Tale er guld
Tale er guld
Når bekymringssager ikke så tit udvikler sig til rigtige indberetningssager i Præstø Kommune, skyldes det ikke mindst "Grib ansvaret". Et projekt, der siden 1997 har været en fast bestanddel i arbejdet med kommunens 1.400 børn og unge.
Tanken bag projektet er, at jo tidligere man griber ind, jo flere problemer fanger man, før de vokser sig store og uoverskuelige.
Det betyder blandt andet, at medarbejdere fra institutioner, skoler og forvaltninger bruger hinanden på tværs. Det gamle ordsprog om, at tale er sølv og tavshed guld, er vendt på hovedet. I dag kender de hinanden og ved, hvem det kan være relevant at kontakte i en given situation. Det betyder samtidig, at muligheden for at dække sig ind under tavshedspligten er taget fra de ansatte.
»Vi har handlepligt fremfor tavshedspligt. Det er vi nødsaget til. Ønsket er at gøre det bedst mulige i den enkelte situation, og så kan det godt være, at vi er nødt til at give nogle oplysninger videre. Men det sker ikke, uden at forældrene er orienteret, og vi har spurgt om lov. Vi overholder stadig tavshedspligten i Præstø Kommune,« understreger Birgit Bøgebjerg, der er områdechef for børn og unge.
Det er ikke, fordi medarbejderne i kommunen ikke tidligere har taget deres job alvorligt. Men i dag er tingene sat i system, og netværksgrupper er etableret, for at de ansatte kan bruge hinandens ekspertise og viden om børnene i større omfang.
»Dybest set handler det om at udnytte ressourcerne bedre. Før vi begyndte projektet, analyserede vi de problemstillinger, vi havde. Vi kunne se, at vi kørte hver vores kultur. Skolerne havde deres kultur, børnehaverne deres og så videre. En væsentlig del af projektet har været at få nedbrudt myter og få skabt en forståelse og accept af hinandens arbejdsvilkår og personlige kunnen. Der er etableret forbindelse mellem de forskellige professionelle faggrupper, og det har givet os en helt ny måde at bruge hinanden på,« siger Birgit Bøgebjerg.
"Grib ansvaret" handler om:
- Tidlig indsats, som giver færre tunge sager.
- Handlekraft hos de professionelle, som gør faggrupperne bedre til at reagere på deres
observationer og gå til forældrene, når de er bekymrede.
- Samarbejde, som afliver myter og skaber kontakt på tværs af faggrupper. Personalet føler ikke længere, at de står alene med ansvaret.
- Familien inddrages tidligt, så de får et helhedsbillede af barnet og en forståelse for, at professionelle og forældrene har samme mål og handleplan.