Tøseklubben

Tøseklubben er en succes lidt ud over det sædvanlige.

»Vi har alle piger i byen, der går i 7. og 8. klasse. Det er alligevel meget,« siger Helle Miland, 46 år og klub-medarbejder i Vor Frue Fritidscenter.

"Alle" er en imponerende dækning, men i perspektivets interesse skal det måske lige tilføjes, at Vor Frue er en lille landsby tre kilometer syd for

Roskilde med en købmand som eneste butik. Med en landsbyskole med godt 130 elever, hvor eleverne efter 7. klasse bliver sendt ind til Roskilde for at gå i skole.

Og vi snakker om 13 piger, der nu kommer i klubben. Men det er mange, når der er 28 medlemmer i klubben. Og det er rigtig mange, når der for et år siden ikke var mere end et par af pigerne, der gad gå ned i aftenklubben.

»Vores aftenklub fungerede ikke,« siger Helle Miland om situationen for et år siden.

»Der var masser af drenge, og de kom for at spille computer eller bare sidde og hænge. Og pigerne, de få stykker, der kom, sad ovre i sofaen og havde sminket sig og alt muligt, og sad bare der og kiggede på den stribe af drengerygge, og så gik der ikke ret lang tid, så forsvandt de igen. Der blev bare ikke lagt mærke til dem,« fortæller Helle Miland.



Ud af huset. Hun har sammen med kollegaen Jesper Christensen gået på kursus i "Klubben som arbejdsform", og der besluttede de sig for at lave et projekt specielt for pigerne. Derfor delte de et spørgeskema ud til potentielle kunder, piger i 6. og 7. klasse på Vor Frue Skole, der ligger lige ved siden af klubben.

»For at finde ud af hvad de vil med klubben. Vil de bare komme for at sidde og glo, eller hvad? Og af svarene kunne vi se, at de gad egentlig godt at komme i klubben, men der skulle ske noget,« siger Helle Miland.

På baggrund af spørgeskemaerne besluttede de at starte Tøseklubben i efteråret. Vægten blev lagt på aktiviteter og ture ud af huset.

»Pigerne vil gerne have, at vi er meget ude af huset. Men nogle gange har vi også diskussionsaftener, hvor vi diskuterer specielle emner,« siger Helle Miland, der blandt andet har fået pigerne til at diskutere tøj og signaler, eller hvorfor mor pludselig er blevet en "heks".

I starten havde pigerne stort set ingen ideer til, hvad Tøseklubben skulle lave. Derfor stod Helle Miland for hele efterårets program, hvor hun brugte svarene på spørgeskemaet til at finde ud af, hvad Tøseklubben skulle indeholde.

»Det har været en meget stor støtte til at vide, hvad de gerne ville,« siger Helle Miland.

Ved sidste møde i december skulle pigerne så melde tilbage, om de ville have mere pigeklub. Ja tak, var svaret. Og nu havde de pludselig masser af ideer.

»Rent faktisk, alt hvad der er på programmet i foråret, det er ideer, de selv er kommet med. Jeg var helt overvældet. Man er ikke vant til at få så mange udspil. Og det var ikke ting, som de havde lavet før. Det er jo ellers gerne det svar, man får. De var så fulde af ideer til, hvad de gerne ville,« siger Helle Miland.



Sms. Pigerne mødes i Tøseklubben hver 14. dag, og fremmødet er helt overvældende, synes Helle Miland.

»De møder talstærkt op til tøseklubben, og kommer de ikke, så får jeg simpelthen besked om hvorfor, og det er vi bestemt ikke forvænt med. Før i tiden kunne de godt melde sig til, men de kom så ikke. Mange aktiviteter, vi har haft, er bare faldet til jorden,« siger Helle Miland.

I Tøseklubben tager hun for givet, at alle pigerne har tilmeldt sig aktiviteten og kommer. Men hun er ikke så naiv, at hun tror, at de dukker op, bare fordi de har fået et program udleveret. Og det holder heller ikke at sende et brev til dem om, at nu er der teatertur på næste mandag, viser erfaringen.

»Så nu foregår det med sms. Jeg sender en besked til deres mobiltelefon om, hvornår vi mødes, hvad vi skal, og hvad det koster. Den virker. Hvis der er tilmelding på, så har jeg fået svar inden for 10 minutter fra alle sammen, for vi ved, at mobiltelefonen hænger i hånden på dem hele tiden. Det er bare så perfekt,« siger Helle Miland, der på den måde altid har styr på, hvor mange af pigerne, der deltager.

»Det undrer mig meget, at det fungerer så godt,« konstaterer Helle Miland.

Især fordi pigerne selv skal betale for de fleste ture.

»Teatret giver vi til. Så snart det nærmer sig noget, der hedder kultur, så giver klubben noget. Sådan noget som at gå ud og spise, det betaler de selv. Alligevel møder de talstærkt op, og det er ikke fordi, det er specielt rige familier, der bor herude, men det bliver vægtet højt.«



Drengene vågner. Tøseklubben har betydet, at pigerne for alvor har indtaget aftenklubben.

»Selvfølgelig skal pigerne også være en del af klubben, ikke bare klubben i klubben. Det har betydet, at de rent faktisk også kommer de andre aftener. Og de sidder ikke bare ovre i et hjørne og venter på at blive lagt mærke til,« siger Helle Miland.

Og drengene, der ellers bare har siddet klistret til computerne, er begyndt at vågne op.

»Vi har lavet et program for et halvt år, som jeg har hængt op. Så går drengene hen og kigger og siger: "Hvorfor skal vi ikke noget?" "Bare sig, hvad I vil have," siger vi så,« fortæller Helle Miland.

Men det betyder ikke umiddelbart, at der

også er en drengeklub på vej, siger Jesper Christensen.

»Jeg håber, at drengene mander sig op og råber vagt i gevær. At de tager initiativ til, at de også vil have noget. Men man skal passe på, for fordi noget er en succes, skal man ikke bare lave noget lignende og tro, at det går. I forhold til den gruppe af drenge, vi har, skal det være meget anderledes,« siger Jesper Christensen, 32 år og uddannet pædagog.

Han understreger også, at det ikke er meningen, at klubben skal være kønsopdelt.

»Vi vil også gerne have, at de har noget fælles,« siger Jesper Christensen og glæder sig over, at det er lykkedes at arrangere en tur på netcafe, hvor pigerne også tager med.

Planen er at gøre klubben så attraktiv, at de unge også gider at komme i klubben, når de når 9. og 10. klasse. For ud over den lokale købmand er klubben det eneste sted, man kan gå hen.

»Det er her, de skal komme, hvis det ellers er interessant nok at komme her. For ellers begynder de at trække til Roskilde. Og vi vil gerne holde dem lidt længere her og ruste dem lidt bedre til at tage til Roskilde,« siger Helle Miland og tilføjer, at Roskilde godt kan være en barsk oplevelse, når man kommer fra en lille landsby.

»Vi har oplevet, at der er flere, der er kommet løbende tilbage efter at have prøvet kræfter med en af de større klubber i Roskilde,« siger Jesper Christensen.

Men selvfølgelig skal de unge

også til Roskilde og begå sig mellem andre, understreger Helle Miland.

»Ellers bliver de landsbytosser.

Det kan heller ikke nytte noget.«



Ikke de vises sten. Vor Frue Fritidscenter er ikke et første sted i landet, hvor der bliver lavet pigeklub.

»Nej, Vi har ikke fundet de vises sten, men det har fungeret,« konstaterer Helle Miland.

Jesper Christensen supplerer:

»Det har fungeret, fordi de har fået opmærksomhed, og de tiltag, vi har gjort, er sket ud fra deres præmisser. Men der er også blevet lavet et forarbejde til det. Der er blevet lagt en masse tanker i det, inden det er blevet realiseret. Det er også det, der gør, at det bliver så målrettet, og nærmer sig, ikke perfekt, men de har taget imod det med kyshånd.«

Allerede til sommer står Tøseklubben overfor nye udfordringer. For så kommer der en ny 7. klasse til, så der nu er tre klassetrin i klubben. Det bliver for stor aldersspredning, mener Helle Miland.

»Det går ikke. Så skal det sættes sammen på en anden måde. Jeg kan godt forestille mig, at jeg bliver nødt til at lave to tøseklubber, for det er

noget forskelligt, de vil have i 7. og 9. klasse,« siger Helle Miland, der mener, at andre klubber sagtens kan

kopiere Tøseklubben.

»Men det er vigtigt ikke at få for mange med,« påpeger hun.