Somaliske sex-anklager slider

Tre gange i løbet af de sidste fire år har Mette Langhein stået ansigt til ansigt med beskyldninger om, at hendes personale har krænket et barn. Hver gang er det somaliske forældre, der er kommet med meget detaljerede og grove beskyldninger. Og hver gang har de hurtigt vist sig at være uden hold i virkeligheden.

Mette Langhein er leder af Den integrerede institution Myreturen, der ligger i det socialt belastede område Bispehaven i Århus. 75 procent af børnene er to-sprogede - en del af dem er somaliere.

Nu har Mette Langhein og hendes medarbejdere efterhånden fået nok af beskyldninger om seksuelle krænkelser.

»Vi vil ikke finde os i det mere. Hvor mange pædagoger skal de somaliske forældre have lov til at ødelægge? Jeg sætter min lid til, at den injuriesag, som BUPL har anlagt mod Somalisk Forening, sætter en stopper for anmeldelserne, og at der bliver statueret et eksempel. Det bør have nogle konsekvenser, når forældre kommer med så alvorlige beskyldninger,« siger Mette Langhein.

Hun oplever, at det i dag er omkostningsfrit at beskylde pædagoger for at krænke børn. I værste fald bliver de somaliske familier belønnet for deres beskyldninger, i bedste fald sker der ingenting. Hun køber ikke forklaringen med forskelle i de to kulturer.

»Somaliske familier er meget oplyste. Jeg er sikker på, at forældrene bruger anklagerne til at opnå et eller andet. For eksempel at få barnet flyttet til en anden institution, fordi de hellere vil have barnet der. Eller for at opnå, at moren slipper for at komme ud i arbejde, fordi hun har en sag om krænkelser kørende.«



Drejebog til pornofilm. Det er knap fire år siden, Mette Langhein første gang blev konfronteret med en anklage mod en af sine kvindelige ansatte. En mor beskyldte pædagogen for at tage på hendes barn, og Mette Langhein reagerede med chok og vantro.

»Jeg tænkte: Det er løgn Moderen havde et ordvalg og et sprog, der rystede mig. Jeg troede, somaliere var blufærdige folk, der har svært ved at tale om sex, men hun kom med meget detaljerede beskrivelser og brugte ord, jeg ikke selv vil tage i min mund. Det var som en drejebog til en pornofilm,« fortæller Mette Langhein.

Hun var ikke et sekund i tvivl om, at anklagerne var falske. For hver gang moren gentog sine beskyldninger, blev de grovere og mere detaljerede.

Børn- og Ungeforvaltningen i Århus og Somalisk Rådgivning blev inddraget i sagen, og derefter blev beskyldningerne trukket tilbage.

Pigen blev flyttet til en anden institution, og Mette Langhein er overbevist om, det var den egentlige dagsorden: At få flyttet pigen. Det lykkedes.

Tilbage sad både leder og personale og var rystede i deres grundvold.

»Når én bliver anklaget, bliver vi alle anklaget, så stemningen var meget dårlig, selvom vi talte meget om det.«

Året efter - i august 2000 - blev Mette Langhein præsenteret for endnu en beskyldning om overgreb mod en lille pige. Denne gang reagerede hun ved at blive rasende.

»Jeg blev bare så vred Nu kunne det være nok. Det skulle mit personale ikke udsættes for én gang til. Beskyldningen var rettet mod en pædagog, der ikke havde noget med barnet at gøre Morens beskrivelser gjorde, at jeg slet ikke var i tvivl om, at det ikke passede,« siger Mette Langhein, der reagerede lynhurtigt.

Kommunens krænkerteam blev indkaldt og mødte op inden for en time. Somalisk Rådgivning kom også, og igen blev anklagen trukket tilbage.

»Forældrenes reaktion var: Nå, men så er det måske ikke sket Det var billigt sluppet. Jeg har siddet over for de mødre og oplevet, at når samtalen ikke udvikler sig i deres favør, trækker de tørklædet hen over øjnene, som om de ikke er tilstede. Jeg eksisterer ikke længere, jeg er luft. Det er total afmagt. Det er pinligt, flovt og ydmygende,« siger Mette Langhein.



Større sammenhold. Barnet blev i institutionen og er der stadig. Det samme er den pige, hvis forældre i august sidste år rettede endnu en grundløs anklage mod en tredje pædagog.

»Vi skal samarbejde med forældrene, og det er problematisk. Usikkerheden er der jo hele tiden om, hvornår det sker næste gang. Og det er den hos hele personalegruppen, fordi beskyldningerne falder så tilfældigt,« siger Mette Langhein.

I det sidste tilfælde har faren efterfølgende undskyldt til den pædagog, der blev anklaget.

»Det betyder utrolig meget, at han har sagt undskyld. Det giver os en anerkendelse af, at han har overreageret. At han kunne have henvendt sig på en anden måde. De to øvrige gange har det ligget i luften, at det er personalet, der har fejlet,« siger Mette Langhein.

I dag er personalet i Myretuen en del erfaringer klogere. For eksempel ved de til fulde, at beredskabet i Århus Kommune fungerer upåklageligt, når der kommer beskyldninger om seksuelle krænkelser. De har også erfaret, at kriserne har gjort dem stærke. Ingen har forladt institutionen, men de ved også, at det kræver sin mand eller kvinde at være der.

»De tre pædagoger, der er blevet anklaget, har haft det forfærdeligt. De har skyldfølelse, og selvom de godt ved, at både kolleger og forvaltningen er klar over, at de ikke har gjort det, så sidder det i dem. De bliver nervøse og begynder at tage en masse forbehold. For hver beskyldning får hele personalegruppen et nyt sår, som selvfølgelig heler med tiden. Men hver gang kommer der et ar. Spørgsmålet er, hvor mange ar man kan bære. Man er meget alene, når man skal bearbejde det. Selvom vi er åbne og taler om det, så går vi jo også med vores tanker - uanset om du er den, der er blevet beskyldt, kollegaen eller lederen,« siger Mette Langhein.



Arbejdsrisiko. Klog af skade forsøger pædagogerne i dag at være på forkant med enhver tænkelig situation.

De spørger altid forældrene, om barnet må bade. Skal det have T-shirt eller trusser på, når det bader? Må det danse? Må barnet ligge sammen med en pædagog, når det skal sove til middag, eller skal det udenfor?

Et barn, der skal tisse på en udflugt i skoven, giver anledning til ekstra overvejelser, ligesom toiletbesøg i øvrigt gør det.

»Vi bruger enormt meget tid - både bevidst og ubevidst - på at forebygge beskyldninger. Det er de utroligste ting, vi spørger børn og forældre om, og vi gør det for at beskytte os selv. Det ligger i baghovedet, og vi går hele tiden på kompromis i forhold til den pædagogik, vi ønsker at have her i huset," siger Mette Langhein og fortsætter:

»At blive anklaget for pædofili er det værste af det værste, man kan anklage folk for. Vi har tavshedspligt, sagen bliver lukket og selvfølgelig er der et hensyn til personalet, der gør, at vi går stille med dørene. Men der sidder altså en personalegruppe, der akut er slået ud, og som må vende den anden kind til dagen efter. Det er blevet en reel arbejdsrisiko at blive udsat for beskyldninger om seksuelle krænkelser, og det største problem er den tavshed, der er omkring det. Det skal frem, hvad det betyder for vores arbejdsmiljø.«



Anklager i august

August er blevet en forbandelsens måned i Myreturen.

August 1999 oplever Mette Langhein første gang, at én pædagog bliver beskyldt for at have krænket et barn. Sagen trækker ud i et par uger, fordi Århus Kommune endnu ikke har fået et krænkerteam. Det har kommunen til gengæld i august 2000, hvor næste anklage kommer. Krænkerteamet og Somalisk Rådgivningscenter rykker promte ud og sagen afsluttes med det samme. I august 2001 kommer tredje anklage. Også her bliver såvel kommune som Somalisk Rådgivningscenter involveret med det samme, og anklagerne bliver trukket tilbage. I ingen af de tre sager har politiet været indblandet.



Somalisk Rådgivningscenter

Somalisk Rådgivningscenter er en institution under Århus Kommunes socialafdeling. Den består af en række danske og somaliske medarbejdere, der blandt andet rådgiver og vejleder både forældre, børn og personale i sager om seksuelle krænkelser. Rådgivningscenteret fungerer som brobygger mellem parterne.