Truede børn: Kun kvalitet hjælper

Man kan komme langt med at styrke det enkelte barn, hvis man vil bryde nogle af den sociale arvs onde cirkler. Men det tyder på, at man kommer længere, hvis indsatsen er sat i system og bakkes op af kommunerne med tildeling af nødvendige ressourcer i form af bedre normeringer og uddannelse af pædagogerne. Det er nogle af konklusionerne, som lektor og ph.d. Bente Jensen, forsker på Institut for Pædagogisk Sociologi på Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU, trækker frem på baggrund af studier af international forskning og foreløbige fund fra egen forskning i danske daginstitutioner.

"Indsatser, der retter sig imod at styrke det enkelte individ og forhold til andre, har større chancer for at give en langtidseffekt. Hvis det enkelte barn støttes i at opbygge nære relationer til voksne og andre børn, opnår vi en hel del, men ikke nok. Skal vi virkelig gøre en indsats, der rækker ud over børnehavealderen, må det ske ved at styrke organisationsniveauet, så hele institutionen arbejder målrettet med at støtte børn, der vokser op under vanskelige vilkår. Og så skal samfundet selvfølgelig også bakke op," siger hun.



Systematik, tak. Bente Jensen fremsætter viden fra den internationale forskning, som er sammenholdt med egne foreløbige resultater i et arbejdspapir, som offentliggøres i næste uge (d. 26. juni). Sammen med andre anbefalinger på skole-, sundheds- og uddannelsesområdet skal arbejdspapiret danne grundlag for et politisk udspil om at bekæmpe den negative sociale arv.

Der findes ikke meget forskning i Danmark, der viser, hvad der skal gøres for at bryde den sociale arv, og derfor er forskerne blevet bedt om at se på relevant international forskning. Bente Jensen gennemgår sammen med to andre forskere i arbejdspapiret "Daginstitutionerne som instrument for at bryde den sociale arv" amerikanske forsøg, som er gennemført med kontrolgrupper og over mange år. De viser, at en systematisk indsats, hvor børnene udvikles på både det sociale, det personlige og det intellektuelle område, hjælper børnene ud af en ond cirkel, som de får i arv fra deres socialt truede familier. Indsatsen skal begynde tidligt og strække sig ind i skolealderen. Den skal være intensiv og kobles med hjælp til familien, viser de udenlandske undersøgelser.

Bente Jensen er i gang med at indsamle viden om, hvad man gør i dag, så hun sammen med pædagogerne kan indkredse problemet, og for at hun kan give et bud på, hvad der skal til for at styrke indsatsen. Hun mener, at en af grundene til, at man ikke tidligere har haft held til at gøre en virkningsfuld indsats, der kan bryde negative sociale arv, er, at man dels ikke har tradition for at lave en systematisk, tidlig indsats, men også at det kan være vanskeligt at finde ud af, hvad der virker, og hvori problemerne med truede børn består.

"I Serviceloven er nævnt udtrykket "truede børn". Men "truede børn" er en ulden betegnelse. Den er så ulden, at det kan være et problem. Og fordi det ikke er nærmere defineret, hvad det er for nogle børn og hvilke problemer, de har, vanskeliggør det en målrettet indsats. Grunden til, at vi i Danmark nok har været så bange for at sætte ord på, er angsten for stigmatisering (fastholdelse af problemerne, red.). Det er jo sympatisk, men vi risikerer, at vi så ikke kan finde ud af, hvordan vi bryder den onde cirkel," siger hun.



Gode rammer er vigtige. Den første del af Bente Jensens danske undersøgelse viser, at der er store forskelle i kommunernes indsats over for de truede børn. Hun mener, at en mere målrettet indsats herfra vil være helt afgørende for, at opgaven lykkes. Set ude fra institutionerne vil det ideelle være, at der er tid til børnene, det vil sige, at der er voksenressourcer nok både for at styrke det enkelte barn bredt, men også for at kunne etablere en tidlig kontakt til familierne. De pædagoger, som Bente Jensen indtil nu har interviewet, ønsker også et tættere tværfagligt samarbejde og supervision fra sundhedsplejersker, psykologer og socialrådgivere, samt opfattes som mere ligeværdige partnere. At der var uddannede i alle stillinger, hvilket fremmer kontinuiteten i arbejdet, og at man ikke er hæmmet af tavshedspligten, der ofte betyder, at man skal begynde fra nulpunktet med et "truet" barn, der kommer fra vuggestuen eller en anden institution.

Bente Jensen mener, at det er helt nødvendigt, at kommunerne både med penge og opmærksomhed støtter daginstitutionerne i arbejdet med de truede børn.

"Internationale studier viser, at laver man gode rammer og får opbakning fra kommunen samtidig med at arbejdet støttes af systematisk følgeforskning, så vil man kunne få erfaringer, der giver gode resultater. Så det er vigtigt at sige til politikerne, at de må spytte i kassen, hvis de mener noget alvorligt med det her. Der er jo mange kommunale handleplaner og flotte, forkromede visioner, men de når ikke videre ned i systemet, og det skal til, hvis indsatsen skal lykkes," siger hun.



Institutionerne kan godt. I daginstitutionerne ved man godt, hvad der burde gøres, har mange ideer og drømme om at gøre det godt, så de særligt udsatte børn får den ekstra støtte, de har behov for. Men der savnes systematik i den tidlige indsats. De pædagoger, Bente Jensen indtil nu har interviewet til sin egen forskning (som kommer i en rapport senere), siger, at det kan være svært at være helt sikker på, hvad man skal stille op med de børn, der har de største vanskeligheder, når de ikke bakkes ordentlig op fra kommunens side.

Bente Jensens bud er at videreudvikle en systematisk, nyorienteret indsats, som involverer hele institutionen som organisation.

"En måde at starte på er, ifølge udenlandsk forskning, at der skal laves en model for indsatsen. Og jeg vil sige, at et godt sted at starte er på organisationsniveauet i institutionerne. Det er her, en systematisk indsats skal udvikles. Opbakningen fra kommunen er vigtigt, men hvis man venter på, at kommunerne gør noget, kan det let blive en sovepude. Det nytter dog heller ikke, at kommunerne siger, at pædagogerne bare skal omprioritere deres arbejde for at bekæmpe den sociale arv. Det vil være urimeligt. Styrkelse af relationen mellem det enkelte barn og pædagogen kan ikke lykkes uden tid, motivation og muligheder," siger hun.

Derfor mener Bente Jensen, at der skal igangsættes nogle udviklingsarbejder, der dels styrker og udvikler organisationsniveauet og dels udvikler en systematisk pædagogisk indsats.

"En ting kunne være at lave en handleplan byggende på beskrivelser af børnene, noget andet kunne være at have en meget præcis, systematisk pædagogik. Når jeg spørger til de pædagogiske principper i min undersøgelse, er det svært for mange at svare på, hvilket tyder på, at der savnes redskaber til at forbedre en systematik," siger hun.

Til gengæld mener Bente Jensen, at de pædagoger, hun har interviewet, godt ved, hvad der skal til, for at de kan lave en bedre indsats over for de truede børn og deres familier.

"De siger, at hvis politikerne gav dem flere ressourcer og mere tid, så ved de godt, hvad de vil og kan. Men de siger også, at de har brug for flere kvalificerede bud på, hvad det så præcis er, de kan gøre. Og det er det, vi skal bruge udviklingsarbejderne til at undersøge," siger hun.



Bred pædagogisk indsats. Bente Jensen har via sine observationer i daginstitutioner set, at organiserer man sin pædagogik som en skoleklasse og koncentrerer sig om den intellektuelle stimulering, så er der større risiko for, at de truede børn falder igennem, fordi de ikke kan følge med.

"Jeg har oplevet, at de samme børn, som i andre sammenhænge har mange ressourcer og fungerer godt inden for institutionens rammer, skiller sig ud, når de bliver sat i en "undervisningssituation". De mærker, at de ikke magter opgaverne, og deres selvværd vil falde. Det er selektion og ikke en hjælp til barnet," siger hun.

Men det får ikke Bente Jensen til bare at være imod læreplaner i daginstitutioner.

"I stedet for, at planerne bare går alene på intellektuel stimulering, er det uhyre vigtigt at have en plan for, hvordan man lærer børn det sociale, det personlige og det intellektuelle, og så kunne man have nogle pædagogiske principper om, hvordan man ville arbejde med det i den kommende tid for de udsatte børn. Og det er her, systematikken kommer ind," siger hun.



Systematik eller ej

Bente Jensen spørger i sin forskning til oplevelsen af børn af udsatte familier og til, hvad pædagogerne så gør, når de opdager, at de har et barn med særlige behov. Hun spørger også til den pædagogik, man bruger over for disse børn. Det har ført til en systematisering af institutionernes indsats vist i to cases. Der er ikke tale om to institutioner, der findes i virkeligheden, men tendenser, som de viser sig ud fra svarerne fra 18 institutioner fordelt over hele landet:

Case 1: Her er holdningen, at barnet ikke skal passe ind i daginstitutionen, men daginstitutionen skal tilpasse sig børnene. Der er en pædagogisk strategi, der bygger på selvstændighed, anerkendelse af forskellighed og rummelighed. Der er tegn på en vis systematik i arbejdet med de truede børn, og at man tror på, at det nytter noget. Der er en holdning om, at man ikke må vende blikket væk. Her vil man nok prioritere uddannede pædagoger i alle stillinger og faglig indsigt i stedet for mange hænder.

Case 2: Man arbejder med problemerne på en mere diffus måde, der er ikke tale om en systematisk indsats. Der er en vis berøringsangst eller angst for at stigmatisere (fastholde, red.), hvis man sætter ord på vanskelighederne. Der er en stor omsorg for det enkelte barn, men det kan betyde, at man helst ikke vil se dets problemer alt for tidligt. Man er bange for at gøre noget forkert, og så gør man ikke noget eller for lidt. Her vil man satse på mange hænder og ikke på viden.

Bente Jensen mener ikke, at man ud fra et kvalitativt studie kan give sikre bud, om der findes flere institutioner, der ligner case 2 end case 1, og derfor anbefaler hun, at der sættes udviklingsarbejder i gang, der kan kvalificere indsatsen gennem analyser af organisationen, de kommunale muligheder og de pædagogiske principper.