UDLICITERING - Interessen er væk

Man skal vel lige have lov at lære det, eller hvad? Der var nok mange jyske togpassagerer, der havde en forventning om, at Arriva faktisk var klar til at køre med tog i det vestjyske. I stedet har de rasende passagerer ventet forgæves på perronerne, mens Arriva har sat ry og rygte over styr som spydspids for udlicitering af togdrift på danske skinner.

Men omvendt er der nok ikke mange buspassagerer, der skænker det en tanke, at de sidder i en bybus, som bliver kørt af en chauffør ansat i et privat selskab. I Danmark er al busdrift efterhånden privatiseret, bortset fra enkelte kommunalt ejede selskaber som Århus Sporveje og Odense Bytrafik.

Faktisk sidder Arriva på 40 procent af det danske busmarked, men den del af virksomheden er der ikke længere nogen, der gider klager over. Man skal vel lige have lov at lære det.

Men gælder det også daginstitutionsområdet? Har rengøringsmastodonten ISS' mislykkede pasningstilbud bare været murbrækker for udlicitering på

daginstitutionsområdet? Og vil socialminister Henriette Kjærs (K) forslag om, at private virksomheder må tjene penge på at drive daginstitutioner, betyde en fornyet interesse for udlicitering?

I hvert fald har Københavns Kommune med virkning fra årsskiftet lavet en aftale med det private firma Pædagogisk Vikarbureau om at levere vikarer til de københavnske dag- og døgninstitutioner - en aftale, som Morten Berg Hansen, direktør i Pædagogisk Vikarbureau, anslår vil give en årlig omsætning på tre-fire millioner kroner. Så det private arbejdsmarked rykker tættere på institutionerne.



Minimal interesse. Omvendt er kommunernes interesse for at udlicitere selve daginstitutionsdriften næsten forduftet. I sommeren 2000 pralede ISS med, at man havde fået henvendelser fra 75 kommuner, som var interesserede i at udlicitere daginstitutionerne. I Kommunernes Landsforening har man i år ikke fået en eneste henvendelse fra en kommune, der vil udlicitere.

»Der er ganske givet blevet talt om muligheden rundt omkring efter Henriette Kjærs prøveballon, men det har ikke affødt nogen henvendelser til os,« siger Jacob Ørum Jensen, konsulent i Kommunernes Landsforenings Børne- og Kulturkontor.

I Fonden Frie Børnehaver, som reelt er den eneste aktør på markedet for udlicitering af daginstitutioner, har man fået nogle henvendelser, fortæller Anne-Magrethe Jensen, afdelingsleder i Landsforeningen Frie Børnehaver og Fritidshjems sekretariat.

»Vi har sendt materiale ud til tre-fire kommuner. Deriblandt er der også Kalundborg Kommune, som har haft en anden samarbejdspartner,« siger Anne-Magrethe Jensen.

Kalundborg Kommune opsagde ved årsskiftet driftsaftalen med Børn & Unge Fonden, som har drevet institutionen Klosterdalen siden 1. marts 2001.

Fonden Frie Børnehaver driver syv udliciterede daginstitutioner, fire i Farum, og en i henholdsvis Slagelse, Borup og på Frederiksberg. Og man forventer ikke, at der kommer mange nye til.

»Jeg tror, der bliver mindre udlicitering. Det er jo et stort arbejde at sende det i udbud,« siger Anne-Magrethe Jensen.

Er det nemmere bare at drive det selv?

»Det tror jeg, der er nogen, der synes. Eller gøre det på en anden måde, lave det som en selvejende institution med tilhørsforhold til en organisation,« siger Anne-Magrethe Jensen og nævner sin egen arbejdsplads Landsforeningen Frie Børnehaver og Fritidshjem som netop er en organisation for selvejende daginstitutioner.



Handlekraft. Samtidig er daginstitutionsområdet enormt sprængfarligt rent politisk. Institutionerne skal fungere, især når de er udliciterede. Og er der ballade, kan kommunalpolitikerne vise en handlekraft, der ellers sjældent ses blandt politikere. I Assens tog det ikke en gang to måneder, fra problemerne for alvor viste sig i ISS-institutionerne, til byrådet havde besluttet at smide rengøringsgiganten på porten. På Frederiksberg gik der fem måneder fra de første krusninger, til kommunalbestyrelsen havde overtaget driften af Børn & Unge Fondens institutioner - og købt fondens ejendomme.

Jan E. Jørgensen (V), formand for Børne- og Undervisningsudvalget i Frederiksberg Kommune, påpeger, at det netop er kommunalbestyrelsen magtpåliggende, at forældrene er trygge.

»Den store personaleudskiftning var den altovervejende grund til, at vi opsagde kontrakten med Børn & Unge Fonden. Hvis der opstår dårligt arbejdsklima eller andre ting, så personalet flygter, så mister forældrene trygheden. For det er ikke særlig tryghedsskabende at se nye ansigter, hver gang man afleverer sit barn i en daginstitution. Det er noget, man kan leve med i Netto, men i daginstitution, hvor det er ens børn, det handler om, der betyder den personlige tryghed utroligt meget,« siger Jan E. Jørgensen.

Han fremhæver, at institutionen Dronning Olga, kendt for web-camera på stuerne, madordning og busafhentning af børnene om morgenen, var en af de institutioner, der lå bedst placeret i kommunens brugerundersøgelser og havde den længste venteliste. Forældrene var så tilfredse, at de søgte om at starte en friskole efter samme koncept. Det faldt dog på grund af en lokalplan.

»De første tre-fire år var vi da også glade og tilfredse, for vi er glade og tilfredse, når forældrene er det, men så begyndte det at gå skævt for et halvt til et helt år siden. At lederen gik (i september 2002, red.) fik det hele til at eskalere. Og lederen gik, fordi der var økonomisk usikkerhed om institutionen,« siger Jan E. Jørgensen.

Økonomisk usikkerhed henviser til, at Børn & Unge Fonden mener at have 1,3 millioner til gode hos institutionen Dronning Olga, et beløb, som Frederiksberg Kommune har sat en revisor til at efterprøve. Det endelige resultat af den undersøgelse foreligger ikke endnu.



Ingen profit. Netop på grund af den politiske bevågenhed er Søren Winther, rejsesekretær i BUPL, ikke bekymret for, at nye udbydere vil melde sig til at passe børn.

»Billedet havde været anderledes, hvis ISS, Jydsk Rengøring og Børn & Unge Fonden havde været en succes. Men fordi kommunerne ved, at det er kikset og usmart at have ballade på et så følsomt område, hvor forældre skal have passet deres elskede, små poder, så har de første udbydere været med til at gøre det sværere for efterfølgerne,« siger Søren Winther.

Samtidig påpeger han, at det er utroligt svært at rationalisere driften af daginstitutioner yderligere.

»Mindst 85 procent i en daginstitution er lønomkostninger, så man kan ikke tjene penge på det uden at spare på personalenormering. Eller, hvis det nye forslag om ekstrabetaling og profit går igennem, nogle forældre er indstillede på at sige: "Vi vil godt have, at noget af vores ekstra forældrebetaling går til, at et firma skal have overskud". Jeg er lidt tvivlende overfor, hvor meget salg der er i den vare,« siger Søren Winther.

Henrik Christoffersen, forskningsleder i Kommunernes og Amternes Forskningsinstitut, har fulgt offentlig udlicitering som fænomen og kan ikke se noget problem i, at det er muligt at tjene penge på daginstitutionsdrift.

»Hvis markedet kommer til at fungere, så vil det ikke være muligt at tjene penge ud over, hvad der er rimeligt. Man må bevare det omkostningsniveau, som kommunen har, for hvis man sætter prisen ekstra op, så er der altså nogle andre, der vil løbe med opgaverne - hvis markedet fungerer,« understreger Henrik Christoffersen.



Lønnen falder. Netop lønudgifterne er en markant forskel på børnepasningsområdet i forhold til andre områder. Mange buschauffører og rengøringsassistenter har fået en betydeligt ringere løn ved at gå fra en offentlig overenskomst til en privat. Besparelser i størrelsesordenen 10 procent er helt normalt i den sammenhæng. For eksempel skyldtes den voldsomme Ribus-konflikt i Esbjerg i 1995 blandt andet, at chaufførerne skulle gå 20.000 kroner ned i løn om året, fordi de skulle over på en dårligere overenskomst. Et nyere eksempel er, da ISS overtog rengøringen hos Hovedstadens Sygehusfællesskab. Den gamle overenskomst, som var indgået med Forbundet af Offentligt Ansatte, FOA, gav en slutløn på 236.000 kroner. Men ISS har overenskomst med Kvindeligt Arbejderforbund, hvor slutlønnen er 207.000 kroner. En forskel på 29.000 kroner.

Det er netop muligheden for en billigere overenskomst, der giver mulighed for at tjene penge. Men den går ikke med pædagogerne, fastslår Søren Winther.

»BUPL har monopol på pædagogernes arbejdskraft. Hvis der er noget, vi ikke vil være med til, så er det, at der skulle komme en eller anden form for lønmæssig konkurrence. Det bliver der ikke her. Det har vi besluttet, og heldigvis er vi så gennemorganiserede, at det ikke står til diskussion,« siger Søren Winther og påpeger, at BUPL i de 10 år, puljeinstitutionerne har eksisteret, ofte har været i kamp om lønniveauet.

»Alle de steder, hvor forældrene har sagt: "Vi har ikke råd til at give så meget i løn", så nedlægger vi blokade mod stillingen og forbyder vores medlemmer at tage arbejde der. Det er en helt normalt, fagretligt skridt. Det skal mindst være på samme niveau som de kommunale overenskomster, og det tror jeg alle ved,« siger Søren Winther.



Fanden tager de sidste. Faren ved forslaget om ekstrabetaling til daginstitutioner ligger et helt andet sted, mener Søren Winther.

»Jeg tror, det bliver forældregrupper, der nogle steder er trætte af, at servicen ikke er god nok, der vil bryde ud og lave deres egen institution og være villige til at betale mere for en bedre normering eller en længere åbningstid. Det bliver nok en form for selvejende institution, som kan sammenlignes med de forældre, der gerne vil betale for at få deres børn i en privatskole,« siger Søren Winther.

Og det kan medføre et nyt skel, advarer Søren Winther.

»Hvis der er noget, Danmark er berømt for, så er det, at vi har et ens tilbud til alle. Hvis der kommer en glidebane, hvor dem, der har de økonomiske ressourcer, kan købe sig til bedre forhold, så kan der opstå en situation, hvor skrækscenariet er, at fanden tager de sidste. Fordi ressourcerne er så knappe, som de er på det kommunale område, så vil der være en gruppe af befolkningen, der har råd, og som også vil betale mere for at få en bedre service,« siger Søren Winther.