Sig tingene lige ud

Storegade 35 i Bjerringbro. En pæn ældre villa med en frodig forhave. Flotte vinduer med tonede ruder og to kviste på førstesalen. På den stilige dør et brunt navneskilt, men der står ikke Sørensen, Jensen eller Schmidt på skiltet. Der står Familiehuset.

Den stilige villa huser ikke en familie, men huset har alligevel stor betydning for mange familier i Bjerringbro Kommune. I huset kommer de familier, der har det svært. Familiehuset, der har eksisteret i ni år, er tænkt som et forebyggende dagbehandlingstilbud til familier. Et sted, hvor familier kan finde egne ressourcer og tage ansvar, og i sidste instans kan Familiehuset forhindre at børn bliver fjernet fra hjemmet.

En af behandlerne i huset er pædagog Inge Klitgaard, der har været med lige fra starten.

»I nogle år havde jeg børn i familiepleje, og der tænkte jeg over, at der var behov for at tage fat i hele familien og ikke bare i barnet. Jeg kunne jo se, at jeg kunne rette barnet op, men lige så snart barnet kom hjem i familien, gik det galt igen, og barnet kunne igen sendes ud i familiepleje. Da så denne stilling blev slået op, så prøvede jeg at være nogle dage i det daværende familiehus i Skive og søgte så stillingen og fik den,« fortæller Inge Klitgaard.

Den faste stab i Familiehuset er to socialrådgivere, en psykolog og så Inge Klitgaard. Desuden er to socialpædagoger tilknyttet som hjemme-hos'er. Familierne kan ikke selv bare møde op i Familiehuset, de skal have en henvisning fra Familieafdelingen, der så kan have fået en henvendelse fra pædagogerne i børnehaven, sundhedsplejersker eller lærerne i skolen, der kan se, at et barn og en familie mistrives.



Reflektioner. »Tidligere kunne vi også tage familier fra nabokommunerne, men desværre har vi fået venteliste, så vi må koncentrere os om kommunens egne borgere. Jeg tror ikke, at der er flere problemer, men vi er nok blevet mere kendt. I øjeblikket har vi 30 familier i behandling,« fortæller Inge Klitgaard.

Hun tror også, at der kommer flere familier, fordi børnehaverne i dag er så pressede, at de har svært ved at rumme for eksempel DAMP-børn eller tage sig specielt af pressede familier.

»Vi kommer jo med hver vores forudsætninger, og vi er altid to personer på en familie. Det er mest praktisk, fordi familien så altid kan få fat i en af os. Vi bruger det også, når vi laver samtaler, så er den ene aktiv, mens den anden er mere tilbageholdende, lyttende, reflekterende. Når samtalen så er gået et stykke tid, så begynder vi to behandlere at snakke sammen indbyrdes, at reflektere over den foreløbige samtale, mens klienten skal lytte. Vi siger ikke, at det er sandheden, vi kommer frem med, men det giver klienten mulighed for at gribe fat i nogle af de ting, vi har reflekteret os frem til og så fortælle nærmere om dem. Eksempelvis kan den ene behandler sige, at hun har på fornemmelsen, at klienten har været udsat for et overgreb, og eventuel kan klienten så gribe fat i det,« fortæller Inge Klitgaard.



Fra flere sider. Der er også samtaler med de enkelte medlemmer i familien, så de kan fortælle om, hvor de synes, der er problemer.

»Ud fra deres forudsætninger kan børn jo godt fortælle om tingenes tilstand, og de forskellige medlemmer af familien ser jo tingene fra forskellige synsvinkler,« siger hun. Familiehuset bruger også videooptagelser, som familien bagefter kan se sammen og på den måde finde ud af, hvordan de faktisk fungerer sammen, og hvor problemet i relationen er.

Inge Klitgaard har taget en tre-årig familieterapeutisk uddannelse og derefter en to et halvt årig tegneterapeutisk uddannelse, så tegning bliver også brugt i behandlingen af familien.

»Vi kan for eksempel bede alle familiens medlemmer om at tegne hver enkelt i familien som et dyr. Hvis en dreng så tegner sig selv som en dinosaurus med pigge i alle retninger, kan det jo godt tyde på, at han føler behov for at forsvare sig. Hvis børnene tegner moderen som en lille mus, mens faderen bliver tegnet som en stor bjørn, kunne det måske godt sige noget om forholdene i hjemmet,« forklarer Inge Klitgaard.



Mønster. Som et led i behandlingen bliver der også lavet et familiegenogram, hvor der bliver set tilbage på, om der er et mønster i problemerne, at de måske allerede startede ved bedsteforældrene og er blevet ført med frem til nutiden. Et genogram kan også være med til at finde de personer i familien, der har givet positive oplevelser, en glad bedstemor eller en far, der også var rar en gang i mellem.

»Vi prøver at finde ressourcer i familien. Der er altid ressourcer i familien på den ene eller anden måde. Bare det, at de har sagt ja til at komme her, viser jo, at der er en vilje til forandring,« slår hun fast.

Der er kun kvinder ansat i Familiehuset og det er nogle gange en ulempe, synes Inge Klitgaard. På den anden side synes mange mænd, at det er nemmere at tale med kvinder om problemer i familien.

»Det er ikke nemt at komme i Familiehuset, for du kommer jo, fordi du har problemer i familien, og det synes folk jo, at de bør klare selv, især er det svært for mænd. Når de så først er kommet, så er mænd gode til at komme frem med tingene. Familiehuset arrangerer også forskellige sociale arrangementer for familierne. På den måde kan familierne møde andre, der også har problemer i deres familier, og finde ud af, at det er helt normale familier, der kan have det svært,« fortæller Inge Klitgaard.



Jeg kan godt lide dig. En familie kommer i behandling, når et barn har det svært i børnehaven eller skolen. For at forstå problemet holder Familiehuset netværksmøder, hvor de professionelle fra barnets netværk mødes og forklarer om deres syn på barnet og barnets problemer.

»En dreng med problemer i skolen troede ikke, at hans klasselærer kunne lide ham, men det kunne hun så fortælle, at det kunne hun faktisk godt. Det gav straks et bedre mulighed for samarbejde,« forklarer Inge Klitgaard. Der bliver taget referat, der bliver sendt ud til alle deltagerne, når familien har godkendt referatet.

På netværksmøderne oplever Inge Klitgaard nogle gange, at pædagogerne i børnehaverne er for "flinke" overfor forældrene. I stedet for at sige tingene lige ud bliver det mere pakket ind, så familien ikke har en klar fornemmelse for, at der faktisk er problemer.

»Allerede på seminariet burde vi lære at sige tingene lige ud til forældrene og ikke altid at være så flinke. Det er faktisk mere omsorgsfuldt,« siger hun med eftertryk.

Når familien begynder behandlingen, så er det to-tre gange om ugen, ikke til samtaler hver gang, men også til møder i Fredagsgruppen. Her bliver der lavet forskellige aktiviteter for kvinder, der er tilknyttet huset som et slags pusterum fra hverdagen. Folk kommer de fredage, de har tid. Gruppen er med til at skabe netværk, der kan bruges også efter behandlingen i Familiehuset.

»En gang i mellem, når vi har en gruppe af klienter med de samme problemer, laver vi terapeutiske grupper, hvor vi snakker om problemerne. På den måde kan man finde ud af, at man ikke er den eneste med problemer. Det giver mod til at lukke op og fortælle andre om problemerne og på den måde være med til at skabe forandringer.«



Respekt ligger også i udseende. Familiehuset ligger i en pæn villa. Også indenfor er der tænkt på farver og indretning, så huset fremtræder som et sted, man har lyst til at være.

»Vi prøver også at gøre noget ud af udseende og påklædning, fordi det er med til at vise en respekt for de mennesker, der kommer her. Vi kan også se, at det har en afsmittende virkning på klienterne, der efter et par gange også begynde at gøre mere ud af sig selv. Folk, der har det dårligt med sig selv, gør ikke noget ud af sig selv, fordi de har så lille et selvværd. Når de så begynder at bygge sig selv op, begynder de også at tænke over deres eget udseende,« påpeger Inge Klitgaard.

Selv om Familiehuset har eksisteret i ni år med det samme personale, synes Inge Klitgaard ikke, at de er blevet indspiste.

»I den reflekterende behandling er det nogle gange en fordel, at jeg ved, hvor min kollega er på vej hen, når hun sidder og reflekterer. Vi har også psykologstuderende, der kommer og stiller spørgsmål ved den måde, vi gør tingene på, og så har vi en supervisor, der kommer hver tredje uge og snakker med os om måden, vi gør tingene på. Vi udvikler os jo hele tiden, fordi vi lærer af hinanden. Men det er klart, at den dag du sidder og tænker: "Så tag dig dog sammen", så skal du nok til at finde noget nyt. Så længe du har empatien og indlevelsen, så kan du hjælpe de mennesker,« siger Inge Klitgaard.