TEMA. Pædagoger spotter bandespirer i hele landet

Bandekrigen blussede endnu engang op i foråret, denne gang på Nørrebros gader i København. Skudepisoderne kostede 3 livet, imens 25 blev såret. Lige nu er der fred på Nørrebro, men alt tyder på, at vi ikke har set det sidste til banderne. Deres fællesskaber tiltrækker masser af unge i hele landet, lyder det fra pædagoger i en ny undersøgelse foretaget

af BUPL.

Undersøgelsen viser, at 74 procent af de adspurgte pædagoger, der arbejder med børn i skolealderen, har været i kontakt med unge, der er i risiko for at havne i bandemiljøet.

Tallet bakkes op af lektor i læring og udvikling på Aarhus Universitet Kirsten Elisa Petersen, der har forsket i udsatte børn og unge i bandemiljøer siden 2012. Ifølge hende spiller pædagoger en væsentlig rolle i arbejdet med at tilbyde gode, meningsfulde alternativer til bandegruppernes sammenhold.

»Pædagogernes rolle er den relationelle. De kan skabe kontakten, relationen og samværet med de udsatte unge, så de kan invitere til en fortrolighed om, hvad de unge begiver sig rundt i og måske er på vej ud i,« siger hun.



Flest i klubberne. Især klubpædagogerne møder unge, der efter deres vurdering er på vej ud i bandemiljøet. 78 procent af de pædagoger, der arbejder med de 14-18-årige har været i kontakt med unge, der er eller har været i risiko for at havne i et bandemiljø.

Forsker Kirsten Elisa Petersen mener, at pædagogernes arbejde er særlig vigtigt i risikofasen, inden den unge ryger ud i bandemiljøet.

»Pædagogerne er i front og får den første information eller indikation på, at en ung er på vej ud i bandegrupperinger. Samtidig er det også dem, der kan være fortrolige med de unge,« siger hun.

Kirsten Elisa Petersen har i sin forskning talt med flere unge, der er integreret i bandemiljøerne. Hun kender derfor de fællestræk, der er hos de unge, der søger miljøet.

»Der er især to ting, der er gældende for de unge i risikogruppen. De er alle på en eller anden måde faldet ud af skolen eller haft svært ved det. Og så er de vokset op og lever i udsatte boligområder, hvor der er en form for bandelignende konstellation og dermed mulighed for at blive inviteret derind,« fortæller hun.



Passer ikke ind. 30-årige Nedim Yasar er tidligere bandeleder af banden Los Guerreros på Vestegnen og læser i dag til pædagog. Han blev smidt ud af folkeskolen i ­

7. klasse og blev som 15-årig udelukket fra fritids­klubben i Ballerup, hvor han voksede op. Der gik ikke lang tid før han og vennerne blev lokket ind i bandemiljøet.

»Når vi ikke længere havde murene fra fritidsklubben omkring os, blev vi mødt af den realitet, som var, at vi ikke passede ind nogen steder,« fortæller Nedim Yasar (læs hele hans historie på side 17-19).

Forsker Kirsten Elisa Petersen har set samme mønster for de unge, hun har mødt i bandemiljøet.

»De fortæller selv, at de i 5.-6. klasse er gået ud af skolen, uden at nogen opdagede det. Heller ikke forældrene vidste noget, og så hænger de ud på gaderne og bliver inviteret til at lave småkriminalitet. Derfra udvikler det sig til, at de bliver en del af bandemiljøet,« siger hun.

»De unge fortæller, at de, der betyder noget, er de voksne, som de har en god kontakt og relation med. Og at der er aktiviteter og indsatser, som hjælper dem i præbandefasen,« siger Kirsten Elisa Petersen, der definerer præbandefasen som den fase, hvor pædagogerne især er med til at forebygge hos de udsatte unge.



Nytårstalen. Det er ikke kun pædagogerne, der oplever, at bandemiljøet kommer tættere på. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde i nytårstalen 1. januar, at der i Danmark findes parallelsamfund, som danner eksistensgrundlag for banderne. Regeringen vil derfor præsentere et udspil mod de ghettoområder, hvor banderne ofte opstår. Der skal tages hånd om de børn, der er på vej ud af skolerne, og udsatte børn skal tidligere i daginstitutioner, mener statsministeren. ’Ud af hjemmet i ghettoen og ind i et dansk miljø,’ sagde han i nytårstalen.

Dermed spiller statsministeren bolden videre til pædagogerne, der skal arbejde med de udsatte børn. BUPL-formand Elisa Bergmann ser positivt på, at han anerkender dag­institutioners betydning, men understreger, at tidlig indsats kræver investering.

»Det er godt, men ikke tilstrækkeligt, at børnene kommer i daginstitution. Det kræver høj faglighed, tid og ressourcer, når pædagoger skal bygge bro til familierne og sikre den bedst mulige understøttelse af børn i udsatte positioner. Det kræver en målrettet, forebyggende indsats, og det koster,« siger hun.



Tavse forældre. I BUPL’s undersøgelse nævner halvdelen af pædagogerne, at de oplever at have for lidt tid, og at der mangler personale til at arbejde med unge i risikogruppen. Men det er ikke kun mangel på tid, der er problemet. I undersøgelsen fortæller flere pædagoger, hvordan manglende forældresamarbejde bremser deres arbejde med de udsatte unge.

En pædagog svarer sådan her på spørgsmålet om, hvilke udfordringer de ser i arbejdet med at nå børn og unge, der er i risiko for at havne i bandemiljøet: ’De unge er hårdt skadet af belastet barndom og pressede familier. De unge har kun tillid til få’.

En anden svarer: ’Forældres manglende erkendelse af, hvad deres børn foretager sig’.

For Nedim Yasar havde forældrene i en tidlig alder givet op. De eneste voksne, han betroede sig til dengang, var enkelte pædagoger fra klubben. Derfor blev meget taget fra ham, da klubben smed ham ud.

Ifølge Kirsten Elisa Petersen er det vigtigt, at pædagoger bidrager til at få de unge på rette spor ved at finde pædagogiske fællesskaber til dem og engagere forældrene. Hun er netop nu i gang med et forskningsprojekt, der er støttet af BUPL’s forskningsfond, som skal vise, hvor vigtige pædagogiske fællesskaber er, når det handler om at forebygge bevægelser ind i bandegrupperinger.

»Pædagoger er ekstremt vigtige, når de unge er 12-15 år. I denne præbandefase er det vigtigt, at pædagogerne holder fast i gode aktiviteter og hjælpe de unge med at være tilknyttet fritidsaktiviteter. De skal hjælpe dem med at finde fritidsjob, og de skal altid holde kontakten til forældrene. Der skal være invitationer til børnene om at deltage i fællesskaber, som ikke er kriminelle,« siger hun og understreger, at det er en kæmpestor og krævende opgave, pædagogerne har.



Sten på vejen. Men ikke kun mangel på tid, personale og forældredeltagelse står i vejen for, at pædagogerne kunne hjælpe de unge, der enten er i risikogruppen eller er blevet en del af en bande eller en bandelignende gruppering.

I undersøgelsen svarer hver 8. pædagog, at de ikke ved, hvor de kan få hjælp til at håndtere udfordringerne med de unge i risikogruppen. Mange har forsøgt at reagere, men en snak med socialforvaltere eller underretninger har ikke hjulpet:

En pædagog uddyber: ’Selvom vi kan se, at børnene har problemer, som ligger udover, hvad vi som pædagoger umiddelbart har kompetencer eller tid til at håndtere, er systemet ofte ’stift’ og langsommeligt, og derfor når hjælpen aldrig eller for langsomt frem’.



Landsdækkende problem. Selvom bandekrigen er mest omtalt i Københavnsområdet, viser BUPL’s undersøgelse, at pædagoger over hele landet har kendskab til lokale bander, der frister de unge.

Det er især pædagoger fra Ballerup, Frederiksberg, Gladsaxe, Greve, Helsingør, København, Lolland, Næstved, Aalborg og Aarhus Kommuner, der oplever problemer med bander i nærområdet.

Mens nogle pædagoger arbejder i områder, hvor store, kendte bander som Satudarah, Brothers, AK81, Bandidos, Black Army, Loyal to Familia og Hells Angels holder til, er der også mange, der ser mindre, lokale grupperinger.

En pædagog fra undersøgelsen skriver: ’Efter at ungdomsklubben er lukket, ser vi større grupperinger af unge, som åbenlyst mangler et tilhørsforhold og en ’synlig’ voksen, de kan gå til. De er i særdeleshed udsat for grupperinger indenfor banderne.’

En anden skriver: ’Det er ikke nogen navnemæssig gruppe. Udelukkende unge mennesker, der grupperer sig og starter med at lave larm, ballade og hærværk, fordi, som de siger, de keder sig’.