Smagen af sommer

Onsdag den 5. september 2001 klokken otte om morgenen. Alle børn er efterhånden ved at være ankommet til børnehaven. De ser forventningsfulde ud og er meget optaget af at vise, hvad de har i deres tasker. Taskerne indeholder alt lige fra sovebamser til små tuber tandpasta. Børnene spæner begejstrede rundt, mødrene ser efter dem med længselsfulde blikke, og vi pædagoger ser nok en smule stressede ud. Alle børn er uden tvivl bevidste om, at der skal ske noget anderledes, men mange af dem vil ikke forstå begrebet "at skulle på koloni", blandt andet på grund af manglende tidsfornemmelse.

Da bussen kommer, stiger temperaturen et par grader - nu skal vi snart af sted. Bussen bliver pakket med alt muligt: Bleer, kørestole, pottestole, rolatorer, weekendsenge, fodbolde, drager, skumfiduser, pålægschokolade osv. Jo, det er skam ikke den mest tilfældige pakkeliste, der bliver pakket efter. Da bussen er pakket, og alle børnene er placeret i bussen, lader vi pædagoger os dumpe ned på et sæde. Puha, lad os så komme af sted. Børn og voksne fra normalområdet er samlet ude på parkeringspladsen for at ønske os en god tur. De har flag med, og mens bussen ruller af sted, hører vi, de råber "god tur", og vi ser, de vinker med flagene. En hyggelig, men også lidt højtidelig tradition.



Totalfodbold. Da vi ankommer til Fur Lejrskole, skal området lige ses an. Vejret er fint, og hvor er det hyggeligt at være på koloni. Efter kort tid må madpakkerne findes frem. Sulten er stor, når man er på tur, og i dag er der vist lidt ekstra godt med. Knap er madderne spist, før der skal spilles fodbold. Nogle af børnene får skoene snøret, andre får benskinner på, nogle får deres rolatorer, og nogle får såmænd bare nogle pædagogiske instrukser om ikke at slå, bide, og spytte.

Nu er vi alle kampklare. Børn og voksne løber rundt mellem hinanden og sparker til de tre nyindkøbte fodbolde. Der lyder råb og hvinen fra alle, og selv børnene med rolatorer følger godt med. En af drengene, som sjældent gider andet end at cykle, synes pludselig, at denne mærkværdige fodboldkamp er forrygende morsom. Han løber og løber, griner og griner, faktisk så meget at han taber bukserne.

Det var måske sjovt, fordi vi var der alle sammen - her var en oplevelse, vi var fælles om. Men selv en fodboldkamp, som indimellem lignede mere en amerikansk fodboldkamp med alt, hvad det indebærer af knubs og skrammer, får jo også ende. Nu måtte vi en tur til stranden.



Mærk vandmanden. En strandtur er næsten altid en succes hos vores børn. Selvom vi er i september måned, er det skønt at få sko og strømper af, så sandet og vandet rigtig kan mærkes. Efter kort tid er både trøjer og bukser våde. Lad os så få kigget på, hvad der er på bunden af Limfjorden. En af børnene samler en håndfuld sten op fra bunden, der er en lille krabbe og en lille søstjerne. Disse små dyr bliver holdt og beundret længe.

Her er pladsen og tiden til at fordybe sig, og selvom nogle af børnene godt kan være meget fysiske i deres kontaktform, så forstår de, at her har vi at gøre med små, sårbare væsner. Et par af pigerne giver den lille havfrue konkurrence, mens de fodbader fra en stor sten i vandet.

En dreng kigger dybt i vandet, dypper hånden, smager på vandet og venter på, vi skal sige "nej, uha, det skal du ikke spise". Vi ved alle lige præcis, hvordan det smager og væmmes derved. Modsat synes det dog at være med denne dreng, for da der ingen reaktion kommer, fortsætter han længe med denne aktivitet. Smagen af strand og sommer...

Pludselig flyder der en død vandmand i land. Den bliver samlet op i en spand, og så skal der mærkes og føles. Er den hård eller blød, kold eller varm, slimet eller tør. Spørgsmål man kan få svar på, hvis man bare lige prøver at røre ved den. For nogle af børnene er det det mest naturlige at røre ved den, for andre kræver det stor overvindelse. En dreng, der ikke ville røre ved noget som helst, da han startede hos os, rykkede forsigtigt nærmere. Til sidst var han så tæt på, at han bare skulle række hånden ud. Langt om længe rakte han hånden frem og en krum pegefinger pegede på vandmanden. Nu manglede der bare en lille centimeter i, at han rørte ved den. Pædagogen der holdt vandmanden kiggede spændt på ham:

»Vil du prøve at røre ved vandmanden,« sagde hun.

Han kom med et forsigtigt grynt og rørte forsigtigt vandmanden med pegefingeren. Det var ganske kort, og han trak sig lidt væk igen, men han havde rørt den og var måske en erfaring rigere. Det kan umiddelbart lyde som en banal ting, men for et barn, som intet har villet røre ved, er dette en stor sejr.



Ulvetimen. Efter strandturen gik turen igen hjem til lejrskolen, det var blevet tid til kage og saftevand. Inden aftensmaden var nogle af børnene med på en gåtur. Nogle var med af lyst, andre var med af nødvendighed. På dette tidspunkt af dagen havde de været sammen i omkring ni timer, og nogle af dem havde brug for ro og for at være sig selv. Mange af vores børn har brug for pauser i løbet af dagen. Pauser, hvor ingen forstyrrer dem, og hvor man har lov til at slappe af på sin egen pudsige facon. Men hvor finder man plads til at være sig selv blandt 32 børn og voksne?

Den berømte ulvetime havde på forunderlig vis sneget sig ind på børn, men vist også på pædagoger, så en travetur var nødvendig. Nogle gik i flok, andre gik selv. En af pigerne, en meget aktiv og opmærksomhedssøgende pige, gik en tur alene med en pædagog. Pigen er normalt ikke glad for at gå tur, men her var der ikke tale om et valg. Hun protesterede kraftigt, da det gik op for hende, at hun skulle på gåtur. Hun kunne ikke mærke, at hun havde brug for pausen på grund af en ringe kontakt til egne følelser. Hun røg fra den ene konflikt til den anden og formåede ikke at komme ud af situationen. De gik og gik og endte til sidst med at sætte sig i en grøft. Her sad de længe uden at sige noget. Pigen sad bare og kiggede. Hun viste nu tydeligt, at hun nød roen omkring sig.

Efter aftensmad, slik og chips, som jo hører sig til, når man er på koloni, var der lige tid til at lege lidt mere, inden det var tid for et bad. De små shampooflasker blev fundet frem, nu skulle der bades. En af pigerne nød at blive vasket og smurt ind i creme, hun nød det måske mere end de andre, fordi det ikke er noget af det, hendes familie vægter højest. Det var dejligt at blive smurt ind, men den tætte kontakt var på en gang rar, men også svær.

Da først alle børnene var puttet, gik der ikke lang tid, før der var stille på alle værelser. Langsomt dukkede der flere og flere pædagoger op i fællesrummet, den ene så mere forsovet ud end den anden. Selvom mange måske havde lyst, så var det alligevel for tidligt at gå i seng. Det havde været en god og sjov dag, men den havde også krævet meget af nogle af børnene.



Sandbakkebestigning. Torsdag morgen vågnede et par af børnene allerede ved femtiden. Det er for de flestes vedkommende alt for tidligt at stå op, i al fald for de fleste voksne. Så de blev bedt venligt, men absolut også bestemt om at give sig til at sove igen. Men det var en næsten umulig opgave at forlange af dem. Pigen krøb ned i soveposen igen, og sutten fik et par ordentlige sutteture og bamserne et par morgenknusere. Trods en stor portion utålmodighed lykkedes det dog pigen at småsove lidt mere, hygge med bamserne og "mufle" rundt i soveposen, indtil vi andre en times tid senere var klar til at stå op.

Dagen startede med fælles morgenmad, det levnede kun sparsom plads til de morgensure. Efter morgenmaden og de faste opgaver som for eksempel udstrækning tog en gruppe børn af sted på tur. Bussen blev proppet med børn, kørestole og andre hjælpemidler, og af sted det gik. Fremme ved bestemmelsesstedet, som var en "kæmpe" sandbakke, var der i første omgang mange trapper, der måtte overvindes.

Denne gruppe børn er en gruppe, som oven i det psykiske handicap også har et bevægelseshandicap. Nogle kan selv gå, andre har brug for rolator, og andre kan kravle eller krybe. Da alle var kommet op, enten på ryggen af eller med en pædagog ved hånden, skulle sandbakken overvindes. Alle børn som voksne sprang ud og kurede ned. Alle kunne være med uanset handicap, og der var kun én vej, og det var ned.

På et tidspunkt skulle alle op igen, hvilket krævede betydeligt mere. Nogle af børnene havde viljen og energien til at kæmpe sig op, mens andre havde brug for megen hjælp. Alle nød dog det bløde sand, som trods anstrengelserne var sjovt at kravle og gå i.



En handicappet frø. Da alle igen var samlet ved lejrskolen, blev der tændt op ved lejrbålet, og der blev lavet snobrødsdej. De fleste vil gerne spise snobrød, men ingen af dem har tålmodighed til at få det bagt. Det gik straks bedre med skumfiduserne. Det tog ikke lang tid, før de var tilpas klistrede til at spise.

I græsset omkring lejrskolen var der mange frøer, til begejstring for nogle og til skræk og rædsel for andre. Nogle af børnene brugte lang tid på at lege med frøerne, de blev med stor forsigtighed puttet ned i spande. Der blev også puttet lidt græs og lidt kage ned til dem, for de skulle da også have lidt at spise. Ind imellem blev de også slæbt med ind i fællesrummet, men de blev ligeså hurtigt slæbt ud igen, for tænk om de slap løs. Gys...

En af drengene, som godt kan have en meget voldsom adfærd over for de andre børn, viste utrolig stor omsorg for frøerne, de blev passet og plejet efter bedste evne. Der var en frø, der kun havde et øje - en handicappet frø - hvor var det synd for den, var mange af børnene enige om.



Hjemlængsel. Da det igen blev sengetid, savnede en af drengene sin mor. På grund af den ringe tidsfornemmelse er det svært at forklare, hvornår hans mor kommer og henter ham. En af pædagogerne lovede en tegning til ham, der viste, hvad han skulle lave, inden hun kom.

Først spise is, så sove, så lege, og derefter kom mor så. Han sad og kiggede på tegningen et stykke tid, og på en eller anden måde accepterede han det. Det var tydeligt, at han ikke vidste hvor lang tid, der ville gå, men han havde fået lidt struktur på resten af turen, hvilket gjorde ham tryg. Da han blev puttet sammen med alle sine ting, en bamse, en lommelygte og en mobiltelefon, faldt han trygt i søvn med en pædagog ved sin side. Godt nok var mor der ikke, men det var trygt at være omgivet af alle sine ting.



Afhentning. Fredag morgen var børnene mere trætte, og der var ro indtil ved syvtiden.

Formiddagen gik med at gå ture, spille fodfold og pakke tasker. Ved totiden kom de første forældre. Fra det tidspunkt af sad mange af børnene og spejdede ned ad stien. De sad helt klart og kiggede efter deres mor og far.

»Kommer min mor snart,« lød det mange gange, og de børn, der ikke har noget verbalt sprog, strøg pegefingeren hen over panden (tegn for mor ved hjælp af tegn til tale). Jo, der var ingen tvivl om, at det havde været en god koloni, men nu skulle det blive godt at få et knus af sin mor og far.

Efterhånden som forældrene kom, blev de hevet ved armen med ind på de forskellige værelser, nu skulle mor og far nemlig se, hvor man havde sovet. Af en eller anden grund er det vigtigt for nogle af børnene at vise forældrene rundt, men selvfølgelig vil forældrene også gerne se det. Det giver et fælles grundlag at snakke ud fra. Ligeledes skriver vi dagbog i børnenes kontaktbøger hver dag. Det er svært for vores børn at huske, hvad der er sket, men hvis forældrene har mulighed for at komme med et lille hint, kan børnene ofte fortælle en lille smule. Forældrene havde kaffekurv med, så inden turen gik hjemad, sad de ude foran lejrskolen og fik kaffe, kage og sodavand. De børn, hvis forældre endnu ikke var kommet, gik lidt rundt blandt "kaffebordene". Man kunne vel lige spise en lille kiks, mens man nu alligevel bare ventede.



Alle strabadserne værd. Til sidst da alle var taget hjem, drog vi pædagoger i samlet flok hjem. Da vi ankom til børnehaven, var der stille, der var lukket for weekenden. Sikke en måde at blive modtaget på, når man tænker på, hvordan de alle stod der, da vi drog af sted. Lidt mærkværdigt når man tænker over det nu, men da vi stod i det, var der vist ingen, der undrede sig - vi var bare trætte - nu skulle vi hjem. Det var en god koloni, og vi har allerede bestilt plads i 2002 - for selvom vi er trætte, når vi kommer hjem, så er det alle strabadserne værd, når vi er

af sted.