Slut med lønnet praktik

Pædagogstuderende skal fremover have SU under praktikken, foreslår undervisningsminister Ulla Tørnæs (V). BUPL frygter, at kommunerne vil undlade at ansætte personale til erstatning for praktikanterne, når de glider ud af normeringerne

Pædagogstuderende skal uddanne sig, også når de er i praktik, mener undervisningsminister Ulla Tørnæs. Hun foreslår derfor at afskaffe den lønnede praktik og i stedet give praktikanter SU.

Formålet er at styrke "praktikdelens uddannelsesmæssige kvalitet", som det hedder i et udspil til en reform af lærer- og pædagoguddannelsen, der blev præsenteret i tirsdags.

"Baggrunden for ændringerne er, at det er vanskeligt at fastholde læringselementet i lønnet praktik, hvor de studerende indgår i den enkelte institutions normering," skriver Undervisningsministeriet i et sammendrag af redegørelsen, som Børn&Unge fik udleveret, inden bladet gik i trykken mandag.

Det var ikke muligt at få en kommentar fra Ulla Tørnæs inden trykstart.

Hos BUPL er faglig sekretær Allan Baumann godt tilfreds med, at praktikperioden fremover skal betragtes som et uddannelsesforløb og ikke som et arbejdsforløb. Men han frygter for bemandingen i institutionerne.

"Hvis kommunerne vælger at nednormere, er det et problem," erklærer han.

Hverken i BUPL eller hos Kommunernes Landsforening (KL) kendte man i skrivende stund det endelige udspil fra ministeren.

Da Børn&Unge gik i trykken, regnede de ansatte i KL stadig på, hvad forslaget eventuelt kan komme til at koste kommunerne.

"Forslaget rejser to spørgsmål: Det første er, hvilke krav man kan stille til studerende på SU om at tage del i arbejdet. Det andet er, om kommunerne skal ansætte en medarbejder til erstatning for praktikanterne, eller om de skal nednormere," siger Erik Fabrin, der er formand for KL's IT- og erhvervsudvalg og Venstre-borgmester i Søllerød Kommune.



PLS tilfreds. Ligesom Allan Baumann fra BUPL er de pædagogstuderende formand, Søren Ekstrand, godt tilfreds med, at praktikken fremover ikke skal være lønnet.

"Den lønnede praktik er en uoverkommelig barriere for de studerendes læringsmulighed. Med ændringerne vil der blive skabt fornyede og uanede muligheder for de studerendes udbytte af praktikkerne, og ikke mindst for de studerendes frihed til at vælge praktikplads uden kommunal og amtslig styring ud fra behovet om at bruge de studerende som billig arbejdskraft," skriver PLS-formanden i en kommentar til ministerens udspil.

Af det foreløbige udspil fra ministeren fremgår det, at der ikke ændres på praktikperiodernes fordeling eller varighed. Rektorernes formand, Søren K. Lauridsen, havde gerne set, at den samlede praktikperiode blev forkortet med tre måneder fra de nuværende 16 måneder.

Bortset fra det er han tilfreds med de foreslåede ændringer.

"Det bliver lettere at koble uddannelse og praktik, når praktikken bliver SU-berettiget. Man kan for eksempelvis specialisere den sidste praktik, så den passer til det pædagogiske område, man har valgt at specialisere sig i på uddannelsen," siger Søren K. Lauridsen, der er rektor på Jydsk Pædagogseminarium i Århus.



Skærpet opdeling. Rektorformanden henviser til, at det ifølge udspillet skal være lettere for de studerende at specialisere sig i den periode, de sidder på skolebænken. Ministeriet lægger op til at indføre fagmoduler, der sigter mod hver sin del af pædagogers arbejdsfelt.

Det forslag tager Søren Ekstrand positivt imod.

"En skærpet opdeling af den obligatoriske undervisning og valgfri undervisning, hvor de studerende kan specialisere sig inden for to overordnede områder, finder vi vil styrke de studerendes mulighed for at skabe overblik over egen uddannelse," skriver han.

Derudover indeholder redegørelsen forslag om en række ændringer af fagene.

Blandt andet skal de faglige mål for centrale kundskabs- og færdighedsområder (CFK) ensartes. Det skal ske ved, at de faglige mål skrives ind i den landsdækkende bekendtgørelse og ikke, som i dag, fastlægges i den lokale studieordning for hvert enkelt seminarium.

Også det udløser ros fra PLS og Søren Ekstrand.

"I PLS har vi længe haft ønske om, at krav og mål for uddannelsen bliver defineret og synliggjort for de studerende. Situationen i dag, hvor det er for uklart for de studerende, hvilke fikspunkter de skal sigte imod, er uholdbar. Derfor er PLS enig i ministerens planer om at definere og fastlægge uddannelsens mål tydeligere i en ny bekendtgørelse. Den situation, vi har i dag, har betydet alt for mange forskellige pædagoguddannelse på landets 32 pædagogseminarier."

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.