Stille DAMP-børn overses

Alene navnet på diagnosen er selvudslettende - opmærksomhedsforstyrrelser uden hyperaktivitet - har lægerne i Danmark valgt at kalde diagnosen. De færreste uden for psykiatrien har hørt om diagnosen, og det skyldes måske, at den ikke generer nogen - ud over børnene, der lider af den, og deres forældre.

Derimod vil der med det samme dannes billeder i hovedet på enhver pædagog, når ordet DAMP-barn nævnes, også selv om det ikke længere hedder DAMP, men ADHD. Pædagogerne vil sikkert se et barn for sig med krudt nok i numsen til at affyre en større kanon, og flere pædagoger har formentlig prøvet kræfter med et ADHD-barn.

Amerikanerne har været så sprogligt pædagogiske, at de har fjernet H'et i ADHD og kaldt diagnosen for ADD. H'et står nemlig for hyperaktivitet, og det er lige netop det, børnene med ADD ikke har. Tværtimod er de stille og initiativløse - og det er på flere måder deres problem. De har de samme opmærksomhedsproblemer som børn med ADHD. De kan ikke koncentrere sig, de har svært ved at høre efter, de kan ikke tage imod en besked og så videre, men de er stille og generer ingen.

"Hovedproblemet for disse børn er, at man ikke finder dem, og de derfor ikke får hjælp," siger Niels Bilenberg, der er overlæge og leder af forskningsenheden i det Børne- og Ungdomspsykiatriske Hus i Odense.

Hvis han skal sætte det på spidsen hænger ADHD-børnene i gardinerne, mens børnene uden hyperaktivitet er drømmetypen, der sidder bagest i klassen. Disse stille børn med opmærksomhedsforstyrrelser har svært ved at følge med i skolen, de er dårligere rent fagligt og får meget lidt ud af undervisningen. De trækker sig fra andre børn, holder sig for sig selv, hvilket har den selvforstærkende effekt, at deres kammerater heller ikke gider at lege med dem. Drømmeren, som sidder og kigger ud i luften, er hverken bogstaveligt eller i overført betydning, den som bliver valgt af førstevælgeren i skolegården. På lang sigt bliver mange ADD-børn ensomme, de fleste får ingen uddannelse og mange ender uden arbejde.

"Børn med opmærksomhedsforstyrrelser uden hyperaktivitet har følelsesmæssige vanskeligheder. De kan blive deprimerede, angste og indesluttede," siger Niels Bilenberg.

Han mener, at børnene kan hjælpes, og de kan hjælpes allerede i børnehaven. Det bliver de dog sjældent, er hans erfaring.

"Allerede når børnene er tre år, er der grund til at bekymre sig for dem, men der er en tendens til at sige, det kommer nok, det vokser hun sig fra. Det er dog skidt, når børnene kunne få hjælp noget før," siger Niels Bilenberg.



Lange ventelister. Hjælpen er vigtig af flere årsager. Hvis pædagoger og forældre får at vide, at barnet har vanskeligheder, og vanskelighederne får et navn, kommer der fokus på barnet.

"I stedet for at opfatte barnet som vanskeligt, ubegavet eller uartigt, kan man støtte det og hjælpe det. Det kan spare barnet for mange nederlag, som selvfølgelig er med til at ødelægge dets selvtillid og dermed er selvforstærkende," siger Niels Bilenberg.

Afdelingslæge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov i Århus, Helle Rasmussen mener også, at børnene kunne hjælpes tidligere, og at nogle børn simpelthen slipper igennem systemet uden at få hjælp.

Allerede i børnehaven bør de have hjælp, mener hun.

"Børnene kan ikke særlig meget selv, de kan ikke selv tage tøj på. De har brug for støtte og hjælp til at indgå i sociale sammenhænge med andre børn, og de har brug for struktur i hverdagen," siger Helle Rasmussen.

Hun beskriver, at ADD-børn kan føle sig meget presset af at gå i en børnehave uden trygge rutiner.

"Hvis tingene ikke foregår på den samme måde hver dag, så føler ADD-børnene, at de begynder på noget nyt hver dag - nogle kan få angstsymptomer af det," siger Helle Rasmussen.

Og hvis et ADD-barn skulle være så uheldig at havne i en daginstitution med selvforvaltning vil de mildest talt ikke få det nemt, og vil højst sandsynligt tilbringe det meste af hverdagen langs med panelerne.

Niels Bilenberg understreger, at der er mange stille og indadvendte børn, der ikke fejler noget, og han mener ikke, pædagoger skal forsøge at give børnene diagnoser.

"Hvis du i første omgang har mistanke, så snak med dine kolleger og forældrene om det. Derefter skal Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning (PPR) på banen," siger Niels Bilenberg.

PPR kan vurdere barnet, og hvis de finder det nødvendigt, kan de indstille barnet til at blive skrevet op til en udredning i børne- og ungdomspsykiatrien. Niels Bilenberg forklarer, at han og hans kolleger ikke kan helbrede børnene, men at det er vigtigt, at de får stillet den korrekte diagnose, så børnene kan få den rigtige hjælp.

"Vi kan gøre det nemmere for dem at leve med deres handicap, så vi undgår, de ender i misbrug og depressioner. Nogle kan få gavn af medicin, men noget af det vigtigste er, at vi kan være med til at åbne døre, så børnene kan få støtte i skolen," siger Niels Bilenberg.

I København og Århus Amt risikerer børn med ADD at stå på venteliste i over et år til at få hjælp i børne- og ungdomspsykiatrien.

Ledende overlæge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov i Århus, Jens Buchhave er ked af, at nogle skal vente så længe.

"Vores ressourcer er begrænsede i forhold til efterspørgslen. Antallet af henvisninger er steget med 14 procent på et år, og vi bliver nødt til at tage de dårlige først, og derfor vil nogle komme bagest i køen. Ventetiden er selvfølgelig uhensigtsmæssig og urimelig, men vi er en del af et politisk system, og vi bliver nødt til at prioritere," siger Jens Buchhave.

Han mener ikke, der er dokumentation for, at flere børn er psykisk syge, men flere forældre accepterer, at børnepsykiatrien kan hjælpe deres børn - det er ikke længere et tabu.

"Vi er blevet bedre til at hjælpe, og derfor søger flere forældre hjælp til deres børn," siger Jens Buchhave.

Helle Rasmussen bekræfter, at ADD-børn er et forholdsvist nyt fænomen, og at de tidligere derfor slap igennem systemet uden at få hjælp.

"For fem til syv år siden så vi dem ikke, men nu er der ved at komme fokus på dem," siger hun.