Takuss*)

Dag 1 Klokken er 8.30. På kajen ved tidevandstrappen i Atlanthavnen i Nuuk står 27 børn og fem personaler og venter spændt på "Emanuel", som er navnet på den båd, der skal tage os ind til Qoornoq (udtales Grooonok). Kl. 9.00 kommer båden, og der lastes bagage, mad og børn. Så får vi pludselig et problem. Vi mangler fire kasser med mad. Alle vores frostvarer er ikke kommet. Pisiffik (den lokale købmandsforretning og konkurrent til Brugsen) har glemt at levere vores mad. "Emanuel" har ikke tid til at vente, så det må komme med vores egen båd (fritidshjemmet har en jolle på 18 fod). Den skal sejle til Qoornoq senere på dagen med en af de voksne, der skal deltage på lejrskolen. Vi skal også have vores gummibåd med, så lejrskoledeltagerne har en mulighed for at komme lidt ud på vandet.

Alle tripper forventningsfulde, der kysses og formanes, og pludselig har vi lagt fra kaj. Vi er på vej. Da vi når forbi Sermitsiak, åbner der sig et skue. Vores varme sommer har fået bræen til at kælve, så fjorden er oversået med isskosser i alle størrelser. Vi må sejle langsommere og zigzagge imellem gassut (is, der er gennemsigtigt og derfor farligt. På dansk kaldet sort is) og kæmpe isfjelde af blå is. Vi ser et par sæler. Ærgerligt, at vi ikke har vores riffel med, men den hænger tilbage på kontoret i Narsarmiutaq. Efter 21/2 times sejlads kan vi se Qoornoq med de mange farvestrålende træhuse.

Vi ankommer til Qoornoq kl. 11.45 helt efter planen. Vi får tømt båden og er nu på egen hånd. Godt at Jaakku, vores pedel, har en mobiltelefon, vi kan regne med næsten hver dag. Vi har to huse til rådighed, pladsen er fuldt udnyttet. I stedet for køjesenge er der brikse fra væg til væg under de skrå tage, her kan der ligge fem-seks børn uden at blive mast. I køkkenet er der 14 dage før vores ankomst blevet lagt vand ind, hvilket vil sige, at der går en haveslange fra huset og til vandposten ca. 100 meter væk. Her er ingen elektricitet, men det betyder ikke noget, for det er lyst døgnet rundt på denne tid af året. Varmen kommer fra store varmeovne, der bruger petroleum som brændsel. Komfuret er et gammelt gaskomfur, og toiletterne er tørklosetter. Kommunen har i år valgt at ansætte en pedel til at klare tømning af wc og afbrænding af affald. Jaakku er en stor hjælp. Husene bliver brugt hele sommeren igennem af kommunens institutioner, men naboskabet er venligt og forstående. Man er vant til, at der er larmende børn.

I lejren begynder sulten at melde sig. Maden er bare ikke kommet endnu. Så stor er glæden, da fritidshjemmets båd med Pia og mad kommer kl. 18.30, og i løbet at meget kort tid bliver der serveret pølser og pølsebrød. Båden tager af sted igen, og vi er nu overladt til den grønlandske naturs lunefuldheder og en ghettoblaster, der hamrer derudaf med technorytmer. Dejligt. Ved sengetid den første dag er der et par børn, der lider lidt af hjemve, og vi putter på briksene og læser lidt tegneserier.



Dag 2. Naja har fødselsdag og vågner som den første klokken syv. Paninnguaq hvisker, at hun skal sove videre, og der bliver ro i et kvarters tid. Så kan Naja ikke længere og får et hosteanfald, der vækker de andre, og hurtigt får Naja sat alle i sving med at finde gaver og de blomster, der blev plukket fredag aften.

Endelig er alt klart, og alle "vækker" Naja med fødselsdagssang, blomster og gaver.

Efter endt gaveåbning går vi over i det andet hus og spiser vores morgenmad. Efter morgenmaden er der dømt legeplads. Her møder vi nogle af vores fritterbørn, der er på lejrskole med Røde Kors børnehjemmet, hvor de bor til daglig.

Efter et par timer skal der laves frokost, så vi går tilbage til hytterne. Børnene er ivrige efter at være med, og vi har det hyggeligt.

Mange af de andre børn har travlt med at prøve alt tøjet fra rygsækken og leger tagfat med Holger og Ado, et par unge fyre der er med som vikarer. Der er råben og skrigen og løben ud og ind ad døre.

Eftermiddagen står i fødselsdagens tegn. Der skal bages boller, lagkage og grønlandsk kage, der er en sød bradepandekage af franskbrødsdej med rosiner. Stuen bliver pyntet med balloner og serpentiner, børnene går ud for at plukke blomster. Køkkenet syder. Fødselsdagsbarnet pynter lagkagen med Nutella, mandarinskiver og kandiserede violer. Det bliver en rigtig "kaffemik" med fødselsdagssange på grønlandsk og dansk, og til sidst får alle en slikpose.

Efter at alle har fået slikpose trækker en del børn til deres værelse med deres skat. Men andre børn er meget opsatte på at komme ud og sejle i vores gummibåd. Så Holger må sejle små ture ud til isskosserne i fjorden. Nuka står på klippen og hjælper med at skifte mellem de utålmodige børn. Ado går ned og fisker sammen med de børn, der venter, det kan han lige nå, inden han skal til at lave pizza sammen med Biino.

Efter aftensmaden går Holger og Ado sammen med nogle børn ned for at fiske, men efter kort tid kommer de tilbage meget oprørte. Holger har fået en fiskekrog i kinden og må gennem den nødvendige "operation". Nuka fører krogen ud gennem kinden og bider enden af med en bidetang. Såret renses, og Holger må trøstes – det var en grim oplevelse for ham.

Da børnene skal i seng, bliver der talt om Holger, og om hvornår voksne græder. Børnene lover at trøste ham i morgen.



Dag 3. I dag er det store badedag. Biino og Pia smører madpakker, laver te og pakker toiletsager. Vi skal op i fjeldet på Bjørneøen til en lille sø i klipperne, hvor man kan bade. Vejret er dog slået om, det er koldt og tåget.

Turen derop er drøj for børnene, og små fluer sværmer om vores hoveder i milliontal. Man får dem hele tiden i ørerne, øjnene og ned i halsen, så man hoster. Men da vi endelig er fremme, går de modigste af børnene i det iskolde vand, mens de andre nøjes med at se til. Bagefter ryster de af kulde og må gnubbes varme. Vi spiser og drikker varm the. Desværre bliver vi nødt til at pakke sammen, for vi skal tilbage inden kl. 15, for tidevandet vender, og snart vil det være umuligt at komme tørskoet tilbage til Qoornoq-halvøen. Vi når det og vender dødtrætte tilbage.

Børnene er dog ikke mere trætte, end at de alle vil være med i den fællesdans, der skal til at begynde, og snart drøner technopoppen ud i den lille bygd. Børnene lærer hinanden forskellige danse, som de har set på video.

Senere går små grupper af børn og voksne hen til legepladsen ved bugten. Her er der en fodboldbane, sandkasse og et gammelt forfaldent legestativ. Sidst, men ikke mindst er der en dejlig strand, hvor isskosser, som tidevandet har ført ind, er strandet. Isskosserne er godt legetøj, og man har altid lidt frisk vand ved hånden, hvis man bliver tørstig. At sidde her på græsset og lade sig gennembage af solen. Lukke øjnene lidt på klem, lytte til børnenes legen og råben og samtidig høre de dumpe drøn fra isskosser, der brækker af eller tordenen fra isbjerge, der vender rundt, det er fantastisk!

Det burde være alle forundt.

Efter aftensmaden danser pigerne igen technodans, mens drengene fanger små fugleunger, der går en grum skæbne i møde.

Vi bliver nødt til at samle børnene og tale om, at de skal lade fugleungerne være, for de skal ikke udryddes i den korte tid, vi er på ferie.

Ved sengetid læses der historier for børnene, og vi ligger alle i en bunke for at se billederne i bogen.



Dag 4. Her til Morgen kan man fornemme en vis irritation. Der er lidt gnidren de voksne imellem. En af pigerne, Ruusannguaq, har haft en voldsom hoste, siden vi tog af sted fra Nuuk, og i aftes kom hun i seng med høj feber. Vi beslutter, at hun skal sendes hjem.

Nuka ringer til fritidshjemmet og får aftalt, at båden kommer for at hente Ruusannguaq og hendes lillesøster Arnarulunnuguaq. Så kan vi samtidig få købt de ting, vi har opdaget, at vi mangler. Ved den lejlighed kan Ado også få en frisk forsyning af sodavand og smøger.

På fritidshjemmet forsøger man at kontakte moren, men det viser sig, at hun er på ferie i Danmark. Heldigvis er der en storesøster på 18 år, der godt kan tage sig af børnene.

Kollegaerne fra Narsarmiutaq kommer lige til frokost. De har de aftalte varer med og et ekstra barn, Sinne, der gerne ville være med på resten af lejrskolen. Hun får en soveplads i gruppen med de dansktalende børn. Og Pia flytter ind i "påklædningsværelset".

I løbet af eftermiddagen får vi besøg af et andet fritidshjem, Aqqaluk, som ligger i teltlejr i Paatusoq-fjorden 40 km væk. De får kaffe og småkager, og vores børn optræder med technodans.

Til aftensmad får vi "pastaklister" og kødsovs, og bagefter bager Pia og Biino 90 pandekager, mens børnene går på legepladsen. Efter ca. 21/2 times pandekagebagning spiser børn og voksne det hele på fem minutter.

Vi har fundet en god højtlæsningsbog i huset: Peter Pan. Den læser vi lidt i som godnathistorie, men alle er dødtrætte og falder hurtigt i søvn.

Da alle børnene er kommet i seng, og de voksne er samlet i stuen, bliver der talt lidt om forventninger til hinanden og til lejrskolen. Det er en god snak, det er rart at få sat ord på sin frustration. Selv om vi er trætte, lader det til, at vi har et mere klart syn på, hvor den enkelte står. Der er ingen, der har lyst til at sidde alt for længe oppe. Lejrskolen er kun halvt igennem, og vi er alle trætte.

Hvor er det fedt at være på lejrskole…



Dag 5. I dag sov vi længe! Det første barn stod klar til morgenmad kl. 9.30. Nuka havde været tidligt oppe og dækket bord. Det så meget lækkert ud med æg, hjemmebagt brød, ost og syltetøj. Børnene sad længe med te og brød og nød det.

Resten af formiddagen går med højtlæsning på værelserne, slikspisning og RÅ-hygge.

Efter oprydningen i køkken og spisestue begynder Ado og Holger at lave burgere til frokost.

Sidst på eftermiddagen går vi til legepladsen, hvor en høj mast med tre tove er et stort hit. Børnene er vilde med at svinge rundt om masten. At de sommetider støder sammen og falder ned på stenene og får nogle knubs betyder ikke så meget. Her kan vi sidde lidt og tænke på diverse regler for faldunderlag.

Vi har taget paptallerkener, servietter, kylling, marinerede koteletter og frisk hvalkød med. Vi skal grille i aften!

Vi holder øje med tidevandet og udvælger nogle isskosser, som skal blive til vores isterninger, når de når ind på lavt vand.

Børnene leger godt hernede ved bugten. Her er alt, hvad vi behøver. Strand, vand, små buske og en gammel skinnebane fra en nedlagt fiskefabrik. Der er også en del børn fra Røde Kors børnehjemmet, så en fodboldkamp bliver arrangeret.

Maden er vellykket. Og alle er mætte efter at have spist kylling og koteletter. Stille og roligt trækker vi tilbage til vores hytter. Der er blevet smurt lidt leverpostejmadder til natmad, og efter historien sover alle børn ved 23-tiden.

De voksne mødes til lidt hygge og snak om dagen. I aften udveksler vi spøgelseshistorier, og uhyggen breder sig. Pia overvejer at flytte tilbage til børnene og presse sig ind imellem dem, men får efter lidt tid talt sig selv ned og lægger sig pænt til at sove i påklædningsværelset. Freden er total.



Dag 6. Det er "store oprydningsdag" for alle. Der skal pakkes i morgen, så det er rart at vide, om alle børnenes ting er til at finde. Madrasser og soveposer bliver slæbt ud i solen for at blive gennemluftet, og det værste affald bliver samlet.

Små grupper af børn finder sammen på madrasserne og indretter sig med tegneserier eller vælter rundt og slås.

Nogle af børnene går sammen med en voksen ud til den østlige ende at øen for at se på isfjelde. Vi har papir og farver med, og der bliver nogle flotte billeder.

Vi sidder et stykke tid helt stille for at høre isfjeldene knække, men vi kan ikke se, hvor det sker. Selv om det lyder, som om det sker helt tæt ved os, kan vi ikke se så meget som en krusning på vandet.

Tilbage ved hytterne er frokosten parat. Vi skal have et orgie af frikadeller. Vi har så meget mad tilbage, så vi bliver nødt til at grovæde for at nå igennem bjerget af mad.

Resten af dagen bruges til stille omsorg og hygge. Nogle vasker tøj, andre hår, og smågrupper går på besøg hos bekendte i nogle af husene.

Efter aftensmaden, der består af flæskesteg og kartofler, går en gruppe af børn og voksne til øens højeste punkt for at se på isskosserne, det er umuligt at få nok af dem. Der bliver talt om, hvad de ligner. En kan se en and i overstørrelse, en anden ser en kæmpe sæl, og sådan bliver vi ved.

Som tiden går, og solen begynder at gå ned, farves himmelen efterhånden helt orange og sidenhen rød. Modvilligt går vi tilbage til hytterne.

Alle puttes, og selv de voksne går tidligere i seng end normalt.



Dag 7. Morgenen går med morgenmad og med at vaske lidt tøj og hår. Enkelte tager en lidt grundigere vask af kroppen. I Nuuk er tre voksne ved at gøre klar til at sejle til Qoornoq. Klokken er tæt ved 10. De tre børn, der skal med, kommer med soveposer og tasker, som skulle de være af sted i flere dage. Geværet bliver pakket ned sammen med patroner og de varer, som blev bestilt fra Qoornoq dagen i forvejen. Desværre kan vi ikke ringe til Qoornoq, for der er ingen radiokontakt til mobiltelefonen. Vi må håbe, at vi har det hele med.

Afsted kommer vi. Fjorden er stille, og isfjeldene ligger spredt, det er slet ikke som i fredags. Da vi har sejlet 11/2 times tid og kan se Qoornoq, ser Tumaa pludselig en sæl i det fjerne, og hurtigt bliver riffelen klargjort til jagt. Vi sejler langsomt rundt og spejder efter sælen. Tumaa ser den, han skyder, men sælen dykker.

Den var for langt væk til, at Tumaa kunne ramme, men ved at skyde efter den, bliver den forstyrret i at trække vejret, og så kan den ikke være så lang tid under vandet. Sådan fortsætter vi lidt, men pludselig kan vi ikke se sælen mere. Den er sikkert dukket op på den anden side af et isfjeld. Ærgerligt, det blev ikke til sæl denne gang. Det havde ellers været blæret, hvis vi var kommet med en friskskudt sæl til de andre.

På Qoornoq lyder Kamik-posten. Nogle af børnene har fået øje på vores jolle fra Bugten. Alle er spændte på at se, hvem der er med i båden, og om der er noget andet spændende med. Vi fortæller lidt om sælen, men desværre, den må vente til en anden gang.

Hurtigt får de sidst ankomne indrettet sig i soverum. Pigerne har pludselig en god anledning til at vise deres dans, og den næste halve times tid går med technodans. De vil gerne være rigtig gode til festen, vi skal holde om aftenen. Nuka og Ado tager fire børn med i jollen og sejler lidt rundt i fjorden. Desværre bliver det heller ikke til sæl for dem.

I løbet af eftermiddagen kommer der flere og flere børn ud af hytterne iført det fineste festskrud – det er noget af en kontrast at se drengene i jakkesæt og pigerne i tyl og silke mod de enorme fjelde og isskosser, der ligger rundt om øen.

Alle går op i festudklædningen med stor lyst. Scenen bliver pyntet med balloner, og solen krænger sin sjæl ud.

Til festen i aften skal vi have grønlandsk lam – en virkelig delikatesse. Da vejret er pragtfuldt, høj sol og knap 20 graders varme, beslutter vi os for at spise udenfor. Kl. 18.15 bliver der kaldt til mad: Lammebov, salat, flutes og en halv liter sodavand til hver. I løbet af ganske kort tid er maden fortæret, og de første af børnene begynder at spørge, hvornår de skal have slik.

Oprydningen er hurtigt klaret, for alt service var i dagens anledning pap og plastic. Scenen bliver ryddet, og snart genlyder luften af technopop. Alle de børn, der har lyst, træder op på scenen, og der danses til DJ Alligator Projekt og Freedom m.m. Stille og roligt kommer der beboere fra øen for at deltage i vores fest og se på børnene, der danser. Musikken bliver skiftet ud med grønlandsk folkpop, og de voksne fører an i en heftig polka, som vi her i landet kalder Kalaattut.

Efter dansen bliver der delt de eftertragtede slikposer ud, og der falder ro over bygden. Ved 22-tiden ligger alle i deres poser. Der bliver gumlet på slik og læst historie. Børnene bliver døsige, og stille og roligt i løbet af den næste times tid samles de voksne i stuen til den sidste planlægning. Der bliver smurt madpakker til hjemturen, og efter en aftentur i det smukke land går alle til ro.



Sidste dag. Vi vækker børnene og får pakket de sidste ting i tasker, rygsække og poser. Børnene får spist morgenmad i det fri, solen viser sig igen fra sin bedste side, og selv om vi alle stadig har søvnen siddende i kroppen og sidder og skutter os, så er alle glade over at skulle hjem.

Pludselig kommer en af pigerne, Sinne, løbende og råber:

»Har I set båden?«

I nattens løb er det blevet lavvande, hvilket betyder, at vores båd ligger på de bare klipper i en vinkel på 45 grader.

En gammel fanger kommer forbi, han griner lidt i skægget, men råber til os, at vi skal slå et reb om bagenden, så båden ikke kan tippe. Til alt held har Tumaa og Nuka pakket båden godt torsdag aften, så selv om båden ligger meget skævt, så har intet forrykket sig. Det kunne være endt meget værre. Der er ikke andet at gøre end at vente på, at det igen skal blive højvande. Så de næste par timer vandres der lidt frem og tilbage for at se til båden.

Båden var ellers fortøjret efter forskrifterne, men en vind fra nord havde i løbet af natten blæst båden mod land, og da tidevandsforskellen nogle steder er op til 4,5 meter, var der ikke nok vand under båden til at holde den flydende.

Som formiddagen skrider frem kommer der mere og mere bagage frem på græsset. Der er nu gjort rent i husene, så der er forment adgang for børnene indenfor, men solen er ved at få magt, så det er efterhånden helt lunt.

Alle bliver stillet op til et fællesbillede. Ingen kan finde ro mere, kun musikken drøner ufortrødent videre. Flere af de voksne giver udtryk for, at det ville være dejligt hvis ghettoblasteren gik i stykker!

Pludselig bliver der helt stille. Musikken bliver kvalt… Den er god nok, det er båden, vi kan høre. Dunk, dunk, dunk, dunk. Alle vågner op, og der bliver vinket og klappet. "Emanuel" lægger til, og båden tømmes for de nye børn, der er klar til at indtage Qoornoq. Efter at deres bagage og mad er tømt af, bliver vores ting læsset på, og til sidst kan alle børn og voksne gå om bord. Vi vinker og råber "Takuss" (vi ses) til øen og dens nye beboere. Klokken er 11.30, og vi er på vej tilbage til civilisationen.

På hjemturen bliver "Emanuels" motor pludselig stille. De to skippere kravler på skift ned til den nu kogende varme motor, og efter 30-40 minutter er skaden udbedret, og vi kan sejle videre.

Resten af turen klares uden nævneværdige problemer. Pludselig er det hele slut. Forældrene står ved Atlantkajen og vinker hele vejen rundt til tidevandstrappen.

Der går kun få øjeblikke, så er børnene væk, og tilbage står vi så fire voksne, der er trætte, men fulde af gode oplevelser efter otte dage i Qoornoq. To taxaer bliver bestilt, og vi får bakset de sidste ting i vognene og kører til Fritidshjemmet Narsarmiutaq. Tumaa og Nuka, der sejlede tidligere fra Qoornoq, er kommet vel hjem og er ved at tømme kasser med ting fra Qoornoq. I mit hoved kører technodunk og ordene fra Warp Brothers: We will Survive!