Tosprogede; De ensomme børn

Kommunerne har vidt forskellige måder at tackle tosprogede indvandrerbørn, der ikke taler dansk, når de bliver sendt i daginstitution. De store kommuner stiller i reglen god tolke-bistand og tosprogede medarbejdere til rådighed for pædagogerne, mens små kommuner, der kun har få erfaringer med håndtering af indvandrere, tilbyder skrabede løsninger med få tolke-timer og ingen tosprogede medarbejdere.

Det skal ses i lyset af, at Folketinget sidste sommer vedtog en ændring af folkeskoleloven. Fremover skal to-sprogede førskolebørn i alderen fire til seks år have stimuleret indlæringen af dansk. Kommunerne har altså valgt at fortolke meget forskelligt.

Den fremherskende holdning i mange kommuner er, at børnehavebørn under alle omstændigheder hurtigt lærer at tale dansk, og derfor tager de ikke skade af et par måneder, hvor de ikke forstår, hvad pædagogerne siger, men den holdning er forkert.

»Det er en meget vanskelig og kritisk periode, som nogle børn kommer over, mens andre får et knæk,« siger Lene Maltzahn, konsulent for tosprogede småbørn i Albertslund Kommune.

De børn, der ikke får hjælp til at lære det danske sprog, risikerer blandt andet at blive forsinkede i deres udvikling.

»For nogle børn er det et chok, som de ikke kan overvinde. De vil få svært ved at tilegne sig viden, fordi de har lært dansk ved at imitere de voksne eller andre børn i daginstitutionen. Forståelsen af ordene har de ikke,« siger Anne Frovin, daglig leder af Udviklingscenter for Tosprogede Børn, Unge og Voksne (uc2), der hører under Undervisningsministeriet.

Der er stor forskel på, hvordan kommunerne landet over griber integrationen af børn uden det danske sprog an.

»Det er typisk de små kommuner med få tosprogede, der gør mindst. Nogle kommuner har flere tolke ansat, mens andre hutler sig igennem med forhånden værende løsninger,« siger Anne Frovin.



Selv betale. I Gudme Kommune må institutionerne selv betale for tolk.

»Vi ringer til Dansk Flygtningehjælp og bestiller en for egen regning,« siger lederen af Gudme Børnehave, Sanne Didriksen, og erkender, at det selvfølgelig betyder, at tolken kun kommer på besøg, når det er allermest nødvendigt i de perioder, hvor børnehaven har tosprogede børn på stuerne.

I den anden ende af skalaen ligger Århus Kommune, der har egen tolkeservice med otte fastansatte tolke og 110 freelancere.

»Daginstitutionerne kan bestille tolk hos os, og det er gratis. I princippet kan pædagogerne bestille tolk i ubegrænset omfang, men det er klart, at vi afviser at sende en tolk ud, hvis det bare drejer sig om at aflevere en simpel besked til forældrene,« siger lederen af Tolkeservice, Jytte Staer.

Mange kommuner har ansat deres egen tolk, som deles mellem de kommunale institutioner. Denne ordning har man for eksempel i Nakskov.

»Vi har kun én tolk i kommunen, og det har været meget omstændeligt at lave aftaler med ham, fordi han har så travlt. Derfor har vi nogle gange været nødsaget til at købe en ude i byen,« siger lederen af den integrerede institution Blæksprutten, Karin Sorth.

Hun har i stedet valgt at satse på lønnede praktikanter som støtte for to-sprogede børn. Desuden arbejder der tosproget personale på institutionen med 95 børn.

Ideen med at ansætte tosproget personale er velkendt i storbyerne. Men også i de mindre kommuner vinder metoden gehør.

Dronninglund Kommune modtog i januar tre afganske familier med tilsammen 13 børn. De blev alle placeret i den aldersintegrerede institution Nord 13. Institutionen har en aftale med kommunen om, at hvert syvende tosprogede barn udløser en 37 timers tosproget medarbejder. Det betyder, at Nord i dag har en fuldtids og en deltids medarbejder, der taler både dansk og farsi.

»En af de afganske familier kom til Norjylland direkte fra en lejr i Irak. De kunne ikke tale dansk eller forstå vores alfabet, men takket være vores to-sprogede medarbejdere er der sedler overalt, der fortæller, hvad for eksempel en stol hedder på både farsi og dansk,« siger Margit Overgaard Nielsen, der er daglig leder af Nord. Selv de børn, der kom til Dronninglund direkte fra Irak, er også begyndt at tale dansk.

Tosprogede medarbejdere er en vigtig brik i forsøget på at få integreret børnehavebørn, som ikke taler dansk.



Tosprogede medarbejdere. I Albertslund Kommune er tosprogede medarbejdere standarden i de institutioner, der har indvandrerbørn.

»Det er simpelthen løsningen,« siger Lene Maltzahn, der i sit arbejde som konsulent for tosprogede småbørn kommer rundt til institutionerne i Albertslund.

»Jeg har lige besøgt en institution, der havde fået en tosproget medarbejder til et barn, som havde været meget ulykkelig over at være i institutionen. Selv om barnet ikke kendte den pågældende, knyttede det sig med det samme til den voksne, der talte samme modermål. Mens jeg holdt møde med medarbejderen, stod barnet udenfor døren og græd,« siger Lene Maltzahn.

Barnet har brug for nogle at spejle sig selv i og identificere sig med. Hvis det ikke har mulighed for det, kan det være svært for selv et trygt barn at komme igennem en tid uden sprogfæller.

Lene Maltzahn understreger, at to-sprogede medarbejdere også letter samarbejdet med forældrene.

»De kan forklare de særlige kendetegn ved dansk børneopdragelse og institutionskultur. For eksempel hvorfor vi i Danmark har tradition for, at børn selv skal tage deres tøj på - den slags er helt fremmed for mange forældre til tosprogede børn,« siger hun.

Men i mange kommuner har man enten ikke fået øjnene op for de to-sprogede medarbejderes kvaliteter, eller også er de svære at finde.

Ry Kommune har seks indvandrerbørn i sine daginstitutioner, og her får de tosprogede børn præcis samme tilbud, som børn der er vokset op i pæredanske familier.

»Vi har ikke så mange tosprogede børn i kommunen, og derfor har vi ikke ment, det var nødvendigt at gøre en særlig indsats på det område,« siger kommunens integrationsmedarbejder, Jane Mousavi Syvertsen.

Men få tosprogede børn er ikke ensbetydende med, at børnene er fri for problemer.

»Der er en tendens til, at problemerne først bliver reelle, når pædagogerne opdager dem. Det gør de typisk først, hvis der for eksempel er syv børn, der har problemer med det danske sprog.

Det er lettere at overse et enkelt to-sproget barn i en institution,« siger Anne Frovin, leder af uc2.

Selv om der er stor forskel på, hvad de enkelte kommuner gør, er hun forsigtig med at pege på, at bestemte løsninger er "de bedste".

»Jeg er ikke meget for at pege på bestemte handlingsplaner. I nogle kommuner er det en god ide at samle alle de tosprogede børn på en institution, men hvis nu kommunen kun har en somalier og en afganer, så duer denne løsning ikke. Kommunerne skal finde deres egne løsninger, men de skal vide, at det koster noget. Man er nødt til at investere i den fornødne tolkebistand eller tosprogede medarbejdere,« siger Anne Frovin.



Billeder af familien. Er kommunens budget skrabet, eller kan det ikke lade sig gøre at finde tosprogede medarbejdere, har Lene Maltzahn fra Albertslund nogle ideer, der kan være med til at skabe tryghed om barnet.

»Hvis de danske pædagoger lærer fem trøstende ord på barnets sprog, kan det være med til at skabe tryghed. En anden løsning kan være at sørge for, at barnet har nogle ting med hjemmefra, som det forbinder med tryghed. For eksempel billeder af familiemedlemmer,« siger Lene Maltzahn.

I Marstal på Ærø har Kultur- og Socialforvaltningen valgt at sætte ti ugentlige timer af til at træne sprog med kommunens tosprogede børn. Andre steder er der ikke sat timer af. I Albertslund må pædagogerne for eksempel klare sprogstimuleringen indenfor normeringen. Til gengæld har kommunen sendt alle kontaktpædagoger på kursus i emnet.

»Det er vigtigt, at kommunerne uddanner pædagogerne til at varetage den sproglige stimulering. De skal være klar til at give de to-sprogede børn respons, når de har brug for det. Så også på det område må kommunerne sætte penge af,« siger Anne Frovin.