Sommerserie; Hjemmebane i SFO'en

Børn, unge og fodbold indgår i Hasse Kuhns personlige opskrift på et godt liv. Alle tre ingredienser har han fundet inden for en radius af nogle få hundrede meter fra hjemmet i Lyngby.

Her ligger SFO’en Kongevejen 51, hvor han arbejder med børn med specifikke indlæringsvanskeligheder. Og i gåafstand derfra, gennem skoven på den modsatte side af vejen, ligger Lyngby Stadion, hvor han fire-fem dage om ugen fortsætter sin arbejdsdag, når vagten i SFO’en slutter klokken 16.

De to lokaliteter har dannet ramme om Hasse Kuhns liv, siden han som ung bornholmerdreng kom til Lyngby som kontraktspiller i 1987 og umiddelbart efter fik jobbet som pædagogmedhjælper.

En velvilligt indstillet institutionsleder og adskillige kollegaer med hjerte for fodbolden i Lyngby har hjulpet til, når karrieren på grønsværen har krævet Hasse Kuhns energi i arbejdstiden.

Først gennem seks år, hvor han var midtbanespiller på det hold, der blev danmarksmester i 1993. Siden, da han valgte at blive træner på amatørplan i Danmarksserien.

Selvom Danmarksserien kun er den fjerde bedste række inden for Danmarks nationalsport, kræver fodbolden stadig en stor del af Hasse Kuhns tid. Udover fyraftenstræningerne er der kamp stort set hver weekend. Hver anden gang på udebaner rundt i hele landet.

"Jeg har heldigvis nogle søde kollegaer, der accepterer, at jeg ind i mellem må bruge lidt tid på fodbolden, selvom jeg er på arbejde. Flere af dem er selv engageret i klubben," fortæller Hasse Kuhn, der mødes med Børn&Unge over formiddagskaffen ved træbordene under de blomstrende træer i SFO’ens have.

Her er der tid til at råbe et par venskabelige bemærkninger til to drenge, der kommer trillende i en gammeldags sæbekassevogn. En kollega der spadserer forbi med kurs mod Sorgenfriskolen, som SFO’en ligger i tilknytning til, får også et par tilråb med på vejen.

Så afslappet var dagligdagen ikke for et år siden, da Hasse Kuhn var en af hovedpersonerne i et bemærkelsesværdigt kapitel i dansk fodbolds historie.



Træner uden hold.Beslutningen af 2001 rådede Lyngby over en stab af professionelle spillere fra både ind- og udland, og klubben var blandt de 12 bedste klubber og spillede i Superligaen.

Men efter kuldsejlede forhandlinger mellem klubbens pengemænd og kommunen, gik den professionelle afdeling konkurs. Klubben blev fra den ene dag til den anden tvunget til at afskedige alle spillere på kontrakt og blev dømt til at spille næste sæson i Danmarksserien. Alligevel traf fodboldens besluttende organer en kontroversiel afgørelse. Holdet skulle spille den sidste halvdel af sæsonen færdig i den bedste række, Superligaen.

I løbet af kort tid blev Hasse Kuhn en af sportspressens darlings. Amatørklubben kaldte ham frem i rampelyset og bad ham om at sammensætte et hold af spillere, som var parat til at tage kampen op med landets professionelle.

På grund af fodboldbureaukratiets regler måtte han hurtigt afskrive sig muligheden for at hidkalde oldboys-koryfæer som Michael Laudrup, europamesteren fra 1992, Henrik Larsen og den tidligere topscorer Flemming Christensen.

I stedet valgte han offentligt at invitere alle interesserede til at komme til Lyngby Stadion og vise deres kunnen. Omkring 100 spillere, som var ukendte i den brede offentlighed, mødte op til begivenheden, som Hasse Kuhn i dag omtaler som "Popstars".

Kun de bedste fik chancen for at trække i Lyngby-trøjen og repræsentere den traditionsrige klub.

Hele fodbold-Danmark fulgte i ugerne efter med i den historiske proces med at spille det uerfarne mandskab sammen.

"Mine kollegaer måtte leve med, at der kom journalister og tv-hold og interviewede mig her. Jeg brugte meget tid på at snakke i telefon. Enkelte dage blev jeg nødt til at slukke telefonen, når jeg var på arbejde. Så lå der 15-20 beskeder, når jeg åbnede den om aftenen," beretter Hasse Kuhn og tilføjer, at tilværelsen som medieperson og pædagog krævede velvilje fra kollegaerne.

"Alle var søde til at støtte mig, og forældrene accepterede uden diskussion, at der blev filmet her på SFO’en," fortæller han.

Det ny hold blev ikke spået nogen chance for at vinde eller spille uafgjort mod de etablerede klubber. Og en af holdets profiler udtalte endda offentligt, at nederlag på fire- og fem-nul var at betragte som sejre. I løbet af sæsonen fik holdet da også to gange en øretæve på 7-0. Men statistikken fortæller også om hæderlige nederlag på 1-0 og 2-0.

"Det var på sin vis nemt nok at være træner for det hold, fordi alle holdt med os," fortæller Hasse Kuhn, der i samme åndedrag refererer til højdepunktet for Lyngby i den mærkværdige sæson: En uafgjort kamp mod Vejle, der sluttede næstsidst i Superligaen, foran Lyngby på sidstepladsen.



Hverdag igen. I dag er pressens bevågenhed omkring Lyngbys amatørhold på et andet niveau. Ganske vist blev det lige inden sommerferien nævnt i de landsdækkende medier, at holdet sluttede nummer et i Danmarksserien og fra næste sæson skal spille i anden division, to rækker under den forjættede Superliga. Men interviews med spillere og træneren som i de hektiske forårsdage i fjor skulle man lede længe efter.

"Jeg er sådan set meget glad for, at der har været ro omkring det hele det seneste års tid," bebuder Hasse Kuhn.

De mere afslappede forhold omkring fodbolden betyder, at han kan bruge mere tid på arbejdet i SFO’en.

"Jeg ved ikke, om man kan sige, at det er et kald. Jeg synes i hvert fald, at det er meget spændende at arbejde med børn med specifikke indlæringsvanskeligheder. Jeg kan tælle på én hånd, hvor mange gange jeg i de godt 15 år, jeg har været her, har tænkt, at jeg ikke gad på arbejde. Det er lige mig, jeg elsker det," siger Hasse Kuhn.

Selvom han er kendt som fodboldspiller og -træner blandt både kollegaer, forældre og børn, forsøger han at være meget andet en end fodbold-partner for børnene.

"Jeg spiller da fodbold med dem, men ikke så meget mere. Jeg er fed up med fodbold. Til gengæld kan jeg godt lide at lave mad og at tage dem med ud og fiske," fortæller Hasse Kuhn.

Han er dog ikke i tvivl om, at det i visse situationer er en fordel, at han som træner er vant til at arbejde med fysisk aktivitet og holdsport.

"Der er nogle drenge, som har brug for at brænde noget krudt af efter at have siddet seks timer i skolen, og så kan det måske være en fordel at have typer som os i institutionen. Fodbolden har lært mig at respektere andre mennesker og at have blik for, at de enkelte spillere kan noget forskelligt og skal motiveres på forskellige måder," forklarer han.

På samme måde fortæller han, at pædagogjobbet har lært ham at finde ind i rollen som leder.

"Inden jeg blev træner, havde jeg her i SFO’en vænnet mig til rollen som den, der bestemmer i sidste ende," forklarer han.



Pædagogjobbet er sikkerhedsnet. Når han har valgt at arbejde godt 15 år i samme institution er det ikke kun fordi, at pædagogjobbet og trænergerningen fagligt kan bestøve hinanden. Også på det menneskelige plan er det vigtigt for Hasse Kuhn, at tilværelsen drejer sig om andet end fodbold.

Af samme grund består en stor del af vennekredsen af kollegaer, han har mødt i SFO’en. Også ægtefællen Lene har han fundet blandt kollegaerne.

"Benene skal være plantet på jorden. De mennesker, man møder på vej op, møder man også på vej ned igen. Jeg har hele tiden holdt fast i stort set de sammen venner, og halvdelen af dem kender jeg her fra mit arbejde. Mange andre spillere har fundet en stor del af deres vennekreds inden for fodbolden, og så kan det blive svært, når man ikke længere spiller," fortæller den tidligere midtbanespiller.

Jobbet i SFO’en har ikke kun givet en vennekreds at falde tilbage på, efter at spillerkarrieren sluttede. Det har også hjulpet Hasse Kuhn til at undgå det mentale tomrum, som mange spillere føler, når deres tid i rampelyset er forbi.

"Jeg har hele tiden gerne villet undgå at blive Sorteper, efter at min karriere som spiller sluttede, sådan som jeg har set det ske med andre. Mange spillere har fagligt stået stille i 10 år, hvor de har spillet på topplan, fordi der ikke var plads til andet end fodbold. Det har jeg undgået ved at udvikle mig fagligt her i SFO’en," fortæller han.

Selvom Hasse Kuhn bevidst har fundet både venner og ægtefæller uden for fodboldmiljøet, er sønnen Magnus på 14 år alligevel faldet i gryden som barn. Han er i dag et af de store talenter i Lyngby og tilbringer en stor del af sin tid på træningsanlægget.

"Det passer fint. Så har jeg mulighed for at se ham der," fortæller Hasse Kuhn med et grin.

Sådan vil det efter alt at dømme også være de kommende år. For som han siger:

"Jeg visner den dag, jeg ikke længere beskæftiger mig med fodbold."