i det fællesskab. Det viser sig ofte, at selv om mange pædagoger siger, at de er rummelige, så træder mangelsynet og fokus på det individuelle ind, når det kommer til praksis og deres faglige syn i forhold til de særlige børn, og man gør det modsatte af at være rummelig. Det er der også en organisatorisk forklaring på, for sådan som systemerne er indrettet, bliver pædagogerne ikke støttet i at udvikle en inkluderende pædagogik. Det bedste eksempel på det, er, når man for at få tildelt ekstratimer eller en støttepædagog, er nødt til at skrive for fuld udblæsning alt det, som barnet ikke kan i stedet for at berette om dets ressourcer."

Lotte Hedegaard Sørensen mener, at man ikke fra politisk hold på den ene side kan sige, at man synes, pædagogerne skal til at arbejde med deres rummelighed og på den anden side fastholde et system, hvor man beder dem om at gøre noget andet.

"Så diskussionen skal løftes til at blive en politisk og forvaltningsmæssig diskussion og væk fra pædagogerne. Det er absurd, at man bliver ved med at tvinge pædagoger til at gøre det ene og det andet, men man giver dem ikke ressourcer eller rammer. Nu har man i mange år sagt, at skoler og daginstitutioner skal være med til at bryde den negative sociale arv og på skoleområdet er det, man så gør at opprioritere faget dansk, det er jo helt vanvittigt. Det er sådan det politiske billede er lige nu og det viser en helt grotesk mangel for respekt for praktikere," siger hun.



Normale børn er rummelige. Linda Andersen, mor til dreng med autisme, synes, at det har været en fantastisk oplevelse at komme fra en specialbørnehave til en normalbørnehave.

"Det er fantastisk at opleve den ligefremhed som børnene har. De spørger jo bare: "Hvorfor siger han ikke noget", eller når han siger sine lyde: "Hvorfor siger han sådan", eller de siger: "Skal han ikke til læge, når han ikke siger noget". De er rummelige og tolerante, selv om de da også synes, at han er mærkelig og laver lidt grin med ham. Men det er kærligt, og det er acceptabelt og respektfuldt. Fordi jeg har en dreng, der er så anderledes, så er det fantastisk at opleve, at han kan accepteres på trods."

Desuden har Linda Andersen faktisk også oplevet, at hendes søn er blevet meget bedre til at kunne være sammen med andre. At være forældre til et handicappet barn med blandt andet vanskeligheder på det sociale område, kan være meget ekskluderende.

"Når man har et barn med det handicap a la min søns, så bliver man faktisk også segregeret i sit privatliv, fordi han bliver så stresset, hvis man tager ham med alle vegne hen. Vi ønsker jo alle at være i vores liv, men mange forældre til handicappede får indskrænket deres sociale verden. Når ens barn bliver trænet i at kunne klare mere samvær med andre, så smitter det også af på de muligheder, vi har som familie," siger Linda Andersen.