Solidarisk trekant

Kristian Munk minder lidt om en bulldog. Tæt bygget. Og med en fandenivoldsk stædighed. Munk slipper ikke sit bid i en sag, hvis han først har sat tænderne i den. Det er derfor, Projekt Konkret stadig lever og har det godt seks år efter starten.

Og det er også derfor, Munk det kommende år har selskab af Szilvia og Eszter - to nyudklækkede studenter fra verdens eneste gymnasium for sigøjnere, Gandhi

Gimnazium i ungarske Pécs. En skole, som Kristian hvert år lader børn og unge fra det danske min-dretal i Sydslesvig opleve.

Skolen og sigøjnerlandsbyerne gør indtryk på dem. De husker mødet med sigøjnerne, fordi kontrasten til deres eget liv er så stor. Bagefter kommer de og siger: "Lad os samles og lave noget."

Projekt Konkret er langt mere end udveksling, fastslår Munk og henviser til projektets slogan: "Mindretal hjælper mindretal".

»Det er sundt for vore unge at spejle sig i et andet mindretal. Det er med til at skabe en bevidsthed om, hvem de selv er. Giver dem en identitet,« siger projektlederen.

Egentlig skulle man tro, Munk fik sin trang til det eksotiske stillet til daglig. Som leder af Vesterland danske Fritidshjem på vadehavs-øen Sild har danskeren en dagligdag på et af Tysklands mest fashionable feriesteder. Med det evigt tordnende Vesterhav som nærmeste nabo og børn fra det danske og frisiske mindretal som grundlaget for det eksemplarisk velordnede fritidshjem.

Men netop fordi Kristian Munk og stedets anden drivkraft, pædagog Barbro Hjortsberg, har så godt greb om fritidshjemmet, er der rum til at favne mere.



Fra Sild til Ungarn. Derfor er stedet ikke kun et fritidstilbud for børn og unge, men også ramme om et projekt, der rækker meget længere.

Til Ungarn. Til byen Pécs. Til Gandhi Gimnazium. Til ludfattige og uglesete sigøjnere i glemte hjørner af Ungarn. Og til Seminariet i Aabenraa.

Kristian Munk nedtoner beskedent sin egen rolle i arbejdet. Han er i Ungarn tre gange om året. Senest for at aflevere brugt udstyr fra de danske børnehaver i Sydslesvig til en nyoprettet børnehave i sigøj-nerlandsbyen Gilvánfa, hvor blot en halv snes af de 400 beboere har arbejde.

»Herregud, et sted skal jeg jo holde ferie,« siger den 51-årige alenefar og pædagog nærmest undskyldende.

Kristian Munk ville prøve sigøj-nerlivet på egen krop. Af simpel nysgerrighed, men også for at kunne bidrage til et planlagt levende undervisningsmateriale. Derfor boede han en uge hos en familie i Gilvánfa. Og da han ved, at han er umådelig dårlig til at til at lade gode timer flyde tomme forbi, tog han et køkken med i anhængeren. Så gik tiden med at sætte elementerne op hos værterne.



Murens fald. Projekt Konkrets forhistorie er kort fortalt den, at Murens fald nok bragte frihed og demokrati for mange østeuropæere, men for sigøjnerne blev den katastrofal. Som den dårligst stillede samfundsgruppe med de hårdeste job til den dårligste løn, står de i dag uden arbejde og fremtid i det meste af Østeuropa.

Det kan et velfungerende og -næret dansk mindretal i Sydslesvig ikke blot stiltiende lade ske, mente en flok unge sydslesvigere midt i 90erne. De tog til Ungarn og skabte venskabsforbindelsen til Gandhi-gymnasiet. Siden er det blevet til adskillige sommerlejre i Sydslesvig, adskillige sommerlejre i Ungarn, til videoudstyr, en bus, tøj, undervisningsmateriale, udstyr til børnehaver

og meget mere med Projekt Konkret som afsender.



Dynamisk trekant. Og senest er det også blevet til en dynamisk trekant mellem Pécs, Vesterland Fritidshjem og Aabenraa. Skolen i Pécs har forpligtet sig til at modtage to praktikanter seks måneder hvert år. Fritidshjemmet i Vesterland og den danske børnehave samme sted stiller sig til rådighed som praktiksted, og Seminariet i Aabenraa tilføjer teori i rigelige mængder.

Foreløbig er denne del af samarbejdet personificeret i Szilvia og Eszter. De to piger på henholdsvis 18 og 19 år er stille gledet ind i det danske miljø, som mindretallets børn lever i i børnehaven, skolen og fritidshjemmet på Sild.

De to unge kvinder ved godt, at de er privilegerede. På trods af, at der er 800.000 sigøjnere i Ungarn, har blot ganske et lille mindretal en uddannelse. Og langt færre en studentereksamen. Hele Gandhi-gymnasiets berettigelse består i at sikre flest mulige unge sigøjnere en uddannelse. Angiveligt er Szilvia og Eszter og deres klassekammerater de første sigøj-nerkvinder i Ungarn med en studentereksamen. De skal bryde den onde cirkel af fattigdom og analfabetisme og langsomt sørge for, at folkegruppen får indflydelse på samfundets udvikling.

Szilvia vil være bibliotekar, mens Eszter retter sin energi mod et universitetsstudium som socialrådgiver.

»Vi kommer tæt på børnene her. Det er godt og sjovt. Og så får vi forbedret vores tysk,« siger Szilvia og får bekræftende nik fra veninden.

»Det er et par stille piger,« siger Barbro. Men de suger til sig. De har tillid til børnene og omvendt, og den daglige nærkontant lærer dem ikke kun sproget, siger pædagogen.

Kristian Munk og Barbro Hjortsberg tilføjer, at de to piger også får sig en tillægsuddannelse i husholdning. Det kan ikke skade, når man i stedet for det kønsbestemte liv i landsbyen har tilbragt små syv år på kost-skolen Gandhi Gimnazium.

Ikke mindst Kristian, der har de to studiner boende, mener underfundigt, at lidt ekstra undervisning ikke vil skade. Og her er Barbro konsekvent. Hun står for dagens varme måltid, der også inkluderer brødbagning, indkøb, rengøring og opvask.

»Jo, de får lært en masse,« smiler hun.



Sundt med alvor. Ingen, der besøger fritidshjemmet på Sild, kan være i tvivl om, at projektet fylder meget. Mentalt og fysisk. På 1. salen har Kristian Munk indrettet et kontor, der indeholder alt det udstyr, sådan et projekt kan ønske sig. Computere, lysbord, kopimaskine, trykkerudstyr til t-shirts, badgemaskine og meget mere, der kan udmønte sig i kontanter, når Munk & Co. ruller ud til diverse arrangementer for at skaffe penge til projektet.

I gården står en stor lukket trailer med foreningens logo. Som Kristian pointerer, så er det sundt at supplere legen på fritidshjemmet med alvor.

Derfor hjælper børnene og de unge i ungdomsklubben med til at samle tøj ind, sortere og pakke det.

»Og de var helt vilde med at sætte indsamlet legetøj i stand,« siger Kristian Munk.

Svenske Barbro Hjortsberg har en fortid som børnehaveleder i Nordjylland og lader forstå, at den internationale dimension i hendes arbejde simpelthen er grunden til, at hun fortsat er pædagog.

»Tidligere ville jeg fraråde enhver at blive pædagog. Det gør jeg ikke mere. Nu har jeg foreløbigt arbejdet med børn i tre lande,« siger Barbro.