Samvær: Til barnets bedste

I en sværm af eder og forbandelser bekendtgør faderen, at han da kraftedeme er ligeglad med, om politiet skal gennemtrumfe hans samvær med sønnen. Han har retten på sin side, mener han. At sønnen har haft en række af dårlige oplevelser hos ham, og derfor under ingen omstændigheder vil se ham, anfægter ikke faderen.

Moderen nægter at udlevere et skræmt og kuet barn til en mand, sønnen er bange for.

Men retten er på faderens side, og så ankommer politiet til moderens hjem og slæber af sted med en grædende Sebastian.

Episoden er blot en af utallige og langt fra den værste, som psykologen Helene Flendt er stødt på i sit arbejde på Juridisk Institut i Århus med at kortlægge skilsmisseforældrenes ofte vanskelige hverdag. Langt hovedparten af skilsmisserne munder ud i en frivillig aftale om samvær, men for flere og flere forældre ender bruddet i en ubønhørlig kamp om retten til barnet.

En kamp, hvor barnet næsten altid er taberen.

Diskussionen har kørt med fornyet styrke i medierne, efter at DR-Journalen i sidste måned viste dokumentarprogrammet "For fars skyld". Udsendelsen viste, at børn, der var blevet udsat for vold af deres biologiske far, alligevel blev tvunget til samvær med ham. Især justitsminister Frank Jensen kom under beskydning i udsendelsen, og han har siden værget for sig i debatindlæg i flere morgenaviser. Justitsministeren kan ikke genkende den virkelighed, programmet skildrer. Det er der andre, der kan, men billedet af de problematiske samværssager er mere nuanceret, end det hidtil er fremgået.



Af kød og blod. De højrøstede appeller fra alle dele af landet har givet genlyd på Østerbro i København, hvor Civilretsdirektoratet residerer. Sidste år bad direktoratet amterne om at sende nogle af de sager tilbage, hvor man fandt afgørelserne åbenbart urimelige. Ved at gennemgå sagerne på ny gjorde direktoratet en interessant iagttagelse.

»Det var kendetegnende, at sagerne ikke var tilstrækkeligt oplyst. Vi havde med andre ord ikke grundlag for at afslå eller ophæve samvær,« siger underdirektør i Civilretsdirektoratet Marianne Samuelsson.

Afgørelserne i Civilretsdirektoratet er oftest skrivebordsafgørelser. Man ser ikke de mennesker, der skal leve med afgørelsen, sådan som det er tilfældet i statsamterne.

Og det kan være en afgørende forskel for, hvordan man vurderer sagerne, mener

amtmændenes formand, Bent Klinte, Viborg Statsamt.

»Der er en psykologisk forskel. Ved at møde folk, får man jo nogle nuancer, som papiret ikke kan rumme,« påpeger Bent Klinte.

Måske er det også forklaringen på, at sagerne af og til vurderes vidt forskelligt.

»Nogle gange må vi også gribe i egen barm og spørge os selv om vi fik argumenteret godt nok. Når vi har mødt parterne og set, hvor umulige de er, kan afgørelsen synes soleklar. Måske er det netop i de helt oplagte situationer, man glemmer at få argumenteret ordentligt,« siger juristen Arne Madsen.

Hele forklaringen er det imidlertid næppe.



Mødre desperate. Helene Flendt og journalisten Lisbet Holst har i deres fælles debatbog om samvær og skilsmisser beregnet, at hver 10. sag i statsamterne i 1994 førte til, at samvær blev ophævet eller afslået. I 1998 - fire år senere - var det blot en ud af 25.

»I dag er det nærmest umuligt at få ophævet samvær, uanset hvor meget barnet lider. Myndighederne tager praktisk talt ikke hensyn til barnets tarv. Når man læser sagsakterne igennem i nogle af sagerne, er det tydeligt, at her er et barn, der skriger om hjælp, men ikke får det,« siger Helene Flendt.

En ændring af lov om samvær i 1996 har efter hendes vurdering fået den stik modsatte virkning af hensigten.

»Meningen var, at det skulle være lettere at ophæve eller afvise samvær og i højere grad tage udgangspunkt i, hvad der er bedst for barnet. I stedet sættes samværsforælderens rettigheder over alt andet.«

Situationen driver stadig oftere bopælsforælderen, som oftest er moderen, ud i desperate handlinger. Det kan være at gå under jorden med sit barn eller flygte ud af landet for at undgå at udlevere barnet til en tidligere ægtefælle. Medierne har bragt eksempler på, at mødre er flygtet så langt væk som New Zealand og Nord-Norge. En mor flyttede fra Nordjylland til Skotland for at forhindre sin tidligere mand i at få samvær med deres fælles børn, da han blev løsladt efter en dom på tre et halvt års fængsel. Manden var dømt for seksuelle overgreb på 16 skolebørn, men ikke for overgreb mod sine egne børn.

Helene Flendt er langt fra alene med sin kritik. Børns Vilkår har ført en kampagne for at øge fokus på barnets tarv i samværssagerne, og sidste år dannede en gruppe skilsmisseforældre landsforeningen Børn og Samvær for at ændre på forholdene. I løbet af et år har foreningen samlet 250 medlemmer uden at gøre nævneværdig opmærksom på sig selv.



Myndigheder uenige. Kritikken har bredt sig helt ind i de ansvarlige myndigheders egne rækker, og uenigheden om, hvorvidt barnets interesser tilgodeses i tilstrækkeligt omfang, har ført til noget, der minder om et åbent slagsmål mellem statsamterne og Civilretsdirektoratet. Jurister i statsamterne står jævnligt uforstående over for de afgørelser, direktoratet træffer som bagstopper og sidste ankeinstans. Det er en udbredt opfattelse, at grænsen for, hvad et barn skal udsættes for, før et samvær kan ophæves, har bevæget sig langt væk fra, hvad der er rimeligt.

»Vi er i den situation, at vi af og til fastsætter samvær, hvor vi er meget bekymrede for, om barnet vil kunne klare dette her,« siger kontorchef i Nordjyllands Statsamt Ole Kirkegaard.

Hvorfor gør I det så?

»Fordi vi skal. Statsamterne har jo oplevet, at når de gør det, som de synes er nødvendigt enten ved at ophæve samværsretten eller begrænse den stærkt, så bliver man ofte omgjort i Civilretsdirektoratet, og det er der statistisk belæg for.«

Ifølge Ole Kirkegaard er det typisk faderen, der er problemer med, når forældrene kriges i de meget vanskelige sager. Han kan være psykisk ustabil, have misbrugsproblemer eller optræde voldeligt.

»Jeg synes personligt, at vi nogle gange belaster barnet urimeligt. Vi stiller nærmest beviskrav om, at samværet skal skade barnet for at kunne nægte samvær, men det er praktisk talt umuligt med sikkerhed at bevise, om et barn vil tage skade.«

At Sebastian tager skade af at være sammen med sin far, kan der heller ikke føres bevis for, erkender Helene Flendt.

»Jeg vil vove den påstand, at chancen for, at Sebastian og hans far nogensinde får et ordentligt far-søn forhold, er lig nul. Ved at gennemtrumfe sin ret mod Sebastians ønske har faderen forspildt sine muligheder,« vurderer Helene Flendt.

Hun mener, at samværet burde være afslået af hensyn til barnets bedste.

Men det sker ikke. Kontorchef Ole Kirkegaard er ikke i tvivl om, at det er en generel opfattelse blandt sagsbehandlere i statsamterne, at det er for vanskeligt at afslå samvær, og at børnene lider under det.

»Jeg kan kun udtale mig som privatperson, men det er da noget, juristerne taler meget om indbyrdes på fælles kurser.«

Statsamtsjuristen fra Nordjylland bakkes op af sin kollega i Storstrøms Amt, Arne Madsen.

»Jeg tror, de fleste (statsamtsjurister, red.) i dette land kender til problematikken,« siger han.

Mere tilbageholdende er juristernes chefer i statsamterne. Formanden for amtmændene i Danmark, amtmand Bent Klinte, medgiver, at der kan være enkeltsager, der går galt.

»Ingen kan vel hævde det modsatte. Der er nok flere fædre, også med personlige problemer, der får samvær end tidligere. Man kan altid finde enkelteksempler, og det tror jeg også, at jeg kan fra mit eget statsamt. Men generelt mener jeg ikke, at vi går på kompromis med hensyn til barnet. Barnets tarv skal stå i flammeskrift over alt, hvad vi foretager os. Det er udgangspunktet og skal være det.«



Ytringsfrihedens grænser. »At der lyder kritiske røster fra embedsmænd i statsamterne er et larmende tegn på, at der virkelig er noget galt. Embedsmændene har ikke tradition for at gå ud med kritik,« mener Helene Flendt.

Indbyrdes blandt juristerne i statsamterne er der bestemt heller ikke enighed om at lufte uenigheden offentligt, fastslår formanden for foreningen af jurister i statsamterne, Hannah Brandt.

»Jeg vil ikke udtale mig generelt om, hvad statsamtsjuristerne mener om samværssagerne, for der er forskellige holdninger, og der er især forskellige holdninger til, hvor kritisk man offentligt kan tillade sig at være over for sin ankeinstans. Nogle medlemmer mener, at vi må forsøge at påvirke Civilretsdirektoratet ad de interne kanaler, andre at vi skal bruge vores ytringsfrihed. Jeg siger ikke at det ene eller andet er rigtigt, men opfattelserne er meget forskellige,« siger Hannah Brandt, der suppleres af sin kollega på Sydsjælland.

»Civilretsdirektoratet kan jo ikke have, at folk sidder og råber og skriger. Der må herske en vis korpsånd. Omvendt er det godt med et slag i bolledejen, hvis man er på gal kurs,« siger Arne Madsen.



Hvorfor konflikt. En mindre mediestorm i agurketiden i sommeren 1997 angives af flere embedsmænd tæt på problematikken som årsag til, at der skete et kursskifte i samværssagerne. Retsudvalget i almindelighed og justitsminister Frank Jensen i særdeleshed slog på tromme for bedre forhold for skilsmissefædrene, kraftigt sekunderet af Foreningen Far. De politiske signaler blev hørt - ikke mindst i Civilretsdirektoratet, og det blev vanskeligere at afslå samvær.

Men det var faktisk imod intensionen i den lov om samvær, Folketinget vedtog i 1996.

»Der blev skabt forventninger om en lempelse i adgangen til at afslå samvær via forarbejderne til loven fra 1996, og Civilretsdirektoratet gjorde udtrykkeligt opmærksom på, at fremover skulle det være nemmere at afslå samvær, men den lempelse kan jeg ikke få øje på. Og det synes jeg er skuffende, for det var i forvejen for svært,« siger Ole Kirkegaard.

Hvis intentionen med lovgivningen var at give lempeligere adgang til at afslå samvær, hvad er så forklaringen på, at det modsatte tilsyneladende er ved at ske?«

»Det spørger jeg også mig selv og Civilretsdirektoratet om, men jeg synes ikke, jeg har fået noget svar. Min private teori er, at det skyldes politiske signaler,« siger Ole Kirkegaard.

Ingen af de fagpersoner med særligt kendskab til samværssager er i tvivl om, at der findes eksempler på afgørelser, der ikke har været til barnets bedste.

Men flere peger samtidig på, at den fremstilling, visse konkrete sager får i pressen, ofte er ensidig, fordi sagerne fremstilles ud fra den ene parts synsvinkel.

»Nogle gange sidder vi jo og er ved at rive håret af i totter over den fremstilling, sagerne får i pressen,« som Hannah Brandt udtrykker det.

Men uanset om man ser sagen fra morens eller fra farens synsvinkel, så kommer Sebastian i klemme.

»Loven er god nok. Det er administrationen af den, der gør, at man nogle gange bare har lyst til at bide i gulvet,« siger Helene Flendt.



BAGGRUND

- Cirka hvert tredje barn oplever at forældrene skilles

- Kun relativt få sager ender med, at myndighederne inddrages, i 95 procent af sagerne er forældrene enige

- I begyndelsen af 90erne var det gennemsnitlige antal samværssager hos statsamterne ca. 3000 årligt. I 1998 var tallet steget til godt 9000 ifølge statsamternes virksomhedsregnskab.

- I perioden fra 1994 er der ifølge forfatternes beregninger sket et fald i antallet af afslag og ophævelser af samvær fra 10,8 pct. til 3,9 pct.

- Normalsamvær var i starten af 80erne en gang om måneden, nu er det hver anden weekend plus en hverdag plus feriesamvær. Før dikteret ud fra børnesagkyndigs vurderinger, i dag ud fra politiske direktiver og signaler

Kilde: Helene Flendt og Lisbet Holst: Hvem beskytter barnet?