Snyd på OK-vægten
Snyd på OK-vægten
En duel på pressemeddelelser er i gang mellem de nye topfolk på det kommunale overenskomstområde. Anledningen er, at Danmarks Statistik har offentliggjort tal for kommunalt ansattes lønudvikling fra november 2001 til november 2002. I dagspressen fremstilles det som en sensation, at lønningerne i perioden er steget betragteligt mindre end priserne.
Den nyvalgte leder af forhandlingsfællesskabet KTO, Dennis Kristensen fra Forbundet af Offentligt Ansatte, udtaler til Dagbladet Politiken, at "løntallene simpelthen er en katastrofe". Han siger også, "at Ny Løn overhovedet ikke har givet det, den burde".
Herlev-borgmester Keld Hansen (S), ny chefforhandler på arbejdsgiversiden, tager til genmæle i en pressemeddelelse, hvori han udtrykker forundring over KTO-formandens fremstilling af sagen.
»Hverken Dennis Kristensen eller jeg deltog i sidste års overenskomstforhandlinger. Men jeg har læst det vedtagne mæglingsforslag, hvoraf det klart fremgår, at der i 2002 udelukkende er aftalt en lønstigning på 1,24 procent. De nye tal viser en kommunal lønudvikling på 1,3 procent fra november 2001 til november 2002. Det svarer til, hvad der er aftalt, og kan dermed ikke komme som en overraskelse for nogen,« mener Kjeld Hansen, som samtidig gør gældende, at lokale lønmidler, som måtte ligge uforbrugte hen, bliver opfanget af reguleringsordningen og udbetalt som generelle lønstigninger. De ansatte er sikre på ikke at blive snydt, er hans pointe.
Dennis Kristensen har en anden pointe. I duellens indtil videre sidste pressemeddelelse hævder han, at kommuner og amter har snydt på vægten ved ikke at omsætte den såkaldte reststigning til Ny Løn. Reststigningen er forudsat at blive på 0,8 procent i 2002 og repræsenterer, hvis den i øvrigt satte sig igennem, en vækst i Ny Løn ud over det, der blev aftalt ved forhandlingsbordet.
Rutinen taler. Hvem har ret, og hvem har uret? Børn&Unge har i forsøget på at få redet den spegede sag ud konsulteret en forhandler med noget større rutine på overenskomstfeltet end Dennis Kristensen og Kjeld Hansen.
Forbundsformand Bente Sorgenfrey: »Det er for billigt af Kjeld Hansen at påstå, at lønudviklingen er helt som forudsat. Jo, de generelle lønstigninger er, men vi aftalte, at Ny Løn skulle udvikles inden for rammen af det såkaldte økonomiske råderum, og det økonomiske råderum er ikke bare de midler, som er afsat i overenskomsten. Det er også de penge, som fremkommer, når en stilling står ubesat en tid, når en højere gageret medarbejder afløses af en lavere gageret, eller når der i øvrigt sker bevægelser, som frigør lønmidler. Disse penge - anslået 0,8 procent af områdets lønsum - har vi ikke set noget til, og det er skuffende.«
Dumt er det også, mener Bente Sorgenfrey.
»Arbejdsgiverne forsikrer igen og igen, at de satser på Ny Løn som et middel til at skabe en bedre og mere dynamisk kommunal sektor. Hvor smart er det så at gå og putte med pengene, når man ved, at de i stedet for at blive udmøntet som Ny Løn-tillæg falder som generelle, procentvise lønstigninger.«
Bente Sorgenfrey kan godt se, at en lønstigning på 1,3 procent ikke tager sig godt ud, når den holdes op mod prisstigninger på 2,6 procent.
»Der er for så vidt ikke noget nyt i, at provenuet er lavt i det første år af overenskomstens løbetid. Sådan plejer det at være, og det hænger jo sammen med, at kommunerne allerede året før har lagt deres budgetter for det år, hvor overenskomsten træder i kraft. Men lige i dette her tilfælde har vi i KTO-fællesskabet nok taget for meget hensyn til kommunernes budgetmæssige vanskeligheder,« siger Bente Sorgenfrey.
Løfterigt 2003. Mens 2002 var et pauvert år for de kommunale lønmodtagere, tegner 2003 anderledes løfterigt. Hele tre gange hen over året sker der ting og sager, som trækker i den gode retning.
1. april er donationen på 4,3 procent. Af den går 2,1 procent til generelle lønstigninger, 1,2 procent går til Ny Løn og 1 procent går til pensionsforbedringer samt - for BUPL-områdets vedkommende - til en forhøjelse af assistenternes årsløn med 1600 kroner, mens de ikke-uddannedes årsløn forhøjes med 1200 kroner.
1. august udløses 0,9 procent, hvoraf 0,5 procent gives som generelle lønstigninger, mens 0,4 procent anvendes til finansiering af en ekstra feriedag.
1. oktober falder der 0,4 procent i form af generelle lønstigninger.
Sammenlagt er der tale om forbedringer på 5,6 procent. Det kan dog blive til endnu mere. I de mange kommuner, hvor forhandlingerne om Ny Løn blev aflyst i 2002, fordi man syntes, der var for få penge til rådighed, må det formodes, at der er des mere at forhandle om i 2003.
Prisudviklingen for 2003 kendes af gode grunde ikke, men meget over sidste års 2,6 procent forventer ingen, at den bliver