Stress

Lortebleen må bare vente

Jeg møder min kollega ved lågen. Vi låser os ind og slår alarmen fra.

Telefonen ringer 6.25, mens vi står der med overtøjet på endnu. Det er bare en far, der skal spørge om noget. Heldigvis ingen sygemelding.

Min kollega sætter stole ned, tænder lys i den ene halvdel af huset og gør det indbydende til dagen i børnehaven og i alrummet. Bagefter lægger hun morgenens kurv med vasketøj sammen og lægger det på plads. Jeg begynder at lave morgenmad. Sætter cornflakes, musli og havregryn frem, koger havregrød til de små, sætter tallerkener, kopper, skeer, mælk, sukker og smør frem. Laver bakken klar med kopper og knive og tallerkener til formiddagsmaden i vuggestuen. Laver bakken klar med voksenkopper til personalestuen. Laver kaffe og te. Tænker, at jeg skal nå ind i vuggestuen og gøre klar, skraldespande ned på gulvet, sætte stole på plads, sætte poser i skraldespande, men i dag når jeg det ikke.

6.35 kommer det første barn, en af de store piger fra børnehaven.

Telefonen ringer, det er medhjælperen fra vuggestuen, hun er stadig syg med en væmmelig mavevirus, som mange børn og voksne har haft den sidste tid. Min kollega får overblik over skemaet og ringer til en vikar. Hun skal være i vuggestuen fra 8.00-10.00. Bagefter skal hun i børnehaven, hvor tre voksne er syge.

6.45 kommer en lille ny vuggestuepige sammen med sin storebror, der går i børnehaven. Mor har været hos speciallæge med hende i går. Jeg er spændt på at høre, hvordan det er gået og får lige lidt informationer af moren. Nu kommer der mange børn. Vi får rigtig travlt. Inden 7.30 er der kommet syv vuggestuebørn og ti børnehavebørn, og vi får taget stille og roligt og rart imod alle. Det kræver total koncentration og opmærksomhed af os.

Vi er stadig kun to voksne på arbejde. I perioder, hvor vi har travlt om morgenen, kommer voksen nummer tre 7.45 i stedet for 8.00. Tidligere kan der ikke komme nogen, ellers bliver vi for tyndt bemandet om eftermiddagen. Vi har den seneste tid snakket meget om, hvad vi skal gøre ved problemet, men der er ikke andre løsninger.

Inden 7.30 har fire af vuggestuebørnene og otte børnehavebørn spist morgenmad. De to nyeste vuggestuebørn græder meget, da de bliver afleveret. Jeg sidder først med den ene lidt på skødet, til han er glad.

Da den næste så kommer og har brug for hjælp, kommer den første over på gulvet, hvor min kollega har sat sig ved togbanen. Jeg hjælper nu den næste med maden. Hun er ikke særlig sulten, selvom storebror sidder ved siden af og prøver at opmuntre hende. De to næste vuggestuebørn, der kommer, kan heldigvis spise selv. Jeg hjælper dem i gang.

En dreng fra vuggestuen kommer med sin far. Jeg giver lige faren en kort besked om en læge, der skal komme og kigge på hans barn. Min kollega vinker farvel med drengen, og jeg koncentrerer mig igen om at hjælpe de børn, der sidder til bords.

Nu kan vi lugte, at der er et barn, der har lavet lort. Vi er hurtigt enige om, at vi må vente med at skifte bleen, til den næste voksne kommer. En af os kan ikke gå ud på et af badeværelserne og ordne det nu.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at nu må der bare ikke ske noget uforudset, der kræver en voksen fuldt ud. Det har vi ikke hænder nok til. Det er sådan en morgen, jeg ønsker mig, at vi var klonet med flere arme. To voksne til ti børnehavebørn og syv vuggestuebørn er bare for lidt, kan jeg mærke.

En morgen som denne indeholder lige over maksimum af, hvad jeg med min tålmodighed og professionalisme kan rumme. Jeg synes, det er lige før, det ikke er forsvarligt mere. Det er frygteligt at tænke det, men det er godt, der nogle gange er nogle børn, der er syge, ellers ville vi altid have alt for travlt...

7.30 kommer en pige fra vuggestuen sammen med sin far. Vi hilser rart på hinanden og snakker lidt. Faren siger, at han tror, hun har lavet lort. Jeg bliver lige optaget af noget med et andet barn, men lugter så, at den var god nok, hun havde lavet lort, og at faren har sagt farvel og er gået. Vi må også lade denne ble vente.

Så henter jeg barnevognene til de to mindste vuggestuebørn, der nemt kan blive kede af det. De to kommer op i vognene og sidde trygt og godt og kigger på alt det, der sker. Imens rydder min kollega morgenmaden af bordet. Og jeg er hos børnene.

7.45 kommer heldigvis den næste voksne, så min kollega går ud og skifter de to bleer. Jeg hjælper de sidste færdige med maden og tørrer bordet. Nu er vi så, imens bleerne bliver skiftet, to voksne til ni vuggestuebørn og 15 børnehavebørn.

De to børn fra barnevognene vil gerne op, så vi går nu ind i vuggestuen og lukker lågen efter os. Flere børnehavebørn er herinde at lege. Jeg beder dem rydde op og sender dem ind i børnehaven. De små nye, der nemt bliver kede af det og utrygge, har brug for den ro, det giver.

8.00 kommer den næste voksne i vuggestuen. Det er en ny vikar, vi har fået, der er booket i stedet for hende, der var syg. I forvejen har vi en fuldtidsvikar i vuggestuen. Hun kom for en måned siden, efter at vi i to måneder havde en uddannet pædagog fra et vikarbureau. Hende kunne vi desværre ikke ha' så længe, hun var for dyr. Vikarerne har været der for min nærmeste pædagogkollega, der nu har været langtidssygemeldt siden maj. For tre år siden havde jeg selv også en lang sygemelding på grund af voldsom angst og stress.

Jeg sætter mig med de små på madrassen. Det plejer at gi' en dejlig ro på stuen, når en voksen slår sig ned her med børnene. Der kommer mange børn derhen. Det kan vores lille nye pige ikke holde ud. "Ikke for meget virvar, tak" tror jeg, at hun tænker. Så jeg rejser mig og beder vikaren sætte sig derhen i stedet.

Jeg bærer lidt rundt på den lille pige og snakker ivrigt med hende for at gøre hende tryg. Vi er lidt henne ved bordet. Hun sidder på skødet hos mig.

Imens gi'r jeg nogen et par puslespil at sidde og arbejde lidt med ved bordet. En pige fra stuen, der kommer fra et andet land og ikke har sagt mange ord siden april, kommer hen til mig med en ny sangbog, jeg lige har lavet til os på stuen. Der er billeder i af alle de sange, vi synger næsten hver eneste dag. Jeg peger på billederne et efter et og spørger hende "hvad er det?", og hun svarer mig rigtigt hver gang med små hviskende ord. Jeg bliver bare så glad for, at hun siger noget. Og tænker på at al den sprogstimulering, jeg prøver at få vores sangstunder til at indeholde, den virker! Meget glædeligt.

Imens bliver den lille pige på skødet mere og mere utilfreds. Jeg går ud på badeværelset og skifter hendes ble. Jeg snakker med hende om alle bondegårdsdyrene, der hænger i en lille uro over puslepladsen. Hun ka' godt li vores lille samtale og pludrer ivrigt. Jeg gir hende sovetøj på. Hun virker allerede træt. Tilbyder hende lidt af en flaske mælk, hun har fået med. Hun er ikke interesseret. Jeg putter hende ude i krybberummet, der heldigvis ligger lige op ad vuggestuen. Glæder mig, til hun kender os bedre, og vi kender hende bedre. Det gør altid det hele nemmere.

Jeg er meget træt, da jeg kommer hjem, så jeg ta'r en lur.

Marianne Duus

Vuggestue/børnehave, Slangerup



Jeg blev totalt blank

Det er første gang, jeg skal være på stuen, efter at jeg er begyndt at arbejde igen. Det er ikke den aldersgruppe, jeg brænder mest for, og egentlig har jeg nok at gøre med at holde styr på min egen stue lige nu. Jeg er stadig på deltid efter problemerne med min ryg, men nu hvor jeg er færdig med at genoptræne, skal jeg langsomt sættes op i tid.

Efter et par timer med de små ånder jeg lettet op og tænker, at det er godt, at jeg ikke til daglig arbejder med så små børn. De er helt utrolig søde, men der er en frygtelig larm med så mange børn samlet på en stue, og jeg synes, det er svært at tilgodese det enkelte barn, når der er så stor aldersforskel.

I dag oplevede jeg igen en af de episoder, hvor jeg blev totalt blank over for et barn, jeg kender hende jo så godt, men pludselig kunne jeg bare ikke huske, hvad hun hed. Spørge hende ville jeg ikke, men jeg kunne jo kigge i afkrydsningsbogen og bruge udelukkelsesmetoden, men bogen var væk, så jeg måtte gå alle bordplanerne igennem for at finde ud af, hvad pigen hed. Emma, hvordan kunne jeg glemme det? Hun er jo det dejligste barn.

Anonym

Vuggestue/børnehave, Herning



Tøjet, der forsvandt

Dagen går derudad, jeg står pludselig med et ekstra barn, der ikke går i SFO, han skal med et andet barn hjem at lege om en time. Hov, hvad gør vi? Ingen af os har hørt noget fra nogle forældre. Vi vælger at lade ham blive den time. To børn er gennemblødt og har intet skiftetøj. Jeg ringer først til det ene hold forældre på fire forskellige telefonnumre, uden held. Så ringer jeg til det andet hold forældre, der lover at komme og hente barnet og tage noget tørt tøj med. Prøver igen det første hold forældre uden held. Vi har haft låne-skiftetøj i SFO, men har ikke mere, da det aldrig kom tilbage. Generelt er vi ofte i de problemer, at børnene mangler skiftetøj, regntøj og om vinteren huer og vanter. I vores målsætning står der, at børnene skal ud og have frisk luft hver dag. Det er bare ikke sjovt, når man så står om vinteren med et barn, der mangler både det ene og det andet og fryser.

Maj-Britt Albrechtsen

Skole/SFO/tillidsrepræsentant, Brande



Ups, det havde jeg lige glemt

Kl. 11.30: Efter endt skoledag suser jeg ned i Netto for at få styr på eftermiddagsmaden/frugten til resten af ugen. Men først må jeg trøste et barn, finde plaster frem, løse en konflikt, kramme og høre en vittighed. Og den var sjov.

Kl. 12.15: Resten af personalet møder ind, og hvor ser de friske ud. Jeg føler mig allerede godt brugt. Nu skal SFO-tiden forberedes, det vil sige "hvem gør hvad og hvor", så vi kan få en god eftermiddag.

Kl. 12.45: Alle 95 børn bliver krydset ind i protokollerne, og fritiden kan starte. En gruppe på ti børn og to voksne drager af sted til svømmehallen i Roskilde. Nu er vi fire voksne tilbage til resten af børnene. Grundet ny struktur er vores afdeling p.t. spredt på to huse, men i dag bliver vi nødt til at samles i det ene hus.

Eftermiddagen forløber hurtigt, telefonen kimer, børnene skal sendes til både tennis og kor, sågar ud til de travle forældre, der venter i bilen. Gad vide, hvordan jeg som barn ville have det med det?

Børnene er godt kørende i dag. Forventningens glæde før morgendagens skolefest er stor. Men der skal ikke meget til, før glæden hos nogle børn kammer over, og den ene konflikt afløses af den anden. Nogen har fået sit hoved i klemme i puderummet, i en af klasserne bliver der kastet rundt med playmobil, og et par tilskadekomne fra legepladsen skal trøstes og kigges på. En pige fra 1. klasse kommer pludselig og spørger:"Hvornår kommer du så med mere tegnepapir? Nu har jeg allerede talt til 200". Ups, det havde jeg glemt i farten. Hun får straks noget papir. Frugten bliver det samme som de fleste andre dage efter januar 2007: rugbrød og frugt.

Anonym

Skole/SFO, Vestsjælland



Hvad blev der af Ronjas historie?

Der kom forældre, der manglede tøj fra dagen før, og der kom forældre, der gerne ville snakke om morgenen og om dagen før og om forældresamtaler, og der kom kollegaer, som sagde godmorgen, og børn, der græd, fordi mor eller far lige var gået, og børn, der ville lege, og det skulle være nu, for ellers blev de hurtigt uvenner med ham den anden. Tre lange kvarter, men så var det også tid til at komme af sted.

Jeg sidder i bussen sammen med de fire andre voksne og 39 børn. Der er gang i ungerne, mange har glædet sig til at komme i børnehaven, eller er blevet glade for at være kommet, fordi de nu sidder sammen med en af vennerne og laver sjov eller planlægger, hvad de skal ude i børnehaven. Nogle er kede af det, fordi de ikke kunne komme til at sidde ved siden af bedstevennen eller en voksen, og nogle sidder bare og 'vågner' eller tænker. Måske på mor og far?

Jeg holder øje med, at de sidder rigtigt, så selerne virker, som de skal, hvis der skulle ske en hård opbremsning. Samtidig holder jeg øje med, at de fjollehoveder, der sidder foran mig, ikke bliver for overgearede, for så har de ret svært ved at komme ned igen, og det ender ofte med, at der er en af dem bliver ked af det, og de bliver uvenner, eller at det kommer til at gå ud over andre. Jeg nyder at sidde i bussen, fordi der er tid til at være til stede med det barn, som man sidder sammen med. I dag er det Ronja, jeg sidder ved siden af, og hun er en lidt stille pige, som jeg derfor ikke møder meget under mit arbejde i børnehaven, der overvejende handler om konfliktløsning eller om at hjælpe ungerne videre, hvis der er noget, der er svært og frustrerende. Intet af det er noget, Ronja giver særlig meget udtryk for, så hun får ikke så meget opmærksomhed fra min side i det daglige. Det giver mig dårlig samvittighed, for hun har lige så meget ret og brug for at få den opmærksomhed fra os voksne, som de andre, der fylder meget. Men så kan jeg sidde i bussen og hyggesnakke med Ronja. Hun siger:"Jeg var hos min mormor i morges og vi....", men jeg kan ikke høre, hvad hun siger, da gutterne tre sæder bagved råber. Jeg vender mig lidt irriteret om og siger, at de ikke må råbe i bussen, for så kan vi ikke høre hinanden og snakke sammen. Jeg bliver nødt til at rejse mig og sige til Ronja, at jeg lige må hjælpe drengene, men jeg kommer tilbage om lidt. De er kommet op og skændes om en hue, som den ene har kastet ned på gulvet. De andre siger, at de havde siddet og leget med huerne, og derfor røg den ned. Jeg siger, at den må ligge, og at de kan sidde og snakke lige så stille for eksempel om, hvad de vil lege i børnehaven, eller de kan kikke ud ad vinduet og snakke om det, de ser. "Om lidt kører vi forbi en stor byggeplads med masser af maskiner og gravkøer!"

Lotte Ankerstjerne

Udflytterbørnehave, København



Jagten på de forsvundne børn

På kontoret var der en livlig trafik af kolleger, som var i gang med forskelligt og beskeder, telefonopkald og beslutninger om, hvordan pasningen af børn på pædagogisk dag flagrede i luften samtidig med, at jeg skulle forberede et forældremøde og vejledning med min studerende.

Det lykkedes at få vendt, hvilke børn der er klar til at komme i femårsgruppe, og hvem der kan tage studerende til februar, inden det er tid til vejledning. Der skulle evalueres forud for 2/3 møde og planlægges aktiviteter for den gruppe, jeg og den studerende deler. Derudover skulle vi gennemgå dagsordenen til den forestående pædagogiske dag.

På vej tilbage til det, jeg troede, var middagspause, mødte jeg lige en lærer, som jeg deler børn og bekymringer med. Vi aftalte et møde, da der var mere, end hvad der lige kunne klares bag en lukket dør i garderoben.

Vel tilbage i personalestuen ville lederen drøfte det sidste nye materiale vedrørende børnemiljøvurderinger med mig. Det klarede vi på kontoret over madpakken. Bedst som jeg troede, der var tid til at trække vejret og få skuldrene ned, var klokken tre minutter i 13. Fuld fart over gården, skoleklokken ringede, og godt 70 børn bevægede sig støjende fra klasserne med kurs mod fritteren.

Der var kun to personaler inde, så det var bare med at få fundet afkrydsningsbøgerne og være klar til at se børnene i øjnene med et smil og velkommen her. Da der var styr på tropperne, skulle der ringes til de forældre, som ikke havde givet besked om, at deres børn havde fri eller var syge. Da det var klaret, var det med at finde de børn, som var så heldige, at der var plads i atelieret hos vores huskunstner.

Bodil Sørensen

Fritidshjem/SFO, Aulum



Vildt kaos - hvor er skruetrækkeren?

Nu var klokken 10, og jeg cyklede på job. Da jeg kom derover, var der gang i børnehaven. Den ene halvdel af børnene var ved at tage tøj på, de skulle til idræt cirka 20 minutters gang fra børnehaven. Den anden halvdel af børnene skulle ned på legepladsen, også 20 minutters gang fra børnehaven. Vi skulle til at plante træer, buske og stauder på vores nye legeplads. Der var også lige 40 poser jord, der skulle køres ind. Ups, vi havde ingen sækkevogn. Op i den lokale isenkræmmer, men nej, de havde ingen. Så med bussen/busser ud i jem & fix og købe en. Retur igen - to timer gik med at hente denne. Av min arm, den var tung at slæbe rundt på.

Lige ankommet med sækkevogn til legepladsen mødte jeg børnehaven på vej hjem. De voksne så oprørte ud. En af drengene var faldet på løbecyklen og havde slået en tand ud. Heldigvis var hans mor hjemme og kunne selv gå til tandlæge med ham, ellers var der en person til at gå med 18 børn på en meget trafikeret vej hele vejen hjem til børnehaven.

Hovsa, vi skulle lige flytte borde, inden vi skulle spise, for aftenen forinden havde vi forældremøde. Vi skulle også nå at rydde op, sætte i opvaskeren og så videre efter dette arrangement. Vi kom hjem, fik spist frokost, inden den anden halvdel kom hjem fra idræt.

Pludselig var der uro på gangen. Et barn havde låst sig inde på de voksnes toilet. Vildt kaos. Hvor var skruetrækkeren? Prøvede at tale barnet til ro. Heldigvis kom han hurtigt ud. Med trøst blev han atter rolig.

Øv, nu var der lige en, der havde siddet og råbt: "Jeg er færdig, jeg er færdig", og han havde siddet der alt for længe.

Nu kom resten af børnene hjem. Der er 15 i denne gruppe af 2-4-årige. De spiste på en stue, da vi andre jo allerede var færdige, og to personaler skulle gå, for de havde fri. Så medhjælperen måtte spise med gruppen alene.

Souschefen kom ind og ville høre, hvem der kunne gå til ledermøde i BUPL, indkaldt med en uges varsel. Vores leder er langtidssyg, så alle deltager i de ting, der skal ordnes, så det hele ikke hænger på souschefen. Men ingen kunne. Vi havde lige vedtaget med forældre og bestyrelse at boykotte 5-års testen, og mødet omhandlede vist dette emne.

Der var lige to børn, der skulle skiftes og puttes, mens de andre børn på stuen passede sig selv. Hovsa, nu var der slagsmål om en bil. Nu skreg en dreng i vilden sky. Der var en, der havde slået ham på øret, og da han bruger høreapparat gjorde det nas. Trøste. Kramme. Sovebørnene måtte ligge alene. De sover på lederens kontor, så hun ser efter dem, men hun måtte afløse på en af stuerne, da pædagogen var gået hjem.

Vi skulle lige have ryddet op efter frokost. Sat i opvaskeren, ordnet frugt til alle tre stuer. Gulerødder og appelsiner blev taget med ind på stuen og ordnet derinde, ellers var børnene alene.

Herefter blev der tid til at læse en historie på madrassen. Endelig lidt fred.

Nå, op igen, nu ringer det på døren. Vi skal trykke ind hver gang, der kommer en forælder. Hvor kom vi fra - historien? Så blev det frugttid. Hvem hjælper med borddækning? Sovebørnene skal op, det ringer på døren. Hvem trykker?

Så kan vi atter hygge ved bordet. Forældre kommer og henter deres børn, snakken går, børnene bliver urolige. Så går de i gang med at lege. Klokken er 15.30. "Tag nu ikke for meget frem, jeg har fri kl. 16.00, og I skal ned på en anden stue." Jeg skal lige nå at rydde op, feje, ordne køkkenet, inden jeg går. Møder en forælder på trappen. Hvad har I lavet i dag? Øh, øh, øh, mener du børnene, eller hvad de voksne har lavet?

Det var så den dag. Fik jeg talt med alle børn i dag? Nej, heller ikke i dag.

En dag som i dag er der mange af, bare med andre gøremål: Skrive udtalelser, tale med talepædagog, psykologer osv. Heldigvis har vi også rigtig mange gode dage.

Bente Hitz

Børnehave, København