Tema: Succes afhænger af jer selv

Efter en travl dag med børnene, står de der forældrene med deres krav og forventninger. I væste fald med brok og skældud. Samarbejdet med forældrene forløber ikke altid gnidningsfrit, men det kan der gøres noget ved. Faktisk er det op til pædagogerne, om forældresamarbejdet lykkes eller ej.

Det siger Charlotte Højholt, Iben Jensen, Dorte Kousholt og Lisbeth Lenchler-Hübertz, som på hver deres område har beskæftiget sig med forældresamarbejdet i daginstitutioner.



De mener alle fire, at pædagogerne skal afklare, hvad de vil med forældresamarbejdet. At de skal være tydelige i det pædagogiske arbejde og i formidlingen af det. Og så skal pædagogerne inddrage forældrene i løsningen af eventuelle problemer i børnefællesskabet.

De er også enige om, at skal forældresamarbejdet blive til gavn og glæde for alle parter, skal pædagogerne tage initiativet.

"Man skal ikke have et syn på forældrene som nogle, der er en potentiel fare. Man skal se dem som en mulighed for at få et bidrag til institutionen og til arbejdet. Man skal lave voksenfællesskaber om børnene," siger Charlotte Højholt.



"Der er svære vilkår for forældresamarbejdet, fordi pædagogerne i sparetider kan opleve, at de er nødt til at skære i kontakten til forældrene for at få tid nok til børnene. Men det er ikke en god prioritering, for man må ikke underkende betydningen af at få den daglige kontakt til at fungere. Det gør pædagogerne ved at omsætte de oplevelser, de har i løbet af dagen, til budskaber, som forældrene kan bruge til at bakke op om arbejdet med børnene," siger Dorte Kousholt.



Lisbeth Lenchler-Hübertz mener, at man skal lave en forældreindkøring, ligesom man har med børnene. Men derudover skal man lægge op til, at barnets trivsel afhænger af et godt samarbejde.

"Pædagogerne skal sige til forældrene, at som professionelle ved de noget om børn generelt og om deres udvikling, men lige præcis det enkelte barn ved forældrene mest om. Pædagogerne skal give udtryk for, at de har brug for forældrene for at give barnet et godt institutionsliv. Desuden synes jeg, at pædagogerne skal udvise lidt ydmyghed i forhold til forældrene og ikke have alt for mange fordomme på forhånd. De skal have respekt for, at langt de fleste forældre gør det bedste, de kan, for deres børn," siger hun.

Iben Jensen peger på, at samarbejdet ikke nødvendigvis går bedst dér, hvor man bruger mest tid på det.

"Det gør det snarere de steder, hvor institutionens værdier er baseret på en inkluderende tilgang, og hvor man i personalegruppen har fælles faglige mål," siger hun.



Det svære samarbejde. Der er mange grunde til, at samarbejdet mellem pædagoger og forældre kan opleves som svært. Det er en udbredt oplevelse, at forældrene skal serviceres eller 'pleases', og at de er en opgave 'ved siden af' kerneydelsen, mener Charlotte Højholt.

"Vi har efterhånden fået skabt et system, hvor forældre kontrollerer pædagogerne, og det kan være et problem, da det afsporer samarbejdet fra at handle om barnet. Hvis man føler sig kigget over skulderen af nogle, som ikke forstår den faglige baggrund for det, man gør, kan det give konflikter. Men kender man sin faglighed, og har man et godt fagligt fællesskab, bliver det nemmere at lytte til utilfredse forældre. Og så er det ofte en fordel at tage problemerne op som fælles dilemmaer i hele forældregruppen," siger hun.



Det kan opleves som meget besværligt, at børnene også har forældre, som pædagogerne skal forholde sig til, mener Dorte Kousholt, der i forbindelse med sin forskning har interviewet mange forældre og fået indblik i, hvordan samarbejdet ser ud fra deres synsvinkel. Hun mener, at nogle af vanskelighederne opstår, fordi forældre og pædagoger ser børnene i forskellige situationer og med forskelligt udgangspunkt.

"Når børnene er sammen med deres kammerater i børnehaven, kan de udtrykke sig på andre måder, end de gør derhjemme, og det har forældrene jo ikke direkte adgang til at følge med i. Derfor vil forældre meget gerne have formidlet, hvad der sker med deres barn i fællesskabet i institutionen. Det kan pædagoger nogle gange overse, for de bestiller jo ikke andet hele dagen end at være sammen med børnene," siger hun.

Lisbeth Lenchler-Hübertz ved fra sit arbejde, at pædagogerne bruger meget krudt og energi på forældresamarbejdet, og at det giver rigtig meget hovedbrud.



"Problemerne opstår ofte på grund af manglende forståelse for synsvinkler og reaktioner," siger hun.

Ifølge Iben Jensen opstår de største problemer, når institutionen ikke har gjort sig klart, hvad den vil med samarbejdet. Og fordi forældre og pædagoger ofte er uklare omkring, hvilke skrevne og uskrevne regler de følger og forventer, at den anden part følger.

"Fra forskning i kommunikation ved vi, at de største misforståelser i mødet mellem mennesker opstår, fordi parterne har forskellige forventninger til, hvad formålet er med det, som skal ske. Hvis pædagoger og forældre blev bedre til at forklare, hvorfor de gerne vil have bestemte krav opfyldt, ville de bedre kunne indgå i en reel dialog," siger hun.



Problemforældre. Det er en udbredt forståelse, at bestemte forældretyper er årsag til problemer i forældresamarbejdet. Eller at forældre er besværlige, at de altid brokker sig, er egoistiske, er fortravlede eller kun ser deres eget barn. Charlotte Højholt mener, at det er en fejl at dele forældrene ind i forskellige typer.

"En pædagog sagde engang, at man burde gå væk fra at betragte forældre som gæster og i stedet se dem som deltagere. Det har hun ret i. Forældre er nogle mennesker, som man har en fælles opgave med. Hvis man har den synsvinkel på arbejdet, vil man i højere grad se, at mange forældre kan vendes fra at være brokkehoveder til at være en fordel for arbejdet," siger hun.

Lisbeth Lenchler-Hübertz mener, at det handler om ikke at havne i en diskussion om, hvem der er mest dum. I stedet for konstant at forsvare sig skal pædagogerne spørge, hvad forældrene tænker om situationen. På den måde vil de få meget mere at vide om, hvad forældrene er utilfredse med, uden at man ryger i totterne på hinanden.

"Man skal være nysgerrig efter at vide, hvorfor forældrene vil have noget andet end det, de får. Man skal spørge direkte og ikke være bange for forældrenes meninger. Det kan også være en god idé, at man som professionel ikke altid har svaret klar på forhånd. Rigtig mange tror, at de skal have løsningen parat, næsten inden problemet er formuleret. Gør man det hele tiden, vil forældrene ikke føle sig mødt som samarbejdspartnere, der har en viden om barnet. Samarbejdet skal dreje sig om, at man sammen finder svarene," siger hun.



Brug fagligheden. Selvom forældresamarbejdet kan synes vanskeligt, er der veje at gå, så det lykkes. De fire eksperter har kogt deres viden ned til tre råd til pædagogerne: Bliv selv klar over, hvad I vil. Brug jeres faglighed. Inddrag forældrene i det konkrete arbejde med børnegruppen.

Lisbeth Lenchler-Hübertz mener, at der er meget at hente for alle parter i et godt samarbejde.

"Samarbejdet mellem forældre og pædagoger kan være givende og meget positivt og lette pædagogernes arbejde. Alle skal have en oplevelse af, at de kan mere ved at rykke sammen om at give børnene et godt liv i institutionen," siger hun og pointerer, at man skal passe på med at blande sig for meget i folks valg og have fordomme og idéer om, hvad forældre skal gøre og ikke gøre.

Og man skal især lade være med at udtale sig om det.

"Når pædagoger taler med forældre, skal de holde sig til det, de ser og oplever. De skal blive på deres egen banehalvdel. Og det kan man, hvis man har sin faglighed med sig. Man kan sagtens få udtrykt det, hvis man er bekymret for et barn, uden at kommentere forældrenes måde at leve på. Hvis et barn altid er træt om mandagen, skal pædagogen ikke sige til forældrene, at de skal putte ham i ordentlig tid i weekenden. I stedet kan pædagogen konstatere, at barnet hænger, er uoplagt og ikke leger så godt. Og så skal man lægge op til, at man sammen må se på, hvad der kan gøres for at øge barnets trivsel," siger hun.

Iben Jensen mener, at pædagogerne skal være opmærksomme på, at de ofte arbejder ud fra en hvid, dansk norm om børneopdragelse. Det betyder, at de må lære at skelne mellem væsentlige og uvæsentlige forskelle i opdragelsen.

"Derudover afhænger samarbejdet helt af målet. Hvis målet med samarbejdet er barnets trivsel, opstår det bedste samarbejde, når institutionen gør klart, hvordan man arbejder og giver forældre mulighed for at snakke - både formelt og uformelt - med personalet i hverdagen. Der er rigtig gode erfaringer med enkle løsninger som en kande kaffe eller te på stuerne hver dag eller på aftalte tidspunkter," siger hun.



Udgangspunkt i børnelivet. Charlotte Højholt mener, at forældrene ikke skal serviceres, og at man, når man har gjort det, kan sætte kryds ved, at man har samarbejdet. Forældre kan og skal bidrage til at gøre arbejdet lettere for pædagogerne.

"Vil man have engagerede forældre, der bidrager, skal man vælge at samarbejde om noget, der tager udgangspunkt i børnene. Forældrene kan eventuelt hjælpe med at bakke op om venskaberne i gruppen ved at invitere drengene med hjem lidt mere på tværs, eller de kan være med til at lave et fællesarrangement for pigegruppen," siger hun.

Dorte Kousholt mener, at der ofte er for meget 'vi gør, som vi plejer' over den måde, mange institutioner laver forældresamarbejde på: Et stort møde om året, en samtale med alle børns forældre og en fest om sommeren. Ofte til skuffelse for begge parter, fordi udbyttet ikke står mål med investeringen. Det er vigtigt at gennemtænke, hvad man vil med sine arrangementer. Det er for eksempel en god idé at gøre noget for, at forældrene kommer til at snakke sammen om deres børn. Det sker nemlig ikke af sig selv.

Forældrene skal inddrages i dagligdagen, gerne gruppevis.

"Man skal tænke fleksibilitet i forældresamarbejdet. Nogle gange er der brug for individuelle samtaler, og nogle gange er der brug for, at man laver noget med drengeforældrene eller de femåriges forældre og snakker om, hvad der sker i gruppen," siger hun.

Pædagogerne skal vide, hvad de inviterer forældrene med til, og hvad de vil have ud af samarbejdet. Og initiativet skal komme fra pædagogerne.

"Hvis man ikke kun fortæller forældrene om deres eget barn, men orienterer bredere om, hvad der foregår i børnegruppen, får man også forældrene til at se på tingene mere bredt. Og så kan forældrene selv koble det, som deres eget barn gør, til det, der sker i institutionen. På den måde kommer forældrene til at se deres eget barn som en del af et fællesskab, sådan som pædagogerne ønsker det," siger Dorte Kousholt.





Tre typer institutioner - tre slags forældresamarbejde

I stedet for forældretyper vil Iben Jensen hellere tale om, at der er forskellige typer af institutioner, som har forskellige måder at håndtere forældresamarbejdet på. Typerne er primært i spil i forhold til samarbejdet mellem danske institutioner og etniske minoritetsforældre.

På grund af den overbevisning, institutionen samlet har, vil forældresamarbejdet have meget forskellige udgangspunkter.

I den 'inkluderende institution' arbejder man bevidst med, at alle børn og forældre ikke bare skal føle sig velkomne, men også strukturelt være inkluderet.

"Det kan være gennem madordningen, så alle børn tilbydes sund og nærende kost, som de kender. Eller det kan være gennem lige opmærksomhed på alle religiøse helligdage," forklarer Iben Jensen.

I den 'traditionelle institution' byder man alle børn velkommen som individer og giver alle lov til at være der, hvis de bare følger de traditioner, man plejer at have på stedet.

"Da disse institutioner er meget individorienterede, går det ofte ganske fint med forældresamarbejdet, idet man bruger en del tid på at 'overtale' forældrene til at deltage i institutionens traditioner," siger Iben Jensen.

I den 'nationale institution' tager man udgangspunkt i, at institutionen er dansk, og at børnene uanset etnisk baggrund skal forberedes til at fungere i det danske samfund.

"I disse institutioner mener man, at børn kommer til at fungere bedst i samfundet ved at tale dansk, følge danske madvaner og kristne højtider," siger Iben Jensen.



Litteratur om forældresamarbejde

• 'Vi arbejder med forældresamarbejde' af Lisbeth Lenchler-Hübertz og Lene Ditte Bjerring Bagger.

Dafolo (2008).

• 'Professionelt forældresamarbejde' af Elsebeth Jensen og Helle Jensen. Akademisk Forlag (2007).

• 'Forældresamarbejde - forskning i fællesskaber af Charlotte Højholt m.fl. Dansk Psykologisk Forlag (2005).

• 'Børnefællesskaber - om de andre børns betydning. At arbejde med rummelighed og forældresamarbejde' af Charlotte Højholt, Maja Røn Larsen og Anja Stanek. Forlaget Børn&Unge (2007).

• 'Kritiske og krævende forældre' af John Aasted Halse og Kjeld Rasmussen. Dansk Pædagogiske Forum (2007).

• 'De kompetente forældre' af Margrethe Brun Hansen. Aschehoug (2001).

• 'Tværkulturelt forældresamarbejde' af Karen Nørskov og Lone A. Sperschneider. Munkgaard (2004).

• 'Forældresamarbejde om børn med særlige behov' af Lene Iversholt, Svend Bak og Steen Kabel. Dansk Pædagogisk Forum (2005).

• 'Vanskelige forældresamtaler - gode dialoger' af May Britt Drugli og Ragnhild Onsøien. Forlaget Dafolo (2010).