Talmagi

En artikel i Politiken 16. november har fået den del pædagoger op af stolen. Avisen brugte tal for normeringen i navngivne kommuner, som de lokale pædagoger ikke kunne genkende. Og med god grund. Der blev nemlig brugt tal, som ikke kan sige noget om, hvor mange børn det pædagogiske personale skal passe. Tallene står i en tabel, som skal vise, i hvilke kommuner forældre får mest personale for deres penge, og hvor de får mindst. Tabellen er lavet på baggrund af Indenrigsministeriets Kommunale Nøgletal, og problemet med tallene er, at de ikke kan bruges til at sige noget om, hvor meget kvalitet forældrene får for pengene, hvis man måler kvalitet i form af antal børn per pædagogisk personale. De siger kun noget om, hvor mange ansatte der i alt planlægges at være i forhold til forventet børnetal i institutionerne.

Indenrigsministeriets tal baserer sig nemlig på kommunernes indberetning af budgetteret personale og budgetteret antal pladser i dagtilbud. Før i tiden blev tallene baseret på institutionernes egne indberetninger om, hvor meget personale, der var på arbejde i en given uge om året, men nu er det de kommunale indberetninger om forventet personaleforbrug. Og der kan derfor være stor forskel til det personale og det antal børn, der faktisk kan registreres på de enkelte institutioner, når de på et senere tidspunkt tælles af Danmarks Statistik. Det, der også kan gøre tallene misvisende er, at kommunerne indberetter alt personale, der forventes forbrugt i det kommende år, hvorfor også ledere, køkkenassistenter og rengøringsfolk, der ikke direkte indgår i arbejdet med børnene, tælles med. Også vikartimer tælles med som personaleforbrug, også selv om de ikke bruges.

Og her kommer vi til det, som mange pædagoger ganske rigtigt ikke kan få til at passe. For når rengøringspersonale, køkkenmedarbejdere og eventuelle vikarer tælles med, får man ikke et reelt billede af hvor mange ansatte, der er til den egentlige omsorg for børnene.

BUPL er i foråret blevet enige med Kommunernes Landsforening (KL) om, hvilke personalekategorier, der bør kunne medregnes i et mål for normering. Her ses der kun på personale beskæftiget med børn, hvilket indebærer, at der ses bort fra blandt andet ledelse samt køkken- og rengøringsfunktioner. Med denne opgørelse er BUPL og KL nået frem til, at normeringen på landsplan i 2002 for børnehaver var 7,1 børn per voksen beskæftiget med børn.



Det står dårligere til. En af de pædagoger, der har undret sig, er Else Marie Linneberg, souschef i Elsted Børnehave ved Århus. I tabellen over de bedste 10 normeringer i landet kunne hun se, at Århus kom ind på en flot tredjeplads. Hun kunne læse, at de ansatte i en århusiansk børnehave kun skal passe 4,3 barn hver. Men sådan ser hverdagen ikke ud i Elsted Børnehave.

Efter opringninger til journalisterne på Politiken, der kunne fortælle om mange andre henvendelser fra undrende pædagoge og til Indenrigsministeriet, som kunne fortælle om beregningen af tallene, henvendte Else Marie Linneberg sig også til Børn&Unge. Vi bruger derfor tallene fra hendes institution til at vise den reelle omsorgspersonalenormering.

Til det direkte arbejde med de 59 børn er ansat 7,6 personaler eksklusiv lederen til at dække en ugentlig åbningstid på 52 timer, hertil lægges en vikarpulje på 807 timer årligt. Hvis man forenkler normeringen til kun at gælde for en åbningstid på 37 timer om ugen, vil det svare til en normering på 7,8 børn per ansat pædagogisk personale. Else Marie Linneberg siger:

"Der er altså ikke 4,3 børn per pædagogisk personale, men 7,8. Og det står endnu dårligere til, for personalenormeringen skal dække en åbningstid på 52 timer, så det holder ikke engang med de 7,8 børn per omsorgsperson. Den rengøringsassistent og køkkenassistent, der er medregnet i Indenrigsministeriets tal, er ikke til stede i åbningstiden. Nøgletallene kan i hvert fald ikke bruges til at sige noget om, hvor meget pædagogisk personale, der er ansat per barn i de forskellige kommuner. Og det er vel det, vi taler om, når vi snakker kvalitet," siger hun.

Else Marie Linneberg mener derfor ikke, at indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har ret, når han på ministeriets hjemmeside siger, at han håber, at nøgletallene kan bruges som "et effektivt prioriteringsværktøj for kommuner og amter", og "et nyttigt informationsværktøj for den enkelte borger, der ønsker præcis information om sin egen kommune på en simpel måde". Og hun synes, at det største problem ved de misvisende tal opstår, hvis politikerne bruger de "meget positive" tal som begrundelse for yderligere nedskæringer.

"Det er bekymrende, at tallene er så forsimplede, at man hverken som ansat eller forælder kan genkende sin egen normering heri. Samtidig er det også et problem, at statistikken ikke forholder sig til kommunernes forskellige åbningstider og administrative og ledelsesmæssige opgaver, som er lagt ud i institutionerne og tager fra pædagogernes tid sammen med børnene. I dag er det jo ikke ualmindeligt, at lederen er taget helt ud af børnenormeringen,

men det fremgår jo heller ikke af tallene," siger hun.