Som en by i Ungarn

Budapest ligger blot halvanden times flyrejse fra København. Men den mentale rejse er meget længere. Det mærker de udenlandsdanskere, som udstationeres af deres firmaer i nogle år og bosætter sig i Ungarn. Den ungarske kultur - og ikke mindst sproget - er meget fremmedartet for en dansker. Man forstår ikke overskrifterne i avisen og kan ikke skelne en liter sød fra en liter let. Men én ting er det kulturchok, de voksne udsætter sig selv for. Noget andet er, hvordan omplantningen påvirker deres børn, som jo ikke selv har valgt at tage ud, og som heller ikke forstår, hvad det hele skal gøre godt for.



Lisbeth Pedersen og hendes mand Jan Pedersen er udstationeret af Grundfos i Ungarn. De har datteren Katrine på fem år. Hun går i dag i en ungarsk børnehave udenfor Budapest, hvor hun er glad for at være. Men det tog også et helt år at finde sig til rette. I det år var mor med i børnehaven hver dag.

Før forældrene valgte at sætte datteren Katrine i den ungarske børnehave, var de på besøg med en ungarer, der talte tysk. Ikke at det hjalp så meget, for en del af problemet er, at Lisbeth ikke kunne tale med pædagogerne. De kunne nemlig hverken engelsk eller tysk, og hun har først efter et stykke tid selv lært netop så meget ungarsk, at hun kan gå på indkøb.

Lisbeth Pedersen fortæller, at hun og hendes mand troede, det ville blive nemt at flytte til Ungarn, for Katrine har altid været meget ligefrem derhjemme. De havde ikke nogen bekymringer, og vidste, der var andre danskere hernede. Men kulturmødet viste sig at blive til kulturchok.

Den dag, det hele gik op i en spids, havde de lavet en aftale med pædagogerne om, at Katrine skulle med ind og prøve at spise frokost. De havde forsøgt at kommunikere til pædagogerne, at de måtte prøve at tage over, så Katrine kunne løsrive sig fra sin mor, fortæller Lisbeth:

»Jeg sidder ude på legepladsen og læser i en bog, og Jakob leger. Så ser jeg, at pædagogerne trækker af med Katrine, hen over græsplænen, væk fra mig, ind i huset og låser døren, så jeg ikke kan komme med ind. De havde forstået helt bogstaveligt, at de skulle tage hende væk fra mig Sådan er ungarere,« siger Lisbeth.

Katrine går nu i en anden ungarsk børnehave, hvor hun var glad for at være lige fra starten, og hvor en dreng, som kan både dansk og ungarsk, har hjulpet hende til rette. Børnehaven ligger 12 kilometer fra deres hjem, men Katrines forældre vidste ikke, at de kunne vælge en børnehave, der lå i en anden kommune.

Lisbeth og hendes mand fravalgte det internationale miljø inde i Budapest for i stedet at være tæt på Grundfos-fabrikken og dermed undgå de 45 minutters transport i bil til arbejde. Men de valgte også at bo på landet, fordi de selv kommer fra en lille by i Jylland.

Forældrene havde ikke forestillet sig, det kunne blive så svært for Katrine at falde til:

»Vi tænkte, at hun havde den rigtige alder, så det var det helt rigtige tidspunkt at tage ud på, hvis vi skulle have den her oplevelse sammen. Så kommer vi nemlig hjem, når hun skal starte i børnehaveklassen,« siger Lisbeth.

Lisbeth og Jan Pedersen vidste ikke på forhånd noget om den pædagogiske stil i Ungarn. Men én ting ved Lisbeth i hvert fald med sikkerhed i dag:

»Jeg ville ønske, at vi havde erkendt noget før, at det ikke var en god børnehave for Katrine.«



Joan Rasmussen er gift med Allan Rasmussen, som er udstationeret af Coloplast i Budapest. Lisbeth Pedersens historie har gjort stort indtryk på Joan, som har datteren Nana på snart fem:

»Vi fravalgte ungarsk børnehave, da vi hørte, hvad der var sket i Katrines børnehave. Der var mange ting, der var underlige. Alene det at de ungarske pædagoger gik rundt i hvide kitler...«

I stedet valgte Joan og hendes mand amerikansk børnehave, Pre K, på The international American School of Budapest.

»Vi ville hellere have, at Nana skulle lære engelsk, som hun kan bruge fremover, mens hun ikke vil kunne bruge ungarsk andre steder end i Ungarn,« siger Joan Rasmussen.

Indkøring i den amerikanske børnehave var dog heller ikke smertefri for Nana:

»Det var meget svært for hende i starten, især de første fire måneder, fordi hun ikke forstod sproget. Hun skulle jo lære engelsk fra grunden. Men hun savnede også sine veninder og bedsteforældre meget. Vi snakkede med hende om det og sagde, at det var helt i orden, og at vi også savnede vennerne og mormor og farmor og farfar hjemme i Danmark,« fortæller Joan Rasmussen.

Nanas følelser af frustration og savn kom ud på irrationel vis:

»Hun kunne gå helt ud af sit gode skind over en lille ting, for eksempel et stykke legetøj, hun ikke kunne finde. Men dybest set handlede det om, at hun savnede de to veninder. Hun kunne blive meget gal og meget ked af det. Det er aftaget noget nu, men vi synes, hun har fået mere temperament, end hun havde derhjemme, og vi har talt om, at det kan være en reaktion på at være her,« siger Joan Rasmussen.

Joan Ramussen mener dog, at det på trods af kvalerne er en god oplevelse for børnene at bo i et andet land nogle år:

»Jeg synes, vores børn lærer at blive mere åbne, for de ser, at folk er forskellige. Nana går jo i børnehave med japanere, hollændere og så videre. Jeg tror, det giver en masse gode ting. Vi er meget tilfredse med Pre K. Hun har fået en dansk veninde der, og det har givet den der sidste tryghed. Jeg kan mærke på hende, at hun er glad. Jeg tror, det er vigtigt at mærke efter i maven, hvordan man har det, når man kommer ind i en institution og skal prøve at finde ud af, om det er et godt sted for ens barn. Man må iagttage sit barn der. Hvis Nana leger og har det godt, så er det et godt sted.«



Ane Grunnet-Jepsen er en af de sidst ankomne i Budapest - hun og hendes mand kom til Ungarn i januar i år. Hendes mand er, ligesom Joan Rasmussens mand, udstationeret af Coloplast. Ane ville allerhelst have valgt en dansk institution til sin to-årige søn Andreas, hvis bare der havde været sådan en. For hun synes ikke, der rigtig er nogen tilbud i Ungarn, der egner sig for børn på hans alder. De fleste ungarske børn kommer først i institution som tre-årige.

»Vi har valgt den engelsksprogede Happy Kids daginstitution, som er det bedste bud i Budapest på en ungarsk børnehave,« siger Ane Grunnet-Jepsen.

»Men jeg synes ikke, standarden lever op til de danske institutioners. Jeg kan ikke lade være at tænke på, at det er det samme håndklæde, der bliver liggende på puslebordet uden at blive skiftet ud. Bordene bliver heller ikke tørret af, og legetøjet aldrig vasket. Joan og jeg var rundt og kigge på nogle vuggestuer. Vi kiggede på en, vi havde fået anbefalet. Den hedder Plumpuddings og ligger i en stor Patriciervilla. Men det vrimlede med børn overalt. De fysiske forhold var ikke i orden. Hverken badeforhold eller sikkerhedsforhold.«

Ane føler, hun har været heldig med, at Andreas kunne lide at være i nummer to institution, hun var ude at se på. Han begyndte at lege med det samme, da hun tog ham med hen i Happy Kids.

Så betyder det måske mindre, at den to-årige purk skal kæmpe med at lære to sprog på én gang, samtidig med at han overhovedet skal lære at tale:

»Andreas' sprog er gået helt i fisk. Det er noget sludder, der kommer ud af munden på ham. Han er to år og ved at lære at tale og skal lære både dansk og engelsk på en gang. Men når andre børn kan lære to sprog på én gang, kan han vel også,« mener Ane.

Mere bekymret var hun på forhånd for sin ældste søn Alexander på otte år:

»Jeg syntes, det var synd for ham, at han skulle forlade Danmark, fordi han havde så mange venner, og fordi det gik godt i skolen. Men efter tre dage i skolen i Budapest virkede det som om, han havde været der altid. Han lærte engelsk meget hurtigt. Til gengæld siger han så nu til mig "mor, jeg kan ikke finde ud af dansk længere",« fortæller Ane.

Hvis Alexander bliver ked af det, kan det være fordi, det ikke lige er til at komme til at lege med nogle kammerater. Hernede skal det arrangeres mere, man kan ikke lige tage en kammerat med hjem eller omvendt. Mange af dem har barnepiger hjemme, og de kan ikke tage stilling til, om børnene må lege.

»Når han savner sin kammerat Frederik derhjemme, så ringer vi bare hjem til ham. Om han så skal tale en halv time i telefon, hvis det er det, der skal til,« siger Ane Grunnet-Jepsen.



Danske familier i Ungarn

* Ane Grunnet-Jepsen er 39 og gift med Jesper Grunnet-Jepsen på 34, som er udstationeret af Coloplast. Familien kom til Ungarn i januar i år og skal være i Budapest i to år. De har sønnerne Andreas på to år og Alexander på otte.

* Joan og Allan Søbirk Rasmussen er begge 35 år. Han er udstationeret af Coloplast, har været i Budapest siden oktober 2001 og skal være i Ungarn i tre år. De har datteren Nana på snart fem år.

* Lisbeth og Jan Pedersen på 38 og 44 år har Katrine på fem år og Jakob på to. De har været i Ungarn siden august 2000 og skal blive i tre år i alt. Han er udstationeret af Grundfos, som etablerede fabrik det år. Lisbeth Pedersens familie var nogle af de første udstationerede danskere i Ungarn.



Fremmede i hjemlandet

Det er svært at afgøre, om Gergely på syv og Zsóka på fem er danskere eller ungarere. De er født og opvokset i Danmark, men flyttede med deres ungarske forældre Katalin Marthi og Tamás Keszthelyi til Ungarn for godt et år siden.

Egentlig skulle Katalin Marthi og hendes mand Tamás Keszthelyi bare have været et par år i København for at pleje karrieren i kemi. Men det ene år tog det andet, og de endte med at blive i Danmark i ni år. Da Gergely var tre, flyttede familien til Århus, hvor de boede, indtil de sidste år fik tilbudt stillinger i Ungarn og rejste dertil for at blive. Katalin er i dag Ph.d. og associate professor i kemi på Mÿegyetem universitetet i Budapest.

Mens Katalin og Tamás boede i Danmark, fik de to børn: Gergely blev født i februar 95. Datteren Zsóka kom til i januar 97.

Katalin fortæller, at hun og hendes mand tænkte meget over, om det var det rigtige for familien at tage tilbage til Ungarn. Sønnen reagerede kraftigt på omvæltningen, selv om der gik et halvt år, før det for alvor viste sig:

»Gergely har hjemve nu, han savner Danmark. Det er jo der, han er født og opvokset og har venner. Jeg tror, det var svært for ham at komme til et nyt land, som Ungarn jo er for ham. Han kendte kun sine bedsteforældre her. Og han har ikke fundet nogen rigtig god legekammerat som i Danmark.«

Datteren reagerede også kraftigt på omplantningen til Ungarn:

»Hun var bare imod. Ligemeget hvad vi sagde, var hun vrangvillig. Hun trivedes bedre med den mere frie form i den danske daginstitution, fordi hun kunne finde ud af at tage imod de tilbud, de havde til hende. Gergely har derimod haft meget godt af de strammere regler i det ungarske system. Nu hvor han er begyndt i skole, suger han alt til sig og kan lide at lære.«

Zsóka lærte aldrig ungarsk, mens de var i Danmark, og er i dag ikke særligt god til sproget. Han tabte også lysten til at tale ungarsk, fordi han blev drillet med sit "dungarske".

Katalin mener, at det sproglige har givet grund til eftertanke, og at hun og hendes mand fortryder, at de ikke holdt bedre fast ved at lære børnene ungarsk hjemme. Grunden til, at de holdt op med at tale ungarsk med børnene i hjemmet, skyldes i høj grad en episode, der fandt sted, da Gergely var omkring to år gammel: Katalins mand kom rystet hjem en dag og fortalte, at han havde stået og ventet ved busstoppestedet sammen med Gergely, og de havde snakket sammen. En mand kommer hen til dem og siger til Tamás, at han skal tale dansk med sit barn, for nu er de i Danmark. Katalin og Tamás spurgte pædagogerne i sønnens børnehave, om de syntes, det var rigtigt, og de sagde, at det kunne da godt være, at det var en god idé at tale dansk derhjemme.

»Vi troede ellers, at vi gjorde det helt rigtige ved at tale vores eget modersmål hjemme med børnene, og de lærte dansk i institutionen,« siger Katalin Marthi.

»I dag fortryder jeg, at vi lyttede til folk, for børnene er ikke særligt gode til ungarsk og kan derfor ikke rigtig snakke med deres bedsteforældre. Det kan også blive et problem, hvis de gerne vil læse videre, fordi deres ungarske ikke har fået et solidt fundament,« siger Katalin Marthi.