UDTALELSE: Hovedbestyrelsen vil fremlægge følgende udtalelse på den ekstraordinære kongres i november.
UDTALELSE: Hovedbestyrelsen vil fremlægge følgende udtalelse på den ekstraordinære kongres i november.
BUPLs generalforsamlinger har valgt BUPL til og valgt sammenlægningen med PMF fra. Det organisatoriske og politiske grundlag for et nyt fælles pædagogisk forbund har været til behandling på alle BUPLs 22 fagforeningsgeneralforsamlinger, og markeringerne herfra har samlet set været entydige: De to organisationer skal ikke sammenlægges.
Generalforsamlingerne har imidlertid også vist, at medlemmerne fortsat bakker op om BUPL. Derfor kan alle valgte tillidsfolk samle kræfterne om at udvikle BUPL, og kongressen vil derfor med denne udtalelse bakke op om BUPLs politiske ledelse og om vedtagelserne på kongressen 2000. Det drejer sig om Fremtidigt virke: Velfærd, Den pædagogiske faglighed, Udviklingen af TR og TR-virksomhed og Ungdomspolitisk område.
BUPL er en stærk organisation, som vil samle kræfterne omkring store fagpolitiske udfordringer:
n Vores arbejdsområde vil fortsat være inde i en konstant kamp om de kommunale budgetter. Arbejdsvilkårene har været under stadigt pres de sidste mange år. Kampen for gode rammer i daginstitutionerne skal derfor forstærkes.
n Alt tyder på, at kommunerne vil fortsætte decentraliseringen. BUPL vil kritisk og aktivt forholde sig til decentraliseringens konsekvenser med det formål at sikre en styring af institutionerne, der sætter det pædagogiske arbejde og faglig ledelse i fokus. BUPL skal arbejde for at være involveret decentralt i alle aftaler, der vedrører medlemmernes løn- og arbejdsvilkår.
n Lederne er en del af BUPL. Vi vil arbejde videre med at definere den faglige ledelse af institutionerne og leder/souschefrollerne i en dialog med ledere/souschefer/øvrige pædagoger og andre medarbejdere. Arbejdet med ledelse skal være en integreret del af hele det faglige og politiske arbejde i organisationen og det vil blive et vigtigt tema på kongressen i efteråret 2002.
n Daginstitutioner og skoler, herunder indskolingen er under forandring. BUPL vil kæmpe for at fastholde det fritidspædagogiske rum og arbejde for ligeværdighed i samarbejdet mellem pædagoger og lærere. Samtidig vil organisationen arbejde for medlemmernes løn- og arbejdsvilkår.
n BUPLs medlemmer sætter faget og fagligheden højt. Derfor må BUPL også i fremtiden sætte fokus på værdierne i det pædagogiske arbejde, herunder på:
l Hvorledes man kan styrke institutionernes samfundsmæssige mandat.
l Hvordan pædagoger og klubfolk, som arbejder professionelt med børn og unge, gør en forskel.
l Hvilke samfundsmæssige og pædagogiske værdier BUPL ønsker at fremme i daginstitutioner, skolefritidsordninger og klubber.
n Risikoen for snart at få en borgerligt ledet regering er overhængende. Det vil formentligt kunne føre til indførelse af frit-valgs-ordninger som f.eks. "pengene følger barnet" samt yderligere udlicitering og privatisering af offentlige opgaver generelt. Derudover vil en borgerligt ledet regering formentligt forsøge at afskaffe fradragsretten på fagforeningskontingenter.
For BUPL ligger der derfor en opgave i at udvikle strategier og værktøjer mod disse initiativer.
n BUPLs medlemmer skal kunne tage vare på flere forskelligartede og komplekse opgaver omkring fagets udøvelse. Derfor skal BUPL også være garant for, at vores medlemmer får livslang uddannelse, og at der i det hele taget tilvejebringes flere medarbejdere til arbejdsområdet med pædagoguddannelsen.
n Om få måneder står BUPL igen overfor en vanskelig overenskomstfornyelse. Derfor er det vigtigt, at BUPL søger alliancer med en række andre organisationer.
De udfordringer, som BUPL står overfor, skal nu løses med udgangspunkt i, at BUPL er fagforening for pædagoger og klubfolk. En stærk selvstændig organisation, som vil samarbejde med mange forskellige aktører om at fremme BUPLs mål.
Det er væsentligt for BUPLs kongres at signalere åbenhed om samarbejde til mange sider, også til andre faglige organisationer som f.eks. DLF, SL, og LFS. BUPL vil fortsætte og udbygge det tætte samarbejde med PMF, som er skabt gennem fusionsprojektet.
Det er fortsat BUPLs mål at arbejde for at samle hele det pædagogiske arbejdsområde i en organisation.
BUPL er fortsat medlem af FTF, og vil som medlem heraf også fremover være aktiv deltager i debatten om kravene til den fremtidige hovedorganisation og på sigt eventuel samling af hovedorganisationerne. Samtidig vil BUPL aktivt præge FTF og arbejde for, at organisationen markerer sig med en stærk profil.
BUPL vil arbejde for at udvikle det lokale samarbejde med de øvrige FTF-organisationer og samtidig arbejde for at udvikle og perspektivere samarbejdet på tværs af hovedorganisationerne lokalt. Det samarbejde skal være med til at fastholde og udvikle visionerne for hovedorganisationsudviklingen i Danmark.