Stilhed i fokus

Allerede inden man træder ind af døren i Rundhøj Børnehave er stilen lagt. Et stort ark karton på glasruden meddeler, at alle, der har et ærinde i børnehaven i Højbjerg ved Århus, skal tage skoene af, bevæge sig langsomt indendøre og tale sagte. Overskriften er "Stille uge", og den gælder for alle. Børn, pædagoger, forældre, såvel som taxichauffører eller folk, der kommer med varer. Ingen er undtaget.

Og stille, det er der, taget i betragtning af, at det er en børnehave, man lige er trådt ind i. Klassisk musik strømmer sagte ud af højtalerne, lyset er dæmpet, røgelse fylder næseborene, og børnene går rundt eller sidder helt stille og ser tegnsprogsvideo.

I Rundhøj børnehave er to pædagoger, Elsebet Tvede og Nete Meyer, kommet på idéen om "Stille uge". De har i deres hverdag en helt særlig opmærksomhed over for lyd kontra stilhed. Der er nemlig det særlige aspekt ved denne børnehave, at ud af 52 børn er der ni døve og hørehæmmede børn, som alle primært kommunikerer ved hjælp af tegnsprog. Derfor kan alle pædagogerne også tegnsprog.

»Tanken bag "Stille uge" var at skabe en kontrast til den hverdag, som kan være så støjfyldt for både børn og voksne. Og for at gøre det rimelig konsekvent syntes vi, det kunne være spændende for børnene at lege med stilheden. At finde ud af hvad, der er stille, og hvad, der larmer, istedet for bare at sige, at nu dæmper vi os,« siger Elsebet Tvede.

Men det har også været vigtigt for de to pædagoger, at der blev sat fokus på det derhjemme.

»Vi håber jo, at det sætter nye tanker i gang hos børnene, at de taler med deres forældre om de her oplevelser med stilhed og om dagens oplevelser. Men også at de fokuserer på det derhjemme, der nu kan larme. For det er ikke nok bare at sige "shhhh", men også at sige "det her larmer, og det her larmer ikke". Altså vise dem kontrasten,« siger Nete Meyer.



Indre ro. Projekt "Stille uge" er lavet for begge grupper børn, for de døve børn kan faktisk også larme, men er altid klar over det på samme måde som de hørende børn. De hørende er til gengæld ikke klar over, hvad det vil sige ikke at kunne høre lyd overhovedet. Derfor er der lidt forskellige aktiviteter i løbet af ugen. Dog er det ens for alle, at de ikke må råbe og løbe indendøre. Der er heller ikke mulighed for at høre høj popmusik eller lege med det mest larmende legetøj. Det er ganske enkelt blevet fjernet i denne uge.

»Ugen skal give børnene en fornemmelse af noget andet. En følelse af at få ro i kroppen, så de pludselig oplever en anden side. De får nogle vaner af at gå i børnehaven, og hvis de vaner er, at de skal løbe op og ned ad gangen, så snart de kommer om morgenen, så bliver den hurtigt brudt på denne måde. De børn, der har denne vane, er blevet presset til at holde op allerede fra dag ét,« siger Elsebet Tvede.

Hun har ret. Der er ingen børn, der løber op og ned ad den lange gang i Rundhøj Børnehave. Måske fordi der på gulvet er lagt bløde tæpper, store stykker karton med børnenes egne tegninger og karton med plastikperler, gryn, pastaskruer og slikpapir klistret på. Det gør lidt ondt i tæerne at træde på, og desuden lader det til, at børnene synes, det er så pænt, at de ikke nænner at løbe hen over det.

»Allerede fra den første dag var de meget opmærksomme på, at de skulle være stille. Det var meget overraskende for os, at de pludselig gik rundt og sagde "shhhh, vi skal være stille...", og "du må ikke løbe her" til hinanden,« siger hun.



Kun om formiddagen. Projekt "Stille uge" foregår kun om formiddagen, hvilket betyder, at tæpper og pastaskruer bliver fjernet om eftermiddagen. Men der er stadig forbud mod at løbe på gangen og råbe højt. Det foregår kun udenfor.

I løbet af de fem formiddage bliver der leget lydblindebuk, malet lydløst med vat, sanset med massage og meget andet. Børnene har også hørt børnehavens døve pædagogpraktikant Lise Tapgård fortælle om, hvordan det var at vokse op som døv. Da Børn&Unge er på besøg, er det blevet tid til et lille foredrag fra børnehavens hørekonsulenter, Sonja Jeppesen og Minna Christensen. De fortæller om, hvordan øret er indrettet, hvad det vil sige at være døv, og hvordan man kan måle lyd.

Mens Sonja fortæller med ord, oversætter Minna med tegnsprog, så alle kan være med. Børnene er meget opmærksomme, mens ørets indre bliver vist på en overhead. Sonja og Minna forklarer både de døve og hørende børn, at døve børn er født med knækkede fimrehår inde i øret, men at de også kan knække hos de hørende, hvis der er for meget larm. Minna hiver en tromme frem, for at vise, hvad der sker, når lyden bevæger sig ind i øret og rammer trommehinden. For eksempel når man råber til hinanden. De døve børn kigger meget interesseret, mens Minna og Sonja forsøger at forklare, hvad lyd er. Der bliver også lavet eksempler på lydstyrker, da Sonja smider først en nål, så en gaffel og til sidst en meget tung sten på gulvet. Til sidst bliver alle børnene bedt om at lukke øjnene og gætte, hvor forskellige lyde stammer fra. De gætter hurtigt og råber alle "ringklokke" så højt i munden på hinanden, at lydmåleren "Øret" på væggen faktisk begynder at lyse rødt i midten. Børnehaven har lånt den i anledning af "Stille ugen".

Seancen slutter af med, at de hørende børn får lov at prøve en stetoclip, der fungerer ligesom et høreapparat. Lyden er langt højere og runger meget i forhold til en normal hørelse, og de hørende børn flokkes om den for at prøve, hvordan en hørehæmmet hører verden omkring sig.



Ingen fløjlsgrød. Sonja og Minna pakker deres ting sammen, mens børnene spredes ud i børnehaven igen. De døve og hørehæmmede har deres egen stue, som hedder Blæksprutten. Her er der sat et mindre kunstværk af ler i gang. Både hørende og døve børn blander sig mellem hinanden inde på Blæksprutten, som de i øvrigt kan over hele institutionen.

Som ugen er gået, er børnene blevet meget glade for især massagen. Der har længe været overbookning. Men selvom pædagogernes mål har været at vække andre sanser, bryde vaner og bryde med det, børnene plejer at gøre, måtte de dog trække grænsen et sted.

»Vi snakkede om at lave fløjlsgrød i denne uge,« siger Elsebet Tvede og griner højt sammen med Nete Meyer.

»Ja, men det blev vi hurtigt enige om, at det var der ingen af os, der kunne lide. Så vi opgav at finde stille mad,« siger Nete Meyer.

Det havde forældrene måske heller ikke været helt glade for. Men selve idéen med "Stille ugen" har forældrene bakket utroligt godt op om. Også selvom det har krævet ekstra tid at tage egne sko af og på, når de har hentet og bragt børnene.

»Vi havde jo forberedt dem i god tid og sat plakater op og en skohylde til deres våde sko, så de ikke er blevet helt forvirrede. Men de har nu været helt utroligt positive,« siger Elsebet Tvede.



Positiv tilbagemelding. To uger efter projektet er sluttet, er meldingen stadig positiv fra pædagoger, børn og forældre. Et af børnene har sagt til sine forældre, at det var rart ikke at komme hjem med hovedpine på grund af støjen. Pædagogerne er også tilfredse med de første resultater.

»Det går rigtig godt. De hørende bliver længere i deres leg. De bliver nemlig ikke forstyrret af de børn, der plejer at løbe op og ned ad gangen, for de har dæmpet sig. Og de døve er blevet mere bevidste om, at de faktisk også selv kan larme en del. Til dagligt gør vi meget ud af at lære dem, at de ikke behøver at skrige eller råbe efter os for at få vores reaktion,« fortæller Elsebet Tvede.

"Stille ugen" er gået så godt, at pædagogerne overvejer at beholde nogle af elementerne fra projektet.

»Vi beholder "Øret", fordi især de døve på denne måde har fået et billede af, hvad lyd er. Vi beholder også den klassiske musik om formiddagen, lidt massage i ny og næ, og så er vi blevet enige om at investere i noget dæmpet belysning til vores lange gang,« siger Nete Meyer.

Af nyskabelser vil pædagogerne indrette halvøer af tæpper på gangen, som man kan lege på. Det gjorde børnene meget i løbet af "Stille ugen". Det er heller ikke meningen, at gangen skal være løbe- og larmeareal igen, hvis det står til pædagogerne. Men derfor skal børnene stadig have lov til at løbe og larme. Nu kommer det bare til at foregå udenfor.

»Vi kan allerede nu se, at der er nogle børn, der har fået nye vaner. Især de børn, der plejer at løbe meget på gangen. Derfor vil vi fokusere på, hvad de istedet fik tiden til at gå med og så gå mere ind i det sammen med dem,« siger Nete Meyer.