Tosprogede; Fem måneder med fingersprog

Forældrene græd, barnet græd, og pædagogerne var tæt på, da en fem-årig afgansk pige den 1. oktober sidste år blev afleveret for første gang i Børnegården Lynghoved. Faren skulle passe sin sprogundervisning, og moren skulle være hos lillebroren, der skulle begynde i dagpleje, så ingen af forældrene kunne blive sammen med deres barn.

»Vi kunne kun holde barnet i hånden, mens det stod på. Der var ingen mulighed for at forklare, hvad der skete, for hun taler ikke dansk,« siger børnehavens leder, Kirsten Jakobsen.

Siden har personalet forsøgt sig på bedste vis at kommunikere med barnet, men selv om pigen gør fremskridt med at lære det danske sprog, er det stadig svært at forstå hinanden.

»Hun er en meget positiv og glad pige, der gerne vil i kontakt med de andre børn i institutionen. Hun øver sig i at sige ord, men det er ikke muligt for hende at skabe kontakter til andre end de små børn, som hun bedre kan kommunikere sammen med via kropssprog. Efterhånden er det begyndt at genere hende, at hun ikke kan komme i leg med hendes jævnaldrende,« siger Kirsten Jakobsen.



Svært at lege. Pigen har i lighed med mange andre indvandrerbørn svært ved at lege med børnene på hendes egen alder, fordi hun ikke er i stand til at indgå de aftaler om rollefordeling, som mange lege indeholder.

Kontakten med de voksne er også begrænset.

»Vi kan ikke snakke med hende om hendes oplevelser, sådan som vi kan med de andre børn. Når vi kigger på hønsene og gederne, er det ikke muligt for os at spørge hende om, hun kender sådan nogen fra sit liv i Afganistan. Vi kan sagtens give hende oplevelser, men det er ikke muligt at repetere dem, på samme måde som man kan med et dansktalende barn,« siger Kirsten Jakobsen, der afviser holdningen om, at udenlandske børn lærer dansk som lyn og torden og derfor ikke tager skade af et par måneder uden sprog i en dansk institution

»Man skal huske på, hvordan barnet har det indtil det lærer dansk. Nogle børn kommer til Danmark med dårlige oplevelser for eksempel i forbindelse med flugt fra deres hjemland, men hvis de ikke taler dansk, har de ingen mulighed for at få det bearbejdet. Vi ved ikke, hvordan vores afganske barn kom til Danmark, og vi har ikke mulighed for at snakke med hende om det. Det vil typisk være den slags, man falder i snak om, når man går en tur og snakker om stort og småt med børnene. Men den mulighed er vi afskåret fra,« siger Kirsten Jakobsen.



Tolk hver 14. dag. Pigens far taler en smule dansk, og børnehaven har i et vist omfang kunnet benytte sig af tolk, men det har ikke været tilstrækkeligt til at skabe den fornødne kontakt.

»Det er ikke nok med en tolk hver 14. dag,« siger Kirsten Jakobsen, der har en tosproget medarbejder på ønskesedlen.

»Det er svært i en lille kommune som Ry at skaffe tosprogede medarbejdere, og vi har heller ikke mulighed for at ansætte ekstra personale. Men jeg tror, det klart ville være den bedste løsning. Pigen har brug for støtte og hjælp, så hun kan forklare sig. I øjeblikket må vi gætte os til, om hun vil på toilettet, eller hun er sulten,« siger Kirsten Jakobsen.

Børnegården Lynghoved har forsøgt at skabe uformelle kontakter til unge, afganske flygtninge i byen, som de så ville aflønne ud af vikarbudgettet, men det er ikke lykkedes.

Når institutionen i fremtiden skal optage udenlandske børn uden dansk sprog, vil Kirsten Jakobsen arbejde for, at forældrene i det mindste får fri fra sprogskolen, så de kan være sammen med barnet i den første tid.

»Det kan godt være, at danskundervisning af indvandrere er meget vigtig i den danske integrationspolitik, men forældrene bør have mulighed for at være tilstede, når deres barn køres ind i en børnehave - så må danskkundskaberne vente,« siger Kirsten Jakobsen.