Socialministeren - Jeg finder en løsning

Kan jeg skrive, at sagen bliver bragt i orden?

Socialminister Henriette Kjær (K) tøver et øjeblik og siger så.

»Hvornår har du deadline?«

Fredag.

»Jamen, det kan du godt. Hvis der kommer noget i vejen, kontakter vi dig.«

Det er blevet fredag, og socialministeren har ikke ladet høre fra sig. Det må derfor anses for sikkert, at de studerende på Landsklub-uddannelsen på Ryslinge Højskole og på Klubseminariet i København, som begge står foran lukning, får mulighed for at gøre studiet færdigt.

Før solstrålen brød igennem, faldt ordene sådan her.

Er der nogen løsning på det problem, at et par hundrede mennesker ikke kan gøre deres klubuddannelse færdig, fordi du har besluttet, at den tju-bang skal nedlægges?

Ikke endnu, men jeg prøver at finde en løsning inden ugens udgang, sådan at dem, der er i gang med den, også kan gøre uddannelsen færdig.

Kan du fortælle, hvad løsningen bliver?

»Det vil jeg helst ikke, før jeg har den på plads, for det drejer sig om, at jeg skal have talt med nogle forligspartier, men jeg vil i hvert fald lægge op til, at vi finder en løsning.«



Nej tak til byttehandel. Efter temmelig lang ventetid er Børn&Unge kommet i audiens hos den nye kost i Socialministeriet: Konservative Henriette Kjær. Først skulle hun lige have tid til at lande, og siden blev en aftale aflyst, fordi ministeren havde syge børn, hun skulle passe.

Socialministeren er med sine 35 år regeringens yngste medlem. Hun kom i Folketinget i 1994, hvad der tvang hende til at opgive en uddannelse som bibliotekar. Måske det er her, man skal finde forklaringen på, at hun endte med at rykke de halvfærdige klubpædagoger til undsætning.

Henriette Kjær bor i Gentofte, hendes mand driver et kommunikationsfirma, og parret har to børn, på tre og fem år. Begge går i daginstitution. Henriette Kjærs egen barndom var institutionsfri. Hun var derhjemme hos mor i Århus-forstaden Elsted og fandt sine legekammerater i kvarteret.

Erik Sigsgaard spurgte på en konference forleden, om de tilstedeværende ville bytte deres egen barndom med deres børns. Det var der ingen, der ville. Ville du?

»Nej, det ville jeg ikke. Jeg synes, det må være hårdt for så små børn at skulle tilpasse sig og køre et program, hvis man nu har lyst til bare at sidde og slappe af og være sig selv. Selvfølgelig kan man sætte sig hen i en krog, men man risikerer altid, at der kommer nogen, som vil have én med op og lege, eller også skal man spise. Man skal passe ind og være oplagt hele tiden.«

Er det uafvendeligt, eller kan der gøres noget ved det?

»Det mener jeg så nemlig godt, at der kan. Man kan være bedre til at lave nogle mere individuelle tilbud til børnene og sikre sig, at der er sådan nogle slap-af-pladser, og så skal man respektere, at der kan være forskellige behov og ønsker på forskellige dage. Der er mange ting, institutionerne kan gøre.«

Men den situation, som var din - hjemme hos mor og med masser af andre børn i kvarteret - kan den genskabes?

»Nej, det kan den ikke. Det er også derfor, vi virkelig bliver nødt til at arbejde med kvaliteten og se på, hvordan vi gør det bedre, for det er jo stort set alle, der har deres børn i daginstitution. Vi må altså konstatere, at daginstitutionerne er kommet for at blive og derfor gøre dem så gode som muligt.«



Brugerbetaling gør ansvarlig. Der er dem, der mener, at tiden er inde til at gøre daginstitutionerne fuldt skattefinansierede. Netop fordi, som Henriette Kjær selv påpeger, alle efterhånden bruger dem. Ministeren drager dog ikke den slutning.

»Jeg synes ikke, at det en nogen god ide. For det første er det stadigvæk et valg, vi foretager. Man kunne godt tilrettelægge sit liv, så man ikke behøver at benytte daginstitutioner. For det andet synes jeg, at det er rimeligt, at vi betaler de der omkring 30 procent selv. Det betyder nemlig, at vi føler os mere ansvarlige for, hvad vores penge bliver brugt til, stiller større krav og involverer os.«

Brugerbetaling ansvarliggør, siger du. Hvad så med børnenes skolegang, som jo er gratis?

»Ja, man kan jo se, at der de senere år har været en tendens til, at det nogle steder ikke har været godt nok, og at mange derfor har flyttet deres børn på privatskoler. Jeg taler ikke for betalingsskoler, men jeg mener, at det, at man er med til at betale for dagtilbudene, gør, at, ja, man tænker lidt mere over, hvad det er, man gerne vil have.«



KID-projektet lever. I slutfasen af valgkampen stillede daværende socialminister Henrik Dam Kristensen (S) i udsigt, at der ville blive bundet 100 millioner kroner i halen på det såkaldte KID-projekt. KID står for Kvalitet i Daginstitutioner. I BUPL har der siden regeringsskiftet været spekuleret en del over, om pengene nu var ganz verloren, og om KID-projektet i det hele taget ville blive videreført.

Det bliver det, forsikrer socialministeren, men hun er ikke så rundhåndet som forgængeren i embedet.

»Nu må vi se, hvor meget jeg kan skaffe, men 100 millioner bliver det ikke.«

Jeg har hørt 20 millioner nævnt.

»Det er mit udspil, men det er jo op til en forhandling, så derfor vil jeg ikke melde noget håndfast ud, før jeg har talt med de andre satspuljepartier.«

Øh, satspuljepartier?

»Ja, er det ikke forfærdeligt indforstået, men det, der ligger i det, er, at man i 1991 besluttede at tage 0,3 procent af stigningen i alle overførselsindkomster og lægge dem i en pulje til anvendelse indenfor Socialministeriets område. Partierne bag den beslutning er satspuljepartierne.«



Ingen institutionstvang. Den ny regerings hidtil nok mest opsigtsvækkende initiativ på dagpasningsområdet er - i hvert fald set gennem BUPL's briller - at kommunerne skal kunne betale forældre penge for at passe egne børn. Ideen er mange steder blevet mødt med hovedrysten, men det har nu ikke bragt regeringen på andre tanker. Socialministeren regner med at kunne fremlægge et konkret forslag for Folketinget i slutningen af februar.

»Vi ønsker at give forældrene det bredest mulige valg, så de selv kan afgøre, om de vil have deres barn passet i institution, i dagpleje, gå sammen om en ung pige i huset eller mod betaling selv stå for pasningen.«

I Norge, hvor man allerede har systemet, er det især indvandrerforældre, som benytter det, og det er ikke befordrende for dem eller deres børns integrationen i det norske samfund. Den samme konsekvens vil systemet antageligt få i Danmark.

Er du opmærksom på det?

»Det er noget af det, vi sidder og arbejder med, for det er et stort problem, hvis det går sådan. Nu står der i det nye udlændinge-oplæg, at børnene skal kunne tale dansk, når de starter i skole, og det skal vi have gjort for-ældrene i de udenlandske familier begribeligt. Vi skal samtidig fortælle dem, at den absolut bedste løsning er at sende børnene i en daginstitution.«

Den probate løsning på problemet er tvang. Helge Adam Møller, forhenværende jægersoldat og de konservatives actionman, har da også været ude med et forslag om, at indvandrerbørn, som ikke har indfundet sig i en daginstitution, når de er tre år, skal tvinges derhen.

»Det bliver der ikke noget af,« forsikrer Henriette Kjær.



Foregangsland. En sammenlignende OECD-undersøgelse af dagpasningen i 12 lande giver Danmark fine karakterer, men kommer også med forslag til forbedringer. For at modvirke de forskelle, som kommer af decentraliseringen, foreslår OECD os at indføre nogle minimumsstandarder. Kristeligt Folkeparti har foreslået det samme. OECD anbefaler os også at styrke samspillet mellem dagpasningen og skolevæsenet. Ingen af delene falder i socialminister Henriette Kjærs smag.

»Det er vigtigt, at man lokalt finder ud af, hvordan man gør det bedst. På den måde blomstrer nye ting op, som andre kan lære noget af. Det, vi skal blive bedre til, er at indsamle alle de gode erfaringer og få dem formidlet. Hvis man siger minimumsstandarder, ender det ofte med at blive et maksimum. Det går hen og bliver lige det og ikke et gram mere, vi skal.«

OECD-pointen om et tættere samspil mellem daginstitutioner og skoler har ministeren også svært ved at få øje på.

»Børn skal have lov til at være børn, og det er ikke skole, de går i, det er et pasningtilbud. Meningen er, at de skal lege og have det rart. I modsat fald skulle vi have en mere principiel diskussion om at sætte skolestartsalderen ned. Jeg synes, at vi i det hele taget på det her område er ret særegne, og det skal vi holde fast i. Hvis der er nogen, der skal lære, er det de andre lande. Vi er et foregangsland.«



Aversioner. Tiden er ved at være gået. Der er dog tid til et sidste spørgsmål til den ny socialminister, der, måske på grund af sit konservative udgangspunkt, har øje for kvaliteterne i det bestående.

Er der, hvad dagpasningen angår, en ideologisk forskel mellem den forrige og den nuværende regering?

»Næh, det synes jeg faktisk ikke, at der er. Altså, jeg tror da nok, at man hos den ældre generation hos Venstre og Konservative kan finde folk, som har aversioner mod pædagoger, fordi de for dem står for det værste, der fandtes dengang i 70'erne. Tilsvarende holdninger ser du ikke hos den unge generation, og min personlige holdning er, at der skal være nogle ordentlige pasningstilbud. Jeg ville aldrig stemme på en person, som ikke deler det synspunkt.«

Siger Henriette Kjær, hvis eget politiske engagement blev vakt i en frustation over venstre-orienterede lærere, som - i hendes erindring - ikke tiltroede eleverne evnen til at tænke selv, men først og fremmest docerede egne holdninger.