Skilsmissebørn; Børnene har da ikke gjort noget

Når man hører, at andre har de samme problemer, forstår man bedre, at man ikke er forkert."

Ordene tilhører 11-årige Cecilie, der i foråret var med i den første samtalegruppe for skilsmissebørn herhjemme. Citatet stammer fra bogen Men de taler stadig sammen, som Børnerådet udgav for nogle måneder siden.

Cecilies forældre blev skilt for to år siden, og det gav hende to store problemer at tumle med. Hun følte, at hendes far fjernede sig fra hende. Samtidig oplevede hun, hvordan hun blev drillet og holdt udenfor i skolen som en direkte følge af forældrenes skilsmisse.

"Jeg spekulerede meget på, hvad jeg havde gjort forkert, siden de andre ikke ville være sammen med mig og ikke ville fortælle de hemmeligheder, alle andre måtte høre."

Cecilie talte med de andre i gruppen om mobningen, og de forsøgte sig med gode råd, uden at det hjalp. Alligevel fik børnegruppen skubbet så meget til Cecilie, at hun fik overbevist sin mor om, at hun skulle skifte skole.

"Det er en god skole, hvor alle leger sammen, så jeg er rigtig glad for, at jeg har skiftet skole," fortæller Cecilie.

Som skilsmissebarn deler hun skæbne med hvert tredje danske barn, men selvom så mange børn oplever det lammende brud, forældrenes skilsmisse er for de allerfleste, så er det begrænset, hvor meget man herhjemme har interesseret sig for børnenes situation.

Pr. definition er de uden skyld. Alligevel betaler de den højeste pris af alle - ofte uden at have indflydelse på den beslutning, der får så afgørende betydning for deres

liv.



Vil have tidlig besked. Nu har Børnerådet altså spurgt børnene, hvordan de har det med nogle af de oplagte problemstillinger, som trænger sig på i skilsmissens kølvand. Bogen Men de taler stadig sammen rummer blandt andet breve og interviews, hvor børnene har udtrykt deres tanker og følelser. Desuden har godt 1000 elever i 6. klasse givet deres besyv med, og set fra børnenes synsvinkel rammer forældrene forbi ved nærmest pr. automatik at træffe beslutningerne hen over hovedet på børnene.

Børnene mener for eksempel, at forældrene på et tidligt tidspunkt skal fortælle dem om skilsmissen, snakke med dem og tage dem med på råd.

»For mange børn kommer det som et chok, når de får at vide, at forældrene skal skilles. Mens forældrene som regel godt har været klar over, hvor det bar hen, står børnene ofte helt uforberedte. De er med andre ord ikke nær så langt i processen, som forældrene er. Derfor kan det også blive ekstra vanskeligt, hvis den ene af forældrene for hurtigt finder en ny kæreste. Det er barnet måske slet ikke parat til,« siger Dorthe Eriksen, der har været med til at udarbejde undersøgelsen for Børnerådet.



Børnene først. Samlet set vil børnene være med til at træffe beslutninger, der vedrører dem selv. Det gælder for eksempel beslutninger om, hvor de skal bo, og hvordan samværet skal skrues sammen. Ned til otte års alderen skal børnene tages med på råd, mener børnene. Når otte-årige Laura gerne vil være mere hos sin far for at kunne passe sin håndboldtræning og få bedre mulighed for at følge løbende med i vennernes liv, så er det Laura, der skal tages hensyn til og ikke hendes mor, selvom moderen bliver ked af kun at have Laura i fire dage hver anden uge.

Og så dur det ikke at skille søskende ad, mener langt den overvejende del af børnene. Som en af dem siger:

"Jeg synes, det er synd at skille børn ad, for de har jo ikke gjort noget. Hvorfor skal det gå ud over børnene, når forældrene skilles? Børn skal da være sammen. Ligegyldigt hvad forældrene siger. Det er familie, og hvis forældrene ikke vil være familie mere, betyder det ikke, at børnene ikke vil".

Selvom børnenes ønske om at blive inddraget er uomtvisteligt, vil Børnerådet ikke uden videre anbefale, at børnene inddrages.

Børnerådet fraråder mekanisk at spørge børnene om, hvor de helst vil bo, fordi det vil bringe barnet i en loyalitetskonflikt. I stedet handler det om det principielle i at inddrage børns meninger og følelser - ikke om eksport at beslutningskompetence. Man skal finde balancen mellem at høre på barnet og finde den løsning, der bedst matcher barnets objektive behov og dets tilknytning, lyder Børnerådets anbefaling.