TEMA: PÆDAGOGERS UDFORDRINGER. Pædagogerne.

Der er ikke mere end 10 store skridt mellem sandkassen og det røde gyngestativ på den lille legeplads bag Børnehuset ved Skoven i Ballerup. Men denne tirsdag føles legepladsen stor for pædagog Cindie Christoffersen. Hun er alene med 13 vuggestuebørn og står med et barn i hver hånd på græsset mellem gyngestativet og sandkassen. Esther på et år har endnu ikke lært at gå selv, og øver sig med små usikre skridt hen over det ujævne terræn.

I sandkassen kæmper to drenge om den samme blå skovl. Den ene står med skovlen løftet over hovedet, den anden sidder og græder, da Cindie Christoffersen kigger op. Nu lyder der også gråd fra gyngestativet i den anden ende af legepladsen. En pige er blevet skubbet og ligger på jorden. Hvem skal jeg trøste? Er han blevet slået med skovlen? Hvem har mest brug for mig? Kommer han sig mon ikke over det med skovlen selv, tænker Cindie Christoffersen, inden hun tager en hurtig beslutning om først at hjælpe pigen på jorden, som er yngst. Gråden i sandkassen fortsætter imens.

Den slags situationer giver Cindie Christoffersen en følelse af, at manglen på tid og hænder ikke kun går ud over dem selv, men også børnene.

»Vi har mange børn, der græder. Jeg ser det som et udtryk for frustration hos de små over, at vi ikke kan være der,« fortæller hun, da hun senere sidder i sofaen på kontoret og taler om oplevelsen på legepladsen og den generelle følelse, som hun og hendes kolleger ofte har af ikke at kunne give børnene det basale nærvær, der er grundlæggende for deres tryghed og udvikling.

En grundlæggende mangel på tid til nærvær med børnene går igen og igen, når pædagogerne sætter ord på hverdagens udfordringer. En følelse, de deler med 7 ud af 10 af deres kolleger i Storkøbenhavn, som det fremgik af en undersøgelse af pædagogers psykiske arbejdsmiljø tidligere på året.

»I går var der to af mine kolleger, der gik hjem med tårer i øjnene, og jeg var selv helt færdig,« siger Cindie Christoffersen.

»I morges sagde en af dem til mig ’det med at have hjertet med på arbejde, det gør ondt’. Det gør det også på mig.«



Holder facaden. Onsdag morgen i børnehaven er der ro på, selvom der ligesom i vuggestuen er mangel på personale på grund af sygemeldinger. Børnehavebørnenene på Grævlingestuen hygger sig. De laver perlehalskæder, farvelægger kopier, hører junglebogen på CD på den blå madras. I hjørnet har en hær af dinosaurer indtaget en vulkan af plastik på gulvet.

Pernille Brammer sidder ved perlebordet på stuen med de 18 børnehavebørn, som på skift har brug for hjælp med en ny elastik til perlerne eller en kopiside fra mappen. Børnene har det godt, men det er visheden om, at pædagogerne kunne give dem så meget mere, der skaber frustration.

»Vi har nogle børn, der ikke engang taler dansk. De ville da have godt af, at jeg brugte tid på at tale med dem. Sådan nogle ting går tabt,« siger Pernille Brammer.

Det største dilemma oplever hun over for forældrene.

»Man render rundt med det falske overskud hele tiden og et smil på læben, når forældrene er der.«

Hun og Cindie Christoffersen mener, at de selv og andre pædagoger bliver nødt til gøre op med billedet af den perfekte hverdag i institutionerne og vise virkeligheden, som den er.

»Lige i går havde jeg en mor, der spurgte, hvordan det var gået. Jeg tænkte, at jeg kan vælge at smile og sige, at det er gået fint, men så vidste jeg, jeg ville lyve,« siger Cindie Christoffersen, der som vuggestuepædagog oplever, at de små børn har brug for mere tryghed, og tilføjer:

»Så jeg valgte at sige: Han har faktisk haft sin sut og sin klud hele dagen, for jeg har ikke kunnet være der for ham, som han havde brug for, fordi vi havde travlt. Vi har ikke været nok voksne, men vi arbejder på at gøre det bedre.«



Trætte af udfordringer. Ordet ’udfordringer’ lyder bedre end ordet ’problemer’. Det er pædagogerne og lederen i børnehuset enige om, da de sidder til pause i de grå sofaer rundt om sofabordet med termokander og kaffekopper i personalestuen. Det lyder mere spændende med en udfordring. Mere positivt. En udfordring er noget, man kan løse eller klare. Det er bare om at komme i gang.

»Jeg bliver helt tung bare ved at høre ordet problem,« siger leder Marianne Conell, mens hun falder sammen i den røde lænestol for enden af sofabordet for at demonstrere, hvor tungt det er.

»Men på et eller andet tidspunkt, så tror jeg også, vi bliver trætte af udfordringer. Så må vi nok finde et nyt ord. Der var jo også engang, det ikke var så farligt at sige, at man havde et problem,« tilføjer hun.

Noget har ændret sig de senere år. Da Cindie Christoffersen startede i institutionen for 12 år siden, oplevede hun et stort sammenhold mellem pædagogerne. Brændte det på, gik de til forvaltningen med deres bekymringer. Det var ikke pædagogernes skyld, at vilkårene ikke stemte overens med mængden af arbejde. Dengang gik pædagogerne også på gaden sammen og demonstrerede over nedskæringer.

»Nu er alt blevet til selvledelse, og ’hvad kan du gøre for at ændre det?’ Nu skal vi selv finde løsningerne på besparelserne, og vi skal hele tiden se indad og ændre på vores egne værdier for at kunne opretholde vores arbejdsplads. Vi forvalter pædagogikken så godt, vi kan, og vi forsøger at hænge i. Men vi er i gang med overlevelsesstrategier for at holde det ud,« siger hun. 



Bare råpasning. På den ene væg i gangen på Grævlingestuen hænger plancher af gult og grønt karton med fotos af børnehavebørn og pædagoger i skoven. De er ’på fantasirejse’, de ’maler usynlighedspinde’ og ’spiser troldesuppe’. Ovenover hænger seks A4-sider med tekst om formålet, forløbet og evalueringen af det pædagogiske projekt om skoven, som institutionen netop har gennemført.

Pædagogerne og ledelsen arbejder ud fra et årshjul, der veksler mellem pædagogiske projekter i fire-seks uger med en planlægningsuge imellem. Når planlægningen af de pædagogiske aktiviteter fungerer, føler pædagogerne, at deres arbejde giver mening, og at børnene udvikler sig.

Men det er svært at skabe overskud i hverdagen til at gå fra børn og kolleger på stuen for at planlægge det pædagogiske arbejde for de næste fire uger.

Cindie Christoffersen sidder på gulvet på Myrestuen med fire vuggestuebørn, der alle gerne vil klatre oven på hende. Hun skulle have holdt planlægningsmøde om næste uges projekt nu, men det kunne ikke blive til noget i dag. Med en sygemelding er personalet i underskud, og i dag er der ingen vikar.

»Nu er det bare råpasning. Man må bare hele tiden orientere sig og have øjne på alle børnene. Vi ved, at hverdagen fungerer så godt, når vi har projekter, men de skal jo også planlægges,« siger hun og tager lille Esther op på skødet.

Senere på dagen koordinerer pædagogerne hurtigt projektaktiviteterne ude på legepladsen, så Cindie Christoffersen kan sende besked ud til forældrene via den bærbare computer på institutionens børneintra.

Andre opgaver kan ikke løses tværs over legepladsen sammen med børnene. De senere års massive politiske interesse og styring af daginstitutionsområdet kan mærkes i hverdagen, hvor mere og mere af pædagogernes tid bruges på kontoret fremfor på stuerne, fortæller Pernille Brammer.

»Vi har ekstremt mange møder. Det er tit, at jeg sidder til møde omkring et barn, eller at jeg har noget skriftligt arbejde, der skal laves. Jeg føler, at jeg ofte er pædagog på kontoret. Der kommer mange tiltag oppefra, og jeg tænker, at politikerne bare skulle prøve at være herude og opleve, at børnene ikke har behov for, at vi bliver ved med at være innovative. Nogle gange har børnene behov for, at vi bare er her. Vi har styr på, hvad børnene har brug for i vores institution. Stol nu på det,« siger hun.



Må klare sig selv. Onsdag eftermiddag har det regnet. På børnehavens legeplads kommer Sylvester stavrende hen over det bløde gummiunderlag forbi gyngerne. Svup, svup, svup. En blanding af mudder og vand skvulper ud over kanten på de sorte gummistøvler. Vandpytten mellem legehuset og gyngerne har tiltrukket en stor gruppe af børn, der leger med pinde og plastic vandkander i mudderet. Inde i garderoben er der heftig aktivitet, når det våde tøj skal skiftes ud med noget tørt.

»Hver gang et barn skal ind og have tørt tøj på, er vi en voksen mindre herude,« siger Simon Pau Knudstrup, der læser til pædagogisk assistent og har været i praktik i fem en halv måned.

Lige nu er han alene på legepladsen med de 33 børn, der kan tælles fra mælkekasserne i den ene ende til græshøjen i den anden. De leger selv, alle ser ud til at have det godt. Men pædagogerne burde være sammen med børnene, mener han.

»Hvor er de andre?« spørger han ud i luften og slår ud med armene.

»Det er helt håbløst med alle de møder og projekter, når vi ikke er flere voksne,« siger han så og skubber sansegyngen, hvor Adam på fem år ligger på maven og kigger op.

»Jeg er fra storegruppen,« siger han stolt og smiler over hele hovedet.

»Så jeg har slet ikke brug for de voksne.«

Femårige Adams ord ligger alt for tæt på sandheden, fortæller pædagog Pernille Brammer. For børnehavebørnene kan langt hen ad vejen bedre holde til, at der i mange situationer kun er en voksen til en hel børnegruppe.

»Børnehavebørn er gode til at klare sig selv, og det lider de under. De børn, der selv kan lyne lynlåsen og det hele, kan gå igennem en hel dag, uden at man får talt med dem,« siger hun.



Nogen skal starte. Pernille Brammer og Cindie Christoffersen har en mission om at bruge deres ytringsfrihed til at råbe op om konsekvenserne af de dårlige vilkår. De blogger på voresvirkelighed.dk og snakker med både journalister og politikere. I starten var det angstprovokerende at stille op i aviser og radio og fortælle om hverdagens problemer og udfordringer. Men reaktionerne fra forvaltningen er udeblevet.

Pædagoger bliver nødt til at turde sige tingene, som de er, for hvis de ikke kæmper for børnenes sag, så er der ingen, der gør det, mener de to.

»Nogle er nødt til at starte. Jeg fik en besked på Facebook fra en pædagog, jeg ikke kendte, som var sygemeldt med stress,« fortæller Pernille Brammer.

»Hun skrev, at jeg er en af hendes ’dagens helte’, fordi jeg tør sige det, hun tænker. Det gav mig virkelig blod på tanden.«



Sådan gjorde vi

Tre dage i oktober har journalist Marie Bille og fotograf Jeppe Carlsen besøgt Børnehuset ved Skoven i Ballerup, der ligger i boligområdet Egebjerg lige op ad Hareskoven.

De ville undersøge, hvordan pædagogernes udfordringer er set med hverdagsbriller. Fra tirsdag den 21. til onsdag den 23. oktober fulgte de vuggestuepædagog Cindie Christoffersen og børnehavepædagog Pernille Brammer. De talte med andre pædagoger, studerende, lederen og forældrene til børn i den integrerede institution, som er normeret til 96 børn i alderen 0-5 år og 23 fastansatte.