Sprogstimulering - Rullegardin og rabarberblad

Mohamad Daibes peger med en lille, buttet finger på tegningen fra fastelavn, hvor han var klædt ud som en gammel mand med overskæg. Tanken om det får ham til at fnise, og han sprutter af grin, da han genser tegningen af børnehavekammeraten, Karina, der var klædt ud som dame med store bryster. Frækt. Mohamad Daibes er fire år gammel, og sammen med fire andre tosprogede børn har han lavet tegningerne til en bog. Inge Luffe har skrevet små tekster ved hver tegning, så de nu sammen kan huske, hvad tegningerne handler om. Nu sidder de fire børn sammen med hende omkring bordet og opfrisker minderne fra før sommerferien. Bogen er blevet til i de timer, hun har lavet sprogstimulerende undervisning i børnehaven Bifrost i Vordingborg. Kommunen er en ud af omkring 80 kommuner, der ikke tilbyder sprogstimulering til kommunens tosprogede børnehavebørn. Vordingborg Kommune kræver en instilling af hvert enkelt barn til Familiecenteret i kommunen. Det vil sige, at man i hver enkelt tilfælde skal vurdere, om et tosproget barn har behov for at blive sprogstimuleret.



Fattede ikke en brik.Inge Luffe er uenig i denne måde at tolke loven på. Hendes erfaring siger hende, at alle de tosprogede børn har behov for sprogstimulering for at blive lige så gode til dansk som deres danske kammerater. Derfor kommer hun frivilligt i børnehaven og laver sprogstimulerende undervisning med børnene, som typisk er fire år gamle.

»De får jo ikke ordforrådet derhjemme,« forklarer Inge Luffe og fortæller, hvordan hun har iagttaget, at de huller i ordforrådet gør en stor forskel:

»Vi sang Mariehønen Evigglad, og da jeg bagefter snakkede med dem om sangen, kunne jeg se, at de ikke forstod ret meget af, hvad den handlede om. Men hvordan skal de også lære ord som for eksempel rabarberblad. Hvis de lærer det hjemme, er det ikke på dansk,« funderer hun.

Inge Luffe er 64 år og førtidspensioneret, men de sidste fem år er hun frivilligt kommet i Bifrost for at læse for børnene. Hun har beskæftiget sig meget med børns sprog i sit arbejde, og tilbød selv at komme nogle timer om ugen i Bifrost. I starten læste hun for alle børnene, ikke bare de tosprogede.

»Men så var det, jeg opdagede, at de tosprogede børn ofte ikke forstod meget af, hvad der foregik. Og så begyndte jeg at koncentrere mig om dem alene. Nu kommer jeg en gang om ugen i halvanden til to timer og har fire, højst fem børn ad gangen,« fortæller hun.

På den måde kan Inge Luffe overskue at arbejde intensivt sprogligt med hver enkelt barn.

»Vi danser boogie woogie, og sådan lærer de navnene på kroppens lemmer: Op på tæerne, ned i knæerne. Får ord på bevægelserne, på deres krop og på, hvad vi laver.«

Det kræver ikke noget særligt udstyr. En stol kan bruges til at illustrere forholdsordene: Kravle ind under stolen. Stå på stolen. Foran stolen. Og Inge Luffe tager udgangspunkt i tingene omkring sig:

»En dag var der et af børnene, der spurgte mig: "Hvad er det?" Det var et rullegardin. "Hvad gør man med det?" Så snakkede vi om, hvad det hedder, når man hiver det ned,« fortæller hun.

Sprogarbejdet kan være med til at nuancere børnenes ordforråd, så de bliver i stand til at udtrykke sig, også følelsesmæssigt. Det synes hun, de ofte mangler.

»Deres danske bliver for simpelt. Ligesom når vi andre rejser til udlandet og må prøve at klare os på et begrænset skoleengelsk eller tysk,« sammenligner hun.

Ud over sanglegene, stoleøvelserne og tegningerne, har Inge Luffe lavet nogle billedkort, som kan bruges til at lære ord og begreber. Der er for eksempel et billede af en mor, et af en far og et af et barn. Tilsammen en familie. Eller en kategori som frugt: Et æble, en banan, en pære, en appelsin. Et af billederne viser en frugtskål. Et svært og underligt ord, som i børnenes udtale i lang tid blev til en "frugteskål."

»Jeg gør det her stykke arbejde, fordi jeg føler, det er nødvendigt at gøre noget for de her børn,« siger Inge Luffe.

»De får jo ikke det ordforråd derhjemmefra, som de danske børn får. Men jeg gør det også, fordi jeg godt kan lide at have med børn at gøre. Det er også for min egen fornøjelses skyld.«



Det bedste der ku ske. Inge Luffe håber, at Vordingborg Kommune beslutter sig for at ansætte et menneske til at tage rundt i institutionerne og undervise børnene:

»Når forældrene har fået status her som flygtninge eller indvandrere, så har vi også pligt til at sørge for, at de kan gebærde sig, så de kan være med og ved, hvad der foregår. Vi må hjælpe dem til at få et ordentligt liv her.«

Inge Luffe er sikker på, forebyggelse er den bedste løsning:

»Sørger vi for, at vores børn får et godt sprog så tidligt som muligt, så tror jeg, vi kan undgå mange af de problemer, vi har med de unge indvandrere. De tæver jo hinanden, fordi de ikke kan finde ud af at udtrykke sig sprogligt.«



Tolkebistand

I nogle kommuner hører tolkehjælp og sprogstimulering under samme budget, men tolkehjælp er ikke beskrevet i §4A. Tolkehjælp falder ind under Folkeskolens formålsparagraf om et godt forældresamarbejde. For at opfylde det, kan der blive brug for tolkehjælp. Børn&Unge har skrevet om konsekvenserne af manglende tolkehjælp i nummer 12, 2001. Heraf fremgik det, at mange indvandrerbørn i månedsvis går rundt i institutionerne uden at kunne tale med nogen. Nogle kommuner er nemlig meget fedtede med at tilbyde børnene tolkebistand, og resultatet er ofte ensomme børn, der udvikler sig langsomt. Artiklen gør op med myten om, at "det går lynhurtigt og kommer helt af sig selv at børnene lærer dansk"

Artiklen kan læses online på hjemmesiden: http://www.boernogunge.dk.