Tegninger fra drømmeland

Dråber af mørkeblå, lyseblå og hvid akrylmaling rammer de to store stykker karton på gulvet. Små hænder dypper hurtigt de knugede malersvampe i de bløde farveklatter og bevæger dem rundt i store buer, så farverne tones og blandes. Okkergul, gul og hvid dryppes på i den ene ende af kartonen. Nu er der både en sandbund og hav. Men hvor vandoverfladen skal være, kan de fire børn i Hellebæk Børnehaves tegneatelier ikke blive helt enige om.

»Jaaaa, mere blå. Blå er sejt,« råber seksårige Anders og nærmest danser rundt om papiret, mens han svinger svampen faretruende tæt på fotografen. Pædagog Jytte Andersen er i dag ude i Hellebæk Børnehaves tegneatelier med fire børn, som tegner deres oplevelser fra et besøg på Øresundsakvariet i Helsingør. For hende er det en vigtig proces at gå ind og tale med børnene om det, de tegner, mens de tegner, og ikke bare give dem tegnematerialer og så ellers overlade dem til sig selv. Medmindre børnene laver "private" tegninger, som de ikke vil dele med andre. For der kan også være hemmeligheder mellem børnene og deres tegning.

Det handler grundlæggende om, at børnene gennem deres tegninger får bearbejdet tanker, drømme, følelser og oplevelser. Ved at tale med dem undervejs kan pædagogen lære meget om, hvad børnene er optaget af, og på den måde bedre forstå dem.

»Der bliver tegnet i de fleste børnehaver i dag, men mange pædagoger har svært ved at forklare, hvad det gode ved det at tegne egentlig er,« siger Jytte Andersen.

Når pædagoger vælger at etablere en tegnekultur efter hendes forskrifter, skal de være klar over, at det er en opprioritering, som vil tage tid og plads fra andre aktiviteter. I Hellebæk Børnehave har pædagogerne valgt at opprioritere tegning med børnene. Det har betydet, at for eksempel trafiklære er blevet nedprioriteret.

Alle børnene tegner en eller flere gange i løbet af dagen. Om morgenen er der rigtig mange børn, der myldrer til tegneredskaberne.

»Jeg oplever ofte, at børn ønsker at tegne om morgenen, når de lige er kommet. At tegne bliver her en slags overgangsfase, hvor morgenens travlhed bearbejdes, måske også nattens drømme eller forventninger til dagen. Børnene indstiller sig på skiftet fra familie til institution,« siger Jytte Andersen.



Pædagog - ikke terapeut. Jytte Andersen gik for halvandet år siden i gang med en opgave i forbindelse med sin uddannelse til eksam. pæd. på det nuværende Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU). Opgaven tog cirka halvandet år og endte med at blive en bog om børns tegnekultur, som udkom i slutningen af sidste år. Men interessen, indsamlingen af materialer, herunder børns tegninger, og erfaringer med børnene i processen startede for omkring 15 år siden.

»Jeg opdagede, at det her var en anden måde at kommunikere med børnene på, og at deres billeder fortalte noget andet end ord,« fortæller hun.

Da barnetegningen rummer mange ubevidste budskaber, er den et godt redskab til at forstå børnene bedre. Men Jytte Andersen understreger, at det ikke handler om at lege terapeut og tolke på børnenes tegninger.

»Vi bør - som pædagoger - ikke gå aktivt terapeutisk ind i barnets tegninger eller forsøge at tolke og bevidstgøre motiver for barnet, men lade barnet fortælle, hvis det har lyst, og prøve at forstå barnet ud fra dets egne præmisser,« siger Jytte Andersen.

Dermed mener hun, at pædagogen ikke skal gå ind og lokke følelser frem, som er vanskelige at håndtere i en situation, hvor han eller hun ikke har tid, mulighed eller viden nok til at hjælpe barnet.



Børn erfarer verdenen. I Hellebæk Børnehaves tegneatelier er de fire børn gået i krig med at tegne fisk, søstjerner og krabber. Drengene Carl og Anders råber højest og bevæger sig meget rundt om deres fasttapede pap på gulvet, mens de fortæller om dyrene, og hvad de kan. Simone og Cecilie er mere stille. Både i lyd og tegning. De har låst blikket fast på de små detaljer på dyrene, de tegner.

Piger og drenge tegner meget forskelligt. Drenge vil have handling, action, og fortæller ofte en historie om, hvad der sker på tegningen. Piger tegner primært mennesker - for eksempel familien eller prinsesser. De går i detaljer og er meget bevidste om hvilke farver, de vil bruge. Jytte Andersen formulerer det med disse ord: "Piger er i deres billeder. Drenge handler i deres billeder."

Jytte Andersen har gode erfaringer med at bruge store formater og lave tegning på gulvet med drengene, fordi drenge ofte har en lidt dårligere koncentration end de jævnaldrende piger. Drengene har mere brug for stor bevægelighed og kropslighed.

Men det handler også om tanker og følelser, om udviklingen af barnets æstetiske sans, dets kreative udtryksform og dets evner til at aflæse billedsprog.

»Børn erfarer verden gennem sanserne. Hvis de har tegnet meget som små, vil de have meget nemmere ved at afkode verdenen, når de bliver større. Det er en god måde at klæde dem på i en tid med et voldsomt dagligt billedbombardement, når man lader dem lave deres egne billeder. Børn bliver bedre billedlæsere af at lave billeder,« siger Jytte Andersen.



Skab en tegnekultur. For at skabe en tegnekultur i en børnehave, er det vigtigt, at der altid er adgang til at tegne, når det er det, børnene har lyst til. Den voksnes rolle er blot at skabe rammen, forsyne med materialer, men ikke mindst at kende lidt til børns tegneudvikling og forholde sig respektfuldt til det enkelte barns udviklingstrin.

Praktisk set bør pædagogerne lave et rart tegnested, hvor der er masser af papir, gerne forskellige typer og størrelser. På tegnebordet må der gerne være flere slags farver og tegneredskaber.

»Der er ikke noget som en halvtør tusch og et kedeligt stykke papir, der kan dræbe tegnelysten. Vi voksne kan jo også bedre lide at køre i lækre biler og spise lækker mad. Så hvorfor skulle børn ikke have det på samme måde. Det er jo vitaminer for sanserne,« siger Jytte Andersen.

Et andet godt råd til pædagogerne er at lave udstillinger. Det får børnene til at føle sig taget alvorligt og ikke mindst stolte og er samtidig en inspiration til de andre børn og forældrene.



Øresund i vinkel. Der er næsten gået en time med Øresundstegningerne, som er ved at blive rigtig flotte. Simone og Cecilie er begyndt at sige noget mere. De går stadig i detaljer og taler meget om dem. For Anders vedkommende er tålmodigheden ved at være opbrugt.

»Jeg gider ikke mere. Må jeg ikke nok gåååå,« vrænger han utålmodigt. Han får til sidst lov at gå efter et par forsøg på at fange hans opmærksomhed om tegningen igen. Carl forsvinder kort efter. Men pigerne hænger ved og begynder at tale endnu mere om deres tegning. Pludselig taler de om familierelationer mellem fiskene. Hvem er morfisk og hvem er barnfisk? Og sådan fortsætter det lidt, mens de skifter farver ud i et væk. Cecilie begynder at "krabbe" hen over tegningerne på gulvet for at vise, at hun skam godt ved, hvordan en krabbe bevæger sig.



Jytte Andersens blå bog:

- uddannet i 1971

- har arbejdet i Hellebæk Børnehave i 10 år

- har arbejdet som museumspædagog på Louisianas Børnehus

- er medstifter af Børnekulturhuset i Helsingør

- læser i sin fritid til cand. pæd. i billedkunst på DPU

- afholder kurser i billedkunst for pædagoger et par gange om året

- er medlem af og har tidligere siddet som bestyrelsesmedlem i interesseorganisationen Børn, Kunst og Kultur



Jytte Andersens bog hedder "Det gemmer sig i blyanten" og er udkommet på Gyldendal sidste år. Den indeholder praktiske informationer om, hvordan man går i gang, og en liste over forhandlere af tegneredskaber. Der er masser af eksempler på tegninger og samtaler med børn om deres tegninger og tips til, hvordan man kommer i gang.