Tema danskhed: Vi opdrager efter samme værdier

Etniske minoritetsforældre opdrager børn til selvforvaltning, samarbejdsevne, frihed, ligestilling og ærlighed. Det er de samme værdier, som danske forældre sætter højt, viser undersøgelse.

Autoritær, gammeldags og fanatisk religiøs. Helt uacceptabelt og uforeneligt med grundlæggende værdier i det danske samfund som frihed, ligestilling og demokrati. Det er den klassiske fordom om etniske minoritetsforældres børneopdragelse. Men den fordom holder ikke.

Det fastslår Üzeyir Tireli, lektor og underviser på Højvangsseminariet. Han har undersøgt værdier i opdragelsen blandt danske og etniske minoritetsforældre. Resultaterne kan læses i bogen 'Pædagogisk arbejde med tosprogede børn'.

Når danskheden er til debat, bliver den danske måde at gøre tingene på ofte stillet i modsætning til 'de fremmedes' måde, også når det gælder opdragelse af børn. En udbredt forestilling er, at etniske danskere og etniske minoriteter har to forskellige livsformer, der bygger på vidt forskellige værdisæt. Den forestilling går igen i avisartikler og tv-indslag om alt fra tvangsægteskaber til genopdragelsesrejser, men den findes også i bøger, som bruges til undervisning af pædagoger, mener Üzeyir Tireli.

Her findes en forestilling om, at den moderne danske familie og de danske institutioner tilskynder børnene til selvstændighed og uafhængighed, mens etniske minoritetsfamilier opdrager deres børn til, at familien kommer før individet.

"Det pædagogiske felts myte består i, at de etniske minoriteter har en traditionel livsform og opdrager børn på en måde, hvor man vægter nogle værdier, som vi andre har forladt eller tager afstand fra," siger Üzeyir Tireli.

Men sådan ser virkeligheden ikke ud. Hans undersøgelse viser, at danske forældre og etniske minoritetsforældre opdrager ud fra de samme basale værdier. Ærlighed er den vigtigste værdi i opdragelsen for begge grupper.

"Når jeg spørger de etniske minoritetsforældre, hvordan de rent faktisk opdrager deres børn, viser det sig, at de går lige så meget op i selvforvaltning, samarbejdsevne, frihed, ligestilling og ærlighed," siger han.



Flere ligheder end forskelle. Undersøgelsens resultater er på flere områder i tråd med, hvad andre undersøgelser på samme felt har vist. En undersøgelse af etnisk danske mødres og minoritetsmødres værdier og metoder for opdragelse fra Socialforskningsinstituttet (SFI) i 2001 konkluderede, at der er større ligheder end forskelle mellem de værdier, som mødrene synes er vigtige.

En undersøgelse af fædre med anden etnisk baggrund, som Kenneth Reinicke fra Roskilde Universitet lavede i 2006, viste, at fædrene er influeret af den opdragelsespraksis, de møder i deres danske hverdag. De tager imod gode råd om opdragelse fra venner, kolleger og medier.

Üzeyir Tirelis undersøgelse viser også, at etniske minoriteter i høj grad er influeret af det danske samfund, de lever i.

"Minoritetsforældrene har overtaget de mål og værdier, der er for opdragelsen i Danmark. Eller måske har distinktionen aldrig været der," siger Üzeyir Tireli.









De tre store myter

Der eksisterer tre store myter i den offentlige debat

om de fremmedes måde at opdrage børn på, mener Üzeyir Tireli:



• Opdrager deres børn, som om de stadig lever i

mellemøsten eller Afrika.

• Har en gammeldags og traditionel livsform.

• Er fanatisk religiøse.



Forskning viser imidlertid, at etniske minoritetsforældres opdragelsesformer og idealer er lige så mangfoldige og nuancerede, som det er tilfældet hos resten af befolkningen.



Pædagoger kan dræbe myter

Hvad kan det pædagogiske personale stille op over for myterne om, at etniske minoritetsforældres opdragelse er uforenlig med danske værdier?

Üzeyir Tireli har nogle råd:

• Diskuter, hvad der siges og skrives om forældre til børn i institutionen. Hvad skriver for eksempel lokalavisen om forældre/beboere i kvarteret? Hvordan harmonerer det med personalets opfattelser af de samme? Det kan bidrage til at nuancere billedet, så forsimplede forklaringer undgås.

• Skab mulighed for, at forældre uanset kultur og religion fortæller hinanden om de dilemmaer, vanskeligheder, bekymringer, glæder og idealer, de har i forhold til deres børn. Hvordan håndterer de for eksempel barnets lyst til noget sødt?

• Arbejd med at sikre, at forældrene har indlydelse på institutionsstrukturen, for eksempel hvilke aktiviteter, der skal tilbydes, hvilke udflugter, der skal vælges og hvilke dage og begivenheder, der skal markeres.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.