Store mennesker i små kroppe

Han er hverken pædagog eller børneforsker. Alligevel har han skrevet en bog om verdens bedste vuggestue. Efter i årevis at have blandet sig i den politiske debat med bøger, artikler og plakater (mange vil nok huske ham for den, hvor han kaldte danske svin for verdens sundeste, fordi de strutter af penicillin). Ofte temmeligt provokerende og altid set fra den røde side af det politiske spektum. Af forskellige årsager fik han for nogle år siden brug for jobbet som pædagogmedhjælper i en vuggestue i Harlev uden for Århus. Indsigten i den pædagogiske verden fik ham til at skrive bogen "Verdens bedste vuggestue".

"I stedet for at gå ud og sige, nu skal vi have flyttet de her rammer og lavet om på nogle vilkår, så vil jeg med bogen gøre opmærksom på, hvad vi kan med de forhåndenværende midler. Det betyder også, at bogen ikke er en voldsom kritik af det, der er, men mere ideer til, hvordan vi kan ændre menneskene. Det har været en gennemgående tråd i mit arbejde at gøre det politiske privat og det private politisk. Man kan sige, at jeg med bogen tager et skridt længere. For som far til tre børn, som medarbejder i en vuggestue og som engageret i samfundet omkring mig, er jeg interesseret i, hvordan vi påvirker hinanden," siger han.

Desuden stod det hurtigt Mikael Witte klart, at der er meget at lære af "de store mennesker i små kroppe", som han kalder børnene i vuggestuen. Hvis man altså tager dem alvorligt.

"Børnene er ved begyndelsen af deres liv og skal finde ud af, hvordan de skal sætte deres fødder. Folk har sagt til mig: Går du bare og passer børn? Det synes jeg er en nedsættende holdning at have til dem, der tager sig af børnene. For i virkeligheden er det jo et meget større projekt at have med småbørn at gøre end de store børn eller voksne, der skal have noget viden proppet ind. Der er ikke skrevet ret meget om, hvad der foregår i en vuggestue, for de små børn er jo ikke rigtige mennesker endnu, synes mange at mene. Men det passer ikke, det har jeg selv oplevet ved at være sammen med vuggestuebørn og deres pædagoger. Nu forstår jeg meget mere om børns potentiale," siger han.



Klokkeklare meldinger. Der har sikkert været pædagoger, som har sagt, at man kan lære selv meget små børn noget, og at man som voksen også kan lære meget af børnene. Men Mikael Witte har ikke hørt efter, fordi han ikke havde behov for det. Han mener dog også, at pædagoger ikke har sagt det særlig højt og særlig tydeligt.

"Det er så det, jeg har prøvet at gøre med denne bog. Børnene er fremtiden og meget vigtigere end de fleste - og jeg - har gået og troet. Jeg vil gøre opmærksom på, at børns udvikling starter meget tidligere end ved skolestarten, som man har indtryk af, at mange politikere tror. Og at det ikke bare er nok at passe dem og give dem tryghed. Børns udviklingsproces, som det jo nu hedder, den starter med, at vi udvikler deres nysgerrighed, er lydhøre over for deres personlige sprog og tager imod deres tilbud om samarbejde," siger han.

Mikaell Witte mener, at når barnet begynder at gøre opmærksom på, at "det kan jeg lide, og det kan jeg ikke lide, det vil jeg, det vil jeg ikke", så får man klokkeklare meldinger, hvis man gider at lytte.

"Når man lytter til og respekterer det sprog, når man lader barnet forstå, at man har hørt, hvad det vil, så respekterer man "det kompetente barn", som Jesper Juul taler om. Man opdager, at barnet tilbyder sit samarbejde og viser, at det gerne vil hjælpe med at drikke af sin kop, spise af sin tallerken, gå selv og undersøge mariehønen. Når det gør det, og de voksne tager imod samarbejdet, så er barnet i gang med en læringsproces og med at udvikle sig selv. Så har barnet taget hånd om sin egen læring," siger han.



I verdens bedste vuggestue. I indledningen til bogen skriver Mikael Witte, at danske vuggestuer er gode vuggestuer, og så bruger han resten af bogen til at komme med eksempler på, hvordan de kan blive verdens bedste. Kapitel for kapitel gennemgår han emner som forskellighed, aflevering, afhentning, nysgerrighed, koncentration, køn, venskab, konfliktløsning, leg, spisning, krop, sygdom og forældres dårlige samvittighed.

I kapitlet om forskellighed fortæller han en lille historie om den syvmåneders pige, som ikke kan lide at blive lagt på maven, selv om de ansatte mener, at det skal hun for at få styrket sine muskler, og "at hun burde kunne ligge sådan i den alder". Til gengæld kan hun danse med hele underkroppen, når man synger for hende, mens hun får skiftet ble. Det lærer mange børn først efter, at de har lært at gå. Men denne pige er anderledes.

Mikael Witte mener, at hvis man lader sin opfattelse af børn indsnævre af udviklingspsykologien, så mister man forståelsen for børns forskellighed. Man låser sig selv, men værre endnu, man kan også komme til at låse barnet fast. Man kan komme til at opleve barnet som sent udviklet, fordi det ikke lever op til det, man forventer.

"I verdens bedste vuggestue er man åben over for børns forskellighed og lytter til det, børn vil og kan, også selv om det er noget andet end det, der står i psykologibøgerne," siger han.

I et kapitel om selvfølelse, grænser og opdragelse beskriver Mikael Witte situationen, hvor alle skal på legepladsen, og en dreng på tre år siger, at han ikke gider. En ansat siger: "Vær nu sød og gå ud", men det er ikke at lytte til barnet. Med udsagnet har den ansatte gjort drengens sødhed afhængig af, om han gør, hvad han får besked på.

"I verdens bedste vuggestue vil den ansatte forsøge at finde ud af, hvorfor drengen ikke vil ud på legepladsen. Er han optaget af noget inden døre? Synes han, at legepladsen er for kedelig? Savner han en ven? Trænger drengen til noget opmærksomhed? Den ansatte i verdens bedste vuggestue lytter til drengen og kan imødekomme ham ved at sige: "Det forstår jeg godt. Bliv du inde! Så kan du hjælpe mig!" Eller: "Nu har jeg lyttet til dig, men jeg vil altså have, at du går ud nu".



Selvfølelse på spil. Mikael Witte er godt klar over, at i en virkelighed, hvor flere og flere børn passes af færre og færre ansatte, er det svært at nå at lytte til det personlige sprog og at tage imod tilbuddet om samarbejde.

"Men jeg er heller ikke sikker på, at man alle steder synes, at det er det rigtige. Der er mange steder, hvor man synes, at man jo trods alt er de voksne og har en uddannelse og derfor ved bedre, hvad børnene har behov for, og hvad de skal gøre: "Du trænger til at spise og sove. Hold op med at skabe dig. Hold op med det hysteri. Sæt dig ned. Nu gider jeg ikke at høre mere". Sådan nogle sætninger høres alt for ofte og er udtryk for, at man ikke lytter til barnets personlige sprog, at man ikke tager imod barnets samarbejde," siger han.

Men trods dårlige vilkår og rammer i danske vuggestuer, mener Mikael Witte, at det er nødvendigt, at pædagogerne anstrenger sig for at gøre, som han foreslår. For det, der er på spil, er noget så vigtigt som børns selvfølelse. Hvis den udvikles, vil den give tyngde og kraft og betyde, at barnet tror på sig selv, at det oplever ro og harmoni. Og at det store menneske i en lille krop kan få respekt for mennesker i store kroppe.

"Voksne lærer bedst børn noget ved eksemplets magt. Det nytter jo ikke noget, at den voksne siger "sid pænt", for hvordan er det lige, at man sidder pænt. Men hvis man siger "sæt dig på numsen", så er det til at forstå. Det er endnu nemmere at forstå, hvis også de voksne sætter sig på numsen, for så kan barnet se, at det er sådan, vi gør her. Hvis de voksne derimod farer omkring, hvorfor skal børnene så sidde stille og roligt. De lærer af at efterligne de voksne igen og igen."

Det store politiske projekt er, ifølge Mikael Witte, at sørge for, at børnene bliver nogle stærke, harmoniske mennesker med stort selvværd.

"Engang var der nogle, der troede, at det handlede om at give børnene selvtillid. Barnet skulle vide, at det var den bedste, den dejligste og den hurtigste. Mennesker med selvtillid, men uden selvværd, er jeg bange for. De er farlige for sig selv og for andre. Det er fint at få klap på skulderen, men basis er selvfølelsen," siger han.



Uddannelse i at lytte. Den omfattende institutionalisering, som nødvendiggør vuggestuer, er ikke en udvikling, man skal begræde, synes Mikael Witte. Børn har godt af at være sammen med andre børn, for det lærer de meget af. Og desuden er samfundsudviklingen sådan, at begge forældre arbejder uden for hjemmet, og det tror han ikke ændrer sig i de nærmeste årtier. Til gengæld begræder han, at de pædagoger, som nok synes, at det skal være sjovt for børnene at gå i daginstitution, ikke har gjort sig klart, hvor vigtig udviklingen af børns selvfølelse er. Det skal de uddannes i.

"For som Sigsgaard siger i sin bog om skældud, der er ingen seminarier, der uddanner pædagoger i at skælde ud, men ikke desto mindre skældes der jo meget ud i danske institutioner. Hvor mange gange bliver der ikke sagt: "Nej, nej, nej, det der må du ikke!" I stedet for at man starter sætningen med: "Hvor ser det der sjovt ud, men kan I ikke gøre det derovre i stedet for". Det kræver, at man uddanner de ansatte i at lytte til børns personlige sprog."

Det er med vilje, at Mikael Witte først nævner bedre normeringer og bedre arbejdsvilkår længere ned i rækken af krav, for at verdens bedste vuggestue kan se dagens lys. For han mener, at der kan gøres meget i de allerede eksisterende institutioner. Men han synes til gengæld også, at der skal sørges for bedre normeringer, bedre rammer og bedre arbejdsvilkår. For arbejdet med børn er alt for vigtigt til, at det overlades til nedslidte, udbrændte voksne.

"Det betyder ikke, at der skal være én-til-én-normering, men der skal være mange voksne. Sådan som det er nu, bliver pædagoger slidt ned. Nogle er tæt på at brænde sammen, nogle er brændt sammen og er på sygeorlov, så man må klare sig med vikarer, der ikke har uddannelsen eller kender børnene så godt. Rammerne og vilkårene skal være sådan, at man har lyst til at komme i institutionen som ansat," siger han.

Men udbrændthed hænger også sammen med, om man lytter til børnene, mener Mikael Witte.

"Hvis den ansatte udnytter barnets tilbud om samarbejde, så vil man ikke blive så udbrændt, er min påstand. Hvis man hele tiden kører magtkampe med børnene, så bliver man træt. Men hvis man udnytter den enerti, der ligger i, at barnet gerne vil samarbejde, så kører det hele mere roligt. Hvis de fysiske rammer også er i orden og tager højde for børnenes behov, kan børnene bedre udfolde sig og tage hånd om deres egen læring. Der er alt for mange institutioner i dag, der ikke er indrettet på, at børn skal være i dem hele dagen og have et godt liv der," siger han.



Ved det godt, men gør det ikke. Der er altså langt til vi i Danmark kan få verdens bedste vuggestue, mener Mikael Witte. Og det er især pædagogerne selv, der skal sørge for, at den en dag bliver en realitet. Det skal de gøre ved at fortælle, hvor vigtige de er. Han ved godt, at det kan være svært at få ørenlyd.

"Kunne man forstille sig, at et sagfører- eller et revisorkontor, eller et hvilket som helst andet firma var så larmende, propfyldte og uinspirerende, som mange vuggestuer er. Kunderne ville jo ikke komme.

Og når man er pædagog til 122 kr. i timen, så har dem, der skal lytte, ikke rigtig tid til det. Men drejer det sig om revisoren til 849 kr. i timen plus moms, så stikker man lyttelapperne ud og vil have noget for pengene. Pædagogerne skal nu prøve alligevel. De skal sige: "Jeg er vigtig, fordi jeg passer børnene, og de er vores fremtid. Og hvis de ikke får den rette udvikling, så går det galt." De skal sige: "Hør her, vi tager fat om de børn og giver dem styrke, så de kan blive store og stærke mennesker"," siger han.

En pædagog, der læste Mikael Wittes bog, sagde: "Det, du skriver, ved vi godt."

"Men hvad hjælper det, at man ved det, hvis man ikke gør det. Man har vel nok på et tidspunkt haft nogle drømme, men måske bliver man for træt, måske bliver man for magelig og falder tilbage til: "Hold så op!!" og "Ti nu stille!!" Ønsket om harmoni, ønsket om at bringe orden i kaos blokerer for, at man giver børnene redskaber til selv at løse konflikter og til at udvikle deres selvfølelse. Og det savner jeg sker i "de gode nok" vuggestuer," siger han.



"Verdens bedste vuggestue" er støttet med 50.000 kroner af SL's og BUPL's udviklings- og forskningsfond. Bogen er udgivet på forlaget Frydenlund, koster kr. 198 og er på 205 sider.